Antropomorfisme

an-thro-po-mor'-fiz'-m:

1. Definition af begrebet

2. Det Gamle Testamentes antropomorfismer

3. I hvilke betydninger et antropomorfisk element er nødvendigt

4. Antropomorfisme og den menneskelige tænknings krav

5. Antropomorfisme og teisme

6. Erotiske tankeformer

7. Filosofisk panteisme

8. Antropomorfisme og personliggjort eller formidlet kundskab

9. Fra græsk polyteisme til moderne etisk monoteisme

10. Græsk tænkning

11. Israels antropomorfisme

12. Den antropomorfiske vanskeligheds dobbelte natur

13. Behovet for at hæve sig højere

14. Gud i Kristus som den sande løsning

1. Definition af begrebet:

Med dette udtryk menes, i overensstemmelse med dets etymologiske betydning, dvs. at være i menneskets form eller lighed, tillæggelsen af menneskelig form, legemsdele eller lidenskaber til Gud samt den bogstavelige forståelse af skriftsteder, der taler om, at Gud har hænder, øjne eller ører. Denne antropomorfe fremgangsmåde fremkaldte guddommelig irettesættelse allerede i Sl 50,21: »Du tænkte, at jeg var ganske som dig.«

2. Det Gamle Testamentes antropomorfismer:

Frygten for anklagen om antropomorfisme har haft en mærkeligt hæmmende virkning på mange sind, men ganske unødvendigt. Selv det Gamle Testamente, dette rige forrådskammer af tilsyneladende primitive antropomorfismer, mener, når det tillægger Guddommen fysiske egenskaber, mentale og moralske attributter som menneskets, blot at gøre den guddommelige natur og virksomhed forståelig, ikke at overføre den menneskelige karakters og det menneskelige livs mangler og begrænsninger til ham.

3. I hvilke betydninger et antropomorfisk element er nødvendigt:

I alle virkelig teistiske religionsformer findes der et antropomorfisk element, for de forudsætter alle den psykologiske sandhed, at der er en vis væsentlig lighed mellem Gud og menneske. Og hvor meget vi end fuldkommengør vor teistiske idé eller opfattelse af Guddommen, kan vi på åndens område aldrig helt fjerne det antropomorfiske element, der ligger i denne forudsætning, og uden hvilket religionen selv ikke ville eksistere. Det hører til den religiøse bevidstheds væsen at erkende den analogi, der består mellem Guds forhold til mennesket og menneskets forhold til sin næste. Vi advares mod at tale om »den guddommelige vilje« eller »det guddommelige formål« som for antropomorfisk – som noget, der smager for meget af simpel menneskelighed og menneskelig psykologi – og opfordres til kun at tale om »den guddommelige immanens« eller »vor værenes guddommelige grund«.

4. Antropomorfisme og den menneskelige tænknings krav:

Men disse spekulative indvendinger udspringer i virkeligheden af en overfladisk fortolkning af den menneskelige bevidstheds primære kendsgerninger, som på det inderste område af den indre erfaring gør krav på den umistelige ret til at tale om den guddommelige natur i menneskelige vendinger, sådan som det bedst er muligt for os. Filosofiens rette pligt eller funktion er at tage behørigt hensyn til sådanne umiddelbare og primære kendsgerninger i vor natur: de grundlæggende kendsgerninger om vor væren kan ikke ændres, så de passer til dens bekvemmelighed.

5. Antropomorfisme og teisme:

Hvis vi skulle fortolke den uhåndgribelige og allestedsnærværende energi, hvorfra alle ting udgår, i kraftens termer, ville der, som Flake sagde, »næppe skjule sig mindre antropomorfisme i udtrykket 'uendelig magt' end i udtrykket 'uendelig person'.« Desuden kunne menneskets sjæl aldrig nøjes med det første udtryk, for sjælen ønsker mere end dynamik. Men hvis vi har tillagt Gud bestemte attributter, der svarer til egenskaberne hos den ene proteusagtige kraft bag alle naturens fremtrædelsesformer, har det været for at hjælpe med at rense vor opfattelse af Gud for anstødelige antropomorfiske elementer. Den menneskelige tænknings krav nødvendiggør, at vi symboliserer Guddommens natur på en eller anden psykisk måde, hvorved han får en virkelig betydning for os; deraf disse kvasi-personlige eller antropomorfe udtryksformer, som findes i de mest fuldendte opfattelser af Guddommen såvel som i de primitive forestillinger hos ureflekteret spiritisme. Og hvis al antropomorfisme kunne fjernes af os, ville vi i processen have ødelagt teismen – en alvorlig nok konsekvens for religionen.

