Antropologi

an-thro-pol'-o-ji:

I. ANVENDTE UDTRYK

II. MENNESKETS NATUR: DEN BIBELSKE OPFATTELSE

III. MENNESKETS OPRINDELSE IFØLGE SKRIFTENS BERETNING: SKABELSESBERETNINGERNE

IV. MENNESKESLÆGTENS ENHED: FORSKELLIGE TEORIER

V. EVOLUTIONSTEORIEN OM MENNESKETS OPRINDELSE

1. Darwinisme

2. Vanskeligheder

3. Indvendinger

4. Den nye evolutionisme

5. Evolution og Første Mosebog

VI. MENNESKETS OPRINDELIGE OG NUVÆRENDE TILSTAND: MENNESKETS ÆLDE

LITTERATUR

Under denne overskrift samles alt, hvad Bibelen har at sige om menneskets oprindelse, natur, bestemmelse og beslægtede emner. Skriften rummer ingen systematiseret lære om mennesket; men de store kendsgerninger om menneskets natur og dens bestanddele fremstilles i Bibelen i folkeligt sprog og ikke i skolernes sprog. Delitzsch har med rette sagt: "Der findes en klart afgrænset psykologi, som i egentlig forstand hører Helligskriften til, og som ligger til grund for alle de bibelske forfattere og i sig selv adskiller sig fra den mangfoldigt udformede psykologi, der ligger uden for åbenbaringens kreds. .... Vi behøver først og fremmest ikke at tvinge den bibelske lære: den er én i sig selv" (Biblical Psychology, 17, 18). Hvad der siges om Skriftens psykologi, kan med god grund anvendes på dens antropologi.

I. Anvendte udtryk.

Flere ord bruges i Det Gamle Testamente om det, vi kalder "menneske".

1. 'Adham:

'adham, enten som navnet på det første menneske (jf. Luk 3,38; Rom 5,14; 1 Kor 15,45); eller som fællesnavn -- mennesket; eller som slægtens fællesbetegnelse (Septuaginta: anthropos; Vulgata: homo). Navnets oprindelse er uklar. I 1 Mos 2,7 forbindes Adam med 'adhamah, ud fra den jordiske del af menneskets natur (støv fra 'adhamah), som den jordfødte. Afledningen af Adam fra 'adhamah er dog omstridt -- blandt andre af Dillmann: "Sprachlich lasst sich die Ableitung aus Adamah nicht vertheidigen" (Genesis, 53). Delitzsch henviser til Josefus (Ant., I, i, 2), som hævdede, at Adam egentlig betød purrhos ("rød som ild"), med henvisning til den rødlige jord, som mennesket blev dannet af. "Han mener," tilføjer Delitzsch, "den vidunderligt frugtbare og aromatiske røde jord i Haurans chum-bjerge, som anses for at have en forunderligt stærk og helbredende kraft, og som menes at kunne forynge sig selv" (N. Commentary on Gen, 118). Forbindelsen med Edom i 1 Mos 25,30 peger måske i samme retning. Der er også søgt en forbindelse med det assyriske admu ("barn"), især fuglens unge, i betydningen at skabe eller frembringe (Delitzsch; Oxford Dictionary); mens Dillmann henleder opmærksomheden på en etiopisk rod adma, "behagelig," "tiltalende," "yndig" -- en afledning, han dog forkaster. Det er nok at sige, at der endnu ikke er fundet nogen sikker afledning af ordet (således Dillmann: "ein sicheres Etymon fur Adam ist noch nicht gefunden," Gen, 53). Ordet angiver tydeligvis den jordiske side af menneskets oprindelse.

2. Menneskesøn: Udtrykket ben-'adham, "menneskesøn" (4 Mos 23,19; Job 25,6; Ez 2,3), forekommer ofte for at betegne menneskets skrøbelighed og uværdighed i Guds øjne. Således også i det meget omstridte sted i 1 Mos 6,2, hvor "Guds sønner" sættes i modsætning til de fordærvede "menneskedøtre" (benoth ha-adham). Se også Sl 11,4; Sl 12,1; Sl 12,8; Sl 14,2. På den anden side angives menneskets værdighed undertiden med ordet Adam. Således i Præd 7,28: "Én mand ('adham) blandt tusind har jeg fundet, men en kvinde blandt dem alle har jeg ikke fundet."

3. 'Enosh:

'enosh (Sl 8,4; Sl 10,18; Sl 90,3; Sl 103,15; ofte i Job og Salmerne), mennesket i dets afmagt, skrøbelighed og dødelighed (som det græske brotos), i modsætning til 'ish, mennesket i dets styrke og kraft. I 1 Mos 4,26 bliver ordet et egennavn, anvendt om Sets søn. Delitzsch afleder det af en rod 'anash (beslægtet med arabisk og assyrisk), der betyder "at være eller blive skrøbelig." For at forstærke denne skrøbelighed har vi udtrykket i Sl 10,18: "'enosh (mennesket), som er af jorden."

4. 'Ish:

('ish), Septuaginta aner, Vulg. vir, han som modsætning til hun, også blandt lavere dyr (1 Mos 7,2); ægtemand i modsætning til hustru ('ishshah, 1 Mos 2,23; 1 Mos 2,24); mennesket i dets værdighed og fortræffelighed (Jer 5,1: "søg, .... om I kan finde et menneske"); personer med anseelse (Ordsp 8,4, hvor 'ish sættes i modsætning til bene 'adham, "Til jer, o mænd, råber jeg, og min røst er til menneskenes sønner") -- "ligesom de attiske andres og anthropoi henvender visdommen sin tale til høj og lav, til personer med anseelse og til proletariatet" (Delitzsch til Ordsprogene). Delitzsch hævder, at 'ish peger på en rod 'osh, "at være stærk," og 'ishshah på 'anash, som betegner kvinden i hendes svaghed (jf. 1 Pet 3,7: "det svagere kar"). "Således kommer 'ishshah og 'enosh fra en lignende verbal stamme og grundbetydning" (Delitzsch, A New Commentary on Gen, 145). Udtrykket 'ish bruges undertiden i almindelig betydning, som det græske tis og det franske on, til at udtrykke "enhver," som i 2 Mos 21,14; 2 Mos 16,29.

5. Gebher:

gebher, gibbor, manden i hans styrke. Udtrykket anvendes om mænd i modsætning til kvinder og børn (Job 3,3), "et drengebarn," i modsætning til en pige (Septuaginta: arsen); også i modsætning til ikke-kæmpende (2 Mos 10,11), og i Det Nye Testamente, se Matt 8,9; Joh 1,6, hvor anthropos bruges. Således læser vi: "En mand (gebher) må heller ikke tage kvindedragt på" (5 Mos 22,5). Helte og krigere betegnes særligt med ordet i udtryk som "tapper kriger" (Dom 6,12). Undertiden betegnes dyr med ordet, som i Ordsp 30,30 ("det mægtigste blandt dyrene"); undertiden anvendes det om Gud (Es 10,21) og om Messias (Es 9,6). I forbindelse med 'ish giver det betydningen større styrke, som i 1 Sam 14,52: "enhver stærk mand."

6. Anthropos:

Af de græske udtryk står anthropos almindeligvis for menneske(mængden) – et menneskeligt væsen (Matt 12,12; Mark 10,27); skønt det undertiden bruges til at betegne mennesket i dets ufuldkommenhed og svaghed (1 Kor 3,3; 1 Kor 3,4), i udtryk som »at tale på menneskelig vis« (Rom 3,5 KJV), evangelium »efter menneskers målestok« (Gal 1,11), »på menneskers vis« (1 Kor 15,32) osv.; eller til at vise modsætningen mellem det forgængelige og det uforgængelige (2 Kor 4,16, hvor »det ydre menneske« fremstilles som langsomt døende, mens »det indre menneske« fornyes dag for dag). Således modsætter Paulus »det naturlige menneske« (1 Kor 2,14), »det gamle menneske«, det »nye« (Rom 6,6; Kol 3,9; Kol 3,10).

7. Aner:

Aner, latin: vir – manden i hans kraft i modsætning til kvinden i hendes svaghed (1 Kor 11,3; 1 Pet 3,7): undertiden står det dog for »mennesker i almindelighed« (Mark 6,44: »De, som havde spist brødene, var fem tusind mænd« – andres).

