Ædelsten

jem (Ordsp 26,8, English Revised Version "en pose med ædelsten,").

Se ædelsten.

Se STEN, ÆDELSTEN.

|| 1. Gamle og moderne navne

2. Ændring i navnenes betydning

3. Tre vigtige lister over sten

4. Tolkning af de græske navne brugt af Johannes

5. Tolkning af hebraiske navne

6. Græske og latinske ækvivalenter til hebraiske navne

7. Uoverensstemmelser i tekst eller oversættelse

8. Vulgata og Septuaginta

9. Hebraiske tekster i Septuaginta og engelske bibeloversættelser

10. Ækvivalens mellem hebraiske og græske navne

11. Tolkning af græske navne brugt af Septuaginta

12. Liste over navne med bibelhenvisninger

1. Gamle og moderne navne:

Man møder stor vanskelighed ved ethvert forsøg på at oversætte de græske og hebraiske navne, der nævnes i Bibelen, til navne som i dag ville blive brugt om de samme mineraler i et bestemt land. Det er først inden for det sidste århundrede, gennem udviklingen af kemien og krystallografien som videnskaber, at det er blevet muligt at definere mineralarter med nogen betydelig grad af præcision. I oldtiden blev forskellige mineraler betragtet som hørende til én slags og betegnet med ét navn, skønt de nu fordeles på forskellige slags og omtales under forskellige navne.

For eksempel blev det græske udtryk anthrax for 2.000 år siden brugt om forskellige hårde, gennemsigtige, røde sten, som man nu ved adskiller sig meget fra hinanden i kemisk sammensætning og derfor henføres til forskellige arter og gives forskellige navne; blandt dem er orientalsk rubin (rød korund), balas-rubin (rød spinel), almandin og pyrop (røde granater). En sten, som de gamle grækere kaldte anthrax, kunne således høre til en hvilken som helst af flere forskellige slags, hvis samlede gruppe man nu ikke har noget navn for, og ordet anthrax har ingen enkel ækvivalent i et moderne sprog.

2. Ændring i navnenes betydning:

Forvirring opstår også på en anden måde. De engelske navne på de fleste af de ædelsten, der nævnes i Bibelen, er tilpasninger af græske navne gennem latin; for eksempel er det engelske ord "topaz" en ændring af det latinske ord topazius, som selv blot er en latinsk form af det græske ord topazion. Ved første øjekast kunne det se ud til, at det græske ord topazion må oversættes til engelsk med ordet "topaz"; men mærkeligt nok er de sten, som ordene betegner, helt forskellige, selv om ordene stort set er identiske. De gamle grækeres topazion var en grøn sten, som lod sig bearbejde med en fil, og som man sagde blev hentet fra en ø i Det Røde Hav, hvorimod nutidens topas ikke er en grøn sten, ikke lader sig bearbejde med en fil og ikke er blevet hentet fra en ø i Det Røde Hav. De gamle grækeres topazion er i virkeligheden peridot, ikke topas, i moderne mineralogi; topazion og topas er forskellige slags sten. For tolkningen af Bibelen er det derfor nødvendigt, om muligt, at fastslå hvilken slags sten et græsk eller hebraisk navn blev anvendt om på det tidspunkt, da ordet blev skrevet.

3. Tre vigtige lister over sten:

De fleste af navnene på de ædelsten, der nævnes i Bibelen, findes i den hebraiske beskrivelse af ypperstepræstens brystskjold og i den græske beskrivelse af grundstenene i det nye Jerusalem. De smykker, der tillægges kongen af Tyrus (Ez 28,13), omfattede kun sten, som var blevet brugt i brystskjoldet; ja, i Septuaginta er det de samme tolv, nævnt i nøjagtig samme rækkefølge.

Stenene i brystskjoldet ifølge vores hebraiske tekst (2 Mos 28,17-21) var:

Grundstenene i det nye Jerusalem er (Åb 21,19; Åb 21,20):

1 iaspis

2 sappheiros

3 chalkedon

4 smaragdos

5 sardonux

6 sardion

7 chrusolithos

8 berullos

9 topazion

10 chrusoprasos

11 huakinthos

12 amethustos

Kun 4 af de sidstnævnte sten nævnes andre steder i Det Nye Testamente, også i Johannes' Åbenbaring, nemlig: iaspis (4,3; 21,18), smaragdos (4,3), sardion (4,3) og huakinthos (9,17).

4. Tolkning af de græske navne brugt af Johannes:

Til tolkningen af de græske navne, som Johannes bruger, gives der megen hjælp af Plinius' store værk om naturhistorie, udgivet 77 e.Kr., for det gengiver, hvad man vidste om ædelsten netop på den tid, da Johannes selv levede. De græske navne på sten og deres latinske ordmæssige ækvivalenter havde formodentlig samme betydning for begge disse forfattere; det er således muligt, i hvert fald i nogle tilfælde, at fastslå hvilket navn man nu giver en sten, der nævnes i Det Nye Testamente, hvis navnet og beskrivelsen er optegnet i Plinius' afhandling; resultaterne gives i den alfabetiske liste nedenfor. Alle tolv sten, undtagen chalkedon, nævnes af Plinius; de få vigtige sten, som han beskriver, men som Johannes ikke nævner som grundsten, er crystallum og adamas, begge farveløse; onyx, bemærkelsesværdig mere ved sin struktur end ved sin farve; electrum (rav), et blødt materiale; carbunculus, ildrød; callaina, bleggrøn, sandsynligvis turkis; cyanus, mørkeblå; og opalus (opal), som på Plinius' tid blev regnet umiddelbart efter smaragdus i værdi. Achates (agat) udelades, men var ikke længere kostbar.

5. Tolkning af hebraiske navne:

Ved fortolkningen af de hebraiske navne på stenene i brystskjoldet er der langt større vanskelighed, for ingen hebraisk litteratur ud over Det Gamle Testamente er bevaret, og sammenhængene i andre vers, hvor nogle af de hebraiske navne på ædelsten forekommer, giver kun ringe hjælp. Hvis vi kunne antage, at Septuagintas og Vulgatas (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) gengivelser af beskrivelsen af brystskjoldet blev lavet ud fra hebraiske tekster, der med hensyn til stenenes navne var helt identiske med dem, der blev brugt til udarbejdelsen af de engelske bibeloversættelser, og at oversættelserne blev udført korrekt, ville de græske ækvivalenter til de hebraiske udtryk på Septuaginta-oversætternes tid (omkring 280 f.Kr.) og deres latinske ækvivalenter på Hieronymus' tid (omkring 400 e.Kr.) kunne bestemmes direkte ved sammenstilling af den hebraiske original med de græske og latinske oversættelser.

