Vægte og mål

wats me'-zhur : Det system af vægte og mål, der var i brug blandt hebræerne, stammede fra Babylonien og Egypten, især fra det førstnævnte. Disse landes indflydelse på Israels land har længe været anerkendt, men arkæologiske undersøgelser i de senere år har vist, at Babyloniens civilisation prægede Syrien og Israels land dybere i tidlig tid end Egyptens gjorde. Beviset for dette er tydeligst kommet frem ved opdagelsen af Tell el-Amarna-brevene, som åbenbarer det forhold, at den officielle korrespondance mellem de egyptiske konger og deres vasaller i disse lande blev ført på Babyloniens sprog, længe efter at dets politiske indflydelse var blevet fortrængt af Egyptens. Det er derfor naturligt, at vi søger til Babylonien efter oprindelsen til så vigtige elementer i civilisationen som et system af vægte og mål.

1. Længdemål:

Det var ganske naturligt, at mennesker fandt en standard for længdemål i dele af menneskekroppen, og vi finder alen, oprindeligt underarmens længde, taget som standard, og spandet, håndsbredden og fingeren, eller fingerbredden, knyttet til den i længdemåling. De synes ikke at have brugt foden, skønt den er repræsenteret i de to tredjedele af en alen, som babylonierne brugte ved fremstilling af byggesten.

Dette system var ganske tilstrækkeligt for mennesket i de tidligste tider, men ikke for et fremskredent civilisationstrin som det, babylonierne nåede før Abrahams dage, og vi finder, at de havde indført et langt mere nøjagtigt og videnskabeligt system (se CUBIT). De synes dog at have brugt to alen af forskellig længde, den ene til handelsformål og den anden til byggeri. Vi har ingen sikre eksempler på nogen af dem, men ud fra målene på deres kvadratiske byggesten, som anses for at være to tredjedele alen på hver side, vurderer vi, at den sidstnævnte har været omkring 19 eller 20 tommer. Nu ved vi fra undersøgelser i Egypten, at en lignende alen blev brugt dér, på fra 20,6 til 20,77 tommer, og der kan næppe være tvivl om, at hebræerne kendte denne alen, men den, der var i mere almindelig brug, var bestemt kortere. Vi har ingen sikre midler til at fastslå længden af den almindelige alen blandt hebræerne, men der er to måder, hvorpå vi kan nærme os dens værdi. Siloam-indskriften siger, at tunnelen, hvori den blev fundet, var 1.200 alen lang. Den faktiske længde har vist sig at være omkring 1.707 fod, hvilket ville give en alen på omkring 17,1 tommer (se PEFS, 1902, 179). Den angivne længde kan naturligvis være et rundt tal, men den giver en tæt tilnærmelse.

Desuden siger Mishna, at en mands højde er 4 alen, hvilket vi således kan betragte som gennemsnitshøjden for en jøde i tidligere tider. Ved at henvise til jødiske grave finder vi, at de havde en længde, der giver en alen på noget over 17 tommer, hvis man antager højden som ovenfor, hvilket ligger meget tæt på alenen i Siloam-tunnelen. Den almindelige mening i dag hælder mod en alen på 17,6 tommer til handelsformål og en på omkring 20 tommer til byggeri. Denne skik med at have to standarder illustreres af praksis i Syrien i dag, hvor bygmesterens mål, eller dra', er omkring 2 tommer længere end handelsmålet.

Af multipla af alenen har vi målestokken på 6 lange alen, som hver bestod af en alen og en håndsbredde (Ez 40,5), eller omkring 10 fod. Et andet mål var en sabbatsrejse, som blev regnet til 2.000 alen, eller omkring 1.000 yards. Målesnoren blev også brugt, men om den havde en fast længde, ved vi ikke.

Se SABBATH DAY'S JOURNEY; MEASURING LINE.

I Det Nye Testamente har vi favnen (orguia), omkring 6 fod, og furlong (stadion), 600 græske fod eller 606 3/4 engelske fod, hvilket er lidt mindre end en ottendedel mil. Milen (milion) var 5.000 romerske fod, eller 4.854 engelske fod, lidt mindre end den engelske mile.

2. Rummål:

Med hensyn til den absolutte værdi af rummålene blandt hebræerne er der noget større usikkerhed, end der er om længde- og vægtmålene, eftersom ingen eksempler på de førstnævnte er overleveret til os; men deres relative værdi er kendt. Sir Charles Warren mener, at de er afledt af længdemålene ved at kubere alenen og dens inddelinger, ligesom det også er tilfældet med vægt. Vi lærer af Ez 45,11, at bath og efa var ækvivalente, og han (Warren) anslår deres rumfang til at være 1/30 af alenen i tredje potens, eller omkring 2.333,3 kubiktommer, hvilket ville svare til omkring 9 gallons efter engelsk mål. Hvis vi antager dette som standard, får vi følgende tabeller for vådmål og tørmål: Ce'ah og lethekh, i det ovenstående, forekommer i den hebraiske tekst, men kun i randen i den engelske. Det vil bemærkes, at det fremherskende element i disse tabeller er tolvtalssystemet, som svarer til tresindstyvetalssystemet i det babyloniske system, men det vil ses, at der i forbindelse med vægte var en tendens hos hebræerne til at bruge titalsystemet, idet maneh blev gjort til 50 sekel i stedet for 60, og talenten til 3.000 i stedet for 3.600, som hos babylonierne; således ser vi her den samme tendens i, at `omer gøres til en tiendedel af 'ephah og 'ephah til en tiendedel af chomer eller kor.