6. Erotiske tankeformer:

Selv talen er blevet erklæret for at være et sanseligt symbol, som gør kundskab om Gud umulig. I den grad er de hyperkritiske indvendinger mod antropomorfismen blevet drevet. Talen kan i denne betydning være et symbol på det guddommelige; men den er et symbol, hvorved vi kan betegne, skelne eller erkende det oversanselige. Derfor er vore abstrakte begreber på ingen måde sanselige, hvor meget sproget end oprindelig kan være udgået fra en sanselig betydning. Det ville derfor være en fejl at antage, at vor kundskab om Gud må forblive antropomorfisk i sit indhold og ikke kan tænke det absolutte væsen eller den absolutte essens undtagen i symbolsk form. Det er en udviklingslov for religionen – som for ånden i almindelighed – at det åndelige stadig tydeligere adskilles fra det symbolske og sanselige. Den kendsgerning, at vor kundskab om Gud kan udvikles, gør ikke idéen om Gud til en blot relativ idé. Guds lighed med mennesket, hvad angår de attributter og elementer, der er væsentlige for den personlige ånd, må forudsættes som en grundlæggende virkelighed i universet. På denne måde eller i denne betydning må enhver sand idé om Gud derfor nødvendigvis være antropomorfisk.

7. Filosofisk panteisme:

Vi kan ikke på nogen direkte måde – hverken psykologisk eller historisk – bevise, at mennesket virkelig blev skabt i Guds billede. Men der er på den anden side ingen tvivl om, at mennesket altid har skabt Gud i sit (menneskets) eget billede. Mennesket kan ikke gøre andet. Fordi det har renset sine forestillinger om Guddommen for menneskeligt mønster og ikke længere lægger megen vægt på at tale om Gud som en jaloux, angrende eller straffende Guddom, alt efter omstændighederne, følger det på ingen måde heraf, at »Guds vilje« og »Guds kærlighed« er ophørt med at have afgørende interesse eller grundlæggende betydning for den religiøse bevidsthed. Alle menneskets skabende kræfter – intellektuelle, æstetiske, etiske og åndelige – samvirker om at udvikle et sådant ideal og tro på det som det personlige Absolutte, det Ideal-Virkelige i virkelighedens verden. Selv i formerne for filosofisk panteisme er de faktorer, der spiller ind i menneskets personlige liv, ikke ophørt med at projicere sig selv ind i de panteistiske forestillinger om de kosmiske processer eller verdens væsen.

8. Antropomorfisme og personaliseret eller formidlet kundskab:

Men menneskets skabelse af Gud i sit (menneskets) eget billede sker netop, fordi Gud har skabt mennesket i sit eget billede. For den Gud, som mennesket skaber for sig selv, er frem for alt virkelig – ikke blot en konstruktion af dets intellekt, ikke en figur eller et fantasifoster, men alle tings prius, den oprindelige, frembringende virkelighed. Således ser vi, at enhver utilstrækkelighed, der udspringer af den antropomorfe karakter af vores religiøse kundskab eller forestillinger, slet ikke er så alvorlig, som man ved første øjekast kunne formode, da den blot skyldes den nødvendigvis personaliserede eller formidlede karakter af al vor kundskab overhovedet. For al vores erfaring er menneskelig erfaring og i den forstand antropomorf. Kun den mest ynkelige frygtsomhed vil lade sig skræmme af ordet »antropomorfisme«, som ikke behøver at have den mindste afskrækkende virkning på vort sind, eftersom vore forestillinger på åndens område renses for antropomorf besmittelse eller farvning, jo renere vor menneskelige bevidsthed bliver.

9. Fra græsk polyteisme til moderne etisk monoteisme.

At sige, som vi har gjort, at al kundskab er antropomorf, er blot at erkende dens delvise, fejlbarlige, fremadskridende eller udviklingsmæssige karakter. Netop fordi dette gælder vores kundskab om Gud, er vore forbedrede og fuldkommengjorte forestillinger om Gud det mest betydningsfulde træk ved menneskehedens religiøse fremskridt. Kun gennem den lange religiøse vandring, hvor tænkningen har skudt op gennem den overliggende tyngde af græsk polyteisme til monoteisme og endelig er trådt frem i vor tids strengt etiske monoteisme, er religionen gradvis blevet afklædt sine grovere antropomorfe klæder. Det kan ikke forstås for klart, at det religiøse ideal, som mennesket har dannet i forestillingen om den absolutte personlighed, er et ideal, der har rod i virkelighedens område. Gud kan kun kendes af os som en metafysisk enhed – kun forståelig i lyset af vor egen selvbevidste erfaring.

10. Græsk tænkning:

Det er en rent moderne – og temmelig uoplyst – misbrug af betegnelsen antropomorf, der søger at påhæfte den som et skældsord på ethvert hypotetisk forsøg på at danne en forestilling om Gud. På grækernes tid var det kun tillæggelsen af menneskelig eller legemlig skikkelse til guderne, der fik Xenofanes til at klage over antropomorfisme. Dette opfattede Xenofanes naturligt som et uberettiget forsøg på at løfte én bestemt slags væsen – én form af det endelige – op på den Uendeliges plads. Derfor erklærede han: »Der er én Gud, størst blandt alle guder og mennesker, som hverken i skikkelse eller tanke ligner dødelige skabninger.«

11. Israels antropomorfisme:

Men Grækenlands fremadskridende antropomorfisme ses mindre i menneskeliggørelsen af guderne end i påstanden om, at »mennesker er dødelige guder«, idet tanken, som Aristoteles sagde, er, at mennesker bliver guder ved overlegen fortjeneste. I denne ophøjelse af menneskets natur står Grækenlands antropomorfisme i fuldstændig modsætning til Israels antropomorfisme, som var tilbøjelig til at forme sin Guddom, ikke efter lignelse af noget i himlen ovenover, men efter noget på jorden nedenunder. Visse naturvidenskabelige professorer har hovedsagelig været ansvarlige for den nyere og forkastelige brug af den betegnelse, som er så velkendt for os, og som vi ikke skylder dem nogen særlig tak for.