II. Menneskets natur: Den bibelske opfattelse:

1. Bibelske udtryk:

Den bibelske opfattelse af menneskets natur kan sammenfattes i Paulus’ ord: »af jord, jordisk« (1 Kor 15,47), sammenholdt og kontrasteret med udsagnet i 1 Mos 1,27: »Gud skabte mennesket i sit eget billede.« Denne skabelseshandling beskrives som resultatet af en særlig overvejelse fra Guds side – det guddommelige væsen rådførte sig med sig selv i sagen (vers 26). Mennesket er derfor en skabning, dannet, formet og skabt af »jord« og gjort efter »Guds billede«. Mere end ét ord bruges i Det Gamle Testamente til at udtrykke hans tanke:

(1) bara', »skabe«, et ord med usikker oprindelse, forekommer fem gange i 1 Mos 1 for at angive universets oprindelse (vers 1), livets oprindelse i vandet (vers 24), menneskets oprindelse (vers 27), og altid i forbindelse med Guds skabende gerning, aldrig hvor »sekundære årsager« indføres. (2) yatsar, »forme«, »danne«, »ælte« (1 Mos 2,7), »af jordens støv«.

(3) banah, »bygge«, særligt med henvisning til skabelsen af kvinden, »bygget af ribbenet« (1 Mos 2,22). Ved Guds særlige indgriben bliver mennesket en nephesh chayyah (»en levende sjæl«), hvor der tydeligvis henvises til livsånden, som mennesket deler med dyreverdenen (1 Mos 1,20; 1 Mos 1,21; 1 Mos 1,24); dog med den forskel, at »Gud selv blæste livsånde i menneskets næsebor« (bogstaveligt: »livsåndedræt«, nishmath chayyim). Med én undtagelse, nemlig 1 Mos 7,22, er ordet neshamah, »åndedræt«, begrænset til mennesket. I Job henvises der til hans skabende handling, når Elihu siger: »Der er en ånd i mennesket, og den Almægtiges (shaddai) åndedræt (nishmath) giver dem indsigt« (Job 32,8); jf. også Es 42,5: »Han ... giver åndedræt (neshamah) til folket.« Mennesket er derfor et væsen, der er adskilt fra resten af skabningen og dog ét med den.

2. Billede og lighed:

Denne forskel bliver klarere i erklæringen om, at mennesket blev skabt i »billedet« (tselem, eikon, imago) og efter Guds lighed (demuth, homoiosis, similitudo). Spørgsmålet er blevet stillet, om de to udtryk adskiller sig væsentligt i betydning; nogle hævder, at »billede« henviser til den fysiske side og »lighed« til den etiske side af menneskets natur; andre mener, at »billede« er det, som er naturligt for mennesket, som blev skabt med det og derfor så at sige blev præget på det (concreata), mens »lighed« er det, som blev erhvervet af det (acquisita); atter andre erklærer, at »billede« er det konkrete og »lighed« det abstrakte udtryk for den samme tanke. Der er meget lidt skriftmæssigt grundlag for disse påstande. Vi kan heller ikke godtage fortolkningen hos de ældre socinianere og nogle af remonstranterne, at Guds billede bestod i herredømmet over alle skabninger, som der henvises til i 1 Mos 1,28.

3. Ordenes betydning:

Vender vi os til selve beretningen, synes de to udtryk ikke at betegne nogen virkelig forskel. I 1 Mos 1,27 bruges alene tselem (»billede«) til at udtrykke alt det, der adskiller mennesket fra dyret og knytter det til dets skaber. Deraf udtrykket »i vort billede«. I 1,26 indføres imidlertid ordet demuth (»lighed«), og vi får vendingen »efter vor lighed«, som for at angive, at skabningen, der bærer aftrykket af Guds »billede«, i »lighed« virkelig svarede til originalen, idet afbildningen lignede urformen. Luther har oversat sætningen: »Et billede, der er ligesom os« – ein Bild das uns gleich sei – og i den nye hollandske (Leiden-)oversættelse af Det Gamle Testamente af Kuenen, Hooijkaas og andre gengives den: »som vort billede, der ligner os« – als ons evenbeeld ons gelijkende.

De to ord kan derfor opfattes som stående i samme forhold til hinanden som kopi eller model står til det oprindelige billede. »Tanken i tselem – siger Delitzsch – er mere fast, den i demuth mere flydende og så at sige mere åndelig: i det første dominerer forestillingen om det oprindelige billede, i det sidste forestillingen om idealet.« Under alle omstændigheder har vi skriftmæssig hjemmel (se især 1 Mos 9,6; Jak 3,9) for udsagnet, at billedet er slægtens umistelige ejendom (Laidlaw), således at en krænkelse mod et medmenneske er en vanhelligelse af det guddommelige billede, der er indprentet i mennesket. Calvin har udtrykt det meget klart: Imago Dei est integra naturae humanae praestantia (»Guds billede er den menneskelige naturs fuldkomne fortræffelighed«).

4. Supplerende spørgsmål:

Andre spørgsmål er blevet rejst af de tidlige kirkefædre og af senere tiders skolastikere, men de kan her udelades af drøftelsen. Nogle, såsom Tertullian, betragtede »billedet« som den kommende Kristus' billede (Christi futuri); andre har hævdet, at Adam blev skabt efter Logos' billede (Ordet, den anden person i Treenigheden), som blev præget i mennesket ved dets skabelse. Om alt dette ved Skriften intet. Der fremstilles mennesket som skabt i »Elohims«, Guddommens, billede og ikke i én persons i Treenigheden. Paulus kalder mennesket »Guds billede og herlighed (eikon kai doxa)« (1 Kor 11,7). Vi kan roligt lade sagen hvile der. Den besynderlige teori, at Guds billede angiver den sfære eller det element, som mennesket blev skabt ind i, kan nævnes uden videre drøftelse (se herom Bohl, Dogmatik, 154 og Kuijper, De vleeschwording des Woords).

5. Bestanddele af billedet:

Hvori består da dette billede eller denne lighed? Visselig i det, som umisteligt er menneskeligt -- et legeme som Helligåndens tempel (det »jordiske hus« i 2 Kor 5,1), og den fornuftige, besjælende, indblæste ånd. Derfor gør menneskets personlighed, som knytter det til det, der er ovenover, og skiller det fra det, der er nedenunder, det til et særligt væsen -- en fornuftig, selvbevidst, selvbestemmende skabning, som Skaberen har bestemt til fællesskab med sig selv. »Dyret sanser kosmos og tilpasser sig det. Mennesket sanser kosmos, men tænker det også« (G. H. Lewes, Problems of Life and Mind). Det Nye Testamente kaster lys over emnet, især de to klassiske tekster: Ef 4,24 og Kol 3,10, hvor »det nye menneske« omtales som »skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed« og »fornyet til kundskab efter hans billede, som skabte det«. Kundskab, retfærdighed og hellighed kan med fuld ret betragtes som elementer i det menneskes karakter, som Gud oprindeligt havde tiltænkt. Lighed med Gud er derfor menneskets forret frem for alle skabte væsener. Det, der blev sagt absolut om Guds Søn: »Han er Guds udtrykte billede (character),« anvendes relativt om mennesket; den skabte søn er ikke den enbårne Søn. Den skabte søn var »lig Gud« (homoiosis; 1 Joh 3,2), og selv i sin fornedrelse har han løftet om at blive fornyet efter dette billede; den evige, enbårne Søn er Gud lig (Fil 2,6; Fil 2,7), skønt han blev en tjener og blev gjort mennesker lig (homoiomati).

Denne lighed mellem mennesket og Gud er ikke blot en bibelsk tanke. Mange oldtidsfolk synes at have forstået denne tanke. De henlagde menneskets guldalder til en fjern fortid, ikke til en fjern fremtid. Paulus citerer en hedensk digter i ApG 17,28: »Vi er jo også hans slægt.« (Aratos fra Soloi i Kilikien, apostlens landsmand). Denne udtalelse forekommer også i den smukke hymne til Jupiter, som tilskrives Kleanthes, en stoiker fra Assos i Troas og samtidige med Aratos. Psykologisk og historisk set bliver Bibelens syn derfor bekræftet.

