Guldkalv

kaf, gol'-d'-n:

I. NAVNET

II. GAMMEL KALVEDYRKELSE

1. Fortællingen om Arons guldkalv

2. Jeroboams guldkalve

III. ELIAS' HOLDNING TIL TYRESYMBOLERNE

IV. AMOS' OG HOSEAS HOLDNING TIL TYRESYMBOLERNE

LITTERATUR

I. Navnet.

Udtrykket `eghel er det almindelige hebraiske navn for en hankalv og er lige så fleksibelt som det engelske navn; det bruges om ethvert dyr fra ét år gammelt (Mika 6,6) eller måske yngre (3 Mos 9,3; 3 Mos 12,6) til ét på tre år (1 Mos 15,9; jf. Jer 34,18; Jer 34,19). Man har ment, at den sædvanlige brug af dette diminutive udtryk om de gyldne tyre, som Aron og Jeroboam opstillede – især fordi det to gange gøres feminint (Hos 10,5; Hos 13,2) – skulle angive deres ringe størrelse og dermed udtrykke foragt for dem. Dette er dog, selv om det er sandsynligt, på ingen måde sikkert. Det var ikke deres størrelse, der gjorde disse tyre foragtelige i profeternes øjne, og desuden fandtes der, så vidt vides, ingen tyre i naturlig størrelse af støbt guld i nogen af de omkringliggende lande. Henvisningen til kviekalve, der blev kysset (Hos 13,2), formodentlig i Betel, kan hentyde ikke til dyrkelsen af tyrene, men til deres kvindelige modstykker, eftersom sådanne kvindelige guddomme i alle andre lande uvægerligt ledsagede tyreguderne. Betel nævnes måske særligt, fordi det var »kongens helligdom« (Am 7,13), eller på grund af mængden af altre og offerhøje, som fandtes dér (Hos 10,8; jf. Hos 8,11; Am 5,26). Falsk gudsdyrkelse nævnes også i forbindelse med Jeroboams frafald, i Gilgal og Gilead (Hos 4,15; Hos 12,11; Am 4,4; Am 5,5), Samaria (Hos 8,6; Hos 10,5; Hos 13,2; Hos 13,16); og Be'ersheba (Am 5,5; Am 8,14), hvor der, så vidt det er oplyst, ikke var blevet opstillet nogen tyre af Jeroboam. At disse steder får stærkere fordømmelse end Dan – som kun udtrykkeligt nævnes ét sted (Am 8,14), skønt det var et hovedcentrum for tyredyrkelsen (1 Kong 12,30) – kan skyldes, at dyrkelsen af den kvindelige guddom var den mest populære. Det var bestemt tilfældet i nabolandene og også i andre byer i landet, sådan som udgravningerne for nylig har bevist (se nedenfor).

