Andronikus

an-dro-ni'-kus (Andronikos):

(1) En stedfortræder for Antiokus Epifanes, som, mens han regerede i Antiokia, vakte jødernes vrede ved mordet på Onias og, efter deres formelle klage, blev henrettet af sin overordnede (2 Makk 4,32-38); han skelnes almindeligvis fra en anden embedsmand af samme navn, også under Antiokus (2 Makk 5,23).

(2) En slægtning af Paulus, bosat i Rom (Rom 16,7). Han var blevet omvendt til kristendommen før Paulus og havde, ligesom Paulus, lidt fængsling, skønt hvornår og hvor kun kan formodes. Når han og Junias, en anden slægtning af Paulus, omtales som "ansete blandt apostlene", kan dette enten tolkes som en angivelse af den høje agtelse, de nød hos De Tolv, eller som en medregning af dem blandt apostlene. Det sidste er meningen, hvis "apostel" her forstås i den mere almene betydning, brugt i ApG 14,14 om Barnabas, i 2 Kor 8,23 om Titus, i Fil 2,25 om Epafroditus og i Didache om "de omrejsende evangelister eller missionærer, som prædikede evangeliet fra sted til sted" (Schaff, The Teaching of the Twelve Apostles, 67; se også Lightfoot om Filipperbrevet, 196). Ud fra denne antagelse var Andronikus en af de mest fremtrædende og succesrige omrejsende missionærer i den tidlige kirke.

H. E. Jacobs