Agrapha

ag'-ra-fa (agrapha).

1. Udtrykket og dets historie:

Ordet agraphos, hvis intetkønsform i flertal er agrapha, møder man i klassisk græsk og i græske papyri i dets grundbetydning "uskreven", "uoptegnet". I tidlig kristen litteratur, især i Klemens af Alexandrias skrifter, blev det brugt om mundtlig tradition; og i denne betydning blev det genoptaget af Koerner i et Leipzig-program udgivet i 1776 under titlen De sermonibus Christi agraphois. I nogen tid var det begrænset til Kristusord, som ikke var optegnet i evangelierne, og som man mente var nået frem til de kilder, hvori de findes, gennem mundtlig tradition. Da graphe, substantivet som agrapha er forbundet med, imidlertid ikke blot kan have den almindelige betydning "skrift", men også den særlige betydning "Skrift", kunne adjektivet ikke blot betegne "mundtlig", men også ukanonisk eller "ikke-kanonisk"; og det blev brugt af Resch i den sidstnævnte betydning i 1. udgave af hans store værk om emnet, som udkom på tysk i 1889 under titlen Agrapha: Extra-canonical Gospel Fragments. Udtrykket blev nu også udvidet, så det omfattede fortællinger såvel som ord. I anden udgave (også på tysk) udvides det yderligere, så det omfatter alle ekstra-kanoniske ord eller passager med forbindelse til Bibelen. Den nye titel lyder: Agrapha Extra-canonical Fragments of Scripture; og bindet indeholder en første samling af gammeltestamentlige agrapha. Udtrykket bruges dog stadig hyppigst om ikke-kanoniske ord, der tilskrives Jesus, og overvejelsen af disse vil denne artikel hovedsageligt være viet til.

2. Materialets omfang:

Af de 361 agrapha og apokrypha, som Resch anfører, tilskrives omkring 160 direkte Kristus. Omkring 30 andre kan tilføjes fra kristne og jødiske kilder og omkring 80 udsagn, der findes i muhammedansk litteratur (Expository Times, V, 59, 107, 177 f, 503 f, 561 osv.). Den sidstnævnte gruppe kan, selv om den ikke helt er uden interesse, i vid udstrækning ses bort fra, da det er højst usandsynligt, at den repræsenterer tidlig tradition. De øvrige kommer fra en række forskellige kilder: Det Nye Testamente uden for evangelierne, evangeliehåndskrifter og versioner, apokryfe evangelier og en tidlig samling af Jesusord, liturgiske tekster, patristisk og middelalderlig litteratur samt Talmud.

3. Ord, der må udelukkes:

Mange af disse udsagn har ikke krav på at blive betragtet som selvstændige agrapha. Mindst fem grupper falder ind under denne kategori.

(1) Nogle er blot paralleller eller varianter, for eksempel: "Bed og bliv ikke trætte," som tydeligvis er forbundet med Luk 18,1; og udsagnet i Talmud: "Jeg, evangeliet, kom ikke for at tage fra Moses' lov, men for at føje til Moses' lov er jeg kommet" (Shab 116b), som klart er en variant af Matt 5,17.

(2) Nogle udsagn er sammensat af to eller flere kanoniske tekster. "Jeg udvalgte jer, før verden var til," er for eksempel en kombination af Joh 15,19 og Ef 1,4; og "Bliv i min kærlighed, og jeg vil give jer evigt liv" af Joh 8,31 og Joh 10,28.

(3) Fejlcitat eller løs citering forklarer en række påståede agrapha. "Sodoma er retfærdiggjort mere end du" synes egentlig at komme fra Ez 16,53 og dens sammenhæng. "Lad ikke solen gå ned over jeres vrede" er af apostolisk, ikke evangelisk, oprindelse (Ef 4,26). "Vrede ødelægger selv den forstandige" kommer fra Septuaginta til Ordsp 15,1.

