Evolution

ev-o-lu'-shun:

1. Ideen om evolution:

Evolution er en videnskabelig og filosofisk teori, der er udformet til at forklare oprindelsen til og forløbet af alle ting i universet. Ved oprindelse forstås dog ikke frembringelsen eller fremkomsten af tingenes substans og årsag eller årsager, men af de former, hvori de viser sig for iagttageren. Undertiden bruges udtrykket uklart, så det dækker absolut oprindelse i den betydning, der netop er udelukket. Et øjebliks eftertanke vil gøre det klart, at en sådan opfattelse aldrig kan få plads inden for den rene videnskabs område. Problemet om den endelige oprindelse er ikke et problem, som videnskaben kan løse. Hvis det overhovedet løses, må det ske ved rent filosofiske metoder, adskilt fra videnskabelige eller videnskabsfilosofiske metoder. Evolution må derfor i videnskaben udelukkende og strengt betragtes som en proces af ordnet forandring i tingenes form. Som sådan forudsætter den eksistensen af substans eller substanser og af en kraft eller kræfter, der virker dens på hinanden følgende forvandlinger. (BEMÆRK: Denne position synes at blive modsagt i titlen på Henri Bergsons L'evolution creatrice. Men en undersøgelse af Bergsons system viser, at modsætningen kun er tilsyneladende. Bergsons evolution er hverken substans eller virksom årsag eller princip. Det sidste gives i hans livsimpuls (elan vital); det første i hans begreb om varighed.)

Som en ordnet forandring af tingenes form kan evolution betragtes som virksom på den uorganiske materies område eller på livets område. På det første område kendes og kaldes den kosmisk evolution; på det andet organisk evolution. Af kosmisk evolution viser der sig igen to aspekter, alt efter om forvandlingens proces, eller lov, ses at virke i de lavere enheder af materiens område (atomer og molekyler), eller studeres i det stores område. I den første sfære får den til opgave at forklare fremkomsten i naturen af de egenskaber og kræfter, der findes hos forskellige slags stof, som kaldes grundstoffer. I den anden forklarer den solsystemers og stjernesystemers samling, bevægelser og forvandlinger. På lignende måde synes der at være to former for organisk evolution. Den første forekommer i livets verden, som omfatter plante- og dyrerigerne. Her forklarer evolution de forskellige former for levende væsener, hvordan de opbygger deres legemer og går fra ét stadium til et andet i deres tilværelse som individer, samt forløbet af alt livs historie, idet det differentierer sig i arter og slægter. Den anden form for evolution virker på intelligensens, moralens, den sociale aktivitets og religionens højere område. Ideen om en lov for ordnet forandring, der styrer alle ting, er ikke ny.

Videnskabshistorikere finder den i en eller anden form indarbejdet i Heraklits, Demokrits, Lukrets' og Aristoteles' filosofier. Der er dem, der også finder den i Gautamas (Buddhas) system.

2. Forestillingens nyere oprindelse:

Men hos ingen af disse var der et tilstrækkeligt bredt grundlag af kendsgerninger, induktivt samlet, eller en tilstrækkeligt grundig bearbejdelse og tilegnelse af materialet til at give den opfattelse, de fremlagde, et fast ståsted. Hegels idealistiske udviklingsteori er i sit væsen beslægtet med evolutionsteorien; men også den går forud for udarbejdelsen af systemet på grundlag af videnskabelig induktion ud fra naturens fænomener.

Indtil Herbert Spencers tid var den videnskabelige brug af ordet evolution begrænset til embryologiens snævre område. Af ham blev udtrykket gjort synonymt med al ordnet forandring i naturen. Forestillingen om, at en sådan forandring er et resultat af tilfældighed, var dog ikke en del af Spencers lære. Tværtimod hævdede denne filosof, at tilfældighed blot er udtryk for love, som menneskets sind ikke har erkendt. Men disse love er lige så bestemte og faste som dem, der allerede er opdaget og formuleret.

Siden den induktive metode trådte frem i videnskabelig forskning, og især siden biologien opstod som videnskab, er ideen om evolution blevet udarbejdet til en stor systematisk generalisering og fremsat som filosofien bag alle iagttagelige fænomener. Den begyndte som en arbejdshypotese på et særligt snævert område, nemlig biologien, men er blevet udvidet til alle videnskaberne, indtil alle kommer under dens herredømme, og den ikke længere betragtes som blot en arbejdshypotese, men som en påvist filosofi med kendsgerningens kraft og sikkerhed.

3. Evolution og bibelsk sandhed:

Det var naturligt, at en så betydningsfuld påstand som forklaringen af hele universets nuværende form ved evolutionsteorien undervejs skulle give anledning til megen strid. På den ene side måtte der nødvendigvis blive fremsat overdrevne krav på dens vegne, forbundet med en misforståelse af dens område. På den anden side var det forudbestemt, at den skulle mødes af en stædig benægtelse af dens tilstrækkelighed som forklaring, selv inden for den snævre sfære, hvor den først viste sig. Også denne udfordring var resultatet af misforståelsen af den som en altomfattende teori om universet, i modsætning til en lov eller metode for en årsags virke, der ligger bag ved og over den selv. Perioden med denne krigsførelse er nu næsten, om ikke helt, forbi. Den opgave, der endnu står tilbage, er at erkende teoriens betydning for tankeformer, som er nået frem til uafhængigt af det lys, den selv kaster over verden.