III. Menneskets oprindelse ifølge Skriftens beretning: Skabelsesberetningerne.

Menneskets guddommelige oprindelse læres tydeligt i de første kapitler af 1 Mosebog, som vi netop har set.

1. Skriftens beretning:

Det antages, at to beretninger fra forskellige kilder er blevet sammenføjet af en ukendt redaktør til en helhed, der ikke er helt harmonisk. Kritikkens opgave er at fastslå det forhold, hvori de står til hinanden, og tidspunkterne for deres tilblivelse. I begge beretninger er mennesket skaberværkets kronende herlighed. Den første beretning (1 Mos 1,1-2) er almen, den anden særlig (1 Mos 2,4-25); i den første får vi en beretning om menneskets fremtræden på en forberedt scene -- en gradvis opstigning på den organiserede tilværelses skala fra kaos op til højdepunktet, som nås i mennesket. Der genkendes orden i hele forløbet, som forfatteren fremstiller som en proces, der optog seks dage eller perioder, målt ved mørkets fremkomst og bortvigen. I den første periode efterfølges det kaotiske oprør af adskillelsen mellem lys og mørke, og denne efterfølges igen af adskillelsen mellem vand og tørt land; hertil henlægges en anden periode.

Derefter får vi gradvist, i de næste fire perioder, i ordnet rækkefølge plantelivets fremkomst, dannelsen af havets skabninger, luftens skabninger og det tørre lands skabninger. Da alt er forberedt, kaldes mennesket til live ved den Almægtiges særlige befaling. Mens de andre skabninger desuden blev frembragt »efter deres arter«, træder alene mennesket, som en enestående tanke i den guddommelige intelligens, frem på scenen, kaldet til eksistens ved direkte guddommelig indgriben, efter et guddommeligt mønster og med kønsforskel; for både mand og kvinde kaldes i et senere kapitel ved samme navn: Adam (1 Mos 5,2). Dette er omfanget af den første beretning. Det er derfor ikke mærkeligt, at Skriften andetsteds kalder det første menneske »Guds søn« (Luk 3,38). Her behøver det ikke afgøres, om beretningen er strengt kronologisk, om »dagene« er mellemrum mellem på hinanden følgende mørkeperioder og ikke perioder på fireogtyve timer, reguleret af solens op- og nedgang, eller om hele beretningen blot er et prosadigt om skabelsen, ikke strengt nøjagtigt eller strengt videnskabeligt.

2. De to beretninger:

I den anden fortælling (1 Mos 2,2-25) er rækkefølgen en anden. Mennesket er her ikke højdepunktet, men centrum. Det er en skabning af støv, men med Guds ånde i sine næsebor (1 Mos 2,7), og det hersker over alle ting som Guds stedfortræder på jorden; skabningen kredser om det og underordner sig dets myndighed. Hertil føjes en beskrivelse af menneskets første hjem og dets forhold i hjemmet. Den anden fortælling synes derfor umiddelbart at være et supplement til den første, ikke i modstrid med den; lighederne er faktisk langt større end forskellene. »Den første kan kaldes typisk, den anden fysiologisk. Den første er den almene beretning om menneskets skabelse – om mennesket som slægt, som ideal; den anden er frembringelsen af det faktiske menneske, den historiske Adam« (Laidlaw).

3. Kontraster:

Forskellene mellem de to fortællinger er blevet overdrevet af tilhængere af de forskellige dokumenthypoteser. De formodes at adskille sig i stil – den første »viser tydelige spor af studium og overvejelse«, mens den anden er »frisk, spontan, oprindelig« (Driver, Genesis). De adskiller sig også i fremstilling, dvs. i begivenhedernes detaljer og rækkefølge – idet jorden i den anden fortælling ikke kommer frem af vandene som i den første, men er tør og ikke egnet til at bære vegetation, og mennesket ikke optræder sidst, men først, efterfulgt af dyr og fugle og til sidst kvinden. Dokumenterne formodes endvidere at adskille sig i deres opfattelse af guddommelig indgriben og dermed i deres ordvalg; den første anvender ord som »skabe«, »adskille«, »gøre«, »sætte«, der ikke indebærer noget lokalt eller sanseligt ved den guddommelige natur, mens den anden er stærkt antropomorf – Jahve fremstilles som én, der »former«, »anbringer«, »tager«, »bygger« osv. – og desuden som lokalt bestemt inden for snævre grænser, tilsyneladende bundet til en have som sin vante bolig. Uden at foregribe det kritiske spørgsmål kan man svare, at den første fortælling er lige så antropomorf som den anden, for Gud fremstilles dér som én, der »taler«, »sætter« (1 Mos 1,17; 1 Mos 2,17), »glæder sig over« sine hænders værk (1 Mos 1,31), »henvender sig til« de levende skabninger (1 Mos 1,22) og »hviler« ved afslutningen (1 Mos 2,2). Hvad angår Jahves hjem i en begrænset have, får vi udtrykkeligt ikke at vide, at mennesket blev lukket ind i sin skabers hjem, men at Jahve særskilt »plantede en have« som bolig for mennesket. Begivenhedernes rækkefølge kan være forskellig; men omfanget og hensigten er det bestemt ikke.

4. Indvendinger:

Mere alvorlige har de indvendinger været, der er rejst på videnskabeligt grundlag. Første Mosebogs kosmogoni er blevet bestridt, og der er foretaget udførlige sammenligninger mellem geologiske teorier om verdens oprindelse og den mosaiske beretning. De omstridte punkter formodes at være følgende: Geologien kender ingen »perioder«, der svarer til Første Mosebogs »dage«; »vegetationen« i Første Mosebog optræder før dyrelivet, mens geologien hævder, at de optræder samtidig; »fisk og fugle« i Første Mosebog gik forud for alle landdyr; i den geologiske optegnelse følger »fuglene« efter »fiskene« og kommer efter talrige arter af landdyr (således Driver, Genesis). Hertil er der givet et dobbelt svar: (1) Beretningen i Første Mosebog er ikke videnskabelig og var heller ikke bestemt til at være det: den er et forspil til historien om menneskelig synd og guddommelig frelse og giver en skitse af verdens oprindelse og jordens beredelse som menneskets bolig, med dette ene formål for øje. Fortællingens udgangspunkt er Guds skabelse af universet; højdepunktet er skabelsen af mennesket i Guds billede. Mellem disse to store begivenheder fremstilles visse andre skabelseshandlinger i ordnet rækkefølge, for så vidt som de angår det store tema om synd og frelse, der behandles i beretningen. Formålet er praktisk, ikke spekulativt; teologisk, ikke videnskabeligt.

Hele skabelsesberetningen må bedømmes ud fra dette synspunkt. Se Cosmogony. (2) Det, som har slået mange videnskabsmænd, er ikke så meget forskellen eller manglen på overensstemmelse mellem den mosaiske og den geologiske beretning som de forunderlige overensstemmelser i de store træk, bortset fra uligheder i detaljerne. Geologer som Dana og Dawson har udtrykt dette lige så klart som Haeckel. Sidstnævnte har f.eks. åbent givet udtryk for sin »retfærdige og oprigtige beundring for den jødiske lovgivers storslåede indblik i naturen og hans enkle og naturlige skabelseshypotese .... som står fordelagtigt i kontrast til den forvirrede skabelsesmytologi, der var udbredt blandt de fleste af oldtidens folk« (History of Creation, I, 37, 38). Han henleder opmærksomheden på overensstemmelsen mellem den mosaiske beretning, som accepterer »en skabende Skabers direkte handling«, og den ikke-mirakuløse udviklingsteori, idet »tanken om adskillelse og differentiering af det oprindeligt enkle stof og om en fremadskridende udvikling« findes i den »jødiske lovgivers« beretning.

