Herrens nadver

(1 Kor 11,20), også kaldet “Herrens bord” (10,21), “fællesskab,” “velsignelsens bæger” (10,16) og “brødsbrydelse” (ApG 2,42).

I den tidlige kirke blev den også kaldt “eukaristi,” eller taksigelse (jf. Matt 26,27), og i den latinske kirke almindeligvis “messe,” et navn afledt af bortsendelsesformularen, Ite, missa est, dvs. “Gå, det er afsluttet.”

Beretningen om indstiftelsen af denne ordning gives i Matt 26,26-29, Mark 14,22-25, Luk 22,19, 20, og 1 Kor 11,24-26. Den nævnes ikke af Johannes.

Den var bestemt til,

At mindes Kristi død: “Gør dette til minde om mig.”

At betegne, besegle og anvende alle den nye pagts goder på de troende. I denne ordning stadfæster Kristus sine løfter til sit folk, og de indvier på deres side højtideligt sig selv til ham og til hele hans tjeneste.

At være et kendetegn på den kristne bekendelse.

At angive og fremme de troendes fællesskab med Kristus.

At fremstille de troendes indbyrdes fællesskab med hinanden.

De elementer, der bruges til at repræsentere Kristi legeme og blod, er brød og vin. Brødets art, om det er syret eller usyret, er ikke angivet. Kristus brugte usyret brød ganske enkelt, fordi det i det øjeblik stod på påskebordet. Vin, og ingen anden væske, skal bruges (Matt 26,26-29). Troende “nærer sig” af Kristi legeme og blod, (1) ikke med munden på nogen måde, men (2) alene med sjælen, og (3) ved troen, som er sjælens mund eller hånd. Dette gør de (4) ved Helligåndens kraft. Denne “næring” af Kristus finder dog ikke kun sted i Herrens nadver, men hver gang tro på ham udøves.

Dette er en varig ordning i Kristi kirke og skal overholdes, “indtil han kommer” igen.