Da sådanne tankeformer findes i Bibelen, opstår der visse problemer, som om muligt må løses i evolutionens lys. Disse problemer angår hovedsagelig følgende emner:

(1) Troen på en personlig Gud, sådan som de kristne skrifter fremstiller ham som genstand for åbenbaring;

(2) Oprindelsen til de forskellige arter af levende væsener, sådan som den skildres i Første Mosebog; (3) Menneskeartens særlige oprindelse (menneskets afstamning (opstigning));

(4) Moralens og religionens oprindelse, og

(5) Kristendommens væsentlige læresætninger, såsom overnaturlig åbenbaring, syndsbegrebet, Kristi person, genfødelse og udødelighed. Ud over svarene på disse primære spørgsmål vil det hverken være muligt eller gavnligt at gå nærmere ind på det inden for denne artikels omfang.

Forholdet mellem skabelse og evolution er allerede antydet i indledningen om evolutionens væsen. Hvis skabelse er handlingen at bringe materiale eller stof til eksistens, som ikke tidligere eksisterede, så rører evolution ikke ved problemet. Den siger intet om en første årsag. Begrebet om en første årsag kan opfattes som materiale for metafysikken eller grundlaget for religiøs tro.

4. Evolution og skabelse:

Det kan spekuleres over, eller det kan antages gennem tro. Evolutionsteorien begynder med materiale eller stof, der allerede eksisterer. En ret repræsentativ fremstilling af dette aspekt illustreres af Huxleys ordsprog: "Hele verden, både det levende og det døde, er resultatet af den gensidige tiltrækning efter bestemte love af de kræfter, som molekylerne i universkets oprindelige taage besad" (Life of Darwin, II, 210). Dette udsagn efterlader to ting uforklarede, nemlig molekyler i form af en "oprindelig taage" og "kræfter, som disse molekyler besidder". Hvordan opstod den oprindelige taage? Hvordan kom den til at være sammensat af molekyler, der besidder visse kræfter, og hvordan kom der til at være bestemte love, der styrer disse molekyler? Agnostikeren svarer: "Vi ved det ikke, vi skal ikke vide det" (ignoramus, ignorabimus, DuBois-Reymond). Panteisten siger: "De er substansen og egenskaberne ved det ultimate væsen". Teisten postuler "en årsag uden årsag, som er større end disse, og som besidder alle de potentialiteter, der manifesteres i dem, samt meget mere (altså mindst et personligt væsen), og som har bragt dem til eksistens gennem sin viljestyrke" (jf. Epikuræerne).

Altså kan tilhængeren af evolution være agnostiker, panteist eller teist, afhængig af hans holdning til og svar på spørgsmålet om oprindelsen. Han er evolutionist, fordi han tror på evolution som metoden til transformation af molekyler under kontrol af de kræfter, som disse besidder. Omvendt kan teisten (og dermed også kristenen) være evolutionist. Som evolutionist kan han være konsekvent. Han kan acceptere evolution enten som arbejdshypotese eller som en veletableret generalisering, også i den form, hvori den defineres af Herbert Spencer: materiens integration fra en ubestemt usammenhængende homogenitet til en bestemt sammenhængende heterogenitet med tilhørende energispredning. (For den præcise definition i sin fulde længde, se First Principles, 367.) I denne definition, som i enhver anden form af den, er evolution betegnelsen for en transformationsproces, ikke en teori om absolut kausalitet eller skabes ex nihilo. Det menneskelige sind kan lade problemet med oprindelig skabelse være uundersøgt; det kan antage, at der ingen problem er, ved at betragte materiale og energi som årsagløse og endelige realiteter eller faser af en realitet; eller det kan føre disse tilbage til en første årsag, som besidder mindst de kræfter og karakteristika, som er mærkbare i universet og især i sig selv som sind (dvs. individualitet, intelligens og frihed), eller med andre ord til en personlig Gud. I enhver af disse situationer kan det holde fast ved evolutionsteorien.

5. Evolution og arternes oprindelse:

Evolution er stærkest inden for livet. Det er her, den først nåede sine mest imponerende sejre; og det er her, at den først blev kraftigst modsagt af troens fortalere. Her viste den sig uimodståndeligt fængslende, fordi den nedbrød de grænser, som skulle eksistere mellem forskellige arter (små eller store) af livet. Den viste enhed og solidaritet i hele det levende univers med al dets uendelige mangfoldighed. Den reducerede livsprocessen til én generel lov og bevægelse. Den førte alle nuværende forskellige former, uanset om de blev anerkendt som individer, varianter, arter, slægter, familier eller riger, tilbage til et enkelt udgangspunkt. Inden for dette område er adjektivet "organisk" blevet føjet til det, fordi det karakteristiske resultat opnås gennem organisering. En af dets mest entusiastiske tilhængere definerer det som "progressiv forandring efter bestemte love og ved hjælp af iboende kræfter" (LeConte).