5. Babylonsk oprindelse:

I den senere tid er det blevet hævdet, at Israel var afhængig af Babylon for sin skabelsesberetning; men selv de mest alvorlige tilhængere af dette synspunkt har måttet indrømme, at den første indførelse af babylonsk myte i den hellige fortælling »må forblive en sag af formodning«, og at »det er utroligt, at den monoteistiske forfatter til 1 Mos 1, på hvilket som helst tidspunkt han levede, kunne have lånt nogen detalje, hvor lille den end var, fra det polyteistiske epos om Marduk og Tiamat« (Driver, Gen, 31). Bauers udsagn i hans Hebraische Mythologie, 1802: »Es ist heut zu Tage ausser allen Zweifel gesetzt, dass die ganze Erzahlung ein Mythus ist« (Det er hævet over enhver tvivl, at hele fortællingen er en myte), kan ikke længere opretholdes på tilfredsstillende vis; endnu mindre påstanden om, at vi her har en indførelse af eksilsk eller persisk myte efter eksilet i den hebraiske fortælling (jf. Van Leeuwen, Anthropologie).

6. Senere kritiske synspunkter:

Om opdelingen af beretningen i elohistiske og jehovistiske dokumenter vil bestå tidens prøve, er et spørgsmål, som beskæftiger mange sind. Professor Eerdmans fra Leiden, den nuværende indehaver af Kuenens lærestol, har for nylig hævdet, at en »grundig anvendelse af den Graf-Kuenen-Wellhausenske skoles kritiske teorier fører til højst usandsynlige resultater«, og at »den nuværende gammeltestamentlige kritik må reformere sig selv« (HJ, juli 1909). Hans egen teori er udarbejdet i hans Alttestamentliche Studien, hvortil læseren henvises.

IV. Menneskeslægtens enhed: Forskellige teorier.

1. Dens samhørighed:

Menneskeslægtens samhørighed kan siges at være lige så klart en videnskabelig lære som en bibelsk lære. Den ligger underforstået i beretningen om skabelsen og syndfloden. Paulus fastslår den stærkt i sin tale til athenerne (ApG 17,26), og den er grundlaget for Bibelens frelsesplan (Joh 3,16). Menneskeslægten beskrives i Det Gamle Testamente som »Adams sønner« (5 Mos 32,8 i KJV), som udgået fra ét par (1 Mos 1,27; 1 Mos 3,20), som havende sin oprindelse i ét menneske (1 Mos 2,18; 1 Kor 11,8, hvor kvinden beskrives som udgået »fra manden«). Derfor anvendes betegnelsen »Adam« både om slægten og om den enkelte (1 Mos 1,26; 1 Mos 2,5; 1 Mos 2,7; 1 Mos 3,22; 1 Mos 3,24; 1 Mos 5,2); mens denne lære i Det Nye Testamente anvendes på frelsens historie -- Kristus som den »anden Adam«, der genopretter det, som gik tabt i den »første Adam« (1 Kor 15,21; 1 Kor 15,22; 1 Kor 15,47-49).

2. Forskellige teorier:

Uden for Den Hellige Skrift har man haft forskellige teorier om menneskeslægtens oprindelse, alder og oprindelige tilstand. Polygenismen (flere oprindelser) har fundet særlig tilslutning, dels som co-adamitisme, altså forskellige racers afstamning fra forskellige stamfædre (Paracelsus og andre), dels som præ-adamitisme, altså mørkfarvede racers afstamning fra en forfader, som levede før Adam -- stamfaderen til jøderne og de lysfarvede racer (Zanini og især de la Peyrere). Men der er endnu ikke gjort nogen alvorlige forsøg på at fordele menneskeslægten mellem en række særskilt opståede forfædre.

3. Evolutionært syn:

Den bibelske beretning er imidlertid blevet bragt i miskredit af moderne evolutionsteorier. Darwinismen i sig selv fremmer ikke polygenismen, skønt mange fortolkere af evolutionshypotesen har anvendt den sådan. Darwin afviser udtrykkeligt polygenismen. Han siger: »De naturforskere, der accepterer evolutionens princip, vil ikke tvivle om, at alle menneskeracer nedstammer fra én enkelt oprindelig stamme« (Descent of Man, anden udg., 176); og på en foregående side læser vi: »Mennesket er blevet studeret mere omhyggeligt end noget andet dyr, og alligevel er der størst mulig uenighed blandt kompetente dommere om, hvorvidt det skal klassificeres som én enkelt art eller race, eller som to (Verey), som tre (Jacquinot), som fire (Kant), fem (Blumenbach), seks (Buffon), syv (Hunter), otte (Agassiz), elleve (Pickering), femten (Bory Vincent), seksten (Desmoulins), toogtyve (Morton), tres (Crawford) eller som treogtres, ifølge Burke« (s. 174).

V. Evolutionsteorien om menneskets oprindelse.

Moderne videnskab accepterer almindeligvis evolutionsteorien. Darwin gav hypotesen en karakter, den aldrig før havde haft; men siden hans tid er dens anvendelse blevet ubegrænset. »Fra det organiske udvides den til den uorganiske verden; fra vor planet og solsystemet til kosmos, fra naturen til menneskesindets frembringelser -- kunst, love, institutioner, religion. Vi taler i samme åndedrag om organiske væseners og dampmaskinens, trykpressens, avisens, ja nu endog atomets evolution« (Orr, God's Image in Man, 84). Og dog kan de faktorer, der indgår i processen, og den eller de metoder, hvorved de store resultater i denne proces opnås, trods teoriens meget brede og vidtrækkende anvendelse stadig betragtes som omstridte. Dens anvendelse på Bibelens lære om mennesket frembyder alvorlige vanskeligheder.

1. Darwinisme:

Darwins argument kan fremstilles på følgende måde. I naturen omkring os kan man iagttage en kamp for tilværelsen, som enhver organisme er udsat for, hvorved de svagere udslettes, og de stærkere eller bedst egnede får lov at overleve. De, der således overlever, kan billedligt siges at være udvalgt af naturen til dette formål -- deraf betegnelsen »naturlig udvælgelse«, som i de højere livsformer bistås af »seksuel udvælgelse«, under hvis indflydelse de bedst organiserede hanner foretrækkes af hunnerne og således så at sige udvælges til artens formering. De egenskaber eller kendetegn, som de således udvalgte organismer har, overføres til deres efterkommere, så at »fra nogle få former eller fra én, som livet oprindelig er blevet indblæst i«, med ubegrænset variation »endeløse former, de skønneste og mest vidunderlige, er blevet eller bliver udviklet« (Origin of Species, 6. udg., 429). Når denne fremgangsmåde anvendes på menneskets oprindelse, viser argumentets styrke sig at ligge i lighederne mellem mennesket og dyret, som kan sammenfattes således:

(1) morfologiske ejendommeligheder i de legemlige organers opbygning, i deres modtagelighed for de samme sygdomme, i deres nære lighed med hensyn til væv, blod osv.;

(2) embryologiske kendetegn ved menneskets udvikling, idet det ligesom dyret udvikles fra en ægcelle, som ikke adskiller sig fra og gennemgår den samme evolutionsproces som ethvert andet dyrs;

(3) eksistensen af rudimentære organer, som anses for enten at være fuldstændig nytteløse, i nogle tilfælde skadelige, ofte sygdomsfremkaldende eller i hvert fald kun til meget ringe nytte for mennesket, og som derfor -- hævdes det -- peger tilbage på en animalsk afstamning, hvor disse organer kan have været nødvendige;

(4) mentale ejendommeligheder af samme karakter, men måske ikke af samme omfang, hos dyret som hos mennesket, skønt forskellene mellem de to kan være lige så store som mellem »en terrier og en Hegel, en Sir William Hamilton eller en Kant«;

(5) palæontologiske overensstemmelser, der skal vise, at en sammenligning af fossile rester bringer det moderne civiliserede menneske og dets oprindelige, menneskeabeagtige forfader i nøje overensstemmelse. I den senere tid er Friedenthals forsøg med hensyn til blodtransfusion mellem mennesket og aben blevet inddraget i argumentationen af evolutionister.