Det må imidlertid huskes, at en hebraisk forfatter, når han beskrev ordningen af en række sten, begyndte med den på sin højre side og nævnte dem i rækkefølgen fra højre mod venstre, mens en vestlig forfatter begynder med stenen på sin venstre side og nævner dem i den modsatte rækkefølge. Når man derfor oversætter en hebraisk angivelse af en ordning til et vestligt sprog, kan man enten oversætte bogstaveligt ord for ord og således følge den hebraiske læseretning, eller man kan mere fuldstændigt anvende den vestlige retning for rækkefølgen i raden. Da Septuaginta-oversætterne kan have anvendt begge metoder, følger det, at 'odhem og bareqeth, den første og sidste sten i 1. række ifølge vores hebraiske tekst, henholdsvis kan svare enten til sardion og smaragdos eller omvendt til smaragdos og sardion; og tilsvarende for de andre rækker. Nummeret på den midterste sten i enhver række er det samme, uanset hvilken læseretning der anvendes. Da 'odhem er rød, og sardion og smaragdos henholdsvis er røde og grønne (se nedenfor), må 'odhem svare til den førstnævnte, ikke den sidstnævnte, og Septuaginta-oversætterne må have fulgt den hebraiske retning ved læsningen af rækkerne.

6. Græske og latinske ækvivalenter til hebraiske navne:

Andre sæt af mulige ækvivalenter kan udledes ved sammenstilling af den bibelske beskrivelse med hver af de to beskrivelser, Josefus giver (Ant., III, vii, 5; BJ, V, v, 7). De mulige græske og latinske ækvivalenter til hebraiske navne er således som følger:

Det kan bemærkes, med hensyn til den 1. sten i 1. række, at på Josefus' tid kunne stenen sardonux også betegnes med det mere generelle udtryk sardion; og, med hensyn til den 1. sten i 2. række, at anthrax og carbo, som henholdsvis er græsk og latin for »glødende kul«, blev anthrax og carbunculus, en diminutivform af carbo, brugt som synonymer for visse røde sten.

7. Uoverensstemmelser i tekst eller oversættelser

Ud fra uoverensstemmelserne i ovenstående tabel over mulige ækvivalenter kan det sluttes, at enten

(1) der i flere tilfælde blev givet væsentligt forskellige oversættelser for det samme hebraiske ord, eller

(2) de hebraiske tekster, der blev brugt ved udarbejdelsen af Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.), med hensyn til ædelstenene var forskellige fra hinanden og fra den, der blev brugt ved udarbejdelsen af de engelske bibeloversættelser, eller

(3) brystskjoldet var forskelligt i forskellige tidsaldre, eller

(4) den ene eller den anden, eller begge, af Josefus' beskrivelser er ukorrekte. Det er tænkeligt, at forskelle kan være opstået på alle de ovennævnte måder.

(1) Uoverensstemmelse hos Septuaginta-oversættere

At Septuaginta-oversætterne var usikre på den korrekte oversættelse af de hebraiske navne, der blev brugt for ædelstenene, til de græske navne, der blev brugt på deres tid, og at de oversatte det hebraiske navn på en sten på mere end én måde, kan vises som følger. I den hebraiske tekst, der svarer til de engelske bibeloversættelser, forekommer ordet shoham, som betegner den 2. sten i 4. række af brystskjoldet, også i flere vers, hvor der ikke nævnes andre sten, og hvor der derfor ikke er nogen risiko for tilfældig ombytning, sådan som det let kan ske, når tekniske udtryk, især hvis de er uforståelige for afskriveren, står tæt ved hinanden i teksten. I vores oversættelser er shoham nu systematisk oversat »onyks«, og i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) er det hebraiske ord med samme placering i teksten systematisk oversat med et latinsk synonym for onyx, nemlig lapis onychinus (undtagen i Job 28,16, hvor lapis sardonychus er gengivelsen). Derfor er det sandsynligt, at ordet i disse særlige vers var shoham i Vulgatas hebraiske original og derfor også i Septuagintas hebraiske original. Alligevel oversættes det hebraiske ord i Septuaginta med soom (1 Krøn 29,2, hvilket viser, at oversætteren, som ikke kendte det græske ord for shoham, blot gav dets græske translitteration) såvel som smaragdos (2 Mos 28,9; 2 Mos 35,27; 2 Mos 39,6 eller Septuaginta 2 Mos 36,13), prasinos (1 Mos 2,12), sardion (2 Mos 25,7; 2 Mos 35,9 eller Septuaginta 2 Mos 35,8), onux (Job 28,16).

Disse forskelle antyder, at der var forskellige Septuaginta-oversættere, endda for forskellige kapitler i den samme bog, og at de kun udviste ringe omhu for at være indbyrdes konsekvente i oversættelsen af tekniske udtryk.

(2) Forskelle i hebraiske tekster

At de hebraiske tekster, der blev brugt til Septuaginta, Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og de engelske bibeloversættelser, ikke var identiske i alle de vers, hvor ædelsten nævnes, fremgår særligt tydeligt af en analyse af de respektive beskrivelser af Tyrus' konges prydelser (Ez 28,13). I Septuaginta nævnes 12 sten; som allerede anført har de præcis de samme navne og nævnes i præcis samme rækkefølge som stenene i brystskjoldet, sådan som det beskrives i den version, med den eneste forskel, at guld og sølv er indsat midt i listen. I Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og de engelske bibeloversættelsers beskrivelser af prydelserne nævnes derimod kun 9 af brystskjoldets 12 sten; de står ikke i samme rækkefølge som de tilsvarende sten i brystskjoldet, sådan som det beskrives i disse versioner; sølv nævnes slet ikke, mens guld ikke placeres midt i listen, men til sidst. Desuden afviger rækkefølgen, hvori stenene nævnes i de engelske bibeloversættelser, fra rækkefølgen i Vulgata.

(3) Ændringer i brystskjoldet

At det brystskjold, der var i brug på Septuaginta-oversætternes tid (omkring 280 f.Kr.), kan have været forskelligt fra det, der beskrives i Anden Mosebog, er åbenbart, hvis vi tager det jødiske folks historie i betragtning; for Jerusalem blev indtaget af Shishak, Egyptens konge, omkring 973 f.Kr., af Nebukadnesar, Babylons konge, omkring 586 f.Kr., og af Ptolemaios Soter, Egyptens konge, omkring 320 f.Kr. Det oprindelige brystskjold kan have været en del af byttet ved en af disse lejligheder og derefter være forsvundet for altid.

Desuden var Jerusalem mellem Septuaginta-oversætternes tid og Josefus' tid mere end én gang i fjendernes hænder; i 198 f.Kr. blev byen indtaget af Antiochos den Store; i 170 f.Kr. blev den stormet, og dens tempel plyndret, af Antiochos Epifanes; i 54 f.Kr. blev templet vanhelliget af Crassus. Det brystskjold, som Josefus kendte (for han var længe præst i templet i Jerusalem), har således måske ikke været identisk med det, der var i brug, da Septuaginta-oversættelsen blev lavet.

Og hvis betydningen af de hebraiske navne på stenene ikke omhyggeligt var blevet overleveret fra den ene generation til den anden, mens brystskjoldet ikke længere fandtes (for eksempel under det babyloniske fangenskab), eller hvis sten som dem i det oprindelige brystskjold ikke var tilgængelige, da et nyt brystskjold blev fremstillet, ville der uundgåeligt være forskelle på brystskjoldet til forskellige tider.