Beviserne for organisk evolution er mangfoldige. De kan ikke gives her i fuld længde. Dens hovedlinjer kan dog angives således:

(1) Eksistensen af gradationer i struktur hos levende former, begyndende med den simpleste (amøben leverer sædvanligvis det bedste eksempel) og nående til nogle af de mest komplekse organismer (menneskets legeme).

(2) Succesionen af levende former i tiden. Dette betyder, at ifølge geologiens vidnesbyrd dukkede enklere organismer først op på jordens overflade før mere komplekse, og at udviklingen af former generelt gik fra det simplere til det mere komplekse.

(3) Parallellen mellem den orden, der således blev opdaget i livets historie på jorden, og den orden, der observeres i transformationerne af det højest udviklet levende væsens (menneskets) embryo fra dets første individuelle fremtræden til dets fulde udvikling.

(4) Eksistensen af rudimentære lemmer og organer i de højere former.

De mest slående af disse beviser for evolution er de to, der almindeligvis betegnes som det palæontologiske og det ontogenetiske. Det første bygger på den kendsgerning, at de enklere former i jordens lag er blevet aflejret i de tidligere, og de mere komplekse i de senere. Denne kendsgerning peger på, at de senere, mere komplekse livsformer i jordens historie er vokset frem af tidligere, enklere former. Det andet består i iagttagelsen af, at hvert individ af komplekst opbyggede arter af organismer begynder sit liv i fosterstadiet som den enkleste af alle levende former, en enkelt celle (i nogle tilfælde sammensat af dele af to allerede eksisterende celler). Fra denne begyndelse går det frem til sine senere vækststadier som foster og antager successivt de typiske former for højere organismer, indtil det når sin egen arts fulde form og således begynder sit individuelle liv efter fosterstadiet. Det gentager således i sin individuelle historie sin arts historie, sådan som den læses i de palæontologiske optegnelser. Denne betragtning viser, at uanset hvad sandheden måtte være om arten som helhed (for eksempel mennesket), er hvert individ af arten (hvert menneske) blevet udviklet i sit liv før fødslen, om ikke netop fra bestemt kendte og identificerbare arter (fuldt formede antropoide individer), så i det mindste fra fosterorganismer, der tilsyneladende er af samme type som antropoidernes.

Men hvis man på dette grundlag og på andre af samme art, som er lige så overbevisende for videnskabsmanden, antager, at organisk evolution er sand, må man ikke se bort fra, at den må skelnes ganske skarpt fra kosmisk evolution. Disse to sider af loven er identiske i deres grundlag, men bliver meget forskellige i deres anvendelse alt efter arten af det område, hvori de virker. Kosmisk evolution virker udelukkende gennem reaktioner. Disse er uforanderlige i deres årsag og virkning. Når materielle elementer og betingelser er givne, fører de altid til de samme resultater. Deres virkninger samles under videnskaberne kemi og fysik. Organisk evolution virker gennem processer, som betegnelsen »vitale« anvendes om. Om disse i den sidste analyse er identiske med de kemisk-fysiske processer, er et åbent spørgsmål blandt videnskabsfolk. Inden for den rent beskrivende videnskab, som begrænser sig til iagttagelse af kendsgerninger, kan det imidlertid næppe opstå som et spørgsmål, eftersom vitalitetens sande natur ligger uden for iagttagelsens rækkevidde. Og i det store og hele støttes teorien om, at der er en indre forskel mellem vitalitet og fysisk-kemiske tiltrækninger og slægtskaber, af visse indlysende betragtninger. Men selv hvis vitalitet skulle vise sig ikke at være andet end en række reaktioner af kemisk og fysisk art, adskiller den type evolution, som den frembringer, sig ved brede kendetegn, der skelner den fra blotte molekylære tiltrækninger og slægtskaber.

(1) Vitale processer kan ikke korreleres med de kemisk-fysiske. Varme, lys, elektricitet, magnetisme, gravitation og kemisk affinitet kan ombyttes med og omdannes til hinanden. Men ingen af disse kan, så vidt man nu ved, omdannes til liv.

(2) Alt liv kommer fra forud eksisterende liv (omne vivum e vivo). Biogenese står stadig som den gældende opfattelse, så langt som den eksperimentelle videnskab har noget at sige om det, og abiogenese er højst en tiltalende hypotese.

(3) De vitale processer overvinder og vender de kemiske og fysiske om. Når en levende organisme dannes, og så længe den består i live, nedbryder og omdanner den stofformer til nye former. Kulstof, kvælstof, brint og ilt bliver, i forbindelse med andre grundstoffer, skilt fra hinanden og forenet igen i nye forbindelser i plantens og dyrets væv. På den anden side genoptager de kemiske og fysiske processer deres forløb i det øjeblik, den vitale proces ophører. Den organisme, hvori den vitale proces er blevet tilintetgjort, kommer straks under de kemiske affiniteters virkning og nedbrydes til sine første elementer. Så længe den vitale proces er i gang, synes der at være et herskende eller styrende princip, som ændrer og modvirker det normale og naturlige forløb af de såkaldte kemiske og fysiske kræfter.