2. Vanskeligheder:

De vanskeligheder, som teorien møder, er så store, at ansete naturforskere har underkastet den meget skarp kritik, som ikke kan lades ude af betragtning. Nogle, som Du Bois-Reymond, har åbent erklæret, at supernaturalismen har sejret: »es scheint keine andere Ausnahme ubrig zu sein, als sich dem Supranaturalismus in die Arme zu werfen« (jf. Bavinck, Gereformeerde Dogmatik, II, 548). Andre, som Virchow, udtalte sig lige til det sidste imod darwinismen som en fastslået hypotese og en abeagtig afstamning som et accepteret faktum: »auf dem Wege der Speculation ist man zu der Affen-Theorie gekommen: man hatte eben so gut zu anderen theromorphischen Theorien kommen konnen, z. B. zu einer Elefanten-Theorie, oder zu einer Schaf-Theorie« -- dvs. man kunne lige så godt tale om en elefantteori eller en fåreteori eller enhver anden dyreteori som om en abeteori. Dette var i 1892. Da opdagelsen to år senere af den såkaldte pithecanthropus erectus, som antoges at være det »manglende led« mellem mennesket og de lavere dyr, kom til drøftelse, fastholdt Virchow lige så stærkt, at »hverken pithecanthropus eller nogen anden menneskeabe viste noget af urmenneskets kendetegn«. Dette var i 1896.

Meningsforskellen blandt videnskabsmænd på dette punkt synes at være stor. Mens Darwin selv uden forbehold fastholdt menneskets abeagtige afstamning, forkaster flere af hans efterfølgere helt denne afstamningslinje. Det ses i Cambridge-bindet, der er viet til mindet om den britiske naturforsker. Schwalbe nævner Cope, Adloff, Klaatsch og andre som fortalere for en anden afstamning for mennesket, men indrømmer, om end modvilligt, at »afstamningslinjen forsvinder i mørket omkring pattedyrenes afstamning«, og er tilbøjelig til at indrømme, at »mennesket er opstået uafhængigt« (Darwinism and Modern Science, 134). To ting står derfor klart, nemlig at moderne videnskab ikke tilslutter sig Darwins yndlingsmaksime, Natura non facit saltum, »Naturen gør ikke et spring«, hvormed han ifølge Huxley »unødigt har bundet sig selv« (Lay Sermons, 342), og at »mennesket sandsynligvis opstod ved en mutation, det vil sige ved en usammenhængende variation af betydeligt omfang« (J. A. Thomson, Darwinism and Human Life, 123). Hvis man derfor indrømmer en opstigning på evolutionens skala gennem »spring« eller »løft«, får Ottos ord (Naturalism and Religion, 133) en ny betydning for dem, der anser den tradition, der er nedskrevet i de første kapitler af Første Mosebog, for historisk: »Der er intet imod antagelsen, og meget taler til dens fordel, at det sidste skridt eller spring var så umådeligt, at det medførte en frihed og rigdom i det psykiske liv, som ikke kan sammenlignes med noget, der var gået forud.«

3. Indvendinger:

Indvendingerne mod den darwinistiske teori er hovedsagelig tredobbelte:

(1) dens benægtelse af teleologi, som den erstatter med naturlig udvælgelse;

(2) dens antagelse, at evolutionsprocessen foregår gennem langsomme og umærkelige trin;

(3) dens påstand, at den organiske udvikling har været absolut sammenhængende fra den laveste form til den højeste (Orr, God's Image in Man, 108). Dette kan belyses lidt nærmere:

(1) Tilfældighed over for skabelse.

Benægtelsen af teleologi er klar og tydelig, skønt professor Huxley har talt om en »videre teleologi«, hvormed han imidlertid blot mente (Critiques and Addresses, 305), at teleologen kan udfordre sin modstander til at bevise, at bestemte strukturændringer ikke var bestemt til at frembringes. I darwinismen synes valget at stå mellem tilfældighed og skabelse. Sind, hensigt, forudseenhed, intention, guddommelig ledelse og forsyn er forvist fra evolutionsprocessen. Darwin selv var oprindelig tilbøjelig til at påkalde sig en skabers hjælp (Origin of Species, 6. udgave, 429), men beklagede senere, at han »havde føjet den offentlige mening og brugt det pentateukiske udtryk, hvormed han i virkeligheden mente fremkomst ved en helt ukendt proces« (Life and Letters, III, 18).

Det indrømmes, at Darwin tillagde den naturlige udvælgelse for stor magt. Han betragtede selv i Descent of Man det som »en af de største forglemmelser« i sit værk, at »han ikke i tilstrækkelig grad havde overvejet eksistensen af mange strukturer, som hverken er gavnlige eller skadelige«, og at han »sandsynligvis havde tillagt den naturlige udvælgelses virkning på de bedst egnedes overlevelse for meget« (Descent of Man (2. udg.), 61). Dr. A. R. Wallace anerkender ligesom Darwin den naturlige udvælgelses styrke, men anser dens virksomhed for i høj grad at være negativ. Han skriver til sin ven: »Naturen udvælger ikke så meget særlige varianter, som den udrydder ugunstige« (Darwin's Life and Letters, III, 46). Det er netop denne fastholden af en fremgangsmåde med langsomme og umærkelige trin, som fra begyndelsen har mødt stærk modstand. »Naturlig udvælgelse«, skriver Darwin, »virker alene ved at ophobe små, successive, gunstige variationer; den kan ikke frembringe store eller pludselige ændringer; den kan kun virke ved korte og langsomme skridt« (Origin of Species (6. udg.), kapitel 15). Processen er derfor ifølge Darwin helt tilfældig. Dette ikke-teleologiske aspekt af darwinismen er karakteristisk for mange afhandlinger om evolution.

Weismann fastslår med stor klarhed og kraft, at teoriens filosofiske betydning ligger i, at "mekaniske kræfter" sættes i stedet for "styrende kraft" for at forklare oprindelsen til nyttige strukturer. Otto taler om dens radikale modsætning til teleologien. Og dog indrømmer en ivrig tilhænger af darwinismen, professor J. A. Thomson, at "der findes intet logisk bevis for afstamningslæren" (Darwinism and Human Life, 22) -- en udtalelse, som har sit modstykke i Darwins breve: "Vi kan ikke bevise, at en eneste art har forandret sig" (Life and Letters, III, 25). Endnu klarere, næsten aforistisk, bekræftes dette af professor J. A. Thomson: "Evolutionens kendsgerning trænger sig på os; faktorerne unddrager sig os" (Bible of Nature, 153), og igen: "Naturlig udvælgelse forklarer de bedst egnedes overlevelse, ikke fremkomsten af de egnede" (ib 162). Endnu mere bemærkelsesværdig er den opfattelse, Korchinsky udtrykker, at kampen "forhindrer etableringen af nye variationer og i virkeligheden står i vejen for ny udvikling. Den er snarere en ugunstig end en fordelagtig faktor" (Otto, Nature and Religion, 182). Vi føres faktisk langsomt tilbage til den teleologi, som Darwin anså for skæbnesvanger for sin teori. Videnskabsmænd af en vis anseelse taler gerne om et styrende formål. "Hvor som helst vi undersøger den organiske natur," siger professor J. A. Thomson, "synes den at strømme med formål" (Bible of Nature, 25); og igen: "Hvis der er Logos ved slutningen (af den lange evolutionsproces, der ender i mennesket), kan vi være sikre på, at han også var ved begyndelsen" (ib 86).

Hvor der er formål, må der være et sind, som arbejder med et formål og hen imod et bestemt mål; hvor der er et sind, kan der have været skabelse i begyndelsen; hvor skabelse indrømmes, kan et overordnet forsyn accepteres. Hvis naturlig udvælgelse "beskærer det voksende træ"; hvis den er "en styrende, ikke en oprindelig skabende faktor" (J. A. Thomson, Darwinism and Human Life, 193); hvis den intet frembringer, og evolutionsprocessen afhænger af kræfter, som virker indefra og ikke udefra, så havde hertugen af Argyll sikkert ret, da han hævdede (Unity of Nature, 272), at "skabelse og evolution, når disse begreber er befriet for intellektuel forvirring, ikke er modsætninger, der gensidigt udelukker hinanden. De er harmoniske og supplerende." Den gamle beretning, som sætter Gud ved begyndelsen og tilskriver universet hans skaberhandling, er derfor trods alt ikke så uvidenskabelig, som nogle evolutionister er tilbøjelige til at fremstille den.