(4) Nogle udsagn må afvises, fordi de ikke kan spores til en tidlig kilde, for eksempel det fine udsagn: "Vær tapre i krig, og kæmp mod den gamle slange, og I skal få evigt liv," som først mødes i en tekst fra det 12. århundrede

(5) Flere udsagn er mistænkelige på grund af deres kilde eller deres karakter. Henvisningen til "min mor Helligånden" i et af dem har ingen hjemmel i Kristi anerkendte lære og kommer fra en kilde af usikker værdi, Evangeliet ifølge hebræerne. Panteistiske udsagn såsom "Jeg er du, og du er jeg, og hvor end du er, er jeg"; "I er jeg, og jeg er jer"; og måske det berømte udsagn: "Løft stenen, og du skal finde mig; kløv træet, og der er jeg," såvel som de udsagn, Epiphanius gengiver fra Ebionitternes evangelium, synes at ånde en anden atmosfære end de kanoniske evangelier.

4. Ord i Det Nye Testamente:

Når alle de udsagn, der hører til disse fem grupper, og nogle få andre af liturgisk oprindelse er trukket fra, er der omkring femogtredive tilbage, som er værd at nævne og i nogle tilfælde at overveje nøje. Nogle behandles i artiklen Logia (se denne). De andre, som anføres her, er nummereret fortløbende for at lette henvisning. De bedst bevidnede er naturligvis dem, der findes i Det Nye Testamente uden for evangelierne. Disse er

(1) det store udsagn, som Paulus citerede i Milet: "Det er mere velsignet at give end at modtage" (ApG 20,35);

(2) de ord, der blev brugt ved indstiftelsen af eukaristien, og som kun er bevaret i 1 Kor 11,24 f;

(3) løftet om Åndens dåb (ApG 1,5; ApG 11,16); og

(4) svaret på spørgsmålet: "Genopretter du på denne tid riget for Israel?" (ApG 1,7 f). Mindre sikre er

(5) beskrivelsen af det andet komme, som siges at være "ved Herrens ord" (1 Thess 4,15); og

(6) løftet om livets krone til dem, der elsker Gud (Jak 1,12).

5. Ord i håndskrifter og versioner:

Af betydelig interesse er nogle tilføjelser i evangeliehåndskrifter og versioner. En af de mest bemærkelsesværdige

(7) er Jesu kommentar til en mand, der arbejder på sabbatsdagen, indsat efter Luk 6,4 i Codex Bezae (D) og Freer-håndskriftet, som for nylig blev opdaget i Egypten: "Hvis du ved, hvad du gør, menneske, er du velsignet, men hvis du ikke ved det, er du forbandet og en lovovertræder." En anden

(8) findes også i D og i flere andre autoriteter og er føjet til Matt 20,28: »Men I søger fra det små at vokse og fra det større at blive mindre.« I den curetonianske syriske oversættelse lyder den sidste sætning: »og ikke fra det større at blive mindre.« Det nye udsagn er bemærkelsesværdigt, men dunkelt. Et tredje sted

(9) af mindre værdi, men stadig af interesse, er en indføjelse i den længere slutning af Markus, mellem 16,14 og 16,15, som Hieronymus omtalte som forekommende i håndskrifter på hans tid, men som nu for første gang er blevet fundet på græsk i det ovennævnte Freer-håndskrift. (For faksimile se American Journal of Archaeology, 1908.) Som svar på en klage fra disciplene over Satans modstand og deres bøn: »Åbenbar derfor din retfærdighed allerede nu,« skal Jesus have sagt: »Grænsen for årene for Satans myndighed er nået, men andre frygtelige ting nærmer sig, og for dem, der havde syndet, blev jeg overgivet til døden, for at de skulle vende tilbage til sandheden og ikke længere synde, så de kunne arve retfærdighedens åndelige og uforgængelige herlighed i himlen.« Denne påståede ytring af den opstandne Herre er højst sandsynligt af sekundær karakter (sammenlign Gregory, Das Freer Logion; Swete, Two New Gospel Fragments).

