Apokryfe apostelgerninger, almindeligt

a-pok'-ri-fal akts:

A. ALMINDELIG INDLEDNING

I. BETYDNINGEN AF »APOKRYF«

1. Hemmelig

2. Falsk og kættersk

3. Uden for kanon

II. ALMINDELIGE KENDETEGN

1. Erotiske fortællinger

2. Det overnaturlige

3. Seksuel askese

4. Kættersk lære

5. Erotiske følelser

III. OPRINDELSE

1. Ærbødighed for apostlene

2. From nysgerrighed

3. Ønske om apostolsk autoritet

4. Lokalkirkernes interesser

IV. KILDER

1. Kanoniske Apostlenes Gerninger

2. Overleveringer

3. Rejsefortællinger

V. KIRKELIGT VIDNESBYRD

1. Østligt

2. Vestligt

3. Fotios

4. Kirkelig fordømmelse

VI. FORFATTERSKAB

VII. FORHOLDET MELLEM DE FORSKELLIGE APOSTELGERNINGER

VIII. VÆRDI

1. Som historie

2. Som optegnelser om den tidlige kristendom

IX. INDFLYDELSE

Litteratur

B. DE ENKELTE APOSTELGERNINGER

I. PAULUS' GERINGER

II. PETERS GERINGER

III. JOHANNES' GERINGER

IV. ANDREAS' GERINGER

V. THOMAS' GERINGER

A. ALMINDELIG INDLEDNING

I. Betydningen af »apokryf«.

Anvendt om tidligkristne skrifter har udtrykket »apokryf« den sekundære og konventionelle betydning »uden for kanon«.

1. Hemmelig:

Oprindeligt, som ordets etymologi viser (græsk apokrupto = »skjule«), betegnede det noget, der var »skjult« eller »hemmeligt«. I denne betydning var »apokryf« til at begynde med en hæderstitel, idet den blev anvendt om skrifter, der brugtes af de indviede i esoteriske kredse og højt værdsattes af dem som indeholdende sandheder, der mirakuløst var åbenbaret og holdt skjult for omverdenen. Ligesom der fandtes skrifter af denne art blandt jøderne, således fandtes der i kristne kredse, blandt gnostiske sekter, apokryfer, som hævdede at rumme kristendommens dybere sandheder, overgivet som en hemmelig tradition af den opstandne Kristus til hans apostle.

2. Falsk og kættersk:

Da forestillingen om en katolsk kirke begyndte at tage form, var det uundgåeligt, at disse hemmelige skrifter blev betragtet med mistanke og til sidst forbudt, ikke blot fordi de fremmede splittelsens ånd i kirken, men fordi de begunstigede udbredelsen af kættersk lære. Ved en gradvis og forståelig overførsel af forestillinger kom »apokryf«, anvendt om hemmelige skrifter, der således var bragt i vanry af kirken, til at få den negative betydning falsk og kættersk. I denne betydning bruges ordet både af Irenæus og Tertullian.

3. Uden for kanon:

Uden at blive stemplet som falske og kætterske blev mange bøger anset for uegnede til læsning ved offentlig gudstjeneste, selv om de kunne bruges til privat opbyggelse. Hovedsagelig under Hieronymus' indflydelse fik udtrykket »apokryf« en udvidet betydning, så det også omfattede skrifter af denne art; vægten blev nu lagt på, at kirken ikke antog dem som autoritative Skrifter, uden nogen antydning af, at grunden til denne manglende anerkendelse lå i kættersk lære. Det er i denne brede betydning, ordet bruges, når vi taler om »apokryfe apostelgerninger«. Selv om de apostelgerninger, der bærer dette navn, for størstedelens vedkommende opstod i kredse med kætterske tendenser, indebærer betegnelsen af dem som »apokryfe« ingen dom over indholdets karakter, men angiver blot, at de er apostelgerninger, som blev udelukket af Det Nye Testamentes kanon, fordi deres titel eller krav på anerkendelse som autoritative og normgivende skrifter ikke blev godkendt af kirken. Denne definition begrænser vort emne til de apostelgerninger, som hører til det 2. århundrede, idet de bibelske apostelgerninger ved slutningen af dette århundrede havde sikret sig deres plads som et autoritativt skrift. Se videre Apokryferne.

