Andreas

an'-droo (Andreas, dvs. "mandig." Navnet er også blevet tolket som "den mægtige, eller sejrherren"): Andreas var den første kaldede af de tolv apostle.

I. I Det Nye Testamente.

1. Tidlig historie og første kaldelse:

Andreas hørte hjemme i Betsajda i Galilæa (jf. Joh 1,44). Han var bror til Simon Peter, og hans fars navn var Johannes (jf. Joh 1,42; Joh 21,15; Joh 21,16; Joh 21,17). Han indtager en mere fremtrædende plads i Johannesevangeliet end i de synoptiske skrifter, og dette kan i det mindste delvis forklares ved, at Andreas var græsk både i sprog og sympatier (jf. nedenfor), og at hans senere arbejde var nært forbundet med det folk, som Johannes umiddelbart skrev for. Der er tre stadier i Andreas' kaldelse til apostelembedet. Det første beskrives i Joh 1,35-40. Andreas havde tilbragt sine tidligere år som fisker ved Galilæas Sø, men da han hørte om Johannes Døbers ry, drog han sammen med en flok af sine landsmænd til Betabara (Revised Version (britisk og amerikansk) "Betania") på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte (Joh 1,28). Muligvis var Jesus blandt dem eller var gået forud for dem på deres pilgrimsfærd. Der hørte Andreas for første gang om storheden hos "Guds lam" og "fulgte ham" (Joh 1,40). Han blev på dette tidspunkt middel til også at føre sin bror Simon Peter til Kristus (Joh 1,41). Andreas var sandsynligvis Jesu ledsager på hans tilbagefærd til Galilæa og var således til stede ved brylluppet i Kana i Galilæa (Joh 2,2), i Kapernaum (Joh 2,12), ved påsken i Jerusalem (Joh 2,13), ved dåben i Judæa (Joh 3,22), hvor han selv kan have taget del (jf. Joh 4,2), og i Samaria (Joh 4,5).

2. Anden kaldelse og endelig indsættelse:

Da han vendte tilbage til Galilæa, genoptog Andreas for en tid sit gamle erhverv som fisker, indtil han modtog sin anden kaldelse. Dette skete, efter at Johannes Døber var blevet kastet i fængsel (jf. Mark 1,14; Matt 4,12), og beskrives i Mark 1,16-18; Matt 4,18; Matt 4,19. De to beretninger er praktisk talt identiske og fortæller, hvordan Andreas og hans bror nu bestemt blev kaldet til at forlade deres jordiske beskæftigelser og blive menneskefiskere (Mark 1,17). Den tilsvarende beretning hos Lukas afviger delvis; den nævner ikke Andreas ved navn og giver den yderligere detalje om den mirakuløse fiskefangst. Af nogle er den blevet betragtet som en sammensmeltning af Markus' beretning med Joh 21,1-8 (se JAMES). Efter en periode i fællesskab med Jesus, hvor Simons svigermor i Simon og Andreas' hus blev helbredt for feber (Mark 1,29-31; jf. Matt 8,14; Matt 8,15; Luk 4,38; Luk 4,39), blev Andreas' kaldelse endeligt indviet ved hans udvælgelse som en af de tolv apostle (Matt 10,2; Mark 3,18; Luk 6,14; ApG 1,13).

3. Senere historie:

Yderligere begivenheder, der er nedskrevet om Andreas, er: Ved bespisningen af de fem tusind ved Galilæas Sø blev Jesu opmærksomhed af Andreas henledt på drengen med fem bygbrød i række og to fisk (Joh 6 History Joh 8). Ved påskefesten henvendte de grækere, der ønskede at "se Jesus", sig til Filip, som vendte sig til Andreas for at få råd, og de to fortalte det så til Jesus (Joh 12,20-36). På Oliebjerget spurgte Andreas sammen med Peter, Jakob og Johannes Jesus om Jerusalems ødelæggelse og verdens ende (Mark 13,3-23; jf. også Matt 24,3-28; Luk 21,5-24).