6. Udsagn fra fædrene osv.:

Apokryf og patristisk litteratur leverer nogle bemærkelsesværdige udsagn. Førstepladsen må gives

(10) til det store udsagn, som i sin korteste form kun består af tre ord: »Vær (»bliv«, »vis jer at være«) prøvede pengevekslere.« Resch (Agrapha2, nummer 87) giver 69 henvisninger, hvoraf mindst 19 stammer fra 2. og 3. århundrede, selv om de kun repræsenterer få autoriteter, alle egyptiske. Udsagnet synes at have cirkuleret vidt i den tidlige kirke og kan være ægte. Andre tidlige udsagn af interesse eller værdi fra disse kilder må anføres uden kommentar.

(11) »Den himmelske Fader vil synderens omvendelse snarere end hans straf« (Justin Martyr).

(12) »Det svage skal frelses ved det stærke« (ca. 300 e.Kr.).

(13) »Kom ud af lænker, I som vil« (Clemens af Alexandria).

(14) »Bliv frelst, du og din sjæl« (Theodotus hos samme).

(15) »Salige er de, som sørger over de vantros fortabelse« (Didaskalia).

(16) »Den, der er nær mig, er nær ilden; den, der er langt fra mig, er langt fra riget« (Origenes).

(17) »Den, der ikke er blevet fristet, er ikke blevet prøvet« (Didaskalia osv.).

(18) »Den, der bedrøver en broders ånd, er en af de største forbrydere« (Ev Heb).

(19) »Glæd jer aldrig, undtagen når I har set jeres broder i kærlighed« (samme sted).

(20) »Lad ikke den, der søger, holde op .... før han finder; og når han finder, skal han blive forundret; forundret skal han nå riget, og når han har nået riget, skal han hvile« (Clemens af Alexandria og Logia fra Oxyrhynchus).

(21) I et fragment af et evangelium, fundet af Grenfell og Hunt ved Oxyrhynchus (O Papyri nummer 655), findes følgende ikke-kanoniske sted i en kanonisk sammenhæng: »Han selv vil give jer klæder. Hans disciple siger til ham: Hvornår vil du blive åbenbaret for os, og hvornår skal vi se dig? Han siger: Når I bliver afklædt og ikke skammer jer.« Udsagnet eller apokryfonet viser betydelig lighed med et udsagn, som Clemens af Alexandria citerer fra Evangeliet ifølge egypterne, men forskellen er stor nok til at gøre oprindelig identitet tvivlsom. Et andet fragment, fundet af de samme opdagere på samme sted (O Papyri nummer 840), bevarer to agrapha eller apokrypha, som, skønt de tydeligt er sekundære, er meget ejendommelige. Det første

(22) er den afsluttende del af et udsagn om straf over forbrydere: »Før et menneske gør uret, finder det alle slags spidsfindige undskyldninger. Men giv agt, for at I ikke også skal lide det samme som de; for forbryderne blandt mennesker får ikke deres retmæssige straf blandt de levende (græsk zois) alene, men venter også straf og megen pine.« Professor Swete (Two New Gospel Fragments) accentuerer zoois som flertal af zoon og finder således en kontrast mellem dyrenes og menneskenes skæbne. Det andet udsagn

(23) er et temmelig langt svar på en klage fra en farisæisk pedant, der holdt på ydre renhed. Den mest interessante del af det, som det er udgivet af Swete, lyder således: »Ve jer blinde, som ikke ser.... Men jeg og mine disciple, som du siger ikke er blevet dyppet, er blevet dyppet i det evige livs vande, som kommer ned fra Gud ud af himlen.« Alle disse tekster fra Oxyrhynchus stammer sandsynligvis fra 2. århundrede. Andre egyptiske kilder, de såkaldte koptiske apokryfe evangelier (Texts and Studies Camb. IV, 2, 1896), indeholder flere udsagn, som er af interesse, fordi de kommer fra det samme religiøse miljø. De følgende tre er de mest bemærkelsesværdige.

(24) »Omvend jer, for det er bedre, at et menneske finder et bæger vand i den kommende tidsalder, end al denne verdens rigdom« (130).

(25) »Bedre er et enkelt fodtrin i min Faders hus end al denne verdens rigdom« (130 f).