Sandsynligheden for denne hypotese om én eller flere erstatninger af brystskjoldet øges yderligere, hvis vi tager hensyn til de store sten, der var indfattet i guldknapper og fastgjort til efodens skulderstykker, den dragt som selve brystskjoldet var fæstnet til (2 Mos 28,9; 2 Mos 39,6 eller Septuaginta 2 Mos 36,13). Ifølge Septuaginta var materialet smaragdos (og derfor grønt); ifølge Josefus var det sardonux (og derfor rødt med et lag af hvidt). Selv om Septuaginta-oversætterne måske aldrig havde haft lejlighed til at se stenene nøje, kunne man forvente, at de kendte materialets farve; Josefus må ofte have set dem. Men den fuldstændige forskel mellem farverne på smaragdos og sardonux tyder på, at forskellen i navnene ikke skyldes en fejloversættelse i Septuaginta af det hebraiske navn shoham, men en faktisk forskel i materialet; det kan have været smaragdos (og grønt) på det tidspunkt, hvor Septuaginta-oversættelsen blev lavet, og dog sardonux (og rødt med et lag af hvidt) på Josefus' tid.

(4) Beskrivelser givet af Josefus

At det med hensyn til brystskjoldet er usikkert at sammenholde de hebraiske tekster i de forskellige versioner med Josefus' tekst, kan påvises som følger. Den 2. sten i 2. række, kaldet cappir i vores hebraiske tekst, kaldes sappheiros i Septuaginta og sapphirus i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.). Alle andre steder, hvor cappir forekommer i vores hebraiske tekst, forekommer sappheiros på det tilsvarende sted i Septuaginta og sapphirus i Vulgata; deraf kan man slutte, at vores hebraiske tekst og de hebraiske tekster, der blev brugt til Septuaginta- og Vulgata-versionerne (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.), med hensyn til ordet cappir var i fuld overensstemmelse med hinanden. Det er også sikkert, at det latinske ord sapphirus var afledt af det græske ord sappheiros, og at enten sidstnævnte havde sin oprindelse i det hebraiske ord cappir, eller at begge ord havde samme kilde. Der er ingen grund til at tro, at ordet sappheiros fra Septuaginta-oversætternes tid til Hieronymus' tid nogensinde blev brugt om andet end én slags sten, eller at denne slags nogensinde blev kaldt iaspis. Men i begge de beskrivelser, Josefus giver, angives den midterste sten i 2. række som iaspis, ikke som sappheiros, som han gør til rækkens sidste sten. For den midterste sten i 2. række var de hebraiske tekster derfor samstemmende i at give navnet cappir, men de adskilte sig grundlæggende fra Josefus' tekst, hvis to beskrivelser stemmer overens i at give navnet iaspis; det er ikke en forskel i blot nomenklatur eller oversættelse, men i den slags sten, der var indsat i en bestemt del af brystskjoldet. Når dette er tilfældet, kan en sammenstilling af beskrivelserne af brystskjoldet i den hebraiske tekst, Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) med dem, Josefus giver, ikke pålides som grundlag for at give en sand græsk eller en sand latinsk ækvivalent til det hebraiske navn på nogen af stenene.

Det kan tilføjes, at de to beskrivelser, som Josefus giver, kun adskiller sig fra hinanden med hensyn til stenenes rækkefølge i de sidste to rækker; i 3. række er rækkefølgen præcis omvendt; i 4. række er rækkefølgen chrusolithos, onuchion, berullion i Ant, og onuchion, berullion, chrusolithos i BJ. Josefus' Antiquities blev skrevet med større ro end BJ og blev først fuldført 18 år senere; Josefus havde således mere tid til at rådføre sig med gamle håndskrifter. Generelt set er det mere nøjagtigt end hans tidligere afhandling med hensyn til historien om de tider, som han ikke havde direkte kendskab til; dets beskrivelse af brystskjoldet er mere præcis med hensyn til stenenes placering og er derfor den, der må tillægges størst vægt. Den adskiller sig fra Septuaginta kun ved ombytningen af 2. og 3. sten i 2., 3. og 4. række; og muligvis angav Josefus rækkefølgen efter sin hukommelse, enten om Septuaginta eller om det faktiske brystskjold.

Den eneste forskel mellem beskrivelserne i Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) er, at de to sidste sten, nemlig berullion (beryllus) og onuchion (onychinus), er byttet om.

8. Vulgata og Septuaginta:

Som allerede påpeget må de hebraiske tekster, der ligger bag Septuaginta og de engelske bibeloversættelser, have været helt forskellige med hensyn til beskrivelserne af Tyrus-kongens prydelser; det er således slet ikke sikkert, at de var fuldstændig enige med hensyn til beskrivelserne af brystskjoldet. Faktisk er det almindeligt accepteret, at det hebraiske ord yashepheh og det græske ord iaspis praktisk taget er identiske, og at de blev brugt til at betegne samme slags sten.

9. De hebraiske tekster bag Septuaginta og de engelske bibeloversættelser:

Heraf følger, at den hebraiske tekst bag de engelske bibeloversættelser ikke er identisk med de hebraiske tekster bag Septuaginta- og Vulgata-oversættelserne (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) med hensyn til stenene i 2. og 4. række; hvis vores hebraiske tekst er korrekt med hensyn til yashepheh, var denne sten den sidste sten i den sidste række; hvis de hebraiske tekster bag Septuaginta- og Vulgata-oversættelserne (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) var korrekte, må yashepheh, som havde iaspis som sin græske ækvivalent, have været den sidste sten i 2. række; desuden må onuchion (Septuaginta) og beryllus (Vulgata) svare, ikke til yashepheh, men til nogle andre sten i brystskjoldet.

10. Ækvivalens mellem hebraiske og græske navne:

Når man tager disse forhold i betragtning, har følgende betydelig vægt som ækvivalenter:

De resterende tre sten, tarshish, shoham og yahalom, svarer således til chrusolithos, onuchion og berullion, men det er usikkert, hvilket græsk navn der svarer til hvert af disse hebraiske navne.

11. Fortolkning af græske navne brugt af Septuaginta:

Til fortolkningen af de græske navne på sten, som nævnes i Septuaginta (og dermed af de hebraiske navne i den oprindelige tekst), er Theofrasts værk, en samtidig med Septuaginta-oversætterne, meget nyttigt. Denne forfatter nævner, ud over krustallos og margarites, som forekommer andre steder end i beskrivelsen af brystskjoldet, ni af Septuagintas navne på brystskjoldets sten, nemlig: achates, amethustos (som amethuson), anthrax, iaspis, ligurion (som lugkurion), onuchion, sappheiros, sardion, smaragdos. De tre sten, der nævnes i Septuaginta, men ikke af Theofrast, er berullion, chrusolithos og topazion. Da han kun nævner fire sten, som der ikke henvises til i Septuaginta, nemlig chrusokolla, hualoeides, kuanos og omphax, følger det, at Septuaginta-oversætterne i Alexandria indførte hvert vigtigt navn, som dengang var i brug i Athen om en ædelsten.

I den følgende alfabetiske liste gives henvisninger til alle de vers, hvor hvert navn på en ædelsten forekommer, og for hver brug af et oversat navn angives det tilsvarende ord i grundteksten.

12. Liste over navne med bibelske henvisninger:

Achates (achates): sandsynligvis Septuagintas oversættelse af shebho (2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12). Den nævnes ikke i Apokryferne eller Det Nye Testamente.

Adamant (se også særskilt artikel): i Ez 3,9; Zak 7,12, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk shamir.