II. Gammel kalvedyrkelse.

Oprindelsen til dyrkelse af dyr er skjult i dunkelhed, men ærefrygt for tyren og koen findes vidt udbredt blandt de ældste historiske kulter. Selv i den forhistoriske tid var tyresymbolets indflydelse så stærk, at det gav navn til et af dyrekredsens vigtigste tegn, og fra tidlig historisk tid var tyrens horn det velkendte emblem for solens stråler, og solguder blev meget almindeligt fremstillet som tyreguder (Jensen, Kosmologie, 62-90; Winckler, Altorientalische Forschungen, 1901-5, passim; Jeremias, Das Alter der bah. Astronomie, 1909, passim). Egypterne, hebræernes nære naboer, dyrkede i alle epoker fra udvandringen og frem levende tyre i Memfis (ikke Mendes, som EB) og Heliopolis som inkarnationer af Ptah og Ra, mens et af de mest udførlige ritualer var knyttet til billedet i naturlig størrelse af Hathor-koen (Naville, Deir el Bahari, Part I (1907), 163-67), mens solen blev æret som den »tapre tyr« og den regerende farao som »tyrenes tyr«. Men langt vigtigere i denne forbindelse er den kendsgerning, at »kalve«-dyrkelse var næsten, hvis ikke helt, universel blandt alle de gamle semitiske folk. Hvis Abrahams umiddelbare forfædre ikke ærede denne guddom, var de bestemt ganske forskellige fra deres slægtninge, babylonierne, blandt hvem de ifølge al tradition levede, før de udvandrede til Kanaan (1 Mos 11,28; 1 Mos 11,30; Josephus, Ant, I, vi, 5), for babylonierne ærede tyren som symbol på deres største guder, Ann og Sin og Marduk — ideogrammet for en ung tyr udgør en del af sidstnævntes navn — mens Hadadrimmon, en vigtig amoritisk guddom, hvis egenskaber påfaldende ligner Jahves (se Ward, AJSL, XXV, 175-85; Clay, Amurru (1909), 87-89), afbildes stående på ryggen af en tyr. Også i Fønikien var tyren et helligt dyr, ligesom i det nordlige Syrien, hvor den rangerede som en af de vigtigste hittitiske guddomme, og dens billeder modtog hengiven tilbedelse (se videre Sayce, Encyclopedia of Rel. and Ethics, under ordet »Bull«). Blandt alle disse folk blev ko-gudinden vist mindst lige så stor ære. I Babylonien har gudinden Ishtar koen som sit symbol på meget gamle seglcylindre, og når denne nøgne eller halvnøgne gudinde optræder i Israels land, står hun ofte på en tyr eller en ko (se William Hayes Ward, Cylinders and Other Ancient Oriental Seals), og under lidt forskellige former æres den samme gudinde i Arabien, Moab, Fønikien, Syrien og andre steder, mens tyren blandt de semitiske kana’anæere var symbolet på Ba’al, og koen på Astarte (se især Barton, Hebraica, IX, 133-63; X, 1-74, og Semitic Origins, kapitel vii; Driver, »Astarte« i DB). Nyere udgravninger i Israels land har vist, at ingen hedensk dyrkelse gennem alle epoker var så populær som dyrkelsen af Astarte i hendes forskellige former (se S. A. Cook, Rel. of Ancient Palestine, 1909). At hun én gang findes iført vædderhorn (PEFS (1903), 227), afslører blot hendes natur tydeligere som frugtbarhedens gudinde. Hendes forbindelse med den hellige fisk i Carnion i Gilead og med duerne i Askalon, såvel som med kvindelig prostitution og med naturens »opstandelse« og frugtbarhed, havde tidligere været velkendt, ligesom også hendes forbindelse med månen, der styrer årstiderne. Findes der noget rationelt motiv, som kan forklare denne vidt udbredte »kalve«-dyrkelse? Er det tænkeligt, at denne kult kunne øve en så stærk indflydelse på så intelligente og ret åndeligt sindede nationer som egypterne og babylonierne, hvis den var helt irrationel og ikke rummede noget åndeligt indhold? Og findes der ingen rationel forklaring bag denne stadige sammensmeltning af den guddom, der råder over kvægets formering, med den guddom, der råder over vegetationen? Hvordan kom tyren til at repræsentere »kornånden«, så det, at en tyr løb gennem kornet (den mest ødelæggende handling), kom til at varsle gode afgrøder; og hvordan kunne sønderrivelsen af en tyr, hvor hans livsblod blev udgydt på jorden, øge frugtbarheden? (Se Fraser, Golden Bough, II, 291-93, 344.) Det ene virkeligt styrende motiv i alle disse forskellige fremstillinger og funktioner hos »kalve«-guden kan findes i den gamle ærefrygt, især blandt semitterne, for livets mysterium. Dette synes at give en tilstrækkelig grund til, at tyren, som er et særdeles iøjnefaldende eksempel på livgivende kraft, skulle være så nært forbundet med forplantningsprocesserne i dyre- og planteriget og også med solen, der fra de tidligste historiske tider blev anset for i særlig grad at være »livgiveren«. Tyredyrkelse var ikke altid et udtryk for grov dyriskhed, men repræsenterede, i hvert fald på bibelsk tid, ofte en forestilling, som var et resultat af eftertanke over et af naturens dybeste mysterier. Få hymner i Egypten eller Babylon udtrykker højere åndelig erkendelse og længsel end dem, der er rettet til tyreguderne eller til andre, som hædres med denne titel, f.eks. denne til guden Sin fra Ur, »Anus kviekalv«, »Stærke unge tyr; med stærke horn, .... med skæg i lapis lazuli-farve .... selvskabt, fuld af modnet frugt .... moderliv, som har taget bolig, alle tings ophav, ophøjet bolig blandt levende skabninger; o barmhjertige, nådige far, i hvis hånd hele verdens liv hviler; o Herre, din guddommelighed er fuld af ærefrygt som den fjerne himmel og det brede hav!« (Rogers, Religion of Babylonia and Assyria (1908), 164). Mange moderne forskere mener, at de tidlige egyptere og babylonier virkelig tænkte på deres jordiske og himmelske guder som dyr (se især Maspero, Bulletin critique, 1886; Revue de l'histoiredes religions, 1888), men det synes sikkert, at i det mindste så tidligt som på udvandringens tid blev disse stjerner og dyr ikke af alle betragtet som guddomme i sig selv, men snarere som symboler på eller fremstillinger af guddom (Davis and Cobern, Ancient Egypt, 281-89; Brugsch, Die Aegyptologie, I, 135; Chwolsohn, Die Ssabier u. der Ssabismus, II, 134).