(26) »Hav derfor nu tro på min Faders kærlighed; for tro er enden på alle ting« (176). Som i tilfældet med Logia findes disse udsagn i forbindelse med kanoniske udsagn og paralleller. Da Logia meget vel kan have talt snesevis, om ikke hundreder, er det i det mindste muligt, at disse koptiske udsagn kan være taget fra de manglende dele af denne samling eller en bearbejdelse af den, og derfor er de ikke uværdige til opmærksomhed som mulige tidlige agrapha. Til disse udsagn af kristen oprindelse kan føjes

(27) ét muhammedansk udsagn, det som er indskrevet på arabisk på hovedporten til byen Futteypore Sikri, bygget af Akbar: »Verden er kun en bro, som du må gå over, men ikke må tøve på for at bygge din bolig« (In the Himalayas af Miss Gordon Cumming, citeret af Griffenhoofe, The Unwritten Sayings of Christ, 128).

7. Resultat:

Selv om antallet af agrapha, der udgiver sig for at være Jesus-ord, og som er blevet samlet af forskere, ved første øjekast virker imponerende, er de, der har noget i retning af et stærkt krav på at blive anerkendt på grundlag af tidlig og pålidelig kilde samt indre karakter, skuffende få. Af dem, der er nævnt ovenfor, har numrene 1-4, 7, 8, 10, som for størstedelens vedkommende har tidlig bevidnelse, klart forrang frem for resten. Numrene 11-20 er tidlige nok og gode nok til at fortjene respektfuld overvejelse. Alligevel er andelen af ægte, eller muligvis ægte, materiale meget lille. Ropes er sandsynligvis ikke langt fra sandheden, når han bemærker, at »forfatterne til de synoptiske evangelier udførte deres arbejde så godt, at kun spredte stumper her og der, og disse kun af ringe værdi, blev efterladt til dem, der sankede efter«. På den anden side er det ikke nødvendigt at følge Wellhausen i at forkaste agrapha in toto. Nyere opdagelser har vist, at de er rester af en betydelig mængde udenomkanoniske udsagn, som cirkulerede mere eller mindre i kristne kredse, især i Egypten, i de første århundreder, og den mulige tilstedeværelse i det, vi har, af en sætning eller to, som faktisk blev udtalt af Jesus, retfærdiggør fuldt ud forskningen.

8. Andre agrapha:

Anden udgave af Reschs værk omfatter 17 agrapha fra håndskrifter til ApG og 1 Joh, hvoraf de fleste er fra Codex Bezae (D), 31 apostolske apokryfer og 66 agrapha og apokryfer forbundet med Det Gamle Testamente. 19 af de sidstnævnte er i vid udstrækning hentet fra pseudepigrafer, for eksempel en pseudo-Ezekiel. Disse agrapha, hvoraf nogle i virkeligheden er tekstvarianter, er af ringere interesse og værdi.

LITTERATUR.

De vigtigste autoriteter er den amerikanske forsker J. H. Ropes' tyske bog, Die Spruche Jesu, die in den kanonischen Evangelien nicht uberliefert sind, og hans artikel »Agrapha« i HDB (ekstra bind); samt Reschs ofte nævnte værk. Det førstnævnte har stor kritisk værdi, og det sidstnævnte, især i 2. udgave, er en sand skatkammer af materiale. For en fuldstændig oversigt over litteraturen indtil 1905, se dette værk, s. 14-17. Der er megen kritik i Bauers Das Leben Jesu im Zeitalter der neutestamentlichen Apokryphen, kapitel vii. Blandt mindre værker kan især nævnes Prebendary Blomfields Twenty-Five Agrapha (1900); og Griffenhoofes bog, hvis titel er angivet ovenfor. Der findes nyere artikler om emnet i HDB (1909), »Unwritten Sayings«, og DCG, »Sayings (Unwritten)«; Am. Journal of Archaeology, XII (1908), 49-55; H. A. Sanders, New manuscripts from Egypt; også ib, XIII (1909), 130.

Se Logia.

William Taylor Smith