Agat: i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk shebho; i Es 54,12; Ez 27,16, KJV's oversættelse af hebraisk kadhkodh.

'Achlamah: i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12 3. sten, 3. række, i brystskjoldet. Septuaginta oversætter amethustos; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter amethystus; de engelske bibeloversættelser "amethyst".

Septuagintas gengivelse amethustos accepteres almindeligvis som korrekt, men afdøde professor N. S. Maskelyne, F.R.S., tidligere (1857-80) konservator for mineraler ved British Museum, gav grunde til at betragte 'achlamah fra brystskjoldets tid som muligvis en onyks, hvor hvide bånd vekslede med voksgule til rødgule bånd.

Rav: i Ez 1,4; Ez 1,27; Ez 8,2, KJV's, English Revised Versions og American Revised Versions randnoteoversættelse af hebraisk chashmal; i 2 Mos 28,19, Revised Versions randnoteoversættelse af hebraisk leshem.

Amethustos (amethustos): i Åb 21,20: det 12. grundlag i det nye Jerusalem; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter amethystus; engelske bibeloversættelser har "amethyst". Fire varianter af amethystus blev af Plinius regnet for ædelsten; de var alle gennemsigtige og havde en purpurfarvet tone eller toner afledt af purpur. Ifølge Septuaginta var amethustos den 3. sten i 3. række på brystskjoldet, og den sten, der indtager denne plads, er i vores hebraiske tekst angivet som 'achlamah. Amethustos nævnes under navnet amethuson af Theophrast; han beskriver den som en gennemsigtig sten, der i farve ligner vin, og som blev brugt af hans tids gemmeskærere. Amethystus og amethuson var uden tvivl identiske med nutidens ametyst, en purpurfarvet variant af kvarts (silica). Perler og andre smykker af ametyst, fundet i gamle egyptiske grave, viser, at stenen blev regnet for kostbar i meget gammel tid.

Ametyst: i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk 'achlamah; i Åb 21,20, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk amethustos.

Anthrax (anthrax): i Tobits Bog 13,17; Siraks Bog 32,5, oversætter engelske bibeloversættelser med "carbuncle". Ifølge Septuaginta var anthrax også en sten på brystskjoldet, 1. sten i 2. række, men der er usikkerhed om Septuagintas hebraiske tekst med hensyn til dette ord. Theophrasts anthrax omfattede forskellige slags hårde, røde sten, som blev brugt af gemmeskærere. Det er carbunculus fra Plinius' tid og omfattede sandsynligvis nutidens orientalske rubin (korund, aluminiumoxid), balasrubin (spinel, magnesiumaluminat), almandin (en slags granat, jern-aluminosilikat) og pyrop (en anden slags granat, magnesium-aluminosilikat).

Bareqeth: i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Ez 28,13 den 3. sten i 1. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter sandsynligvis smaragdos, men der er usikkerhed om Septuagintas hebraiske tekst med hensyn til dette ord: engelske bibeloversættelser oversætter "carbuncle"; Revised Version i randnoten oversætter "emerald". Gengivelsen smaragdos kan være rigtig, men der er ikke fundet smaragder af meget tidlig alder i Egypten. Ud fra ligheden mellem ordene bareqeth og baraq ("lyn") er det blevet foreslået, at brystskjoldets sten muligvis ikke var grøn, men havde en blålig-rød farve; i så fald kan den have været en almandin (granat). Engelske bibeloversættelser har byttet om på de navne, som Septuaginta giver den 3. sten i 1. række (smaragdos, "smaragd") og den 1. sten i 2. række (anthrax, "carbuncle").

Bdellium (se også særskilt artikel): i 1 Mos 2,12; 4 Mos 11,7, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk bedholach.

Bedholach: Septuaginta oversætter anthrax i 1 Mos 2,12 og krustallos i 4 Mos 11,7; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og engelske bibeloversættelser oversætter bdellium. Nogle kommentatorer forkaster begge Septuagintas oversættelser og fortolker materialet som perle, andre som gummi fra et arabisk træ.

Berullos (berullos): i Tobits Bog 13,17; Åb 21,20: det 8. grundlag i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter beryllus; engelske bibeloversættelser oversætter "beryl". Ifølge Septuaginta var berullion en sten på brystskjoldet, den 2. sten i 4. række; på grund af usikkerhed om deres hebraiske tekst er der tvivl om det hebraiske ord, der er oversat berullion. Berullos nævnes ikke af Theophrast, som kan have anset den for at være indbefattet i hans tids smaragdos.

På Plinius' tid anerkendte man 8 varianter; han siger, at beryllus allerede af nogle blev anset for at være "af samme natur som smaragdus, eller i det mindste nært beslægtet. Indien frembringer dem, og de findes sjældent andre steder. Stensliberne skærer alle beryller i sekskantet form, fordi farven, som svækkes af en mat ensartethed i overfladen, forstærkes af de refleksioner, der fremkommer fra vinklerne. Hvis de skæres på nogen anden måde, har disse sten slet ingen glans. De mest værdsatte beryller er dem, der i farve ligner havets rene grønne. Nogle mener, at beryller fra naturens hånd er kantede."

Denne beskrivelse tyder på, at Plinius' tids havgrønne beryllus er identisk med nutidens havgrønne beryl (beryllium-aluminosilikat).

Beryl: i 2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13; Højs 5,14; Ez 1,16; Ez 10,9; Ez 28,13; Dan 10,6, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk tarshish; i 1 Mos 2,12; 2 Mos 25,7 randnote; 28,9.20; 35,27 randnote; 1 Krøn 29,2 randnote; Job 28,16 randnote, Revised Version-randnotens oversættelse af hebraisk shoham; i Tobits Bog 13,17; Åb 21,20, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk berullos.

Carbuncle: i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Ez 28,13, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk bareqeth; i 2 Mos 28,18 randnote; 39,11; Ez 27,16; Ez 28,13, Revised Version-randnotens oversættelse af hebraisk nophekh; i Es 54,12, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk 'eqdach; Tobits Bog 13,17; Siraks Bog 32,5, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk anthrax.

Kalkedon: i 2 Mos 28,20, Revised Version-randnotens oversættelse af hebraisk tarshish; i Åb 21,19, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk chalkedon.

Chalkedon (chalkedon): i Åb 21,19: den 3. grundsten i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter calcedonius; engelske bibeloversættelser oversætter "chalcedony". Selv om navnet Chalcedon (latinsk form) forekommer hos Plinius, er det ikke som navn på en sten, men som navn på en fri by, der dengang lå på den sydlige side af Bosporus, sandsynligvis tæt ved det sted, hvor Scutari nu ligger. Chalcedon havde engang været kendt for sine kobberminer; men da Plinius skrev, var disse blevet så udtømte, at de ikke længere blev drevet.