(4) Den vitale proces kendetegnes ved, at visse særegenheder viser sig i materien, som aldrig viser sig adskilt fra den. Disse er irritabilitet, assimilation af ikke-levende stof i vækstprocessen, differentiering eller den kraft, som findes i hver slags levende organisme, til i sin vækst at udvikle regelmæssigt tilbagevendende kendetegn, og

(5) reproduktion. Resultatet af den vitale proces er den tendens, som dens organiske produkt har til at opretholde sig selv som en enhed og blive mere og mere mangfoldig i løbet af sit liv. Disse træk ved organisk evolution gør det nødvendigt ikke blot at redegøre for oprindelsen af den materie og den energi, som forudsættes i evolutionens kosmiske form, men også for oprindelsen og naturen af det ukendte noget (eller den kombination af ting), som kaldes liv i organismen, hvad enten dette er en enhedspræget og særskilt kraft eller en gruppe af kræfter. (Det er interessant at bemærke tilbagevenden til forestillingen om livet som urenergi i Bergsons filosofi (elan vital); sammenlign Creative Evolution. Det samme synspunkt fremføres af Sir Oliver Lodge, Life and Matter.)

Desuden må man være omhyggelig med ikke at forveksle nogen særlig variant af evolutionsteorien på det organiske område med selve den generelle teori. Evolutionister fastholder og fremsætter forskellige hypoteser om anvendelsen af princippet. De lamarckistiske, darwinistiske, weismannske og de vriesianske syn på evolution er ganske forskellige fra hinanden og på visse punkter indbyrdes modstridende. De forudsætter, at loven er virkelig, og sigter mod at forklare underordnede træk eller særlige anvendelser af den, sådan som de ses i visse givne rækker af kendsgerninger. De adskiller sig fra hinanden ved at lægge vægt på detaljer, som kan være virkelige eller uvirkelige uden at berøre hovedlovens sandhed. Lamarckistisk evolution, for eksempel (for nylig genoplivet under navnet neo-lamarckisme), lægger stor vægt på den påståede overførbarhed gennem arv af erhvervede træk. Darwinistisk evolution bygger i høj grad på princippet om tilfældige variationer, bearbejdet af naturlig udvælgelse, og den langsomme, umærkelige ophobning af træk, der gør individer egnede til at overleve i kampen for livet. Weismannsk evolution antager et forbløffende komplekst kim-mæssigt udgangspunkt. De vriesiansk evolution er bygget på den pludselige fremkomst af mutationer ("sports"), som videreføres og fører til nye arter. Det er uvidenskabeligt at stille nogen af disse op imod de andre i bestræbelsen på at undergrave den generelle evolutionsteori eller at tage deres forskelle som tegn på teoriens sammenbrud og en tilbagevenden til ideen om skabelse ved befaling. Forskellene mellem dem er ubetydelige sammenlignet med den kløft, som adskiller dem alle fra forestillingen om en særskilt skabende begyndelse for hver art ved livets første fremkomst på jorden. (Om nogle forskelle mellem den oprindelige form for darwinistisk teori og senere teorier af samme almene type, se Rudolph Otto, i Naturalism and Religion (ET).)

Med disse begrænsninger kan loven om organisk evolution indpasses i Bibelens beretning om skabelsen, sådan som den gives i Første Mosebog, kapitel 1 og 2. Det spørgsmål, der straks rejses, er forholdet mellem læren og den bibelske beretning. Hvis den evolutionære opfattelse er sand, følger det naturligt, at den bibelske beretning ikke kan accepteres i sin bogstavelige fortolkning. For den ene af disse beretninger fremstiller de forskellige arter og almene typer som noget, der gradvist bliver til ud af allerede eksisterende former, mens den anden (bogstaveligt fortolket) fremstiller dem som skabt ved et guddommeligt bud. Det er sandt, at denne forskel kan overdrives kunstigt. Intetsteds tilskriver den bibelske beretning udtrykkeligt skabelsen af hver art til Guds befaling. Ordet "skabte" (bara'), sådan som det bruges i Første Mosebog, udelukker ikke nødvendigvis allerede eksisterende stof og form. På den anden side peger udtryk som "Lad jorden frembringe" (1,11 KJV) på en vis formidling gennem sekundære kræfter i elementerne ("iboende kræfter," LeConte), hvorigennem organismer blev til. "Efter deres art" antyder arvelighedens princip. "I overflod" antyder loven om hurtig og rigelig formering, der fører til "kampen for livet," "naturlig udvælgelse" og "de bedst egnedes overlevelse." Men alle forsøg på at harmonisere Første Mosebog med videnskaben på dette grundlag fører i bedste fald til den negative konklusion, at de to er så forskellige i formål og rækkevidde, at de ikke indebærer nogen grundlæggende modsigelse. En positiv overensstemmelse mellem dem kan ikke hævdes.