II. Almindelige kendetegn.

De apokryfe apostelgerninger foregiver at give historien om apostlenes virksomhed i mere udførlig form end de kanoniske Apostlenes Gerninger.

1. Erotiske fortællinger:

De tilføjelser til Det Nye Testamentes fortælling, som findes i dem, er stærkt præget af romantiske fortællinger og afslører en overdreven og usund smag for det mirakuløse. Vidunderlige beretninger, frembragt af en frodig fantasi, ofte blottet for fin følelse og altid uden forbindelse med virkeligheden, hober sig frit op oven på hinanden. Apostlene opfattes ikke længere som levende på menneskelivets almindelige plan; deres menneskelige svagheder, som de kanoniske forfattere ikke er blinde for, er næsten helt forsvundet; de vandrer gennem verden som mænd, der er fortrolige med himlens og jordens mysterier og besidder kræfter, som ingen grænse kan sættes for. De har magt til at helbrede, uddrive dæmoner og opvække døde; og mens forunderlige gerninger af denne art stadig vender tilbage, udfører apostlene andre mirakler, der minder om de bizarre og ikke-moralske undere i Thomas' barndomsevangelium. En røget fisk får man til at svømme; en knust statue gøres hel ved brug af en indviet oblat; et barn på syv måneder sættes i stand til at tale med en mands stemme; dyr får evnen til menneskelig tale.

2. Det overnaturlige:

De apokryfe apostelgerningers romantiske karakter forstærkes af den hyppige indførelse af det overnaturlige. Erotiske budbringere viser sig i syner og drømme; himmelske stemmer høres; skyer sænker sig for at skjule de troende i farens stund, og lyn rammer deres fjender; naturens skrækindjagende kræfter, jordskælv, vind og ild, slår gudløses hjerter med rædsel; og martyrer dør forvandlede i en glans af overjordisk herlighed. Særligt karakteristiske for disse apostelgerninger er Kristi fremtræden i mange skikkelser: snart som en gammel mand, snart som en smuk ung mand, snart som et barn, men hyppigst i den ene eller den anden apostels skikkelse. (Det er interessant at bemærke, at Origenes kender en overlevering om, at Jesus under sit jordiske liv kunne forandre sit udseende, når og hvordan han ville, og angiver dette som en grund til nødvendigheden af forræderens kys. Jf. også Mark 16,9; Mark 16,12.)

3. Seksuel askese:

Man må ikke ud fra det foregående antage, at de apokryfe Apostelgerninger med deres overflod af romantiske og overnaturlige detaljer blot var bestemt til at ophøje apostlenes personlighed og tilfredsstille det udbredte ønske om det vidunderlige. De havde et bestemt praktisk formål for øje. De skulle stadfæste og udbrede en kristendomstype, der stod i stærk reaktion mod verden, og hvori der blev lagt vægt på strengt afhold fra seksuelt samliv som det vigtigste moralske krav. Denne seksuelle askese er det fremherskende motiv i alle Apostelgerningerne. Apostlenes »kampe«, deres prøvelser og deres endelige martyrdød skyldes i næsten alle tilfælde deres forkyndelse af ægteskabslivets syndighed og deres held med at overtale kvinder til at afvise samlivet med deres mænd. Apostelgerningerne er helt igennem gennemtrængt af overbevisningen om, at afholdenhed fra ægteskab er den højeste betingelse for at indtræde i det højeste liv og vinde himlen. Evangeliet i dets praktiske side er (for at bruge det kortfattede udtryk i Paulus' Apostelgerninger) »Guds ord om afholdenhed og opstandelsen.«