Plinius omtaler en slags smaragdus (en grøn sten), som skulle være fundet nær Chalcedon, men tilføjer, at stenene var af meget lille størrelse og værdi. De var "skøre og havde en farve, der langt fra var tydeligt udpræget; i deres nuancer lignede de de fjer, man ser i påfuglens hale eller på duens hals. Mere eller mindre strålende, alt efter den vinkel de blev betragtet fra, frembød de også et udseende som årer og skæl." Et andet sted omtaler han en sten fra Chalcedon eller Calchedon (en anden læsemåde) som en iaspis med grumset farve. Det er muligt, at ordet chalkedon på Patmos eller i Efesos, hvoraf Johannes boede det ene sted, da han skrev Johannes' Åbenbaring, blev brugt til at betegne den særlige slags smaragdus eller iaspis, som var fundet nær byen af samme navn. Det er usikkert, hvilket navn man i dag ville give en sådan sten, men den betydning, der nu er knyttet til navnet "kalcedon" (kryptokrystallinsk silica), kan ikke spores længere tilbage end til det 15. århundrede.

Chrusolithos (chrusolithos): i Åb 21,20: den 7. grundsten i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter chrysolithus; King James Version oversætter "chrysolyte"; Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter "chrysolite." Ifølge Septuaginta var chrusolithos en af stenene på brystskjoldet (1. sten, 4. række), men der er usikkerhed om Septuagintas hebraiske tekst med hensyn til dette ord; navnet nævnes ikke af Theofrast. Plinius' chrysolithus var en "gennemsigtig sten med en glans som guldets." De blev mest værdsat, som "når de blev lagt ved siden af guld, gav det en slags hvidlig farvetone og således fik det til at se ud som sølv."

Den kan måske have omfattet nutidens gule safir (aluminiumoxid), gule kvarts (citrin, silica) og gule jargoon (zirkon; zirkoniumsilicat). Betegnelsen "chrysolite" anvendes nu om et andet mineral, nemlig en gul variant af olivin (magnesium- og jernsilicat), en art der også omfatter den grønne ædelsten peridot som en af sine varianter.

Chrusoprasos (chrusoprasos): i Åb 21,20: den 10. grundsten i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og King James Version oversætter chrysoprasus; Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter "chrysoprase." Chrysoprasus blev af nogle naturforskere på Plinius' tid betragtet som en variant af beryllus. Den 1. variant af beryllus og den mest værdsatte var, som nævnt ovenfor, af en ren havgrøn farve; den 2. var blegere og nærmede sig en gylden tone; den 3., beslægtet med den 2. i glans, men mere bleg, var chrysoprasus. Sidstnævnte blev af andre naturforskere anset for at høre til en selvstændig stenslægt. Et andet sted beskriver Plinius farven som lig porrens, men som varierende i nuance mellem hans tids topazion (vores peridot) og guld. Stenen kan have været en gulliggrøn plasma (kalcedon, kryptokrystallinsk silica) eller, som King har foreslået, bleg chrysoberyl (berylliumaluminat); det er ikke nutidens chrysopras, som er en æblegrøn kalcedon (farvet af nikkel).

Chrysolite, chrysolyte: "chrysolite" i Ez 28,13, King James Versions randnoteoversættelse af hebraisk tarshish; Åb 21,20, Revised Version (britisk og amerikansk) oversættelse af græsk chrusolithos; "chrysolyte" i Åb 21,20, King James Versions oversættelse af græsk chrusolithos.

Chrysoprase, chrysoprasus: "chrysoprase" i Ez 27,16, King James Versions randnoteoversættelse af hebraisk kadhkodh; Åb 21,20, Revised Version (britisk og amerikansk) oversættelse af græsk chrusoprasos; "chrysoprasus" i Åb 21,20, King James Versions oversættelse af græsk chrusoprasos.

Koral, rød koral (se særskilt artikel): "coral" i Job 28,18; Ez 27,16, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk ra'moth; Klag 4,7, Revised Versions randnoteoversættelse af hebraisk peninim; "red coral" i Job 28,18, Revised Versions randnoteoversættelse af hebraisk peninim.

Krystal (se særskilt artikel): i Job 28,17, King James Versions oversættelse af hebraisk zekhukhith; Ez 1,22, King James Versions oversættelse af hebraisk qerach; i Job 28,18, Revised Version (britisk og amerikansk) oversættelse af hebraisk gabhish; i Åb 4,6; Åb 22,1, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk krustallos; i Åb 21,11, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk krustallizo ("at skinne som krystal").

Diamant: i Jer 17,1, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk shamir; i 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Ez 28,13, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk yahalom.

'Eqdach: i Es 54,12: Septuaginta oversætter krustallos; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) omskriver som lapides sculpti ("indgraverede sten"); engelske bibeloversættelser oversætter "carbuncles." På grund af ligheden med qadhach, "at brænde," fortolkes det som betydende ildfuld eller funklende, hvorfra gengivelsen "carbuncles" kommer.

Elektron (se særskilt artikel): Ez 1,4, Revised Versions randnoteoversættelse af hebraisk chashmal, "rav."

Smaragd: i 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Ez 27,16; Ez 28,13, de engelske bibeloversættelsers gengivelse af hebraisk nophekh; i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10, RV's randnotes gengivelse af hebraisk bareqeth; i Tobit 13,16; Judit 10,21; Siraks Bog 32,6; Åb 21,19, de engelske bibeloversættelsers gengivelse af græsk smaragdos; i Åb 21,19, de engelske bibeloversættelsers gengivelse af det græske adjektiv smaragdinos.

Gabhish: i Job 28,18: Septuaginta transskriberer gabis; KJV oversætter "perler"; RV (britisk og amerikansk) oversætter "krystal." På grund af ligheden med gabhash, "is," foreslås gengivelsen "krystal."

Chashmal: i Ez 1,4; Ez 1,27; Ez 8,2: Septuaginta oversætter elektron; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og RV's randnote oversætter electrum; KJV, English Revised Version og American Revised Versions randnote oversætter "rav"; American Standard Revised Version oversætter "glødende metal." Elektron på Septuagintas og Theophrasts tid var nutidens rav; på Plinius' tid var rav en luksusgenstand, rangeret næst efter krystal, og betegnelsen electrum blev da anvendt ikke blot om rav, men også om en metallegering af guld og sølv.

Huakinthos, (huakinthos): i Åb 9,17; Åb 21,20: det 11. fundament i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter hyacinthus; KJV oversætter "jacinth"; RV (britisk og amerikansk) oversætter "jacinth" (Åb 21,20) og "hyacinth" (Åb 9,17); RV's randnote oversætter "safir" (Åb 21,20). Plinius beskriver hyacinthus som meget forskellig fra amethystus, "skønt den har del i en farve, der ligger tæt op ad den," og som værende af en mere fortyndet violet. Det kan have været nutidens lyseblå safir (aluminiumoxid); den moderne hyacint eller jacinth er en helt anden sten, en brunlig til rødlig zirkon (zirkoniumsilikat).

Hyacint, jacinth (se også særartiklen om HYACINTH): "hyacint" i Åb 9,17, RV's (britisk og amerikansk) gengivelse af græsk huakinthos; "jacinth" i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12, RV's (britisk og amerikansk) gengivelse af hebraisk leshem; i Åb 9,17; Åb 21,20, KJV's gengivelse af græsk huakinthos.

Iaspis (iaspis): i Åb 4,3; Åb 21,11; Åb 21,18 f: det 1. fundament i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter jaspis; de engelske bibeloversættelser oversætter "jaspis." Ifølge Septuaginta var iaspis den 3. sten i 2. række på brystskjoldet, men der er usikkerhed om Septuagintas hebraiske tekst med hensyn til dette ord; Septuaginta oversætter også kadhkodh som iaspis (Es 54,12). Plinius beskriver iaspis som almindeligvis grøn og ofte gennemsigtig; han kender så mange som 14 varianter.