Vanskeligheden forsvinder helt, når man holder sig for øje, at de to beretninger styres af forskellige interesser, primært behandler forskellige forhold og, hvor de synes at dække samme område, hver især gør det på en tilfældig måde. Det betyder, at deres udsagn uden for området for deres primære interesser er tænkt og udtrykt på folkelig vis og ikke kan stilles op imod hinanden som rivaler i videnskabelig fremstilling. På dette grundlag er beretningen i Første Mosebog et redskab for religiøs undervisning (dog ikke en allegori); dens kosmogoniske beretninger er ikke tænkt som videnskabeligt korrekte, men som folkeligt tilstrækkelige. For så vidt videnskaben angår, kan de være traditionelle forestillinger, overleveret i form af folklore og renset for det groteske, rent mytologiske element, som så let gror frodigt i folklore. Mellem sådanne beretninger og den rene videnskabs udsagn ville det være absurd enten at forudsætte eller at søge efter harmoni eller uoverensstemmelse. De er parallelle billeder; i det ene optages forgrunden af den faktiske udfoldelse af kendsgerningerne, mens det religiøse element ligger dybt skjult af figurerne i forgrunden. I det andet er baggrunden af dis og sky kendsgerningernes område, mens forgrunden med bestemte figurer består af de religiøse ideer og læresætninger. Den evolutionære opfattelse af de levende formers oprindelse på jorden kan således på ingen måde antages at stå i modstrid med hverken bogstaven eller ånden i Første Mosebogs lære.

6. Menneskets nedstigning (opstigning):

Et meget vigtigere problem opstår, når evolutionsteorien berører menneskets oprindelse på jorden. Her påvirkes ikke blot det bibelske beretning om Guds skabelse af Adam og Eva og deres primitive liv i Edens Have som fortalt i 1 Mos 2, men alt det, der siges om mennesket som Guds barn, udrustet med særlig værdighed og evig betydning. (1) Forskellen mellem det bibelske og evolutionistiske beretning om menneskets skabelse kan let løses, hvis det bibelske beretning (1 Mos 2) ikke betragtes som en bogstavelig udsagn om faktiske begivenheder, men som udtryk for visse afgørende tanker, der skal placere mennesket i dets rette forhold til Gud. Dette betyder, at det væsentlige i det bibelske beretning er, at mennesket som et særpræget og anderledes væsen i verden kom til at eksistere som følge af en særlig viljehandling fra Guds side, at han blev skabt som det gyldne højdepunkt for hele livets opadgående bevægelse. Han er ikke blot en skabning af Naturen, men afkom af Guds vilje, med kraft til at kende sin Skaber, at have fællesskab med Ham og at bære det rationelle og moralske billede af alt Skabningens Skaber i sig. Mod denne opfattelse af menneskets oprindelse har evolutionsvidenskaben intet at sætte op. Den handler om den proces, gennem hvilken fremkomsten af sådan et væsen som mennesket blev fuldbyrdet, og det tidspunkt og de omstændigheder, hvori det fandt sted. Disse punkter finder den, som den finder lignende punkter, der påvirker andre levende væsener.

Det ville selvfølgelig være let at tage materialistiske former af evolutionsteorien, såsom den, som forfægtedes af Haeckel, Guyeau, Ray Lankester, og etablere en uforsonlig uenighed mellem dem og det bibelske beretning; men sådanne teorivariantter sondres ikke ved evolutionsidéens forekomst i dem, men snarere ved den materialistiske metafysik, der ligger til grund for dem; når Haeckel for eksempel definerer evolutionsidéen ved at udelukke intelligens eller formål fra den og ved at udslette forskellene mellem den lavere dyrekabelse og mennesket, gør han det ikke som evolutionist inden for videnskaben, men som materialist (Monist af den materialistiske type) inden for metafysikken. I det øjeblik evolutionisten beslutter at begrænse sig til den videnskabelige side af sin opgave, og fortolkeren af det bibelske beretning til den religiøse side af sin opgave, forsvinder den formodede uenighed i 1 Mos 2 og evolutionsteorien fuldstændigt.

(2) Det vigtigere berøringspunkt mellem evolutionsteorien og den bibelske opfattelse af mennesket er imidlertid menneskets værdighed og betydning. Selve Bibelens eksistens er baseret på idéen om, at mennesket betyder noget for Skaberen. Og gennem Bibelen optræder denne idé ikke kun tidligt (1 Mos 1,26: "Lad os gøre menneske efter vort billede, efter vores lighed," efterfulgt af udsagnet: "Og Gud skabte menneske efter sit billede, efter Guds billede skabte han ham; mand og kvinde skabte han dem," men er vævet ind i hver grundlæggende lære.

Det hævdes, at en sådan fremstilling ikke er forenelig med menneskets evolutionistiske oprindelse fra apelignende forfædre. Påstanden ville være velunderbygget, hvis evolutionsteorien faktisk udsletted grænselinjen mellem mennesket og den lavere skabelse; og i enhver form af den, hvori sådan en grænse ignoreres, og mennesket betragtes som et væsen af samme orden (hverken mere eller mindre) som dem, hvorfra han stammer, er den ikke i stand til at blive bragt i harmoni med den bibelske lære. Men som det faktisk er, bør hele driften og tendensen i evolutionstanken være og er det modsatte af at bagatellisere mennesket. For ifølge den er mennesket kulminationen og højdepunktet for en proces, hvis meget længde og kompleksitet blot demonstrerer hans værd og værdighed som dens endeprodukt. Derfor har nogle af de mest radikale evolutionister, såsom John Fiske (Through Nature to God), udvidet og styrket argumentet for menneskets udødelighed ved en appel til hans evolutionære oprindelse.