3. Vægte:

Vægte byggede sandsynligvis hos oldtidens folk på hvede- eller bygkorn, men egypterne og babylonierne antog tidligt en mere videnskabelig metode. Sir Charles Warren mener, at de tog kuberne af længdemålene og fastslog, hvor mange bygkorn der svarede til den mængde vand, disse kuber kunne rumme. Således slutter han, at egypterne fastsatte vægten af en kubiktomme regnvand til 220 grains, og babylonierne til 222 2/9. Hvis man tager den kubiske håndsbredde til 25.928 kubiktommer, ville vægten af denne mængde vand være 5.760 gamle grains. Talenten betragter han som vægten af 2/3 af en alen i tredje potens, hvilket ville svare til 101,6 kubiske håndsbredder, men han antager, at den for bekvemmeligheds skyld blev sat til 100, idet vægten var 576.000 grains; heraf udleder han maneh (1/60 af talenten) på 9.600 grains og en sekel (1/50 af maneh) på 192 grains. Men vi har vidnesbyrd om, at den hebraiske sekel afveg fra dette, og at de brugte forskellige sekelvægte i forskellige perioder. Den sekel, der stammede fra Babylonien, havde en dobbelt standard: den lette på 160 grains, eller 1/3600 af talenten, og den tunge på nøjagtig det dobbelte, 320 grains. Den første synes at have været brugt før fangenskabet og den anden efter. Det babyloniske system var seksagesimalt, dvs. der gik 60 sekel på en maneh og 60 maneh på en talent, men hebræerne regnede kun 50 sekel på en maneh, som det fremgår af 2 Mos 38,25; 2 Mos 38,26, hvor det anføres, at den mængde sølv, der blev indsamlet fra 603.550 mænd, var 100 talenter og 1.775 sekel, og da hver bidrog med en halv sekel, må hele beløbet have været 301.775. Når vi trækker de 1.775 sekel, som nævnes ud over de 100 talenter, fra, har vi 300.000, eller 3.000 på talenten, og da der var 60 maneh i talenten, var der 50 sekel på hver maneh. Hvornår hebræerne antog dette system, ved vi ikke, men det var i brug på et meget tidligt tidspunkt.

Sekelen blev inddelt i geraer, 20 på en sekel (2 Mos 30,13). Geraen (gerah) antages at være en slags frø, måske en bønne eller en lignende plante. Den sekel, som den udgjorde en del af, var sandsynligvis den kongelige eller kommercielle sekel på 160 grains, afledt fra Babylon. Men hebræerne havde helt sikkert en anden sekel, kaldet den fønikiske, fordi den var standarden for de fønikiske handelsfolk. Dette ville være naturligt på grund af de to folks nære forbindelse lige siden Davids og Salomos dage, men vi har sikkert vidnesbyrd om den fra bevarede eksempler på jødernes møntsekel, som er af denne standard eller meget nær ved den, når man tager højde for et vist tab ved slid. Den fønikiske sekel var omkring 224 grains, med nogen variation på forskellige steder, og de jødiske sekel, som nu eksisterer, varierer fra 212 til 220 grains. De blev præget efter fangenskabet (se COINS), men om denne standard var i brug før, har vi ingen mulighed for at vide.

Eksempler på gamle vægte er i de senere år blevet opdaget i Israels land gennem arkæologisk forskning; blandt dem er én fra Samaria, erhvervet af dr. Chaplin, som bærer indskriften, på hebraisk rebha` netseph. Dette tolkes ved hjælp af det beslægtede arabiske som betydende “fjerdedel-halv”, dvs. af en sekel. Den faktiske vægt er 39,2 grains, hvilket, hvis man regner med et lille tab, ville svare ganske nøje til en kvartsekel efter den lette babyloniske standard på 160 grains, eller fjerdedelen af halvdelen af dobbeltstandarden. Et andet eksemplar, fundet ved Tell Zakariyeh, vejer 154 grains, hvilket synes at høre til samme standard. De vægte, som der gives illustrationer af i tabellen, er alle i samlingen på Syrian Protestant College i Beirut og blev erhvervet fra Israels land og Fønikien; de er af den fønikiske standard, som var den almindelige kommercielle standard i landet. Den største, af spole- eller tøndeformen, vejer 1.350 grains eller 87,46 gram, tydeligvis tænkt som en vægt på 6 sekel, og de mindre af samme type er brøkdele af den fønikiske sekel. De var af samme standard, den ene en sekelvægt og den anden en vægt på to sekel. De har hver 12 flader, og den mindre har en løve stemplet på hver flade undtagen én, hvilket minder os om løvevægtene, der er fundet i Assyrien og Babylonien. Spolevægtene er af sort sten, de andre af bronze.

Ovenstående er den fønikiske standard. I den babyloniske ville sekelen være 160 eller 320 grains; maneh 8.000 eller 16.000, og talenten 480.000 eller 960.000 grains, alt efter om den hørte til den lette eller tunge standard.

H. Porter