Vælge; udvalgt

chooz, cho'-z'-n (bachar, qabhal, bara', barah; ek-lego):

I. I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Menneskets valg

2. Gud vælger Israels konge

3. Gud vælger Jerusalem

4. Udvælgelsen af Israel

5. Jahves nåde

(1) En suverænitetshandling

(2) For menneskehedens skyld

II. I DET NYE TESTAMENTE

1. Forskellige betydninger

2. Af Guds frie nåde

3. Endelige antinomier

4. Udvælgelsen svarer til erfaringen

Ordene betegner en handling, hvor to eller flere genstande eller personer sammenlignes, og hvor én eller nogle få ud af et større antal foretrækkes og vælges til et bestemt formål, en funktion, en stilling eller et privilegium.

I. I Det Gamle Testamente.

1. Menneskets valg:

Om bachar og dets afledninger: mænd, der vælger hustruer (1 Mos 6,2); Lot, der vælger byerne på sletten (1 Mos 13,11); ofte om konger og hærførere, der vælger soldater på grund af deres dygtighed (f.eks. 2 Mos 17,9; Jos 8,3; 1 Sam 13,2; 2 Sam 10,9; 2 Sam 17,1). Ordet bachar bruges ofte om "unge mænd", fordi de er udvalgte, i manddommens bedste alder. De vigtigste anvendelser af bachar er disse: om Israels valg af en konge (1 Sam 8,18; 1 Sam 12,13); om moralsk og religiøst valg: at vælge Jahve som Gud (Jos 24,15; Jos 24,22), eller andre guder (Dom 5,8; Dom 10,14); sandhedens vej (Sl 119,30); at forkaste det onde og vælge det gode (Es 7,15; Es 7,16); sammenlign Davids valg mellem onder (2 Sam 24,12).

2. Gud vælger Israels konge:

En ledende tanke er, at Gud vælger Moses som leder (4 Mos 16,5; 4 Mos 16,7; 4 Mos 17,5); levitterne til præstetjenesten (1 Sam 2,28; 2 Krøn 29,11); Saul som konge (1 Sam 10,24), David (2 Sam 6,21; 1 Kong 11,34), Salomo (1 Krøn 28,5). Alt dette følger af den teokratiske tanke, at Gud personligt hersker over Israel som sit udvalgte folk.

3. Gud vælger Jerusalem:

En vigtigere, men stadig underordnet, tanke er den, at Jahve vælger Jerusalem som stedet for sin bolig og tilbedelse (5 Mos 12,5; 5 Mos 12,20 andre steder, Jos 9,27; 1 Kong 8,44; 1 Kong 8,48; Sl 132,13; Zak 1,17; Zak 2,12; Zak 3,2). Dette var den styrende tanke i Josijas reform, som bidrog til at nedkæmpe polyteistiske forestillinger og afguderiske skikke i Israel, og den var derfor en vigtig faktor i udviklingen af hebraisk monoteisme; men det var en tanke, som hebraisk monoteisme måtte overvinde og afvise for at nå sin fulde udvikling. "Den time kommer, da I hverken på dette bjerg eller i Jerusalem skal tilbede Faderen" (Joh 4,21).

4. Udvælgelsen af Israel:

Men den grundlæggende tanke om at vælge, som styrer alle andre i Det Gamle Testamente, er den, at Gud vælger Israel til at være sit særlige folk. Han valgte Abraham og sluttede en pagt med ham om at give ham Kanaans land (Neh 9,7): "For du er et helligt folk for Jahve din Gud: Jahve din Gud har udvalgt dig til at være et folk, der er hans egen ejendom, frem for alle folk, der er på jordens overflade .... fordi Jahve elsker jer, og fordi han ville holde den ed, han svor jeres fædre" (5 Mos 7,6-8). Historisk havde denne tanke sit udspring i den gamle forestilling om Jahve som Israels stammegud, bundet til hende ved naturlige og uløselige bånd (se Gud). Men efterhånden som deres forestilling om Jahve blev mere moralsk, og tanken om hans retfærdighed blev dominerende, erkendte man, at der ikke fandtes noget naturligt og nødvendigt forhold eller nogen harmoni mellem Israel og Jahve, som kunne forklare en retfærdig Guds gunst mod hende, for Israel var ikke bedre end sine naboer (5 Mos 1; 5 Mos 2). Hvorfor var Jahve da Israels Gud, og Israel hans folk?