1. Beretningen om Arons guldkalv:

Teksten i 2 Mos 32 er bestemt sammensat (se f.eks. Bacons "Exodus" på det anførte sted og DB), og nogle ord og vendinger er en ordret gentagelse af fortællingen om Jeroboams kalvedyrkelse (sammenlign 2 Mos 32,4 med 1 Kong 12,28, og se parallelspalterne i Drivers Deteronomy). Nogle bibelkritikere analyserer teksten sådan, at de gør hele kalvefortællingen til et senere element, uden gammelt grundlag, føjet til en kort oprindelig udtalelse som 2 Mos 32,7-11, for at satirisere over Jeroboams tyredyrkelse og dens ikke-levitiske præsteskab (se f.eks. Kuenen, Hexateuch). De fleste nyere kritikere har dog accepteret hændelsen som et gammelt minde eller en historisk kendsgerning, bevidnet af de ældste kilder, og brugt således af Deuteronomisten (5 Mos 9), skønt den sproglige form kan være blevet påvirket af den senere redaktørs foragt for det nordlige frafald. Det forekommer klart urimeligt at antage, at en hebraisk forfatter i nogen tidsalder så voldsomt ville skælde sine egne forfædre ud, uden noget traditionelt grundlag for sine udsagn, blot for at tilføje lidt mere, der kastede skam over hans nordlige naboer, og det forekommer lige så usandsynligt, at nogen sådanne grundløse anklager ville være blevet godtaget som sande af den bagtalte nation. De gamle fortolkere, som accepterede beretningens væsentlige historicitet, fulgte almindeligvis Filon og de tidlige kirkefædre i at antage, at denne guldkalv var et billede af Egyptens Apis- eller Mnevis-tyre, og dette hævdes lejlighedsvis stadig af nogle egyptologer (f.eks. Steindorf, Ancient Egypt (1903), 167; sammenlign også Jeremias, Old Testament in Light of Ancient East (1911), II, 138). De indvendinger mod dette synspunkt, som skeptikerne i det 18. århundrede fremsatte, baseret på den formodede umulighed af, at man i den tidsalder besad en sådan kemisk og mekanisk kunnen, er for størstedelens vedkommende blevet forældede gennem nyere opdagelser. Den almindelige moderne indvending, at dette ikke kunne have været Apis-dyrkelse, fordi Apis var en levende tyr, er på ingen måde afgørende, eftersom billeder af Apis ikke er ualmindelige og sandsynligvis blev dyrket i selve templet. Det kan tilføjes, at en renæssance for denne dyrkelse fandt sted netop i denne tidsalder. Således Erman, Handbook of Egyptian Rel. (1907), 23-79. Moderne bibelforskere er dog praktisk talt enige om, at guldkalven, hvis den overhovedet blev dyrket, må have været en fremstilling af en semitisk, ikke en egyptisk, guddom. Til fordel for dette kan det anføres:

(1) Det var en tid, hvor hver guddom blev betragtet som guden for et bestemt land, og det ville forekomme umuligt, at man skulle forestille sig, at en indfødt egyptisk gud sluttede sig til Egyptens fjender og hjalp dem med at nå et land, som han ikke havde nogen magt over.

(2) Den israelitiske religion viser kun ringe indflydelse fra Egypten, men blev i vældig grad påvirket fra Kanaan og Babylon; Apis nævnes kun én gang (Jer 46,20 (oversat "kvie")); sammenlign Ez 20,7; Ez 20,8, og se Brugsch, Steininschrift und Bibelwort, passim, og Robertson, Early Religion of Israel, 217).

(3) Tyren og koen vides nu at have været almindelige symboler for de mest populære guddomme, som blev dyrket af alle hebræernes racebeslægtede folk, og ingen steder mere andægtigt end i Kanaan og i de tilstødende distrikter (se ovenfor).