4. Erotiske lærdomme:

Foruden at indprente en asketisk moral viser de apokryfe Apostelgerninger mere eller mindre tydelige spor af dogmatisk vranglære. Alle undtagen Paulus' Apostelgerninger repræsenterer et doketisk syn på Kristus; det vil sige, at Jesu jordiske liv kun betragtes som en tilsynekomst, fantomagtig og uvirkelig. Denne doketiske kristologi træder tydeligst frem i Johannes' Apostelgerninger, hvor vi læser, at der ikke kunne ses fodspor, når Jesus gik; at når apostlen undertiden forsøgte at gribe fat i Jesu legeme, gik hans hånd uhindret igennem det; og at mens mængden samlede sig omkring korset, hvor Jesus tilsyneladende hang, havde Mesteren selv en samtale med sin discipel Johannes på Oliebjerget. Korsfæstelsen var blot et symbolsk skuespil; det var kun tilsyneladende, at Kristus led og døde. Med den doketiske kristologi er der forbundet en naiv modalismes, ifølge hvilken der ikke er nogen klar skelnen mellem Faderen og Sønnen.

5. Religiøs følelse:

Trods det ugunstige indtryk, som strømmen af mirakuløse og overnaturlige detaljer, atmosfæren af seksuel askese og tilstedeværelsen af dogmatiske misforståelser skaber, er det umuligt ikke i mange afsnit af de apokryfe Apostelgerninger at mærke henførelsen i en stor åndelig begejstring. Særligt i Johannes', Andreas' og Thomas' Apostelgerninger findes der afsnit (sange, bønner, prædikener), undertiden af ægte poetisk skønhed, som er præget af religiøs varme, mystisk glød og moralsk alvor. Den mystiske kærlighed til Kristus, skønt den ofte udtrykkes i gnostisk tænknings mærkelige sprog, bidrog til at bringe Frelseren nær til mennesker som opfyldelsen af sjælens dybeste længsler efter befrielse fra dødens mørke magt. Den grove overtro og sporene af uovervundet hedenskab bør ikke blinde os for den kendsgerning, at vi i de apokryfe Apostelgerninger har et ægte, om end stærkt forvrænget, udtryk for den kristne tro, og at store folkemasser gennem dem blev bestyrket i deres overbevisning om Kristus Frelsers åndelige nærvær og magt.

III. Oprindelse.

De apokryfe Apostelgerninger opstod på en tid, da de kanoniske Apostlenes Gerninger endnu ikke var anerkendt som den eneste autoritative bog. Forskellige motiver bidrog til fremkomsten af bøger, der handlede om de forskellige apostles liv og virke.

1. Ærbødighed for apostlene:

Bag enhver slags motiv lå den dybe ærbødighed for apostlene som de autoritative forvaltere af den kristne sandhed. I apostolsk tid var »Herren« den eneste autoritet i de kristne menigheder ved siden af Det Gamle Testamentes Skrift. Men efterhånden som kristendommens skabende periode svandt hen i fortiden, blev »apostlene« (i betydningen kredsen af de Tolv, Paulus iberegnet) hævet til en fremtrædende stilling ved siden af Kristus for at sikre kontinuitet i troens legitimation. Herrens bud var blevet modtaget gennem dem (2 Pet 3,2). I Ignatius' breve indtager de en anerkendt overordnet plads ved Kristi side. Kun det, der havde apostolisk autoritet, var normgivende for kirken. Apostlenes autoritet var universel. De var draget ud i hele verden for at forkynde evangeliet. Ifølge den legende, der omtales i begyndelsen af Thomas' Apostelgerninger, havde de delt jordens forskellige egne imellem sig som områder for deres virksomhed. Det var en uundgåelig følge af den særlige ærefrygt, hvormed apostlene blev betragtet som garanter for den kristne sandhed, at der overalt blev vist levende interesse for overleverede fortællinger om deres arbejde, og at skrifter, som foregav at gengive deres undervisning i fulde detaljer, blev mangfoldiggjort.

