Besværgelse

ad-ju-ra'-shun: Det at kræve eller aflægge en højtidelig ed. I en tid med militær fare tog Saul folket i ed ('alah, "at aflægge ed"), og de aflagde ed ved at sige "Amen" (1 Sam 14,24). Da Josva udtalte en bandlysning over Jeriko (Jos 6,26), fuldendte han den med en ed (shabha`, "at få til at sværge"). Bruges ofte i betydningen et højtideligt påbud uden aflæggelse af en ed (1 Kong 22,16; 2 Krøn 18,15; Højs 2,7; Højs 5,8; Højs 5,9; 1 Thess 5,27). Med henvisning til tilbageholdelse af vidnesbyrd, se 3 Mos 5,1 og Ordsp 29,24. Ypperstepræsten søgte at få Jesus under ed (exorkizo, "at tvinge til en ed," Matt 26,63). At besværge betyder også højtideligt at bønfalde (horkizo), som da manden med en uren ånd appellerede til Jesus: "Jeg besværger dig ved Gud: pin mig ikke" (Mark 5,7); eller da Skevas syv sønner, åndemanere, i Jesu navn søgte at uddrive dæmoner (ApG 19,13).

(1) At kræve en ed har fra umindelige tider været en almindelig fremgangsmåde ved overdragelse af borgerlige og kirkelige embeder og ved optagelse af juridisk vidnesbyrd. Skønt det ofte har fået lov at blive smerteligt trivielt og en karikatur af den højtidelighed, der ligger i det, anses aflæggelsen af en embedsed eller edsaflæggelse fra vidner stadig for at være væsentlig for regeringens moralske integritet, verdslig eller åndelig. Falsk sværgen under højtidelig ed udgør menedens skyld og grovhed. Den universelle udbredelse af edsaflæggelse er menneskehedens hyldest, hedensk eller kristen, til sandhedens hellighed.

(2) Civiliserede nationer anvender eder under tre hovedområder: politiske, kirkelige og juridiske. Englands suveræn modtager kun kronen, når han eller hun svarer bekræftende på ærkebiskoppens eller biskoppens højtidelige besværgelse: "Vil du højtideligt love og sværge at regere," osv., afsluttet med bekræftelsen: "Så hjælpe mig Gud." En grundlæggende overbevisning hos civiliserede nationer blev udtrykt af Lykurg: "En ed er det bånd, der holder staten sammen." Den er den højtideligste appel til den menneskelige samvittigheds ukrænkelighed og til et løftes hellighed, som både Gud og mennesker er vidner til. Se også ed.

Dwight M. Pratt

besværgelse: Definition.--Ordet besværgelse er afledt af det latinske carmen, "en sang", og betegner strengt taget det, der synges; derefter kommer det til at betyde en magisk formel, der messes eller fremsiges med henblik på bestemte ønskede resultater. En besværgelse adskiller sig fra en amulet derved, at sidstnævnte er en materiel genstand, der som sådan har en magisk kraft, selv om det ofte er en indskrevet formel på den, der giver genstanden dens kraft (se amulet). Ordet besværgelse står først og fremmest for selve formularen, selv om det ofte anvendes om en indskrevet amulet.

En besværgelse kan anses for at have en positiv eller en negativ virkning. I det første tilfælde formodes den at sikre et ønsket mål eller resultat (se amulet). I det andet tænkes den at have kraft til at afværge onder, som det onde øje, onde ånders påførelser og lignende. I den sidste, negative betydning bruges ordet "modbesværgelse" (tysk, Gegenzauber) almindeligvis.

Besværgelser kan deles i to hovedklasser, alt efter om de er skrevet (eller trykt) eller blot udtalt:

(1) Skrevne besværgelser--Eksempler på disse har vi i de bederemme og den mezuzah, der omtales i artiklen amulet. I ApG 19,13-20 læser vi om skrevne besværgelser, som efeserne brugte, sådanne som andre steder kaldes (ephesia grammata). Sådanne magiske formularer blev almindeligvis skrevet på læder, skønt undertiden på papyrus, på bly og endog på guld. De, der nævnes i ovenstående passage, må have været indskrevet på et meget kostbart materiale, måske guld, ellers kunne de ikke have kostet 2.000 britiske pund (= 50.000 drakmer). Besværgelser af denne art er blevet gravet frem af Efesos' ruiner. I det moderne Egypten bruges drikkeskåle, indskrevet med passager fra Koranen, og det anses for meget lykkebringende at drikke af en sådan "lykkeskål", som den kaldes. Dele af Koranen og ofte komplette miniatureeksemplarer bæres af egyptere og især af egyptiske soldater under krig. Disse begraves sammen med de døde legemer, ligesom de gamle egyptere begravede dele af Dødebogen eller endog hele bogen sammen med deres døde, og ligesom de tidlige abessiniere begravede visse magiske tekster sammen med døde legemer. Josefus (Ant., VIII, ii, 5) siger, at Salomo forfattede besværgelser, hvormed dæmoner blev uddrevet og sygdomme helbredt.