(4) Nogle af de vigtigste guder i græsningslandet Goshen, hvor hebræerne havde boet i århundreder (1 Mos 47,6; 1 Mos 50,8), var semitiske guder, som ikke alene blev dyrket af edomitiske beduiner og andre fremmede, der boede dér ved "Pithoms damme" (sammenlign 2 Mos 1,11), men også af de indfødte egyptere; Ramses II opkaldte endda en datter efter en af disse. Den særlige gud for dette distrikt havde som sit symbol en tyrekalv, og en indskrift taler faktisk om statuen af en "guldkalv på 600 punds vægt", som det var skik årligt at vie til en af disse semitiske guder, mens en anden indskrift omtaler en statue af guld "en alen høj" (Breasted, Ancient Records of Egypt (1905), III, 630-38; Naville, Goshen, Store City of Pithom; Erman, Handbook; 173-74; Brugsch, op. cit.).

(5) Det vigtigste bevis er dog tekstens udsagn om, at festen i forbindelse med denne dyrkelse var en "fest for Jahve" (2 Mos 32,5). Da Moses forsvandt i fyrre dage på bjerget, var det ikke unaturligt, at folket vendte tilbage til de synlige symboler, som deres forfædre havde dyrket, og gav dem det nye navn eller de nye egenskaber, som Moses havde knyttet til guddommen. Dyrkelsen blev fordømt af omtrent samme grund som dyrkelsen af Jeroboams kalve (se næste afsnit).

2. Jeroboams guldkalve:

Selv om dette afsnit (1 Kong 12,26-33; jf. 2 Krøn 10,14; 2 Krøn 10,15) kan være blevet redigeret senere, »er der ingen grund til at slutte, at nogen faktisk detalje ikke stammer fra gammel tid« (Burney, Hebrew Text of Kings (1902), og DB). Disse kalve, som Jeroboam opstillede, var uden tvivl tyre (1 Kong 12,28, hebraisk), men i hvert fald så tidligt som på Hoseas tid synes det sandsynligt (se ovenfor), at den mere tøjlesløse dyrkelse af det kvindelige princip var blevet føjet til den officielle gudsdyrkelse (Hos 10,5; Hos 13,2, hebraisk). Dette, som ellers her naturligt og overalt ledsagede tyredyrkelsen, kunne med fuld ret kaldes »Samarias synd« (Am 8,14) og regnes som »Jeroboams synd« (1 Kong 14,9; 1 Kong 14,16; 1 Kong 16,26; 2 Kong 10,29). Der er ingen tilstrækkelig grund til at forklare udtrykket »støbt« i nogen anden end dets mest naturlige og sædvanlige betydning (2 Mos 32,8; 2 Mos 32,24; 2 Kong 17,16; 5 Mos 9,16), for støbte metalafguder var almindelige i alle tidsaldre i Israels land og de omgivende lande, selv om billedets kerne kunne være støbt eller udhugget af et ringere metal overtrukket med guld (Es 30,22; Es 40,19, hebraisk; 5 Mos 7,25; 2 Mos 32,4). Disse tyrebilleder var utvivlsomt tænkt som en fremstilling af Jahve (jf. dog Robertson, op. cit., og Orr, Problem of Old Testament (1906), 145). Teksten identificerer udtrykkeligt disse billeder med Arons kalv (1 Kong 12,28), så næsten alle de grunde, der ovenfor er anført for at bevise, at Arons billede ikke repræsenterede en egyptisk, men en gammel semitisk guddom, gælder lige så vel her. Til disse forskellige andre argumenter kan føjes:

(1) Teksten selv siger, at det er Jahve, som førte dem fra Egypten (Hos 2,15; Hos 12,13; Hos 13,4), som de kalder »min herre«, og som de sværger ved (Hos 2,16, King James Version randnote; Hos 4,15); og som de frembærer deres vinofre, slagtofre og fester for (Hos 8,13; Hos 9,4; Hos 9,5, hebraisk; jf. Am 5,8).

(2) Jehu, skønt han ødelagde alle Ba’al-afguderne, rørte aldrig disse tyre (2 Kong 10,28; 2 Kong 10,29).

(3) Ritualet var, skønt friere, i det væsentlige det samme som i templet i Jerusalem (1 Kong 12,32; Hos 5,6; Am 4,5; Am 5,22; Am 5,23; se Oettli, Greifswalder Studien (1895), citeret i DB, I, 342).