7. Religionens oprindelse og natur:

Slægtninge til menneskets oprindelsesproblem og i nogle aspekter af det en del af dette problem er det videre problem med religionens oprindelse og natur. Først og fremmest kan religion ifølge evolutionen ikke være en undtagelse fra den generelle lov om, at det mere komplekse opstår fra enklere forudsætninger. Således må det formodes at være udviklet fra ikke-religiøse eller før-religiøse elementer. Men selve udsagnet af sagen i denne form nødvendiggør en klar opfattelse af religionens idé. Hvis religion er menneskers sjæl fornemmelse af en uendelig og evig væsen eller væsener, der resulterer i påvirkninger på livet, så er den samtidig med mennesket og uadskillelig fra menneskets sjæl. Der var aldrig en tid, hvor mennesket ikke var religiøst. Selve fremkomsten af denne fornemmelse i sindet hos en formenneskeligt forløber til mennesket ville ændre udyret til mennesket.

Vi kan tale om forholdene i dyrtes sind før udvikling af mennesket som "materialer til at gøre religion," men ikke som religion. Deres transformation til religion er derfor ligeså enestående som menneskets egen skabelse. Uanset hvad dyrets sjælelige tilstand var før fremkomsten af fornemmelsen af en evig virkelighed og dets afhængighed af den virkelighed, var det ikke et religiøst væsen. Uanset formen for denne fornemmelse og dens første indhold og resultater blev det efter menneskets fremkomst religion. Hvad fik det til at dukke op på det tidspunkt og trin i løbet af den opadgående bevægelse? Dette er et spørgsmål om årsager, og dets svar undgår videnskabens søgning, både ren og filosofisk, og hvis det bliver forsøgt af ren filosofi, fører til den samme mangfoldighed af hypoteser, som har været kontrollerenden for løsningen af oprindelsesproblemet generelt (Agnosticisme, Panteisme, Teisme).

For resten er det ved første øjekast indlysende, at de almindelige træk gælder på religionens område. Religiøs tænkning, religiøse praksisser og religiøse institutioner har gennemgået den samme type forandringer, som iagttages i det materielle univers og i livets rige.

8. Den moralske natur:

Hvad der gælder om religionen som en indre sans for en virkelighed eller virkeligheder, der overskrider den ydre verden, gælder lige så meget, og endnu tydeligere, om det moralske liv, som i én af sine sider er religionens ydre modstykke. At tale om samvittighedens udvikling fra ikke-etiske instinkter er enten at udvide det etiskes betydning og karakter til et område, hvor de umuligt kan have nogen mening, eller at benægte, at noget andet er blevet til, når sansen for forpligtelse, for pligt, for dyd og forestillingen om det højeste gode er fremkommet.

I andre enkeltheder følger udviklingen af menneskets moralske natur, både hos individet og i fællesskabet, åbenlyst den proces, der kan skelnes i det materielle univers i det hele taget og i det organiserede livs rige i særdeleshed. Som et iagttaget historisk faktum er den gradvise vækst af moralske ideer og det indbyrdes samspil mellem det indre styrende princip i sansen for, hvad man bør ("Guds stemme"), og de sociale vilkår og nødvendigheder, der udspringer af menneskets natur som et socialt væsen, så åbenbare, at de hverken kunne benægtes eller forklares bedre på nogen anden måde end i overensstemmelse med det evolutionære syn.

9. Kristendom og kristen lære:

Men den evolutionære teoris fremkomst kræver en ny overvejelse ikke blot af spørgsmålene om religionens og moralens oprindelse og natur, men også af spørgsmålet om evangeliets indhold.

(1) Ved kristendommens grund ligger åbenbaringens idé. Den Gud, som Jesus fremstillede for mennesker, er i højeste grad optaget af mennesker. Han meddeler dem sin interesse for dem og sine ønsker angående dem. Dette faktum har Jesu efterfølgere i almindelighed kaldt "åbenbaring". Nogle har fastholdt og fastholder stadig, at en sådan åbenbaring må være overnaturlig. Hvis man ser bort fra den betragtning, at ordet "overnaturlig" ikke forekommer i bibelsk sprogbrug, og at begrebet er udledt ved en fortolkningsproces, som giver det stor smidighed, dvs. en mulighed for at opfatte det på mange forskellige måder, er åbenbaringen selv ikke nødvendigvis bundet til nogen særlig metode for meddelelsen af den guddommelige vilje (jf. åbenbaring). Analogier hentet fra menneskelivet giver mange forskellige måder, hvorpå man kan gøre tanken i sit eget sind kendt for intelligente medvæseners sind. Disse omfatter for det første den pragmatiske anvendelse af en handling eller holdning af fysisk art, som f.eks. berøringen med pisken eller sporens spids på hesten; panderynken eller smilet for den højere klasse af forståelse af den menneskelige type. For det andet den sproglige, hvor man ved konventionelle, artikulerede, stærkt sammensatte lyde med ord fortæller, hvad der ligger i ens egen bevidsthed. Alt sådant udtryk er nødvendigvis delvist, indirekte og symbolsk. For det tredje den telepatiske og mystiske metode (hvis virkelighed nogle stadig betvivler), hvorved kommunikation finder sted uden formidling af hverken sprog eller handling. Det evolutionære syn udelukker ikke muligheden af nogen af disse metoder, forstået som etiske og psykologiske processer. Det udelukker hver eneste af dem, hvis de forstås som magiske eller overnaturlige fænomener. Der er imidlertid intet i en rigtig fortolkning af den kristne åbenbarings fakta, som tvinger til den magiske fortolkning af det guddommelige budskabs komme.