5. Jahves nåde:

Det skyldtes en handling af frit valg og suveræn nåde fra Guds side. "Kun jer har jeg kendt blandt alle jordens slægter" (Am 3,2). I Ho beskrives forholdet under billedet af et ægteskabsbånd. Jahve er Israels ægtemand: og for at forstå billedets kraft er det nødvendigt at mindes, hvordan ægteskabsskikke var i oldtiden og i Orienten. Valg og gunst blev næsten helt bestemt af ægtemanden. Tanken om den pagt, som Jahve af sin frie nåde sluttede med Israel, træder i forgrunden i Femte Mosebog og Jeremias. Fordi han elskede hende, og af ingen anden grund, har han udvalgt Israel til at være sit særlige folk. I Esajas 40-66 føres tanken videre i to retninger:

(1) En suverænitetshandling:

Jahves nådige valg af Israel hviler i sidste instans på hans absolutte suverænitet: "O Jakob, min tjener, og Israel, som jeg har udvalgt: således siger Jahve, som skabte dig og formede dig fra moderlivet" (Es 44,1; Es 44,2; sammenlign Es 29,16; Jer 18,6; Es 64,8). For Israels befrielse er Kyros og hans verdensrige i Jahves hænder som ler i pottemagerens hænder (Es 45,9; Es 45,10).

(2) For menneskehedens skyld:

"Israel er udvalgt for menneskehedens skyld." Dette er den moralske fortolkning af et valg, der ellers synes vilkårligt og irrationelt. Guds formål og frelseskald gælder hele menneskeheden. "Vend jer til mig, og bliv frelst, alle jordens ender; for jeg er Gud, og der er ingen anden" (Es 45,22). Og Israel er hans tjener, den udvalgte, det sendebud han sender, "for at føre ret frem for hedningerne" (Es 42,1; Es 42,19; Es 43,10; Es 43,12). Tanken udvikles videre i forestillingen om Jahves tjener (se denne) som de trofaste få (eller den ene), formet "fra moderlivet til at være hans tjener, til at føre Jakob tilbage til ham", "til et lys for hedningerne", Guds "frelse til jordens ende" (Es 49,1-6; Es 52,13-53) (sammenlign Esajas' lære om resten: Shearjashub; også de retfærdige, de gudfrygtige, de ydmyge, i Salmerne; og se Skinner, Isaiah, II, xxx ff). Efterhånden som forestillingen om personlighed og om det enkelte menneskes forhold til og ansvar over for Gud udviklede sig fra Ezekiel og fremefter, sammen med den deraf følgende lære om personlig udødelighed, blev forudsætningerne skabt for at anvende tanken om udvælgelse på enkeltpersoner (sammenlign Sl 65,4).

Sideløbende med tanken om, at Gud udvælger Israel, løber den supplerende tanke, at Israel skal vise sig trofast mod pagten og værdig til udvælgelsen. Gud har udvalgt hende, ikke på grund af nogen fortjeneste hos hende, men af sin frie nåde og efter sin frelsesbeslutning; men hvis Israel undlader at svare med trofast livsførelse, som gør hende egnet til at være hans tjener og sendebud, kan og vil han forkaste hende, eller den del af hende, som viser sig uværdig. Se Oehler, Old Testament Theology, I, 256 ff., 287 f.

Tre andre hebraiske ord, der udtrykker valg i mindre sager, er: qabhal, om Davids valg mellem onder (1 Krøn 21,11); bara', at afmærke et sted (Ez 21,19), at udvælge sangere og portvagter til templet (1 Krøn 9,22; 1 Krøn 16,41); barah, at vælge en mand til at repræsentere Israel mod Goliat (1 Sam 17,8).

II. I Det Nye Testamente.

1. Forskellige betydninger:

Hele den opfattelse af Gud, af hans forhold til Israel og af hans handlen i historien, som er angivet ovenfor, udgjorde Jesu Kristi og hans disciples religiøse arv. Den nationale bevidsthed havde i betydelig grad givet plads for den individuelle; og frelsen rakte ud over det nuværende liv til en salig tilstand i en kommende verden. Men de centrale tanker består og bliver i Det Nye Testamente kun ændret for så vidt som Jesus Kristus bliver formidleren og redskabet for Guds suveræne nåde. Eklego og dets afledninger er de ord, der som regel udtrykker tanken i Det Nye Testamente. De bruges

(1) om den almindelige tanke at udvælge én blandt mange (Luk 14,7);

(2) om at vælge mænd til et bestemt formål, f.eks. om menigheden, der vælger de syv (ApG 6,5); om valget af udsendinge fra rådet i Jerusalem (ApG 15,22; ApG 15,25; jf. 2 Kor 8,19), cheirotoneo; vælge ved afstemning (Revised Version (britisk og amerikansk) »udnævne«) (jf. ApG 10,41), procheirotoneo;