12. Den antropomorfe vanskeligheds dobbelte karakter:

Den antropomorfe vanskelighed er dobbelt. Religionen må, som vi netop har vist, forblive antropomorf i den forstand, at vi ikke kan undgå at tillægge universet formerne fra vort eget sind eller liv, eftersom religionen har rod i vor menneskelige erfaring. Som vi allerede har antydet, står religionen imidlertid ikke dårligere stillet i denne henseende end videnskaben. For intet er mere tomt end den påstand, at videnskaben er mindre antropomorf end religionen – eller filosofien for den sags skyld – som om videnskaben ikke, ligesom disse, var et resultat og et udtryk for menneskelig tænkning! Det er sikkert helt indlysende, at naturforskeren i enhver kundskab om virkeligheden, som han måtte erhverve, lige så lidt som den religiøse – eller metafysikeren – kan springe fra sin egen skygge eller undslippe sin egen naturs og sine egne evners snarer. For kundskab af enhver art – religiøs, videnskabelig eller filosofisk – er en vis sand antropomorfisme nødvendig, for den hører til rationalitetens væsen. Naturen, som videnskaben hævder at have kundskab om, er i virkeligheden et menneskeskabt billede, der ligner sin menneskelige skaber. Sig, hvad videnskaben vil, dette er videnskabens objektivt virkelige – en erkendelse, som ved kritisk betragtning kun er subjektivt gyldig. Der findes ingen anden måde, hvorpå videnskaben kan kende verdens væsen, end efter menneskeligt mønster. Det er imidlertid et alvorligt spørgsmål, at dette menneskelige element eller denne faktor ofte er trængt urimeligt ind på det guddommeliges område, har underordnet det og trukket det ned til menneskelige mål og forestillinger.

13. Behovet for at hæve sig højere:

Heraf opstår det andet aspekt af den antropomorfe vanskelighed, nemlig behovet for at befri religionen fra den antropomorfe tendens, eftersom den ikke kan være nogen tilfredsstillende åbenbarer af sandheden, så længe dens mere eller mindre uforfinede antropomorfisme indsnævrer eller underlægger virkeligheden betingelserne for en bestemt slags væsen. Det er helt klart, at religionen, hvis ethvert mål er at løfte mennesket ud over begrænsningerne i dets naturlige væsen, aldrig kan nå sit mål, så længe den forbliver helt inden for den menneskelige sfære i stedet for at være noget universelt, transcendent og uafhængigt. Netop derfor giver religionen menneskets liv det åndelige løft, hvorved det hæves til et nyt tyngdepunkt -- et sandt umiddelbarhedens centrum -- i universet, ja, hæves ud over tiden og sin egen endelighed til delagtighed i den Eviges universelle og transcendente liv. Den gør dette uden at føle behov for at give efter for den antropomorfe tendens i vor tid til at tillægge Gud et behov for et objekt at elske, som om hans egoistiske fuldkommenhed ikke var i stand til at virkeligøre kærlighedens uendelige ideal i sig selv og uden afhængighed af et sådant objekt.

14. Gud i Kristus, den sande løsning:

Vi hævder, at Gud i Kristus ved at åbenbare kendsgerningen, at menneskets lighed findes evigt i Gud, afdækkede den sande antropomorfisme i vor kundskab om Gud -- den angår de væsentlige egenskaber og elementer i den personlige ånd. Det er let at se, hvordan de tidlige tillæggelser til Gud af menneskekroppens skikkelse og lemmer samt andre ikke-væsentlige ledsagefænomener ved personligheden opstod. De bibelske fremstillinger af Guds hånd, øje og øre blev af Calvin erklæret for blot at være tilpasninger til menneskenes langsomme åndelige fremskridt -- en barnlig talemåde, som Calvin udtrykker det, ligesom den, barnepiger bruger over for børn. Men vi er helt fri for væsentlig antropomorfisme, hvis vi med Es 55,8 fuldt ud erkender, at Guds "tanker ikke er" vore "tanker", og Guds "veje" ikke er vore "veje". Literature.

E. Caird, Evolution of Religion, 1893; J. Martineau, A Study of Religion, 1889; J. Fiske, The Idea of God, 1901; J. Orr, God's Image in Man, 1905; D. B. Purinton, Christian Theism, 1889; J. Lindsay, Recent Advances in Theistic Philosophy of Religion, 1897; Studies in European Philosophy, 1909.

James Lindsay