Agape

ag'-a-pe (agape).

1. Navnet og sagen:

Navnet Agape eller "kærlighedsmåltid", som et udtryk der betegner den tidlige kirkes broderlige fællesmåltider, findes i Det Nye Testamente kun i Jud 1,12 og i 2 Pet 2,13 efter en meget tvivlsom læsemåde, selv om det er i stadig brug i den postkanoniske litteratur fra Ignatius' tid og frem. For det kristne fællesmåltids eksistens har vi imidlertid rigeligt nytestamentligt vidnesbyrd. Den "brødsbrydelse", som blev praktiseret af den første menighed i Jerusalem ifølge ApG 2,42; ApG 2,46, må bestemt tolkes i lyset af paulinsk sprogbrug (1 Kor 10,16; 1 Kor 11,24) som en henvisning til nadverens ceremonielle handling. Men den tilføjede sætning i 2,46, "de indtog deres mad med glæde og hjertets enfold", antyder, at et socialt måltid på en eller anden måde var forbundet med denne ceremonielle handling. Paulus' henvisninger til de misbrug, der var opstået i menigheden i Korinth ved sammenkomsterne til Herrens nadvers fejring (1 Kor 11,20-22; 1 Kor 11,33; 1 Kor 11,34), gør det tydeligt, at fejringen af riten i Korinth, ligesom i Jerusalem, var forbundet med deltagelse i et måltid af mere almindelig karakter. Og i et af "vi"-afsnittene i ApG (20,11), hvor Lukas giver personligt vidnesbyrd om den måde, hvorpå Herrens nadver blev holdt af Paulus i en menighed, han selv havde grundlagt, finder vi brødsbrydelsen forbundet med, og dog adskilt fra, det at spise mad, på en måde som gør det naturligt at slutte, at kristne i Troas, ligesom i Jerusalem og Korinth, når de mødtes på ugens første dag, plejede at deltage i et fællesmåltid. Det faktum, at navnet Agape eller kærlighedsmåltid, brugt i Jud 1,12 (Revised Version), findes tidligt i det 2. århundrede og ofte derefter som et teknisk udtryk for kirkens religiøse fællesmåltider, gør betydningen af Judas' henvisning hævet over tvivl.

2. Agapens oprindelse:

Hvad menigheden i Jerusalem angår, synes fællesmåltidet at være udsprunget af den koinonia eller det fællesskab, som kendetegnede den kristne kirkes første dage (sammenlign ApG 1,14; ApG 2,1 osv.). De religiøse måltider, som jøderne kendte—påsken som den store type—ville gøre det naturligt i Jerusalem at give følelsen af broderskab udtryk gennem bordfællesskab, og det ejendomsfællesskab, som den spæde kirke praktiserede (ApG 2,44; ApG 4,32), ville let antage den særlige form af et fælles bord, hvor de fattiges behov blev dækket af de riges overflod (ApG 6,1). Agapens tilstedeværelse i den græske kirke i Korinth skyldtes uden tvivl Paulus' initiativ; han ville videregive de skikke, der var knyttet til Herrens nadver, ligesom han havde modtaget dem fra de tidligere disciple. Men deltagelse i et socialt måltid ville meget let tiltale mennesker, der kendte de fællesmåltider, som udgjorde en fast del af fremgangsmåden ved møderne i de religiøse klubber og foreninger, der på den tid var så talrige overalt i den græsk-romerske verden.

3. Forholdet til eukaristien:

Efter det store flertal af forskeres opfattelse var Agapen et måltid, hvor ikke blot brød og vin, men alle slags retter blev brugt; et måltid, der havde det dobbelte formål at stille sult og tørst og at give udtryk for følelsen af kristent broderskab. Ved afslutningen af dette måltid blev brød og vin taget i overensstemmelse med Herrens befaling og, efter taksigelse til Gud, spist og drukket til minde om Kristus og som et særligt middel til fællesskab med Herren selv og gennem ham med hinanden. Agapen stod således i forhold til eukaristien, som Kristi sidste påske stod til den kristne rite, han indpodede på den. Den gik forud for og førte frem til eukaristien og var ganske adskilt fra den. Imod dette synspunkt er det af nogle moderne kritiske forskere med styrke blevet hævdet, at Herrens nadver i den apostolske tid ikke blev skelnet fra Agapen, men at Agapen selv fra begyndelse til ende var Herrens nadver, som blev holdt til minde om Jesus. Det synes dog ødelæggende for en sådan tanke, at mens Paulus gør det helt tydeligt, at brød og vin var de eneste elementer i den minde-rite, som Jesus indstiftede (1 Kor 11,23-29), ville de misbrug, der var kommet til at råde ved menigheden i Korinths sociale sammenkomster, have været umulige i tilfælde af et måltid, der kun bestod af brød og vin (sammenlign 1 Kor 11,21; 1 Kor 11,33 f). Desuden ville det, hvis eukaristien i den apostolske tid ikke var blevet skilt ud fra fællesmåltidet, være vanskeligt at forklare, hvordan de to i en senere periode kunne findes så fuldstændigt adskilt fra hinanden.