(2) Udtalte besværgelser er mindst lige så udbredte som de indskrevne. Oldtidens folk (egyptere, babyloniere osv.) lagde stor vægt på den måde, besværgelserne blev fremsagt på, såvel som på formularernes indhold. Hvis sådanne besværgelser blev udtalt smukt og tilstrækkeligt ofte, besad de ubegrænset kraft. Den vægt, der blev lagt på måden at fremsige magiske besværgelser på, nødvendiggjorde eksistensen af en præstelig klasse og bidrog meget til at øge en sådan klasses magt. Det udtalte ords bindende kraft forudsættes mange steder i Det Gamle Testamente (se Jos 9,20). Selv om Israels fyrster under falske forudsætninger havde lovet at slutte pagt på Israels vegne med gibeonitterne, nægtede de at bryde deres løfte, fordi ordet var givet. Velsignelses- og forbandelsesord blev antaget i sig selv at have kraft til at virkeliggøre sig. En forbandelse var et middel til ødelæggelse, ikke blot en konstatering (se 4 Mos 22-24, Bileams forbandelser; Dom 5,23; Dom 5,31). På lignende måde mente man, at velsignelsesordet sikrede sin egen virkeliggørelse. I 1 Mos 48,8-22 tilskrives Efraims og Manasses storhed Jakobs velsignelse over dem (se videre 2 Mos 12,32; Dom 17,2; 2 Sam 21,3). Det skal uden tvivl forstås sådan, at heksen i Endor opvakte Samuel fra de døde ved at fremsige en eller anden magisk formel (1 Sam 28,7).

Udtalen af tetragrammet (~YHWH) blev meget tidligt (senest 300 f.Kr.) anset for at have magisk kraft, og derfor blev den almindelige brug af det forbudt, således at jøderne på den tid, da den tidligste del af Septuaginta blev oversat, i stedet for Yahweh brugte benævnelsen 'adhonai = "Herre" om dette guddommelige navn. På lignende måde mente jøder i efterbibelsk og måske endog bibelsk tid, at udtalen af den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,24-26) besad stor virkning og var et middel til sikker gavn for den eller de personer, det gjaldt. Onde ånder blev uddrevet af jøder på Paulus' tid ved brug af Herren Jesu navn (ApG 19,13). I Talmud (Pecachim 110a) gives den anvisning, at hvis en mand møder en heks, skal han sige: "Må en gryde kogende møg blive stoppet ind i din mund, din grimme heks," og så er hendes magt borte.

For litteratur se amulet.

T. Witton Davies

en-chant'-ment:

De okkulte kunster, enten formodet eller foregivet overnaturlige, var fælles for alle orientalske folkeslag. De omfattede besværgelse, trolddom, heksekunst, spådom, varselstydning, åndemaneri, sandsigelse i utallige former og alle slags magiske kunster. Ni varianter nævnes i et enkelt afsnit i Mosebøgerne (5 Mos 18,10; 5 Mos 18,11); andre varianter i mange afsnit både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, fx 3 Mos 19,26; 3 Mos 19,31; Es 2,6; Es 57,3; Jer 27,9; Mika 5,12; ApG 8,9; ApG 8,11; ApG 13,6; ApG 13,8; Gal 5,20; Åb 9,21.

Udbredelsen af de magiske kunster (forbudt under jødedommen og kristendommen) kan man indirekte se af, at Skrifterne alene omtaler, at de blev praktiseret i Kaldæa (Dan 5,11), Babylon (Ez 21,21), Assyrien (2 Kong 17,17), Egypten (2 Mos 7,11), Kanaan (3 Mos 18,3; 3 Mos 18,11; 3 Mos 19,26; 3 Mos 19,31), Asien (Efesos, ApG 19,13; ApG 19,19), Grækenland (ApG 16,16) og også Arabien, som udtrykket “skikke fra Østen” osv. (Es 2,6) viser. Disse hemmelige kunster blev forbudt ved Moses’ love (5 Mos 18,9-12), eftersom de udgjorde en særlig fristelse for Israel til at falde fra. De var en stadig tilskyndelse til afgudsdyrkelse, formørkede sindet med overtro, havde tendens til og var nært forbundet med bedrag (Matt 24,24). Udtrykket “besværgelse” findes kun i Det Gamle Testamente, og dets hebraiske originalord viser dets forskellige former.

(1) laTim og lehaTim, “at indhylle,” “tilsløre,” “dække,” deraf “skjult,” “hemmelig.” Det var dette skjulte element, der satte Egyptens troldmænd i stand til at narre Faraos godtroenhed ved at efterligne eller genskabe Moses’ og Arons mirakler; “De .... gjorde på samme måde med deres besværgelser” (2 Mos 7,11; 2 Mos 7,22). Deres manglende evne til at udføre et ægte mirakel vises af 2 Mos 8,18.

