Afvaskning

Eller vaskning, blev praktiseret,

Når en person blev indviet til en højere stand: f.eks. da Aron og hans sønner blev udskilt til præstetjenesten, blev de vasket med vand, før de blev iført præstedragterne (3 Mos 8,6).

Før præsterne nærmede sig Guds alter, blev de, under trussel om dødsstraf, pålagt at vaske deres hænder og fødder for at rense dem for det almindelige livs smuds (2 Mos 30,17-21). Til denne praksis hentyder salmisten, Sl 26,6.

Der var foreskrevne vaskninger med det formål at rense for egentlig urenhed, som var pådraget ved bestemte handlinger. Af sådanne vaskninger foreskrives elleve forskellige slags i den levitiske lov (3 Mos 12-15).

En fjerde klasse af afvaskninger nævnes, hvorved en person rensede eller frikendte sig selv for skyld i en bestemt handling. For eksempel blev de ældste i den nærmeste landsby, hvor et mord var begået, pålagt, når morderen var ukendt, at vaske deres hænder over den sonende kvie, som blev halshugget, og mens de gjorde det, sige: “Vore hænder har ikke udgydt dette blod, og vore øjne har ikke set det” (5 Mos 21,1-9). Således erklærede også Pilatus sig uskyldig i Jesu blod ved at vaske sine hænder (Matt 27,24). Denne handling af Pilatus behøver dog ikke at være lånt fra jødernes skik. Den samme praksis var almindelig blandt grækerne og romerne.

Farisæerne drev praksissen med afvaskning til stor overdrivelse og gjorde derved krav på en særlig renhed (Matt 23,25). Markus (7,1-5) henviser til de ceremonielle afvaskninger. Farisæerne vaskede deres hænder “ofte,” mere korrekt “med knyttet hånd” (RV, “omhyggeligt”), eller som en gammel kirkefader, Theofylakt, forklarer det, “op til albuen.” (Sammenlign også Mark 7,4; 3 Mos 6,28; 11: 32-36; 15,22)