Moab

Faderens sæd, eller, ifølge andre, det ønskelige land; Lots ældste søn (1 Mos 19,37), født af blodskam.

Brugt som betegnelse for Moabs folk (4 Mos 22,3-14; Dom 3,30; 2 Sam 8,2; Jer 48,11, 13).

Moabs land (Jer 48,24), også kaldet “Moabs land” (Ruth 1,2, 6; 2,6), øst for Jordan og Det Døde Hav og syd for Arnon (4 Mos 21,13, 26). I bredere betydning omfattede det hele det område, som amoritterne havde besat. Det bærer det moderne navn Kerak.

På Moabs sletter, over for Jeriko (4 Mos 22,1; 26,63; Jos 13,32), havde Israels børn deres sidste lejr, før de gik ind i Kanaans land. Det var på den tid i amoritternes besiddelse (4 Mos 21,22). “Moses gik op fra Moabs sletter til Nebo-bjerget, til toppen af Pisga,” og “døde dér i Moabs land, efter Herrens ord” (5 Mos 34,5, 6). “Hvis vi virkelig ikke havde andet, der kunne vække vores interesse for Moabs land, så er det nok til at gemme mindet i vores hjerter, at det var fra toppen af Pisga, dets fornemste højde, at denne mægtigste af profeterne skuede ud over det lovede land med usvækket blik; at det var her på Nebo, dets højeste bjerg, at han døde sin ensomme død; at det var her, i dalen over for Bet-Peor, at han fandt sin gådefulde grav.”