(2) nachash, “at hvæse,” “hviske,” med henvisning til troldmændenes mumlen i deres trylleformularer. Brugt som afledt substantiv betyder dette hebraiske ord “en slange.” Det indebærer tanken om snuhed og list. Selvom det bruges i den bredere betydning af varselstydning eller forudsigelse, er dets grundbetydning spådomskunst ved hjælp af slanger. Det var den form for besværgelse, Bileam søgte (4 Mos 24,1). Dens magtesløshed over for Guds folk vises af 4 Mos 23,23 randnote. Salmanassar påtvang israelitterne, som han førte i fangenskab til Assyrien, denne forbudte kunst (2 Kong 17,17). Det var også en af de hedenske skikke, der blev indført under frafaldet under Akab, og som Elias protesterede imod (sammenlign 1 Kong 21,20).

(3) lachash, “at hviske,” “mumle,” et onomatopoietisk ord, ligesom det foregående, som efterligning af slangers hvæsen. Det bruges om den anstødelige praksis med slangetæmning, der omtales i Præd 10,11, og, som Delitzsch siger på det anførte sted, “betegner hvisken af besværgelsesformularer.” Se også Es 3,3, “kyndig besværger”; Jer 8,17, “slanger, basilisker (Revised Version (British and American) ‘adders’) .... som ikke lader sig besværge”; Sl 58,4; Sl 58,5, “besværgeres stemme (Revised Version, randnote ‘besværgere’), selv når de besværger nok så klogt.” Ophiomancy, kunsten at besværge slanger, praktiseres stadig i Østen.

(4) chebher, “trylleformular,” fra chabhar, “at binde,” deraf “at binde med trylleformularer,” “forhekse,” “besværge,” beskrivende for en art magi, der blev praktiseret ved at binde knuder. At denne metode til bedrag, fx brugen af den magiske knude til eksorcisme og andre formål, var almindelig, fremgår af Østens monumenter. Den moralske skade og unyttighed ved denne og andre former for besværgelse vises klart i Es 47,9; Es 47,12. Dette ord bruges også om besværgelse af slanger (5 Mos 18,11; Sl 58,5).

(5) `anan, “at dække,” “at formørke,” deraf “at bruge skjulte kunster.” Denne form for spådomskunst var især forbundet med afgudsdyrkelse (så Gesenius, Hebrew Lexicon). Delitzsch betvivler dog i en note til dette ord (Es 2,6) betydningen “skjule” og mener, at det snarere betyder “at indsamle varsler fra skyerne.” Han oversætter det “skytolkende” (Mika 5,12). Dette synspunkt har ikke bred tilslutning. Gengivet “besværgere” (Jer 27,9, Revised Version (British and American) “sandsigere”; sådan også i Es 2,6). Ofte oversat i Revised Version (British and American) “øve varselstydning,” som i 3 Mos 19,26; 5 Mos 18,10; 5 Mos 18,14; 2 Kong 21,6; 2 Krøn 33,6; en form for magisk kunst, der i mange henseender svarer til den græske mantis, som fremsagde orakler i en tilstand af guddommelig henrykkelse. Septuaginta kledonizomai, dvs. varselstydning ved læsning eller antagelse af et tegn eller varsel. En beslægtet form for besværgelse nævnes i Det Nye Testamente (2 Tim 3,13; græsk goetes, “besværgere,” “gøglere,” hvor originalen viser, at trylleformularerne blev fremsagt med en slags hylen; gengivet “forførere” i KJV, “bedragere” i Revised Version (British and American); sammenlign Åb 19,20). Det Nye Testamente nævner navnene på flere troldmænd, som tilhørte denne klasse af bevidste bedragere: Simon Magus (ApG 8,9); Bar-Jesus og Elymas (ApG 13,6; ApG 13,8); slavepigen med Pythons ånd (“spådomsånd,” ApG 16,16); “omvandrende (Revised Version (British and American) ‘strejfende’) jøder, eksorcister” (ApG 19,13; sammenlign Luk 11,19); også troldmændene på Moses’ tid, kaldet Jannes og Jambres (2 Tim 3,8).

Alle disse former for besværgelse gjorde krav på, gennem overnaturlig indsigt eller hjælp, at have adgang til gudernes vilje og åndeverdenens hemmeligheder. Ved at vende tro og forventning bort fra den levende Gud ramte de den sande religions hjerte med et dødeligt slag. Fra besværgerne i det gamle Orient til nutidens medicinmænd udøver alle repræsentanter for den "sorte kunst" et grusomt tyranni over de formørkede mennesker, og skarer af uskyldige ofre går til grunde på legeme og sjæl under deres snedige bedrag. I ingen henseende ses den hebraiske og kristne tros ophøjede natur klarere end i deres kraft til at frigøre menneskets sind og ånd fra det mentale og moralske mørke, overtroen og frygten samt den formørkende virkning af disse okkulte og dødbringende lærdomme.

For mere detaljeret studie, se spådomskunst; astrologi.

Dwight M. Pratt

in-kan-ta'-shun.

Se MAGIC.