Bederem

fi-lak'-ter-i (phulakterion, "værn"):

1. Bibelhenvisninger:

Dette ord findes kun i Matt 23,5 i vor Herres fordømmelse af farisæerne, som, for at deres gerninger kunne "ses af mennesker", og i deres iver for religionens former, "gør deres bederemme brede og kvasterne på deres klæder store." Det tilsvarende ord i Det Gamle Testamente, ToTaphoth (Kennedy i HDB foreslår vokalisering som segholatisk femininum singularis, ToTepheth), findes i tre passager (2 Mos 13,16; 5 Mos 6,8; 5 Mos 11,18), hvor det oversættes "pandesmykker". Denne gengivelse er dog slet ikke sikker og kan være blevet læst ind i teksten ud fra dens senere fortolkning. I 2 Mos 13,9 er det tilsvarende ord til Totaphoth i 13,16 zikkaron, "mindesmærke" eller "påmindelse"; og i parallelleddene i begge vers er det tilsvarende ord 'oth, "et tegn" på hånden, også brugt om det "tegn", som Jahve satte på Kain (1 Mos 4,15). Det kan da gengives som et mærke eller en prydelse eller juvel og bruges billedligt om Jahves lov som en prydelse eller juvel på israelittens pande, en hentydning til den amulet eller tryllebesværgelse, som hedningen bar. Det ord, der bruges i Talmud om bederemmen, er tephillah, "bøn" eller "bønnerem" (flertal tephillin), hvilket angiver dens teoretiske brug som en påmindelse om loven, skønt den i praksis kunne værdsættes som en automatisk og altid nærværende amulet mod det onde: en hjælp indadtil til at holde loven, et værn udadtil mod det ondes nærmen sig; en fornedrelse af et gammeltestamentligt billedligt og idealistisk udtryk til hedningernes materialistiske og overtroiske praksisser.

2. Beskrivelse:

Bederemmen var en læderæske, kubeformet, lukket med en fastgjort flap og bundet til personen med en læderrem. Der fandtes to slags:

(1) én, som skulle bindes på indersiden af venstre arm og nær albuen, så den ved armens bøjning ville hvile over hjertet; knuden, der fastgjorde den til armen, var formet som det hebraiske bogstav yodh (y), og enden af snoren, eller remmen, blev til sidst viklet omkring håndens langfinger, "et tegn på din hånd" (5 Mos 6,8). Denne æske havde ét rum, som indeholdt én eller alle de fire ovenfor nævnte passager. Forfatteren fandt i sin ungdom en af disse i et forholdsvis afsides område, tydeligvis tabt af en jødisk kræmmer, og den indeholdt kun den 2. tekst (2 Mos 13,11-16) på uvokaliseret hebraisk.

(2) En anden skulle bindes midt på panden, "mellem dine øjne" (5 Mos 6,8); remmens knude var formet som det hebraiske bogstav daleth (d), med det hebraiske bogstav shin (sh) på hver ende af æsken, som var opdelt i fire rum med én af de fire passager i hvert.

Disse to hebraiske bogstaver dannede sammen med yodh (y) fra arm-bederemmen (se (1) ovenfor) det guddommelige navn shadday, "Almægtig". Et ganske udførligt ceremoniel ledsagede "pålægningen" af bederemmene; armens blev bundet på først, og hovedets dernæst, mens citater fra Skriften eller Talmud blev gentaget ved hvert trin i fastbindingen. De skulle bæres af enhver mand over 13 år ved morgenbønnens tid, undtagen på sabbatter og festdage, idet sådanne dage i sig selv var tilstrækkelige påmindelser om Jahves "bud, anordninger og retsregler" (5 Mos 6,1).

3. Fortolkning af gammeltestamentlige passager:

De passager, som brugen af bederemmene bygger på, er følgende: "Det (dvs. de usyrede brøds fest) skal være dig som et tegn på din hånd og som et mindesmærke mellem dine øjne, for at Jahves lov må være i din mund" (2 Mos 13,9); "Og det (dvs. ofringen af den førstefødte) skal være som et tegn på din hånd og som pandesmykker mellem dine øjne" (2 Mos 13,16); "du skal binde dem (dvs. Jahves ord) som et tegn på din hånd, og de skal være som pandesmykker mellem dine øjne" (5 Mos 6,8); "derfor skal I lægge disse mine ord i jeres hjerte og i jeres sjæl; og I skal binde dem som et tegn på jeres hånd, og de skal være som pandesmykker mellem jeres øjne" (5 Mos 11,18). Det er tydeligt, at ordene i Anden Mosebog uden nogen tvivl bruges billedligt; en omhyggelig læsning af versene i Femte Mosebog i nær sammenhæng med deres kontekster, hvor der findes andre talemåder, som ikke skal forstås bogstaveligt, er også tilstrækkeligt bevis for deres rent billedlige hensigt. Kun senere tiders formalisme kunne forvanske disse billeder til bederemmens grove og materialistiske praksis. Præcis hvornår denne praksis begyndte, kan ikke fastslås nøjagtigt. Mens Talmud forsøger at føre den tilbage til de oprindelige, ja endog mosaiske, tider, gik den sandsynligvis ikke langt forud for Kristi fødsel. I konservative jødiske kredse er den blevet opretholdt gennem århundrederne, og i dag følges den trofast af ortodoks jødedom. Enhver mand, som i en alder af 13 bliver en "lovens søn" (bar mitswah), skal bære bederemmen og udføre det ledsagende ceremoniel.

I nytestamentlig passage (Matt 23,5) irettesætter vor Herre farisæerne, som gør bederemmenes ubibelske formalisme og grove bogstavelighed endnu mere fremtrædende ved at gøre dem påfaldende store, ligesom de også søger berømmelse for deres religiøsitet ved de forstørrede frynser eller "kvaster".

Se FRYNSER; PANDESMYKKER; FARISÆERE.

LITTERATUR.

De forskellige kommentarer til 2 Mos og 5 Mos; traktaten Tephillin; den omfattende artikel af A. R. S. Kennedy i HDB; artikler i Encyclopedia Biblica og Jewish Encyclopedia.

Edward Mack