Han tilføjer, at "mange lande frembringer denne sten: den fra Indien ligner smaragdus i farve; den fra Cypern er hård og stærkt havgrøn; og den fra Persien er himmelblå. Lignende den sidste er den kaspiske iaspis. Ved bredden af floden Thermodon er iaspis azurfarvet; i Frygien er den purpurfarvet; og i Kappadokien azur-purpur, dyster og ikke strålende. Den bedste slags er den, der har et skær af purpur, den næstbedste er den rosenfarvede, og derefter stenen med smaragdus' grønne farve," osv.

Betegnelsen "jaspis" er nu begrænset til uigennemsigtige sten; den grønne gennemsigtige slags iaspis kan have været identisk med den grønne kalcedon (kryptokrystallinsk silica), der i dag kaldes plasma.

Jaspis: i 2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13; Ez 28,13, de engelske bibeloversættelsers gengivelse af hebraisk yashepheh; i Åb 4,3; Åb 21,11; Åb 21,18; Åb 21,19, de engelske bibeloversættelsers gengivelse af græsk iaspis.

Kadhkodh: i Es 54,12; Ez 27,16: Septuaginta oversætter iaspis (Es 54,12) og transskriberer chorchor (Ez 27,16); Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter jaspis (Es 54,12) og transskriberer chodchod (Ez 27,16); KJV oversætter "agat"; KJV's randnote oversætter "krysopras" (Ez 27,16); RV (britisk og amerikansk) oversætter "rubin." Der er kun lidt, der angiver ordets sandsynlige betydning.

Qerach: i Ez 1,22: Septuaginta oversætter krustallos; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter crystallum; de engelske bibeloversættelser oversætter "krystal"; RV's randnote oversætter "is." Oversættelserne skyldes ligheden med det hebraiske qerach, "is."

Krustallos (krustallos): i Åb 4,6; Åb 22,1: Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter crystallum; de engelske bibeloversættelser oversætter "krystal." Plinius' crystallum var nutidens bjergkrystal (klar kvarts). Blandt de lokaliteter, Plinius anfører for crystallum, er "Alpernes klipper, så vanskelige at nå, at det som regel er nødvendigt at være ophængt i reb for at udvinde det."

Lapis lazuli: i Åb 21,19, RV's randnotes gengivelse af græsk sappheiros.

Leshem: i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12. sten i 3. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter sandsynligvis ligurion, men der er usikkerhed om deres hebraiske tekst; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sandsynligvis ligurius; KJV oversætter "ligure"; RV (britisk og amerikansk) oversætter "jacinth"; RV's randnote oversætter "rav."

Septuagintas ligurion er sandsynligvis identisk med Theofrasts lugkurion; det var en gul til gulrød sten, som blev brugt af seglgravører, og den var gennemsigtig og vanskelig at polere. Den gule ligurion kan være nutidens gule jargoon (zirkon, zirkoniumsilikat), en sten som de gamle græske og romerske gravører brugte meget; men da jargoon ikke er fundet blandt gammelægyptisk arbejde, er det blevet foreslået, at brystskjoldets ligurion kan have været en gul kvarts (citrin) eller agat. Den gulrøde ligurion kan have været en af de sten, som navnet "hyacint" (også en zirkon) nu anvendes om. Professor Maskelyne forkaster Septuagintas oversættelse og foreslår, at leshem var identisk med ægypternes neshem, nemlig den grønne feldspat, der nu kaldes amazonsten; som en alternativ gengivelse til denne foreslår han gul jaspis. Oversættelsen "rav" (Revised Version, randnote) er næppe rigtig, for dette materiale ville have været for blødt til brug som en sten i brystskjoldet; dets egenskaber stemmer ikke med dem, Theofrast tillægger lugkurion.

Ligure: i 2 Mos 38,19; 2 Mos 39,12, King James Versions oversættelse af hebraisk leshem.

Ligurion (ligurion): i Septuaginta 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12, Septuagintas oversættelse af hebraisk leshem: 1. sten, 3. række, i brystskjoldet.

Margarites (margarites): i Matt 7,6; Matt 13,45; Matt 13,46; 1 Tim 2,9; Åb 18,12; Åb 18,16; Åb 21,21: Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter margarita; engelske bibeloversættelser oversætter "perle". Margarites omtales af Theofrast som en af ædelstenene, men ikke gennemskinnelig, som frembragt i en slags østers og i pinnaen, og som bragt fra Indien og fra kysterne ved visse øer i Det Røde Hav. Derfor var den identisk med nutidens perle.

Nophekh, i 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Ez 27,16; Ez 28,13 første sten, 2. række, i brystskjoldet. Der er usikkerhed om den hebraiske tekst, Septuaginta brugte, men sandsynligvis oversættes nophekh med anthrax (undtagen i Ez 27,16, hvor teksten afviger); Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sandsynligvis carbunculus; engelske bibeloversættelser oversætter "smaragd"; Revised Version, randnote, oversætter "karfunkel". Engelske bibeloversættelser bytter om på de navne, Septuaginta giver den 3. sten i 1. række (smaragdos, "smaragd") og den 1. sten i 2. række (anthrax, "karfunkel"). Professor Maskelyne foreslår, at brystskjoldets nophekh kan have været de ægyptiske hieroglyffers mophak eller mafka, nutidens turkis.

'Odhem, i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Ez 28,13 første sten, 1. række, i brystskjoldet. Septuaginta oversætter sandsynligvis sardion, Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sandsynligvis sardius; engelske bibeloversættelser oversætter "sardius"; EVm oversætter "rubin". Det hebraiske ord er beslægtet med ['adham], "at være rød," og betegner en rødlig sten; det kan have været sard (et navn, der ikke kun blev givet til rød, men også til bleg rødgul eller brun, gennemskinnelig kalcedon), men var mere sandsynligt karneol, en rød sten nært beslægtet med sard, og meget brugt af de gamle egyptere og assyrere.

Onuchion, (onuchion, onux): "onux," Septuagintas oversættelse af hebraisk shoham (Job 28,16); onuchion, måske Septuagintas oversættelse af shoham i beskrivelserne af Tyrus-kongens smykker (Ez 28,13) og brystskjoldets sten (hvor den gøres til 3. sten, 4. række, i 2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13), men der er usikkerhed om Septuagintas hebraiske tekst; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter onyx, lapis onychinus, lapis sardonychus. Theofrasts onuchion var en hård, gennemskinnelig sten, som blev brugt af seglgravører; den bestod af hvide og dunkle lag skiftevis. Onyxen i romersk tid var en uigennemsigtig sten med hvide og sorte lag, ligesom nutidens onyx.

Onyx: i 1 Mos 2,12; 2 Mos 25,7; 2 Mos 28,9; 2 Mos 28,20; 2 Mos 35,9; 2 Mos 35,27; 2 Mos 39,6; 2 Mos 39,13; 1 Krøn 29,2; Job 18,16; Ez 28,13, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk shoham.