Tværtimod er der alt i den gradvise og fremadskridende metode, hvorved de kristne Skrifter blev til, der peger på, at evolutionens lov ikke blev brudt her. En af de seneste forfattere i Skriften fremstiller klart hele åbenbaringens metode, set fra det guddommelige synspunkt, som en kumulativ meddelelse af kundskab i forskellige og på hinanden følgende dele og aspekter (Hebr 1,1). Både ved sin begyndelse og i løbet af sin historie viser evangeliet overensstemmelse med denne grundlæggende lov.

(2) Evolution og inkarnation: En af de stærkeste indvendinger mod tanken om en altomfattende generalisering af evolutionens lov er blevet sagt at være, at en sådan lov ville ødelægge det enestående ved Jesu Kristi personlighed. Dette skyldes imidlertid en tankeforvirring. I virkeligheden er det ikke mere en benægtelse af enestående karakter at sige, at Guds Søn trådte ind i verden i overensstemmelse med verdens love, sådan som Faderen har ordnet dem, end at sige, at han var underlagt disse love, efter at han trådte ind i verden; for eksempel at han sultede og tørstede, var træt og havde behov for hvile og søvn, at hans hænder og fødder blødte, da de blev gennemboret, og at han holdt op med at ånde, da hans hjerte ophørte med at slå. Det er en benægtelse af enestående karakter med hensyn til måden, hvorpå han trådte ind i verden, men ikke en benægtelse af enestående karakter, natur, ja endog væsen i nikænsk forstand. Det sømmede sig for ham, da han førte mange sønner til fuldendelse, "at gøre deres frelses ophavsmand fuldkommen gennem lidelse." Spørgsmålet om Jesu jomfrufødsel er udtrykkeligt udelukket fra drøftelsen, fordi det hovedsagelig er et spørgsmål om historisk vidnesbyrd, og uanset på hvilken måde vidnesbyrdet måtte afgøre det, vil evolutionsteorien ikke have nogen vanskelighed ved at stille sig over for løsningen.

Se jomfrufødsel.

I stedet for at stride mod ideen om et primitivt fald bekræfter opdagelsen af evolutionsloven den ved at vise, at på et tidspunkt, da menneskets moralske sans opstod, på det allertidligste stadium af hans eksistens som menneske, ved en handling af hans egen vilje, satte han den nye og bedre forstandsregel til side, som blev ham præsenteret i hans indre bevidsthed (ulydighed mod Guds stemme), og faldt tilbage til menneskets præ-menneskelige umoral regel for hans liv. Hvis dette ikke er læren om Faldet udtrykt i dagens videnskabelige termer, ville det være svært at forestille sig, hvordan denne lære kunne formuleres i moderne ord.

(F. J. Hall, Evolution and the Fall; jf. Faldet).

Ifølge denne teori var det muligt for mennesket, da det først begyndte sin løbebane på jorden, straks at være trådt ind i tilstanden af fuldkomment fællesskab med Gud. Udviklingen kunne have været uden synd. Men det var ikke sandsynligt. Og det var ikke ønskeligt, at den skulle være det (se Adam i Det Gamle Testamente). For moralsk karakter uden kamp og sejr er svag og kun negativt fuldkommen. Syndens fjernelse skulle fuldbyrdes gennem en proces, som ifølge den evolutionære filosofi overalt og altid frembringer højere og stærkere typer. Det er kun, når fremskridt opnås ved genfødelse efter degeneration, at de bedste resultater sikres. Således var det, “hvor synden blev stor,” `for at nåden kunne blive endnu større' (Rom 5,20). Alligevel er synden ikke mindre syndig, og nåden ikke mindre overnaturlig. Det ville være at indlæse en uberettiget lære i Skriften at sige, at en ikke-falden slægt i det store og hele ville have været en falden og genløst slægt overlegen. Verden, som den er, er ikke en fejltagelse, men Guds viseste tanke.

Ondskabens mysterium i verden bliver således hverken mere eller mindre vanskeligt at forstå under den evolutionære opfattelse end under nogen anden. Vanskeligheden ved en ubrudt kontinuitet mellem de lavere og de højere livsformer, kulminerende i menneskets frie vilje, med den nødvendige mulighed for konflikt med Guds vilje, behandles ikke af den evolutionære filosofi, selv om den måske heller ikke i væsentlig grad afhjælpes. I denne udstrækning afhjælpes den dog: at den guddommelige handling her forstås som analog med og konsekvent i forhold til sig selv hele vejen igennem, selv om den i omfang og rækkevidde overgår den menneskelige forstand.

