Baal

Herre.

Det navn, som blev forbeholdt fønikernes vigtigste mandlige gud. Det findes flere steder i flertalsformen BAALIM (Dom 2,11; 10,10; 1 Kong 18,18; Jer 2,23; Hos 2,17). Baal identificeres med Molok (Jer 19,5). Den var kendt for israelitterne som Ba’al-Peor (4 Mos 25,3; 5 Mos 4,3), blev dyrket indtil Samuels tid (1 Sam 7,4) og blev senere de ti stammers religion på Akabs tid (1 Kong 16,31-33; 18,19, 22). Den havde også for en tid udbredelse i Judas rige (2 Kong 8,27; jf. 11,18; 16,3; 2 Krøn 28,2), indtil den til sidst blev bragt til ophør ved fangenskabets strenge tugt (Sef 1,4-6). Ba’als præster var talrige (1 Kong 18,19) og af forskellige klasser (2 Kong 10,19). Deres måde at bringe ofre på beskrives i 1 Kong 18,25-29. Solguden, under den almindelige titel Baal, eller “herre,” var kana’anæernes vigtigste genstand for tilbedelse. Hvert sted havde sin særlige Baal, og de forskellige lokale Baaler blev sammenfattet under navnet Baalim, eller “herrer.” Hver Baal havde en hustru, som var en farveløs afspejling af ham selv.

En benjaminit, søn af Jehiel, gibeonitternes stamfar (1 Krøn 8,30; 9,36).

Navnet på et sted beboet af simeonitterne, sandsynligvis det samme som Ba’alat-Be’er (1 Krøn 4,33; Jos 19,8).