Perle: i Job 28,18, King James Versions oversættelse af hebraisk gabhish; i Job 28,18, Revised Version, randnotes oversættelse af hebraisk peninim; i Matt 7,6; Matt 13,45 f; 1 Tim 2,9; Åb 18,12; Åb 18,16; Åb 21,20; Åb 21,21, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk margarites.

Peninim, i Job 28,18; Ordsp 3,15; Ordsp 8,11; Ordsp 20,15; Ordsp 31,10; Klag 4,7: Septuaginta (hvor Ordsp 20,15 mangler) omskriver ordet eller havde en anden hebraisk tekst; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter ebur antiquum ("gammelt elfenben") i Klag 4,7, men andre steder omskriver den ordet eller havde en anden hebraisk tekst; engelske bibeloversættelser oversætter "rubiner"; Revised Version, randnote, oversætter "rød koral" eller "perler," undtagen ved Klag 4,7, hvor oversættelsen er "koraller". Ordet ligner et arabisk ord, der betyder "grene," og kan betegne rød koral, som har været meget højt værdsat siden meget gammel tid; en beskrivelse af korallion gives af Theofrast. Plinius siger, at på hans tid var den rødeste og mest forgrenede mest værdsat.

PiTedhah, i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Job 28,19; Ez 28,13 anden sten, 1. række, i brystskjoldet. Septuaginta oversætter topazion i Job 28,19 og sandsynligvis også i de andre vers; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter topazius; engelske bibeloversættelser oversætter "topas". Oldtidens topazion synes næppe at have været kendt før den ptolemæiske periode, og professor Maskelyne foreslog, at det hebraiske ord muligvis kan være beslægtet med bijada, som på persisk og arabisk betyder "granat".

Ramoth: i Job 28,18, KJV's randnoteoversættelse af hebraisk ra'moth.

Ra'moth, i Job 28,18; Ez 27,16: Septuaginta oversætter meteora (Job 28,18) og ramoth (Ez 27,16); Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) omskriver passagerne; de engelske bibeloversættelser oversætter »koral«; KJV's randnote oversætter »ramoth« (kun i Job 28,18). Der er kun lidt, der angiver betydningen af det hebraiske ord.

Rubin: i Job 28,18; Ordsp 3,15; Ordsp 8,11; Ordsp 20,15; Ordsp 31,10; Klag 4,7, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk peninim; i Es 54,12; Ez 27,16, RV's (britisk og amerikansk) oversættelse af hebraisk kadhkodh; i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Ez 28,13, KJV's randnoteoversættelse af hebraisk 'odhem.

Sappheiros (sappheiros): i Tobit 13,16; Åb 21,19: det 2. fundament i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sapphirus; de engelske bibeloversættelser oversætter »safir«; RV's randnote oversætter »lapis lazuli« (men kun i Åb 21,19). Ifølge Septuaginta var sappheiros den 2. sten i 3. række på brystskjoldet, men der er usikkerhed om den hebraiske tekst. Plinius beskriver sapphirus som »strålende med pletter som guld. Den har også en azurblå farve, skønt den undertiden, men sjældent, er purpurfarvet; den bedste slags er den, der kommer fra Medien. I intet tilfælde er denne sten dog gennemsigtig.« Disse kendetegn svarer til lapis lazuli (natrium- og aluminiumsulfatsilikat), ikke til nutidens safir (aluminiumoxid).

Cappir, i 2 Mos 24,10; 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Job 28,6; Job 28,16; Højs 5,14; Es 54,11; Klag 4,7; Ez 1,26; Ez 10,1; Ez 28,13: 2. sten i 2. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter sappheiros; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sapphirus og (2 Mos 24,10) lapis sapphirinus; de engelske bibeloversættelser oversætter »safir«. Det hebraiske ord anses overalt for at svare til det græske sappheiros; dette navn blev ikke brugt om den sten, der nu kendes som safir, men om den, der nu kendes som lapis lazuli, et stof som de gamle egyptere regnede for en ædelsten.

Sardine (sten), sardius: »sardine« (sten) i Åb 4,3, KJV's oversættelse af græsk sardinon, en tekstfejl for sardion; »sardius« i Åb 4,3, RV's (britisk og amerikansk) oversættelse af græsk sardion; i Åb 21,20, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk sardion; i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Ez 28,13, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk 'odhem.

Sardion (sardion): i Åb 4,3; Åb 21,20: det 6. fundament i det nye Jerusalem. Ifølge Septuaginta var sardion den 1. sten i 1. række på brystskjoldet. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sardius; KJV oversætter »sardine« (sten) (Åb 4,3) og »sardius« (Åb 21,20); RV (britisk og amerikansk) oversætter »sardius«. Sarda på Plinius' tid blev meget brugt af seglgravører. Der var tre indiske varianter, alle gennemsigtige, én af dem rød af farve; der fandtes dengang ingen ædelsten i mere almindelig brug; de honningfarvede blev mindre værdsat. Den omfattede sandsynligvis både nutidens sard og karneol (kryptokrystallinsk kisel).

Safir: i 2 Mos 24,10; 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Job 28,6; Job 28,16; Højs 5,14; Es 54,11; Klag 4,7; Ez 1,26; Ez 10,1; Ez 28,13, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk sappir; i Tobit 13,16; Åb 21,19, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk sappheiros; i Åb 21,20, RV's randnoteoversættelse af græsk huakinthos.

Sardonux (sardonux): i Åb 21,20: det 5. fundament i det nye Jerusalem. Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og de engelske bibeloversættelser oversætter sardonyks. Ifølge Plinius blev navnet sardonyks først givet til en indisk (rød) sarda med et lag hvidt i sig, idet begge var gennemsigtige.

Plinius siger, at man senere anså tre farver for nødvendige, men at de kunne gentages i det uendelige. Den arabiske sardonyks var »kendetegnet ved flere forskellige farver, sort eller azurblå som grundlag og cinnoberrød, omgivet af en linje af fyldig hvid, som den øvre del, ikke uden et vist glimt af purpur, når det hvide går over i det røde.«

Sardonux på Johannes' tid er indbefattet i nutidens sardonyks.

Sardonyks: i Åb 21,20, de engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk sardonux; 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11, RV's randnoteoversættelse af hebraisk yahalom.

Shamir, i Jer 17,1; Ez 3,9; Zak 7,12; Septuaginta udelader Jer 17,1, og i de to andre vers omskriver den enten ordet eller havde en anden tekst; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter (unguis) adamantinus i Jer 17,1 og adamas i de to andre vers; de engelske bibeloversættelser oversætter »diamant« (Jer 17,1) og »adamant« (Ez 3,9; Zak 7,12). Shamir var et hårdt materiale, der blev brugt til at indgravere ædelsten; på Jeremias', Ezekiels og Zakarias' tid var splinter af både diamant og korund (hvid safir eller adamantsten) sandsynligvis tilgængelige til formålet. Både diamond og adamant er engelske ændringer af det latinske adamas; formen »diamond« har i nogle århundreder været begrænset til den mere kostbare af de ovennævnte sten.