(2) Ubestemt variabilitet.

Den ubestemte variabilitet, som teorien forudsætter, støttes ikke af kendsgerningerne. Udvikling findes der uden tvivl, men altid inden for nøje fastlagte grænser: På hvert trin er dyret eller planten en fuldstændig og symmetrisk organisme, uden noget tegn på en endeløs fremadskriden fra det mindre til det mere komplekse. Tilbagevenden til typen synes altid at have en udvikling, der skrider ubestemt frem, og hybriders sterilitet synes at være naturens protest mod at gøre variabilitet til en lov for fremadskridende udvikling. Det er gentagne gange blevet påpeget, at variationer, når de opstår i et organ, ikke er til fordel for deres besidder: "En meget svagt forstørret talgkirtel, en lille bums på næsen af en fisk, et mikroskopisk punkt af forbening eller fortætning blandt musklerne hos et hvilket som helst dyr kunne (næppe) give dets besidder nogen overlegenhed over for dets artsfæller" (Elam, Winds of Doctrine, 128).

(3) Eksisterende kløfter.

Det kan heller ikke benægtes, at ingen evolutionsteori har været i stand til at bygge bro over de afgrunde, som synes at findes mellem naturens forskellige riger. En gradvis overgang fra det uorganiske til det organiske, fra planteriget til dyreriget, fra én plante- eller dyreart til en anden art, fra dyret til mennesket, findes ikke i naturen. Dette anerkendes af videnskabsmænd af anseelse. Du Bois-Reymond har hævdet, at der er syv store gåder, som angiver en syvdobbelt grænse for forskningen, nemlig,

(a) materiens og kraftens eksistens;

(b) bevægelsens oprindelse;

(c) livets oprindelse;

(d) fremtrædelsen af hensigt i naturen;

(e) bevidsthedens eksistens;

(f) intelligent tænkning og talens oprindelse;

(g) spørgsmålet om den frie vilje.

Andre har fundet lige så alvorlige vanskeligheder ved en afstamningsteori, som overser eksistensen af sådanne kløfter. Således indrømmer dr. A. R. Wallace -- en stærk fortaler for teorien om naturlig udvælgelse -- at "der er mindst tre stadier i den organiske verdens udvikling, hvor en eller anden ny årsag eller kraft nødvendigvis må være trådt i funktion," nemlig ved livets indførelse, ved indførelsen af sansning og bevidsthed og ved menneskets indførelse" (Darwinism, 474-75).

(4) Anvendt på mennesket.

Når teorien anvendes på menneskearten, bliver vanskelighederne enormt forøget. Psykisk set ligner mennesket dyret, men er dog umådeligt forskelligt fra det. Bevidsthed, tænkning, sprog (af Max Muller kaldt "Rubicon" mellem menneske- og dyreverdenen), moral og religion kan ikke let forklares ud fra nogen evolutionsteori. Erkendelsen af moralske forpligtelser, friheden til at vælge mellem moralske alternativer, samvittighedens kategoriske imperativ, følelsen af ansvar og angerens smerte forklares ikke af afstamningslæren. Mennesket står for sig selv og danner psykologisk et rige for sig, "uendeligt forskelligt fra den simianske stirps" (Huxley, Man's Place in Nature, 103) -- universets gåde, bortset fra den bibelske beretning. I selve tingenes natur ligger det bevidste og det ubevidste langt fra hinanden. "Påstanden om forskellen mellem dem hviler ikke på vor uvidenhed, men på vor viden om den erkendte forskel mellem materielle partikler i bevægelse og indre bevidsthed knyttet til et selv" (Orr, Homiletic Review, August, 1907).

Der kan ikke være nogen overgang fra den ene til den anden. "Kløften" består trods alle forsøg på at bygge bro over den. Stærke tilhængere af darwinismen har erkendt dette. Således forkaster dr. A. R. Wallace, skønt han kraftigt fastholder "den væsentlige identitet mellem menneskets legemlige bygning og de højere pattedyrs og dets nedstamning fra en eller anden stamform, fælles for mennesket og menneskeaberne", den teori, at "menneskets hele natur og alle dets evner, moralske, intellektuelle, åndelige, er blevet afledt af deres rudimenter hos lavere dyr" -- en teori, som han anser for at mangle støtte i tilstrækkelige beviser og stå i direkte modsætning til mange velkonstaterede kendsgerninger (Darwinism, 461; Natural Selection, 322 ff).

(5) Fravær af overgangsformer.

Fraværet af overgangsformer er en anden vanskelighed, som rammer darwinismens rod. Zittel, en anset palæontolog, tilsluttede sig den almindelige opfattelse, da han i Zürich i 1895 erklærede, at de uddøde overgangsled langsomt ikke kommer for dagen, undtagen i "et lille og stadigt svindende antal". Afledningen af den moderne hest fra "Eohippus", som der undertiden lægges stor vægt på, kan næppe antages at være bevist, når videnskabsmænd af samme anseelse hævder, at ikke "Eohippus", men Palaeotherium var stamfader til det dyr, hvis afstamning er omstridt. Og hvad mennesket angår, giver dr. E. Du Bois' fund på øen Java af toppen af et kranium, hovedet af en lårknogle og nogle få tænder fra et dyr, der formodes at være et menneskelignende pattedyr, ikke det krævede absolutte bevis. Lige fra begyndelsen var naturforskernes opfattelser mærkeligt delte.

Virchow tvivlede på, om delene tilhørte samme individ, og anså Du Bois' tegninger af kurverne i en kranieomridslinje, der skulle bevise den gradvise overgang fra en abes kranium til et menneskes, for at være opdigtede. Af fireogtyve videnskabsmænd, der undersøgte resterne, da de oprindeligt blev fremlagt, mente ti, at de tilhørte en abe, syv et menneske og syv en eller anden mellemform (Otto, Naturalism and Religion, 110). Ved den antropologiske kongres, der blev holdt i Lindau i september 1899, "fremlagde dr. Bumiller en afhandling, hvori han erklærede, at den formodede `pithecanthropus erectus' ikke er andet end en gibbonabe, sådan som Virchow fra begyndelsen antog" (Orr, i The Expositor, juli 1910).

4. Den nye evolutionisme:

Evolutionismen synes at undergå en stor forandring. Blandt andre har Fleischmann og Dennert i Tyskland underkastet darwinismen en skarp og indgående kritik. Især sidstnævnte fremsætter som videnskabsmand en kraftig protest mod antagelsen af den darwinistiske teori. Han afslutter sine undersøgelser med de bemærkelsesværdige ord: "Nedstamningsteorien accepteres af næsten alle naturforskere. Men trods påstande om det modsatte er teorien endnu ikke blevet fuldstændigt (ganz unzweifelhaft) bevist. .... Darwinismen derimod, dvs. læren om naturlig udvælgelse gennem kampen for tilværelsen, er blevet trængt tilbage på hele linjen" (vom Sterbelager des Darwinismus, 120). Med lige så stor kraft har professor Hugo de Vries fra Amsterdam for nylig lært en "mutationsteori", et udtryk, han anvender til "at betegne processen, hvorved en ny art eller en ny artskarakter opstår, når dette sker ved den springvise metode i ét enkelt skridt" (Lock, Recent Progress in the Study of Variation, 113). Ifølge De Vries kan nye arter opstå af gamle ved spring, og dette ikke i fjerne geologiske tider, men i løbet af et menneskeliv og for vore egne øjne. Denne teori om "halmatogenese", eller evolution ved spring og ikke ved umærkelige graduelle overgange, var ikke ukendt for videnskabsmænd.