4. Adskillelse fra eukaristien:

I Didache (circa 100 AD) er der endnu intet tegn på nogen adskillelse. Anvisningen om, at den anden eukaristiske bøn skulle bedes "efter at være blevet mætte" (x.1), synes at antyde, at et almindeligt måltid umiddelbart var gået forud for sakramentets fejring. I Ignatiusbrevene (circa 110 AD) findes Herrens nadver og agapen stadig sammen (Ad Smyrn viii.2). Det er undertiden blevet antaget, at Plinius' brev til Trajan (circa 112 AD) beviser, at adskillelsen allerede havde fundet sted, for han taler om to møder blandt de kristne i Bithynien, det ene før daggry, hvor de bandt sig ved et "sacramentum" eller en ed til ikke at begå nogen form for forbrydelse, og et andet på et senere tidspunkt, hvor de indtog mad af almindelig og uskadelig karakter (Ep x.96). Men da ordet "sacramentum" her ikke nødvendigvis, ja ikke engang sandsynligvis, kan forstås som en henvisning til Herrens nadver, har dette steds vidnesbyrd kun ringe vægt. Når vi kommer til Justin Martyr (circa 150 AD), finder vi, at han i sin skildring af gudstjenesten i kirken slet ikke nævner agapen, men taler om eukaristien som noget, der følger efter en tjeneste bestående af skriftlæsning, bønner og formaning (Apol, lxvii); således må adskillelsen på hans tid have fundet sted. Tertullian (circa 200 AD) vidner om agapens fortsatte eksistens (Apol, 39), men viser klart, at eukaristien i kirken i Vesten ikke længere var forbundet med den (De Corona, 3). I Østen synes forbindelsen at være blevet opretholdt længere (se Bigg, Christian Platonists of Alexandria, 102 ff), men efterhånden blev adskillelsen universel; og selv om agapen længe fortsatte med at bestå som en social funktion i kirken, forsvandt den gradvis eller blev kun bevaret som en velgørenhedsfest for de fattige.

5. Grunde til adskillelsen:

Forskellige påvirkninger synes at have virket sammen i denne retning. Trajans håndhævelse af den gamle lov mod klubber kan have haft noget med sagen at gøre (sammenlign Plinius som ovenfor), men en stærkere påvirkning kom sandsynligvis fra fremkomsten af en udbredt mistanke om, at kirkens aftenmåltider var scener for tøjlesløst sværmeri og endog forbrydelse. De faktiske misbrug, som vi allerede møder i den apostolske tidsalder (1 Kor 11,20; Jud 1,12), og som ville have en tendens til at blive flere, efterhånden som kirken voksede i antal og kom i tættere kontakt med den hedenske verden, kunne antyde det tilrådelige i at adskille de to skikke. Men den stærkeste påvirkning af alle kom fra væksten i den ceremonielle og præstelige ånd, hvorved Kristi enkle indstiftelse langsomt blev forvandlet til et mystisk præsteligt offer. For Kristus selv havde det syntes naturligt og passende at indstifte nadveren ved afslutningen af et socialt måltid. Men da dette mindemåltid var blevet forvandlet til en gentagelse af Golgatas offer ved den tjenestegørende præsts handling, blev den asketiske tanke naturlig: at eukaristien burde modtages fastende, og at det ville være helligbrøde at knytte den til skikkene ved et almindeligt socialt måltid.

LITTERATUR:

Zahn, art "Agapen" i Hauck-Herzog, Realencyklopadie; Keating, Agape and Eucharist; Schaff, The Oldest Church Manual, kapitel xviii; Lambert, Sacraments in the New Testament, Lect viii; Weizsacker, The Apostolic Age, etc., I. 52 ff.

J. C. Lambert