2. From nysgerrighed:

De kanoniske Apostlenes Gerninger var ikke egnede til at tilfredsstille det herskende ønske om kendskab til apostlenes liv og lære. For det første forbigås mange af apostlene dér, og for det andet er de oplysninger, der gives om de fremtrædende apostle Peter og Paulus, ikke meget mere end en mager oversigt over begivenhederne i deres liv. Under disse omstændigheder blev overleveringer, som ikke var bevaret i de kanoniske Apostlenes Gerninger, ivrigt modtaget, og da de enkelte apostles virkelige historie for en stor del var indhyllet i mørke, blev legender frit opfundet for at tilfredsstille den umættelige nysgerrighed. Disse opdigtningers vidunderlige karakter vidner om det overnaturlige niveau, som apostlene var blevet hævet til i folkets agtelse.

3. Ønske om apostolisk autoritet:

Som i tilfældet med de apokryfe evangelier var hovedmotivet bag mangfoldiggørelsen af apostolske romaner ønsket om med den fulde vægt af apostolisk autoritet at fremsætte opfattelser af kristent liv og lære, som var fremherskende i visse kredse.

(1) Ved siden af den mere sunde og almindelige type kristendom fandtes der, især i Lilleasien, en folkelig kristendom med forvredne livsidealer. I sin praktiske side blev den kristne religion betragtet som en asketisk disciplin, der ikke blot indebar afholdenhed fra animalsk føde og vin, men også (og især) afholdenhed fra ægteskab. Jomfruelighed var det kristne ideal. Fattigdom og faste var obligatorisk for alle. De apokryfe Apostelakter er gennemtrængt af denne ånd, og deres tydelige formål er at bekræfte og udbrede tilliden til dette asketiske ideal ved at fremstille apostlene som dets ivrige fortalere.

(2) De apokryfe Apostelakter skulle også tjene en dogmatisk interesse. Erotiske sekter brugte dem som et middel til at udbrede deres særlige læresyn og søgte at supplere eller fortrænge den fremvoksende almindelige kirkes tradition med en anden tradition, som hævdede at være lige så apostolisk.

4. Lokalkirkernes interesser:

En underordnet årsag til opdigtelsen af apostolske legender var kirkernes ønske om at finde støtte for de krav, de fremsatte om en apostolisk grundlæggelse eller om en forbindelse med apostle. I nogle tilfælde kan traditionen om området for en apostles virksomhed have været velbegrundet, men i andre er det sandsynligt, at fortællinger om en apostolisk forbindelse frit blev opfundet for at forøge en lokal kirkes anseelse.

IV. Kilder.

Generelt kan det siges, at de apokryfe Apostelakter er fulde af legendariske enkeltheder. Ved opfindelsen af disse blev alt gjort for at indgyde tillid til dem som historisk sande.

1. De kanoniske Apostelgerninger:

Fortællingerne vrimler derfor med tydelige erindringer om de kanoniske Apostelgerninger. Apostlene kastes i fængsel og sættes på mirakuløs vis fri. Omvendte tager apostlene ind i deres huse. Beskrivelsen af nadveren som »brødsbrydelsen« (ApG 2,42; ApG 2,46) gentages i de apokryfe Apostelakter og passer nøje til det ritual, der dér fremstilles, og hvor vin ofte slet ikke nævnes ved sakramentets fejring. I Paulusakterne brugte forfatteren tydeligvis de kanoniske Apostelgerninger som ramme for sin fortælling. Denne afhængighed af de kanoniske Apostelgerninger og de mange hentydninger til enkeltheder i dem tjente til at give de senere opfindelser et skær af historisk sandfærdighed og sikre dem en lettere modtagelse. At de kanoniske Apostelgerninger blev brugt på denne måde, viser klart, at de havde en særlig autoritativ stilling på det tidspunkt, da de apokryfe Apostelakter blev skrevet.