(4) Selv de sydlige profeter anerkendte, at det var Jahve, der havde givet Jeroboam kongeriget (1 Kong 11,31; 1 Kong 12,15; 1 Kong 12,24), og kun Jahve-dyrkelse kunne have virkeliggjort Jeroboams hensigt om ved denne kult at knytte sådanne fromme borgere til tronen, som ellers ville blive draget til Jerusalem for at tilbede. Det var for at værne mod denne appel, som den nationale helligdom rettede til fromme sjæle, at denne modgudsdyrkelse var blevet oprettet. Som Budde siger: »En fremmed kult ville blot have drevet de fromme efraimitter desto sikrere over til Jerusalem« (Rel. of Israel (1899), 113). Jeroboam forsøgte ikke at støde sine religiøse tilhængeres samvittighed ved at gøre hedenskab til statsreligion, men snarere at vinde disse fromme tilbedere af Jahve for sin sag.

(5) De steder, der blev udvalgt til tyredyrkelsen, var steder, som allerede var hellige for Jahve. Dette gjaldt i særlig grad Betel, som århundreder før Jerusalem var blevet erobret fra jebusitterne, var blevet forbundet med særlige åbenbaringer af Jahves nærvær (1 Mos 13,3; 1 Mos 13,4; 1 Mos 28,19; 1 Mos 31,13; 1 Mos 35,15; 1 Sam 7,16; Hos 12,4).

(6) Fortællingen viser, at troskaben hos hans frommeste undersåtter blev bevaret (1 Kong 12,20), og at ikke engang Elias flygtede til Sydriget ud fra den antagelse, at Nordriget havde antaget dyrkelsen af hedenske guder som sin statsreligion. I stedet for dette berettes det aldrig, at Elias, skønt han var den dristigste modstander af Ba’al-dyrkelsen, udtalte et eneste ord mod tyredyrkelsen i Dan og Betel.

III. Elias’ holdning til tyresymbolerne.

Denne overraskende tavshed forklares på forskellig måde. Nogle få forskere er, skønt uden noget historisk eller tekstligt bevis for anklagen, sikre på, at Bibelens fortællinger (skønt de er skrevet af mænd fra syd) på dette punkt er grundlæggende mangelfulde; ellers ville de have berettet om Elias’ modstand mod denne kult. Andre få er, ligeledes uden bevis, ubesværet sikre på, at han fuldt ud godkendte den gamle fædrene kalvekult. Andre forklarer med større sandsynlighed hans stilling ud fra, at selv om han måske ikke har billiget tyresymbolet — som aldrig blev brugt af patriarkerne, så vidt man ved, og bestemt ikke blev brugt som symbol på Jahve i Sydriget, ellers ville Hoseas, den nordlige profet, have omtalt det — så kan Elias, som selv var en mand fra nord med gamle idealer og enkle vaner, have ment, at selv med dette handicap var den friere og mere demokratiske gudsdyrkelse, som fandt sted på alle de gamle hellige steder i Nordriget, mindre farlig end det aristokratiske og eksklusive præsteskabs omstændelige og luksuriøse ritual i Sydriget, som insisterede på politisk og religiøs centralisering og var afhængigt af så enorme indtægter til sin opretholdelse (jf. 1 Kong 12,10; 1 Kong 12,14). Under alle omstændigheder er det indlysende, at hvis Elias havde vendt sig mod Jeroboam og statsreligionen, ville det alvorligt have splittet de kræfter, som måtte forenes for med al energi at bekæmpe den langt mere fordærvede Ba’al-dyrkelse, der netop i denne krise, som aldrig før eller siden, truede med fuldstændigt at overvælde dyrkelsen af Jahve.

IV. Amos’ og Hoseas’ holdning til tyresymbolerne.

Det er let at se, hvorfor Hoseas kunne fordømme et ritual voldsomt, som Elias med rette kunne tåle.

