Anathema

Noget, der er lagt hen eller hængt op; deraf noget, der er lagt hen i et tempel eller udskilt som helligt. I denne betydning er ordets form anath(ee)ma, én gang brugt i flertal i det græske Nye Testamente, i Luk 21,5, hvor det gengives med “gaver”. I LXX bruges formen anathema almindeligvis som gengivelse af det hebraiske ord herem, afledt af et verbum, der betyder (1) at indvie eller vie; og (2) at udrydde. Enhver genstand, der således var viet til Herren, kunne ikke løskøbes (4 Mos 18,14; 3 Mos 27,28, 29); og deraf den tanke om udryddelse, der er knyttet til ordet. Det hebraiske verbum (haram) bruges ofte om udryddelsen af afgudsdyrkende folkeslag. Det havde et bredt anvendelsesområde. Anathema eller herem var en person eller ting, der uigenkaldeligt var viet til Gud (3 Mos 27,21, 28); og “ingen, der er viet, skal løskøbes. Han skal visselig lide døden” (27,29). Ordet bar derfor tanken om at være viet til ødelæggelse (4 Mos 21,2, 3; Jos 6,17); og derfor betød det i almindelighed en forbandet ting. I 5 Mos 7,26 kaldes et afgudsbillede en herem = anathema, en forbandet ting.

I Det Nye Testamente indebærer dette ord altid en forbandelse eller afskyelig fordømmelse. I nogle tilfælde udtaler en person et anathema over sig selv, hvis visse betingelser ikke bliver opfyldt (ApG 23,12, 14, 21). “At kalde Jesus forbandet” [anathema] (1 Kor 12,3) er at erklære ham for afskyet eller forbandet. Hvis nogen forkyndte et andet evangelium, siger apostlen: “lad ham være forbandet” (Gal 1,8, 9); dvs. lad hans handling ved at gøre dette blive regnet for forbandet.

I Rom 9,3 har udtrykket “forbandet” (anathema) fra Kristus, dvs. udelukket fra fællesskab eller forbund med Kristus, voldt megen vanskelighed. Apostlen taler her ikke om sit ønske som noget muligt. Det er ganske enkelt et voldsomt følelsesudtryk, der viser, hvor stærkt hans ønske var om sit folks frelse.

Anathema i 1 Kor 16,22 betegner ganske enkelt, at de, som ikke elsker Herren, med rette er genstand for afsky og forbandelse for alle hellige væsener; de er skyldige i en forbrydelse, der fortjener den strengeste fordømmelse; de er udsat for den retfærdige dom: “evig ødelæggelse fra Herrens nærvær”.