Lyell, som sent blev omvendt til darwinismen, indrømmede i sin Antiquity of Man muligheden af "lejlighedsvise spring, brud i en ellers sammenhængende række af psykiske forandringer, hvor menneskeheden med ét spring overvinder det rum, som skilte det højeste trin af de lavere dyrs ikke-fremskridende intelligens fra den første og laveste form for menneskets udviklingsdygtige fornuft." Selv professor Huxley, en af darwinismens mest standhaftige tilhængere, erkendte, at "naturen nu og da gør spring", og at "en anerkendelse af denne kendsgerning er af ikke ringe betydning for at afvise mange mindre indvendinger mod transmutationslæren" (Orr, God's Image in Man, 116). Mindre imødekommende end både De Vries og Huxley er Eimer, som, mens han forkaster Darwins teori om "tilfældighed", opstiller "bestemt styret evolution" imod den og hævder, at "naturlig udvælgelse er utilstrækkelig til dannelsen af arter" (Otto, Naturalism and Religion, 174). Evolutionsteorien undergår tydeligvis ændringer, som kan få vigtig betydning for fortolkningen af den mosaiske skabelsesberetning og især for menneskets afstamning. Mennesket kan derfor, ud fra et rent videnskabeligt synspunkt, være et helt nyt væsen, ikke frembragt ved langsom og gradvis opstigning fra en abelignende afstamning. Det kan være blevet indført med ét spring, ikke som et halvt dyr med dyriske drifter, men som et fornuftigt og moralsk væsen, "indvortes harmonisk, med muligheder for syndfri udvikling, som kun dets frie handling ophævede." Hvis den nye teori om "mutationel" evolution accepteres, vil Skriftens syn på menneskets oprindelse bestemt ikke blive miskrediteret.

5. Evolution og Første Mosebog:

Så meget kan man med rimelighed indrømme: at Skriften inden for visse grænser accepterer en udviklingsproces. Hvad angår de lavere dyr, beskrives skabelsen (1 Mos 1,21) eller frembringelsen (1 Mos 1,28) ikke som en umiddelbar handling af den almægtige magt, men som en skabende tilskyndelse givet til vandet og jorden, hvilket ikke udelukker, men snarere sætter de kræfter i virksomhed, som findes i havet og på det tørre land (1 Mos 1,11; 1 Mos 1,20; 1 Mos 1,24 KJV): "Og Gud sagde: Jorden skal lade græs skyde frem .... Vandet skal vrimle med levende væsener." Det er kun ved skabelsen af mennesket, at Gud handler umiddelbart: "Og Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede .... Og Gud skabte mennesket" (1 Mos 1,26; 1 Mos 1,27). Lyells og Huxleys spring eller springvise forandring, De Vries' "halmatogenesis", er betegnelser, som i den enkle beretning forsvinder for den indholdsrige sætning: "Og Gud sagde." Ansete teologer har givet evolutionsteorien et teistisk præg (jf. Flint, Theism, 195 ff.), eftersom udviklingen ikke kan være uden formål eller årsag, og fordi "naturen kun er en virkning, hvis årsag er Gud." Det dødsstød, som det teleologiske argument ifølge professor Huxley har fået af Darwin, er måske trods alt ikke så alvorligt. Under alle omstændigheder talte Lord Kelvin (Sir William Thomson) i 1871 ved British Association åbent for "det faste og uigendrivelige argument, som Paley så godt har fremført .... og som lærer os, at alle levende ting var afhængige af en altid virkende Skaber og Hersker." Se Evolution.

VI. Menneskets oprindelige og nuværende tilstand: Menneskets oldtid.

1. Tidsafstanden til menneskets oprindelse:

Den nyere antropologi har ført menneskeslægten tilbage til en fjern oldtid. Almindelige skøn ligger mellem 100.000 og 500.000 år. Erotiske beregninger går langt ud over disse tal. Haeckel taler f.eks. om "Sirius-afstande" for hele udviklingsprocessen; og hvad dette betyder, kan let formodes. Solen er 92.700.000 mil fra jorden, og Sirius er en million gange så langt fra os, som vi er fra solen, således at menneskets tidsafstand fra de allerlaveste organismer, fra den første kim eller sædcelle eller ægcelle, ifølge Haeckel er næsten uberegnelig. Evolutionister fører således menneskeslægten tilbage til en umålelig afstand fra jordens nuværende beboere. Nogle hævder, at flere urtidsracer har eksisteret, og man formoder at have fundet fossile rester af mennesker, som bringer dem i forbindelse med uddøde dyr.

Evolutionisternes tidsberegninger deles imidlertid ikke af videnskabsmænd i almindelighed. "Disse millionærer i tid har fået et hårdt slag, da en anden Darwin, Sir G. H. Darwin fra Cambridge, påviste, at de fysiske forhold var sådanne, at geologien måtte begrænse sig til et tidsrum på under 100.000 år" (Orr, God's Image, etc., 176). Professor Tait fra Edinburgh begrænsede spændvidden til højst 10.000.000 år, og han rådede stærkt geologerne til at "skynde sig med deres beregninger." "Jeg tør sige," siger han, "at mange af jer kender Lyells og andres spekulationer, især Darwins, som fortæller os, at selv for en forholdsvis kort del af den nyere geologiske historie er tre hundrede millioner år ikke nok! Vi siger: Så meget desto værre for geologien, sådan som den nu forstås af dens førende autoriteter" (Recent Advances in Physical Science, 168). For nylig er opmærksomheden dog blevet henledt på nye energikilder i universet som følge af radioaktivitet.

Duncan kontrasterer i The New Knowledge den gamle opfattelse, hvorefter Gud skabte universet og på et bestemt tidspunkt satte det i gang med at gennemløbe sin bane, med den opfattelse, som, skønt den ikke lærer det klart, dog er tilbøjelig til at fastholde, at universet er udødeligt eller evigt, både i fremtiden og i fortiden (s. 245). Hvis denne opfattelse er rigtig, kan de darwinistiske tidsaldre måske anses for at være givet tilbage til evolutionisten. På den anden side synes det, at Lord Kelvin alvorligt tvivlede på gyldigheden af disse spekulationer. Professor Orr skriver: "I en personlig meddelelse siger Lord Kelvin til mig, at han anser det for `næsten uendeligt usandsynligt', at radium har haft nogen mærkbar virkning på jordens eller solens varme og lys, og han foreslår som `mere sandsynligt, at radiums energi oprindelig kan være kommet i forbindelse med de overordentlig høje temperaturer', der frembringes ved gravitationsvirkning" (Homiletic Review, august 1906).

2. Urtidsmenneskets oldtid:

Hvad angår urtidsmennesket, er der ingen enighed blandt videnskabsmænd. Nogle, såsom Delaunay, de Mortillet og Quatrefages, mente, at mennesket eksisterede i tertiærtiden, mens andre, såsom Virchow, Zittel, Prestwich og Dawson, hævder, at mennesket først trådte frem i kvartærtiden. Da grænserne mellem disse perioder ikke er klart afgrænsede, er en afgørelse på ingen måde let. Selv hvis det skulle vise sig, at mennesket var samtidig med uddøde dyr, såsom mammutten, ville den lige så berettigede slutning af dette være, ikke at mennesket er lige så gammelt som det uddøde dyr, men at dyret er lige så ungt som mennesket, og at den periode, der tillægges disse fossile rester, må bringes betydeligt nærmere nutidens liv.

3. Forskellige beregninger:

Beregninger baseret på grusaflejringerne ved Somme, på Tinières kegle, på tørvemoserne i Frankrig og Danmark, på fossile knogler fundet i huler i Tyskland og Frankrig, på deltaformationer ved store floder som Nilen og Mississippi, på Danmarks »køkkenmøddinger« og på Schweiz' pæleboliger må undersøges nøje. Sir J. W. Dawson, en geolog med stort ry, har fremsat den velovervejede udtalelse, at »muligvis rækker ingen af disse længere tilbage end seks eller syv tusind år, som ifølge dr. Andrews er forløbet siden afslutningen på kampestensleret i Amerika«, og at »videnskabens pendul må svinge tilbage i denne retning« (Story of the Earth and Man, 293). »Istiden«, som tidligere blev beregnet hypotetisk, er i den senere tid blevet bragt inden for beregnelig afstand. G. F. Wright, Winchell og andre er nået til den konklusion, at istiden i Amerika og følgelig i Europa ikke ligger mere end omtrent otte eller ti tusind år tilbage.