(1) Denne kalvedyrkelse kan være forfaldet. Elias levede tættere på den tid, da den nye statsritual blev indført, og den ville naturligt da være på sit bedste. Hoseas levede i en tid, hvor han kunne følge dette forsøgs historie gennem næsten to århundreder og klart se, at disse billeder ikke havde hjulpet, men i høj grad hæmmet udviklingen af Jahves etiske og åndelige religion. Selv om disse billeder i begyndelsen blev anerkendt som symboler, var de blevet almindelige afguder (Hos 12,11; Hos 13,2, og flere steder). »Denne ting blev til synd« (1 Kong 12,30; 1 Kong 13,34). Religionshistorien viser mange sådanne tilfælde, hvor det synlige eller verbale symbol, som i én tid havde været en virkelig hjælp for fromheden, på et senere tidspunkt blev direkte fjendtligt over for den (se billeder). Da Ba'al også blev dyrket i skikkelse af en kalv, og da Jahve selv til tider blev kaldt »Ba'al« (Es 54,5; Jer 31,32; Hos 2,16 hebraisk), ville denne uetiske tendens blive fremskyndet, ligesom også af den politiske modsætning mellem Juda og Efraim og det bitre had mellem de to rivaliserende præsteskaber (sammenlign 2 Krøn 11,15; 2 Krøn 13,9). Sikkert er det, at ved midten af det 8. århundrede havde dyrkelsen i Dan og Betel bredt sig til mange andre steder og var blevet så nært forbundet med den hedenske dyrkelse, at den i praksis ikke kunne skelnes fra den — i hvert fald set fra det senere profetiske standpunkt. Men

(2) der kan ikke være tvivl om, at det profetiske standpunkt havde ændret sig på 200 år. Ligesom indflydelsen fra den nordlige gudsdyrkelse havde tenderet mod hedenskab, sådan havde indflydelsen fra den sydlige dyrkelse af en gud uden billede tenderet mod højere åndelige idealer. Elias kunne ikke have erkendt den epokegørende betydning af et tempel uden billede. Det stadige pres fra denne tanke — Gud er ånd — havde udviklet en ny åndelig samvittighed, som i det 8. århundrede var så skarp, at dyrkelsen af Jahve i form af et billede ikke med urette blev anset for at være næsten, om ikke helt, lige så slem som rent hedenskab, på samme måde som reformatorerne i det 16. århundrede betragtede de romersk-katolske billeder som ikke meget bedre end afguder (Hos 8,5; Hos 8,6; Hos 11,2; Hos 13,2; sammenlign 2 Kong 17,16; 2 Kong 17,17). Indflydelsen fra denne nye samvittighed ses også i det forhold, at det ikke blot, eller måske især, er »kalvene«, der fordømmes, men den ånd af ugudelighed og ukærlighed, som også gjorde den ortodokse gudsdyrkelse i Jerusalem kun lidt, om overhovedet noget, bedre end den i Betel (Hos 6,4; Hos 5,12; Hos 5,14). Indflydelsen fra denne teologi — Gud er ånd — havde i den grad fyldt disse profeters sjæle, at selv ofrene havde mistet deres betydning, når de ikke blev ledsaget af kærlighed og åndelig kundskab (Hos 6,6; Hos 7,1), og det er fraværet af denne væsentlige ånd, snarere end gudsdyrkelsens form, som Amos og Hoseas fordømmer i Nordriget (Am 2,6-8; Am 3,10; Am 4,1; Am 5,7; Am 5,12-15; Am 5,21-24; Am 6,12; Am 8,4-6; Hos 4,2; Hos 4,3; Hos 9,1; Hos 10,12-14). Disse senere profeter kunne også se, hvad Elias umuligt kunne have set, at enhed i gudsdyrkelsen var tvingende nødvendig, og at ofringer på de gamle hellige »offerhøje« måtte ophøre. Kun sådan kunne overtroisk fanatisme og religiøs opløsning undgås. En blandet og ureguleret Jahve-kult kunne blive næsten lige så slem som hedenskab. Ja, den kunne være værre, hvis den gav Jahve-dyrkelsen Ba'als ånd og fortolkning.

Se også astrologi, afsnit II, 2.

LITTERATUR.

Ud over henvisningerne ovenfor, se især Dillmanns og Drivers kommentarer til Exodus; Kuenen, Religion of Israel; W. R. Smith, Religion of Semites, 93-113 og register; Konig, Hauptprobleme der altisraelitischen Religionsgeschichte; Baeth gen, Beitr. zur semit. Religionsgeschichte; Kittel, History of Hebrews; »Baal« og »Ashtoreth« i Encyclopedia of Rel. and Ethics (fuldstændig litteratur); »Golden Calf« i Jewish Encyclopedia for rabbinsk og muhammedansk litteratur.

Camden M. Cobern