Shebho, i 2 Mos 28,19; 2 Mos 39,12: den 2. sten i 3. række på brystskjoldet. Både Septuaginta og Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sandsynligvis achates, men deres hebraiske tekster er usikre; engelske bibeloversættelser oversætter "agat". Navnet achates blev i oldtiden givet til visse sten med båndede strukturer, nutidens agater. På Theofrasts tid blev achates solgt til en høj pris, men på Plinius’ tid var den ophørt med at være en ædelsten. Professor Maskelyne foreslår, at brystskjoldets shebho kan have betydet "stenen fra Sheba" eller "Seba", et område i Sydarabien, og kan have været arabisk onyks.

Shoham, i 1 Mos 2,12; 2 Mos 25,7; 2 Mos 28,9; 2 Mos 28,20; 2 Mos 35,9; 2 Mos 35,27; 2 Mos 39,6; 2 Mos 39,13; 1 Krøn 29,2; Job 28,16; Ez 28,13: den 2. sten i 4. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter prasinos, dvs. "porregrøn sten" (1 Mos 2,12), sardion (2 Mos 25,7; 2 Mos 35,9), smaragdos (2 Mos 28,9; 2 Mos 35,27), berullion, sandsynligvis gennem ombytning af ord i den hebraiske tekst (2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13), soom (1 Krøn 29,2), onux (Job 28,16) og måske onuchion (Ez 28,13); Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter onyx (Ez 28,13), lapis sardonychus (Job 28,16) og lapis onychinus andre steder; engelske bibeloversættelser oversætter "onyks"; Revised Version-randnoten oversætter "beryl" (undtagen i Ez 28,13). Professor Maskelyne og professor Sayce, der accepterer grøn som shohams farve, har udtrykt den opfattelse, at stenen kendt under dette navn i meget tidlig tid var den sten, assyrerne kaldte 'siamu, og derfor den grønne turkis; professor Maskelyne giver "amazonsten" som en alternativ gengivelse af ordet. Berullion gives af Septuaginta som den 2. sten, onuchion som den 3. sten, i 4. række; sardion som den 1. sten, smaragdos som den 3. sten, i 1. række; men deres hebraiske tekst er usikker.

Smaragdinos, smaragdos (smaragdinos): i Åb 4,3: Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter smaragdinus; engelske bibeloversættelser oversætter "smaragd". Smaragdos (smaragdos) i Tobit 13,16; Judit 10,21; Siraks Bog 32,5; Åb 21,19: Vulgata oversætter det som smaragdus; engelske bibeloversættelser oversætter "smaragd". Ifølge Septuaginta var smaragdos den 3. sten i 1. række på brystskjoldet, men deres hebraiske tekst er usikker. Theofrasts smaragdos var en lille, sjælden, formodentlig grøn sten, som blev brugt af gemseskærere. På Plinius’ tid omfattede slægten smaragdus ikke færre end 12 slags; én af dem var nutidens smaragd og sandsynligvis Theofrasts smaragdos.

Tarshish, i 2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13; Højs 5,14; Ez 1,16; Ez 10,9; Ez 28,13; Dan 10,6: den 1. sten i 4. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter tharsis (Højs 5,14; Ez 1,16; Dan 10,6), anthrax (Ez 10,9); i de øvrige vers er der usikkerhed om rækkefølgen af de hebraiske ord i de forskellige tekster. Den mest sandsynlige Septuaginta-ækvivalent til tarshish er enten chrusolithos eller berullion; Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter hyacinthus (Højs 5,14), mare ("hav") (Ez 1,16), chrysolithus (Ez 10,9; Dan 10,6). Septuaginta giver anthrax som den 1. sten i 2. række, chrusolithos som den 1. sten i 4. række, berullion som den 2. sten i 4. række på brystskjoldet; engelske bibeloversættelser oversætter "beryl"; King James Version-randnoten oversætter "krysolit" (kun i Ez 28,13); Revised Version-randnoten oversætter "kalcedon" (2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13), "topas" (Højs 5,14) og "Tarshish-sten" (Ez 10,9). Professor Maskelyne foreslår, at stenen kan have været citrin (kvarts), hvis den var gul, sådan som chrusolithos antyder, og grøn jaspis, hvis den var grøn, sådan som berullion antyder.

Topas: i 2 Mos 28,17; 2 Mos 39,10; Job 28,19; Ez 28,13, engelske bibeloversættelsers oversættelse af hebraisk piTedhah; i Åb 21,20, engelske bibeloversættelsers oversættelse af græsk topazion; i Højs 5,14, Revised Version-randnotens oversættelse af hebraisk tarshish.

Topazion (topazion): i Åb 21,20: det 9. fundament i det nye Jerusalem. Ifølge Septuaginta var topazion den 2. sten i 1. række på brystskjoldet. Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter topazius; engelske bibeloversættelser oversætter det som "topas".

Topazion på Plinius’ tid blev "holdt i meget høj agtelse for sine grønne nuancer; da den først blev opdaget, blev den foretrukket frem for enhver anden slags ædelsten." Den skulle efter sigende være bragt fra en ø i Det Røde Hav ud for Arabiens kyst. Den var den eneste sten af høj værdi, som gav efter for filens virkning. Topazion nævnes ikke af Theofrast. Plinius’ beskrivelse svarer til nutidens peridot (silikat af magnesium og jern), ikke til vores topas (fluosilikat af aluminium).

Yahalom, i 2 Mos 28,18; 2 Mos 39,11; Ez 28,13: den 3. sten i 2. række på brystskjoldet. På grund af usikkerheden om ordenes rækkefølge i den hebraiske tekst til Septuaginta er der usikkerhed om den græske ækvivalent til yahalom; sandsynligvis er det et af ordene chrusolithos, berullion, onuchion, som Septuaginta angiver som navnene på stenene i 4. række. Engelske bibeloversættelser oversætter "diamant"; dette er bestemt forkert, for stenen havde et navn indgraveret på sig, og metoden til at indgravere en diamant blev først opfundet 2.000 eller 3.000 år efter, at brystskjoldet blev lavet; og diamanter var, hvis de overhovedet var kendt, dengang ikke kendt i så stor størrelse, at de med hensyn til størrelse kunne sammenlignes med de andre sten på brystskjoldet. Revised Version randnote oversætter "sardonyks" (kun i Exodus). Professor Maskelyne foreslår, at det hebraiske yahalom og det græske hualos kan være beslægtede ord, og at yahalom kan have været et blåligt glas (anset for værdifuldt i meget tidlige tider), eller blå kalcedon, eller måske endda beryl.

Yashepheh, i 2 Mos 28,20; 2 Mos 39,13; Ez 28,13: den 3. sten i 4. række på brystskjoldet. Septuaginta oversætter sandsynligvis iaspis, selv om iaspis af Septuaginta placeres som den 3. sten i 2. række; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter sandsynligvis jaspis; engelske bibeloversættelser oversætter det som "jaspis". Ækvivalensen mellem det hebraiske yashepheh og det græske iaspis er almindeligt accepteret.

Zekhukhith, i Job 28,17: Septuaginta oversætter hualos, et navn der først blev givet til enhver gennemsigtig sten, men i senere tider kun til glas; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) oversætter vitrum; King James Version oversætter "krystal"; Revised Version (britisk og amerikansk) oversætter "glas". Zekhukhith er beslægtet med et hebraisk ord, der betyder "at være ren", hvorfra gengivelserne krystal og glas kommer.

Lazarus Fletcher