Antiokus III

(Megas, "den Store", nævnt i 1 Makk 1,10; 8,6-8): Søn af Seleukos Kallinikos; besteg Syriens trone i 222 f.Kr.; lod sin general Hermeas henrette og førte derpå en hær mod Egypten. Theodotos overgav Tyros, Ptolemais og sin flåde til ham. Rhodos og Kyzikos såvel som Byzans og Aitolien ønskede fred, men Antiokus afslog at godtage deres betingelser. Han genoptog krigen, men blev besejret ved Rafia i 217 og blev nødt til at opgive Fønikien og Koilesyrien; Seleukia beholdt han dog. Han foretog sig at bringe hele det fjerne Østens område under sit herredømme igen. Hans felttog mod Baktrien og Parthien skaffede ham tilnavnet "den Store". I 209 bortførte han gudinden Aines skat i Ekbatana, besejrede partherne og drog i 208 mod baktrerne. Senere sluttede han en traktat med en indisk rajah og vendte derpå tilbage mod vest gennem Arachosien og Karmanien, idet han tvang gerraiernes arabere til at forsyne ham med røgelse, myrra og sølv. Derefter indtog han Efesos, som han gjorde til sit hovedkvarter. I 196 havde han krydset Hellespont og genopbygget Lysimachia. Hannibal besøgte Antiokus i Efesos det følgende år og blev en af kongens rådgivere. Han søgte også Eumenes af Pergamons venskab, men uden held.

Rom bad nu kongen om ikke at blande sig i Europa og om at anerkende romernes ret til at beskytte grækerne i Asien. I 192 brød der krig ud, og Antiokus blev overtalt til at komme til Grækenland. Aitolerne valgte ham til deres general, og han bad achaierne om at forholde sig neutrale. Men den fædrelandselskende Filopoimen besluttede, at en alliance med Rom var at foretrække. Antiokus indtog først Chalkis; derefter lykkedes det ham at få fodfæste i Bøotien, og senere forsøgte han at bemægtige sig Thessalien, men trak sig tilbage, da den makedoniske hær nærmede sig. I 191 erklærede romerne formelt krig mod Antiokus, som på det tidspunkt var i Akarnanien; han vendte tilbage til Chalkis og sejlede til sidst tilbage til Efesos. Romerne genvandt Bøotien, Eubøa og Sestos; men Polyxenidas besejrede den romerske flåde nær Samos, og denne ø faldt sammen med Kyme og Fokaia i Antiokus' hænder. Den sejrrige Polyxenidas led imidlertid snart et knusende nederlag for romernes hånd, og Antiokus opgav Lysimachia og lod vejen til Asien stå åben for romerne. Han blev til sidst besejret ved Magnesia og sendte bud til Scipio, som var i Sardes, om, at han var villig til at slutte fred; men Scipio beordrede ham til at sende udsendinge til Rom. En afgørelse blev truffet i 189; den asiatiske monark blev tvunget til at afstå alt på den romerske side af Taurus, opgive alle sine krigsskibe undtagen ti og betale 15.000 talenter til Rom og 500 til Eumenes. Antiokus drog mod de oprørske armeniere i 187. For at genopfylde sin udtømte skattekiste forsøgte han at plyndre et tempel, og både han og hans soldater blev dræbt af elymæerne.

LITTERATUR. Polyb. v,40,21; Livius xxxi,14; xxxiii,19 ff.; Josefus, Ant, XII; Heyden, Res ab Ant; Babelon, Rois de Syrie, 77-86; Dan 11,10-19; Tetzlaff, De Antiochi III Magni rebus gestis (Münster, 1874).

J. E. Harry