(3) om moralsk valg (Mark 13,20): »Maria har valgt den gode del« (Luk 10,42);

(4) om Kristus som Guds udvalgte Messias (Luk 23,35; 1 Pet 2,4 KJV);

(5) om Kristus, der vælger sine apostle (Luk 6,13; Joh 6,70; Joh 13,18; Joh 15,16; Joh 15,19; ApG 1,2; ApG 1,24); Paulus (ApG 9,15; jf. ApG 22,14 KJV), procheirizomai; Rufus (Rom 16,13); og Paulus valgte Silas (ApG 15,40), epilego;

(6) om Gud,

(a) der vælger Israel (ApG 13,17; jf. Rom 9,11),

(b) der vælger den kristne kirke som det nye Israel (1 Pet 2,9 KJV),

(c) der vælger kirkens medlemmer blandt de fattige (Jak 2,5), de tåbelige, svage og foragtede (1 Kor 1,27-28),

(d) der udvælger nogle få blandt mange til sin gunst og frelse: »Mange er kaldet, men få er udvalgt« (Matt 20,16 (udeladt i Revised Version (britisk og amerikansk)); Matt 22,14); Gud forkorter dagene for Jerusalems ødelæggelse »for de udvalgtes skyld, dem som han udvalgte« (Mark 13,20).

2. Om Guds frie nåde:

I Ef 1,4-6 fortæller hver vending om en forskellig side af opfattelsen:

(1) Gud udvalgte (og forudbestemte) de hellige i Kristus før verdens grundlæggelse;

(2) efter sin viljes velbehag;

(3) til barnekår hos sig selv ved Jesus Kristus;

(4) til at være hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed;

(5) til pris for hans nådes herlighed;

(6) som han frit skænkede dem i den Elskede. Og i Åb 17,14 beskrives den triumferende kirke i himlen som »kaldet og udvalgt og trofast«. Guds suveræne valg styrer de helliges erfaring og prøvelse på hvert punkt fra begyndelse til ende.

Således gælder i Det Nye Testamente som i Det Gamle Testamente:

(1) Guds nådepagt er fri og ubetinget. Den er til alle mennesker, nu som enkeltpersoner snarere end som folkeslag, og uden forskel på race eller klasse. Den er ikke mindre fri og suveræn, fordi den er en fars nåde.

(2) Israel er stadig en udvalgt slægt til et særligt formål.

(3) Kirken og de hellige, som udgør den, er udvalgt til den fulde erfaring og de fulde privilegier ved barnekåret.

(4) Guds nådesformål er fuldt åbenbaret og virkeliggjort gennem Jesus Kristus.

3. Endelige antinomier:

Denne lære rejser visse teologiske og metafysiske vanskeligheder, som endnu aldrig er blevet tilfredsstillende løst.

(1) Hvordan kan Gud være fri, hvis alle hans handlinger er forudbestemt fra evighed? Dette er en antinomi, som faktisk ligger ved roden af al personlighed. Det hører til selve ideen om personlighed, at en person frit skal bestemme sig selv og dog handle i overensstemmelse med sin egen karakter. Enhver person løser i praksis og erfaring hele tiden denne antinomi, selv om han måske ikke har nogen intellektuel kategori, der kan samordne disse to tilsyneladende modstridende principper i al personlighed.

(2) Hvordan kan Gud være retfærdig, hvis nogle få er udvalgt, og mange bliver ladt tilbage? Og

(3) Hvordan kan mennesket være frit, hvis dets moralske karakter udspringer af Guds suveræne nåde? Det er sikkert, at hvis Gud udvalgte alle eller lod alle være, ville han hverken være retfærdig eller nådig, og mennesket ville heller ikke have det mindste spor af frihed.

4. Udvælgelsen svarer til erfaringen:

Læren beskriver nøjagtigt (a) den moralske kendsgerning, at nogle tager imod frelsen, og andre afviser den; (b) den religiøse kendsgerning, at Guds suveræne og ubetingede kærlighed er frelsens begyndelse og årsag. Den definerer ikke mødestedet mellem nådens virken og menneskets frihed som moralsk og ansvarligt væsen. Heller ikke er den kategori endnu blevet fundet, hvormed disse to kendsgerninger i den religiøse erfaring kan fortolkes og samordnes, selv om det er en kendsgerning, der kendes i enhver kristen erfaring, at hvor Gud er mest suveræn, er mennesket mest frit.

For andre steder og hele tanken i Det Nye Testamente, se udvælgelse.

T. Rees