II. I apokryf litteratur.

Navnet på Andreas' mor var ifølge traditionen Joanna, og ifølge "De tolv apostles slægtsregistre" (Budge, Contendings of the Apostles, II, 49) tilhørte han Rubens stamme, sin fars stamme. Et fragment af et koptisk evangelium fra det 4. eller 5. århundrede fortæller, hvordan ikke blot Thomas (Joh 20,27), men også Andreas blev tvunget til, ved at røre ved den opstandne Frelsers fødder, at tro på den legemlige opstandelse (Hennecke, Neutestamentlichen Apokryphen, etc., 38, 39). Forskellige steder blev angivet som skuepladsen for hans senere missionsarbejde. Den syriske Apostlenes Lære (ed Cureton, 34) nævner Bitynien, Eusebius angiver Skythien (Historia Ecclesiastica, III, i, 1), og andre Grækenland (Lipsius, Apokryphen Apostelgeschichten, I, 63). Det muratoriske fragment fortæller, at Johannes skrev sit evangelium som følge af en åbenbaring givet til Andreas, og dette ville pege på Efesos (jf. Hennecke id, 459). De tolv apostles stridigheder (om dette værks historicitet, forfatterskab osv., jf. Budge, Contendings of the Apostles, Intro; Hennecke, Handbuch zu den neutestamentlichen Apokryphen, 351-58; RE, 664-66) indeholder flere dele, der handler om Andreas:

(1) "Andreas' og Filemons forkyndelse blandt kurderne" (Budge, II 163 ff.) beretter om den opstandne Kristus' tilsynekomst for sine disciple, udsendelsen af Andreas til Lydia og hans omvendelse af folket dér.

(2) "Matthias' forkyndelse i kannibalernes by" (Budge, II, 267 ff.; REH, 666) fortæller, hvordan Matthias, da han var blevet fængslet og blindet af kannibalerne, blev befriet af Andreas, som var blevet bragt ham til hjælp i et skib af Kristus, men de to blev bagefter igen fængslet. Matthias lod da byen blive oversvømmet, disciplene blev sat fri, og folket omvendt.

(3) "Andreas' og Bartolomæus' Ac" (Budge, II, 183 ff.) giver en beretning om deres mission blandt partherne.

(4) Ifølge "Andreas' martyrium" (Budge, II, 215) blev han stenet og korsfæstet i Skythien.

Ifølge de bevarede fragmenter af »Andreas' Gerninger«, et kættersk skrift, der sandsynligvis stammer fra det 2. århundrede og omtales af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, ii, 5), var scenen for Andreas' død lagt i Akaja. Dér blev han fængslet og korsfæstet efter ordre fra prokonsulen Eges (eller Aegeates), hvis hustru var blevet fremmedgjort fra ham ved Andreas' forkyndelse (jf. Hennecke, 459-73; Pick, Apocryphal Acts, 201-21; Lipsius, I, 543-622). Et såkaldt »Andreas-evangelium« nævnes af Innocens I (Ep, I, iii, 7) og Augustin (Contra Advers. Leg. et Prophet., I, 20), men dette skyldes sandsynligvis en forveksling med de ovennævnte »Andreas' Gerninger«. Andreas' relikvier blev fundet i Konstantinopel på Justinians tid, og en del af hans kors findes nu i Peterskirken i Rom. Andreas er Skotlands skytshelgen; hans arm siges at være blevet ført dertil af Regulus. Tilskrivningen til ham af det skråtstillede kors (andreaskorset) er af sen oprindelse.

III. Karakter.

Der ligger noget betydningsfuldt i, at Andreas var den først kaldede af apostlene. Valget var vigtigt, for de andres handling afhang af det initiativ, Andreas tog. Kristus opfattede, at sjælens uro, stræbenen efter højere ting og en dybere kundskab om Gud, som havde fået Andreas til at foretage pilgrimsrejsen til Betania, lovede en rig åndelig vækst, hvad der uden tvivl påvirkede ham i hans beslutning. Hans visdom og indsigt blev retfærdiggjort af det, der siden skete. Hos Andreas var en skarp opfattelse af åndelige sandheder forbundet med en stærk personlig overbevisning, som gjorde ham i stand ikke blot til at anerkende Jesus som Messias, men også til at vinde Peter som Kristi discipel. Begivenheden med bespisningen af de fem tusind viste Andreas fra en ny side: dér stod den praktiske rolle, han spillede, i slående kontrast til Filips rådvildhed. Begge disse træk — hans missionerende ånd og den karakterfasthed, som fik andre til at henvende sig til ham i vanskeligheder — viste sig på det tidspunkt, da grækerne søgte at få en samtale med Jesus. Andreas var ikke en af de største blandt apostlene, men han er typisk for de mænd med brede sympatier og sund dømmekraft, uden hvem ingen stor bevægelses succes kan være sikret.

C. M. Kerr