Hvis dette er tilfældet, bringes menneskets oldtid inden for rimelige grænser og behøver derfor ikke at være i modstrid med Bibelens udsagn på dette punkt. Hvis dr. Andrews' omhyggelige og præcise beregninger over de hævede strande ved Lake Michigan accepteres, må Nordamerika være steget op af istidens vande for omkring 5.500 eller 7.500 år siden; og hvis det er tilfældet, er varigheden af menneskeperioden på dette kontinent fastlagt og må reduceres betydeligt (Dawson, Story, etc., 295). En af de seneste udtalelser om dette emne er fra professor Russell ved University of Michigan (1904), som hævder, at »vi finder intet ægte og veldokumenteret bevis for menneskets tilstedeværelse i Amerika hverken før eller under istiden«. Han er overbevist om, at »alle de hidtil indsamlede geologiske beviser vedrørende menneskets oldtid i Amerika peger på den slutning, at det kom efter istiden«. Hvor alt er uklart, og eksperterne er uenige, er stor forsigtighed nødvendig ved fastsættelsen af datoer og tidsperioder. Hvis man desuden accepterer en forholdsvis hurtig nedsænkning og efterfølgende hævning efter istiden, sådan som nogle naturforskere hævder, og mennesket da var på jorden, kan man med rette spørge, om denne sænkning ikke »udgjorde den syndflod, som er optegnet i den bemærkelsesværdige `logbog' af Noa, der er bevaret for os i 1 Mos« (Dawson, op. cit., 290).

4. Kronologi:

Oldtidens nationers kronologi -- Kinas, Babylons og Egyptens -- er blevet anset for at undergrave Skriftens syn på menneskeslægtens alder. Men det er en velkendt kendsgerning, at eksperterne er alvorligt uenige på dette punkt. Deres beregninger for Egypten -- med kong Menes' regeringstid som udgangspunkt -- spænder fra 5.867 (Champollion) til 4.455 (Brugsch) og fra 3.892 (Lepsius) til 2.320 (Wilkinson). Hvad Babylon angår, placerer Bunsen udgangspunktet for den historiske periode i 3.784, Brandis i 2.458 og Oppert i 3.540 -- en forskel på tusinder af år (jf. Bavinck, Geref. Dogmatik, II, 557). Måske vil også her fremtidig forskning bringe det videnskabelige og det bibelske syn i større overensstemmelse. Under alle omstændigheder fortjener Hommels ord om alle disse beregninger nøje overvejelse: »Kronologien for de første tusind år før Kristus er temmelig fastlagt; i det andet årtusind f.Kr. synes nogle punkter at være fastlagt; i det tredje årtusind, dvs. før 2000 f.Kr., er alt usikkert.« I denne forbindelse kan det nævnes, at man ofte har forsøgt at så tvivl om kronologien i de første kapitler af Første Mosebog. Det er nok at sige, at beregningerne bygger på patriarkernes og deres efterkommeres slægtstavler, og at de almindeligt accepterede årstal, som ærkebiskop Ussher tildelte dem og indførte i randnoterne i nogle bibeludgaver, ikke er pålidelige. Septuaginta afviger i denne henseende fra den hebraiske tekst med mere end 1.500 år; nøjagtige kronologiske oplysninger gives ikke og kan ikke gives. Grundlaget for beregningen kendes ikke. Måske tager vi ikke meget fejl, når vi siger, at »hvis vi tillader, lad os sige, fra 12.000 til 15.000 år siden menneskets første fremtræden på jorden, yder vi alle tilgængelige kendsgerninger fuld retfærdighed« (Orr, God's Image, etc., 180). Se Det Gamle Testamentes kronologi.

5. Menneskets oprindelige tilstand: At alle disse drøftelser har betydning for vort syn på menneskets oprindelige tilstand, er let at forstå. Ifølge Skriften var menneskets bestemmelse at »fylde jorden og underlægge sig den; og herske over fisk, fugle og alt levende« (1 Mos 1,28), som Guds forvalter (oikonomos, Tit 1,7), som Guds medarbejder (sunergos, 1 Kor 3,9). Derfor blev han af Gud sat i Edens have (gan be`edhen; Septuaginta paradeisos tes trophes; Vulgata paradisus voluptatis, »lyksalighedens paradis«). Denne haves beliggenhed beskrives omhyggeligt, skønt dens egentlige placering forbliver ukendt (1 Mos 2,14; 1 Mos 2,15). Nogle, såsom Driver, betragter den som en ideel lokalitet (Genesis, 57); andre angiver et meget bredt udvalg af mulige placeringer. Ethvert kontinent er blevet udpeget som menneskeslægtens vugge -- blandt andre Afrika, gorillaens og chimpansens hjemsted, de formodede stamfædre til menneskeheden. Amerika, Grønland og områderne omkring Nordpolen har haft deres fortalere.

Visse dele af Europa har fundet tilslutning i nogle kredse. En opdigtet ø – Lemurien – beliggende mellem det afrikanske og det australske kontinent – er blevet accepteret af andre. Alt dette ligger imidlertid uden for videnskabens område og uden for Skriftens rækkevidde. Et eller andet sted øst for Israels land, i eller nær Babylonien, må vi søge menneskehedens vugge. Intet spor af urmennesket er blevet fundet, og eksistensen af urfolk er ikke blevet bevist. De kranier, som er blevet fundet (Neanderthal, Engis, Lansing), er af en høj type; selv professor Huxley erklærede om det første, at »det på ingen måde kan betragtes som mellemleddet mellem mennesket og aberne«, og om det andet, at det er »et godt, gennemsnitligt kranium, som kunne have tilhørt en filosof eller kunne have rummet en vilds tankeløse hjerne« (Man's Place in Nature, 156, 157). Om Lansing-skelettet, der blev fundet i Kansas i 1902, kan man i det mindste sige – bortset fra spørgsmålet om dets alder – at kraniet har stor lighed med den moderne indianers. Selv kraniet fra Cro-Magnon-mennesket, der formodes at tilhøre den palæolitiske tid, mener sir J. W. Dawson at have rummet en hjerne, der var større end den gennemsnitlige moderne mands (Meeting-Place of Geology and History, 54). Urmennesket kan næppe sammenlignes med den moderne vilde; for den vilde er en forringet repræsentant for en bedre type, som langsomt er degenereret.

Historien kender ikke til, at nogen vild stamme uden hjælp har hævet sig fra barbariet; den kender derimod til forfald fra en bedre type. Uanset hvilket syn vi anlægger på menneskets oprindelige tilstand, må følgende punkter holdes for øje: Vi behøver ikke at antage, at han var en menneskeliggjort abe, der ved en langsom og gradvis proces hævede sig til sand menneskelighed; og vi behøver heller ikke at forestille os ham hverken som en udpræget vild eller som i enhver henseende lig med det moderne menneske, »arving til alle tidsaldre«. Skriften fremstiller ham for os som et moralsk væsen, »med muligheder for syndfri udvikling, som hans egen frie handling ophævede«. Dermed kan sagen hvile, og ordene fra et ikke-kanonisk skrift kan passende anvendes på ham: »Gud skabte mennesket til udødelighed og gjorde det til et billede af sin egen evighed« (Salomos Visdom 2,23, KJV). Se også Psykologi.

LITTERATUR.

Darwin, Origin of Species, Descent of Man; Lock, Recent Progress in the Study of Variation, etc.; A. R. Wallace, Darwinism, Natural Selection; Sir J. W. Dawson, Story of the Earth and Man, Origin of World according to Revelation and Science, Meeting-Place of Geology and History; R. Otto, Naturalism and Religion; Cambridge Memorial vol, Darwin and Modern Science; J. H. Stirling, Darwinianism; J. Young, Evolution and Design; J. Orr, God's Image in Man; J. A. Thomson, Bible of Nature, Darwinism and Human Life; Weismann, Essays on Heredity; Bavinck, Gereformeerde Dogmatik; Van Leeuwen. Bijbelsche Anthropologie; Laidlaw, Bible Doctrines of Man; O. Zockler, Vom Urstand des Menschen; A. Fleischmann; Die Darwin'sche Theorie; E. Dennert, Vom Sterbelager des Darwinismus, Bibel und Naturwissenschaft; Huxley, Man's Place in Nature; Herzog, RE, artiklerne »Geist« og »Seele«; Driver, Genesis; Delitzsch, Genesis; Dillmann, Die Genesis, etc., etc.

J. I. Marais