(4) I lyset af det, der allerede er gjort klart, vil det være let at afvise den tilsvarende lære om frelse fra synd som fuldt forenelig med evolutionstanken. Den kristne lære om frelse falder i to hoveddele: Forløserens objektive, formidlende gerning, almindeligvis kaldt forsoningen, og Helligåndens subjektive, forvandlende gerning, begyndt i genfødelsen og fortsat i helliggørelsen.

Tanken om forsoningen ligger noget fjernt fra det område, hvor evolutionens lov tydeligst ses at virke. Ved første øjekast kan man antage, at den ikke står i noget særligt forhold til evolutionen, hverken ved at frembyde vanskeligheder for den eller ved at harmonere med den og bekræfte den. Men i et system, hvis dele står i levende indbyrdes forbindelse, ville det være mærkeligt, hvis accepten af evolutionsteorien ikke på en eller anden måde og i en vis udstrækning påvirkede opfattelsen. Det gør den ved at rette opmærksomheden mod følgende enkeltheder:

(a) At når mennesket fremtræder som personlighed, bliver skabningens forhold til Skaberen personligt. Hvis dette personlige forhold forstyrres, kan det genoprettes til sin normale tilstand i overensstemmelse med de love, der iagttages i personers forhold til hinanden. Forsoningen er en sådan genoprettelse af personlige relationer mellem Gud og menneske.

(b) Når Skaberen opnår målet: fuldkomment fællesskab med sig selv fra skabninger, der bærer hans eget billede, må han i en vis forstand ofre sig selv. Dette guddommelige selvoffer symboliseres og fremstilles i korset. Alligevel udtømmes korsets betydning ikke i en blot ydre indflydelse på den syndige skabning, hvis tilbagevenden til den hellige Fader derved tilsigtes.

(c) Da skabningens fremmedgørelse ved synd udgør en krænkelse af Skaberens person, er det nødvendigt, at denne krænkelse fjernes; og dette sker gennem den inkarnerede Søns offer, idet han identificerer sig med og træder i stedet for den syndige skabning.

Den tilsvarende lære om genfødelsen står langt nærmere centrum for evolutionstanken. Den er altid blevet opfattet og udtrykt i biologisk sprogbrug. Syndens tilstand, som denne lære forudsætter, er en tilstand af død. Ind i denne tilstand indsættes et nyt liv, en handling der kaldes den nye fødsel. Hvad liv end måtte være i sit væsen, overvinder det, vender det om og leder de lavere kræfter mod andre resultater, end man ser dem opnå uden dets nærvær. I analogi med dette livets forløb i genfødelsens proces gives der en ny retning til den nyfødte sjæls energier. Men analogien går videre. Genfødelsen er ovenfra, ligesom livet altid er ovenfra. Det er Guds Ånd, gennem Kristi ord og gerning, der avler det nye kristne liv, nærer, opdrager og udvikler det til dets fulde modenhed, åbenbaret i Kristi eget billede og vækst (se genfødelse).

10. Konklusion:

Hvis ovenstående overvejelser er gyldige, kan de evolutionære og de kristne verdenssyn ikke logisk stilles over for hinanden som gensidigt udelukkende og modstridende. De må opfattes som noget, der supplerer hinanden, og som hver især opfylder den andens løfte og mulighed. Evolution er en videnskabelig generalisering, som, når den holdes inden for videnskabens grænser, fremstår som en tilfredsstillende forklaring på den store lov, der styrer alle materiens, livets og sindets bevægelser. Kristendommen, for så vidt som den træder ind i det intellektuelle liv, er optaget af tanken om Gud og om menneskets forhold til Gud. Den kan trygt overlade kendsgerningerne i den lavere verden af forvandlingsprocesser til at blive ordnet under evolutionens videnskabelige generalisering.

Litteratur.

Litteraturen om emnet er omfattende. På grundlaget for diskussionen står værker af Darwin, Huxley, Wallace, Spencer, Weismann, Haeckel, Romanes og andre. For en klar fremstilling af teorien se Metcalf, An Outline of the Theory of Organic Evolution, 1905; Saleeby, Evolution the Master-Key, 1907; Osborn, From the Greeks to Darwin (historisk), 1908. Om dens forhold til religion og kristendom B. F. Tefft, Evolution and Christianity, 1885; E. Caird, The Evolution of Religion, 1893; Le Conte, Evolution; Its Nature, Its Evidences and Its Religious Thought, 1888; McCosh, The Religious Aspect of Evolution, 1888; Iverach, Christianity and Evolution, 1894. Om dens betydning for ideerne om mennesket, synd og frelse Griffith-Jones, The Ascent through Christ, 1900; H. Drummond, The Ascent of Man, 12. udgave, 1901; Tyler, The Whence and Whither of Man; Orr, The Image of God in Man, 1907; Sin as a Problem of Today, 1910; Hall, Evolution and the Fall, 1910; Murray, Christian Faith and the New Psychology, 1911; T. A. Palm, The Faith of an Evolutionist, 1911.

Andrew C. Zenos

(REDAKTØRENS BEMÆRKNING.--Det forstås, at professor Zenos har fået tilladelse til at fremlægge sine synspunkter på dette spørgsmål uden forbehold, men hverken forlagene eller redaktørerne er forpligtet til at stå inde for alle de udtrykte meninger.)