Ananias

Et almindeligt jødisk navn, det samme som Hananja.

Et af medlemmerne af menigheden i Jerusalem, som sammensvor sig med sin hustru Safira om at bedrage brødrene, og som faldt om og straks udåndede, efter at han havde udtalt løgnen (ApG 5,5). Efter fælles aftale viede medlemmerne af det tidlige kristne fællesskab deres ejendom til arbejdet med at fremme evangeliet og hjælpe de fattige og trængende. Udbyttet af de ejendele, de solgte, blev stillet til apostlenes rådighed (ApG 4,36, 37). Ananias kunne have beholdt sin ejendom, hvis han havde valgt det; men han erklærede sig enig med brødrene i det fælles formål og havde af egen drift viet det hele, som han sagde, til disse hellige formål. Alligevel beholdt han en del af det til sine egne formål og løj således, da han erklærede, at han havde givet det hele. “Ananias’ og Safiras forseelse viste foragt for Gud, forfængelighed og ærgerrighed hos de skyldige og fuldstændig ligegyldighed over for den fordærvelse, de bragte ind i fællesskabet. En sådan synd, begået på trods af det lys, de ejede, krævede et særligt tegn på guddommelig vrede.”

En kristen i Damaskus (ApG 9,10). Han blev Paulus’ vejleder; men hvornår eller på hvilken måde han selv blev kristen, har vi ingen oplysninger om. Han var “en from mand efter loven, som havde et godt vidnesbyrd af alle de jøder, der boede” i Damaskus (22,12).

Ypperstepræsten, som Paulus blev ført frem for under Felix’ prokuratorat (ApG 23,2, 5, 24). Han blev så rasende over Paulus’ ædle erklæring: “Jeg har levet med en fuldt god samvittighed for Gud indtil denne dag,” at han befalede en af sine tjenere at slå ham på munden. Sviende under denne uprovokerede fornærmelse svarede Paulus hurtigt: “Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg.” Da han blev mindet om, at Ananias var ypperstepræsten, hvis embede man skyldte al respekt, svarede han: “Jeg vidste ikke, brødre, at han var ypperstepræst” (ApG 23,5). Dette udtryk har voldt nogen vanskelighed, da det næppe er sandsynligt, at Paulus skulle have været uvidende om en så offentlig kendsgerning. Udtrykket kan betyde (a), at Paulus i øjeblikket havde overset den ære, der tilkom ypperstepræsten; eller (b), som andre mener, at Paulus talte ironisk, som om han havde sagt: “Ypperstepræsten, der bryder loven! Guds ypperstepræst som tyran og lovbryder! Jeg ser en mand i hvide klæder og har hørt hans stemme, men det kan da umuligt, det bør ikke være, ypperstepræstens stemme.” (Se Dr. Lindsay om Apostlenes Gerninger, in loco.) (c) Andre mener, at Paulus på grund af svagt syn ikke kunne se, at den talende var ypperstepræsten. I alt dette kan det dog forklares sådan, at Paulus, med al sin fremragende karakter, ikke når op til sin guddommelige Mesters eksempel, han som, når han blev hånet, ikke hånede igen.