2. Traditioner:

De apokryfe Apostelakters legendariske karakter udelukker ikke muligheden for autentiske enkeltheder i de tilføjelser, der blev gjort til den kanoniske historie. Der må have været mange traditioner om apostlene, bevaret i kristne fællesskaber, som var grundet på faktiske forhold. Nogle af disse ville naturligt finde plads i skrifter, der i det mindste delvis var bestemt til at tilfredsstille den folkelige nysgerrighed efter et mere indgående kendskab til apostlene. Det er sikkert, at der findes et vist historisk grundlag i episoden om Paulus' forbindelse med Thekla (Paulusakterne). Beskrivelsen af Paulus' udseende, der gives i samme sammenhæng, skyldes efter al sandsynlighed en troværdig historisk erindring. Men det må indrømmes, at tegnene på tilstedeværelsen af pålidelige traditioner er meget sparsomme. De få korn af historisk kendsgerning er skjult i en overvældende mængde materiale, hvis legendariske karakter er umiskendelig.

3. Rejseromaner:

Selv om en formel forbindelse med de kanoniske Apostelgerninger kan genkendes, og pålidelige traditioner i ringe omfang er indarbejdet i de apokryfe Apostelakter, er det utvivlsomt, at de som helhed er en skabelse af den helleniske ånd, som svælgede i det mirakuløse. En bemærkelsesværdig type folkelitteratur, hvis indflydelse viser sig på næsten hver side af de apokryfe Apostelakter, var rejseromanen. Det mest berømte eksempel på denne romantiske litteratur er Livet om den ny-pythagoræiske prædikant, den store undergører Apollonios fra Tyana, som døde omkring slutningen af 1. århundrede e.Kr. De vidunderlige gerninger, som han siges at have udført på sine rejser, blev frit overført, i noget mindre slående form, til andre lærere. Det var i disse romaners atmosfære, at de apokryfe Apostelakter blev til. Særligt Thomasakterne minder om Apollonios' historie. For ligesom Thomas var missionær i Indien, således havde »Apollonios som Pythagoras' discipel rejst, en fredelig Alexander, til det indiske eventyrland og dér forkyndt sin mesters visdom« (Geffcken, Christliche Apokryphen, 36).

V. Kirkeligt vidnesbyrd.

Ud fra karakteren af hans henvisning til de kanoniske Apostelgerninger er det sandsynligt, at forfatteren til det muratoriske kanon (omkring 190 e.Kr.) havde eksistensen af andre Apostelakter i tanke. »Alle apostlenes Akter,« siger han, »er skrevet i én bog. Lukas beretter dem fortræffeligt for Theofilus og begrænser sig til sådanne, som faldt inden for hans eget kendskab, sådan som han tydeligt viser ved at udelade enhver henvisning både til Peters martyrium og til Paulus' rejse fra Rom til Spanien.« I løbet af 3. århundrede findes der få hentydninger til visse af de apokryfe Apostelakter, men først i 4. århundrede bliver tydelige henvisninger hyppige hos forfattere både i Østen og Vesten. Nogle få af de vigtigere henvisninger kan anføres her. (For en fuldstændig redegørelse for det kirkelige vidnesbyrd, se Harnack, Gesch. der altchr. Lit., I, 116 ff.)

1. Østlige:

Blandt østlige forfattere er Eusebius (død 340) den første, der giver nogen klar henvisning til apokryfe apostelgerninger. Han taler om "Andreas', Johannes' og de andre apostles gerninger", som var af en sådan karakter, at ingen kirkelig forfatter fandt det passende at påkalde sig deres vidnesbyrd. Deres stil og deres lære viste så tydeligt, at de havde kættersk oprindelse, at han ikke engang ville anbringe dem blandt uægte skrifter, men fuldstændig forkastede dem som absurde og ugudelige (Historia Ecclesiastica, III, 25.6.7). Efraim (død 373) erklærer, at apostelgerningerne blev skrevet af bardesanitterne for i apostlenes navn at udbrede den vantro, som apostlene havde ødelagt. Epifanius (omkring 375) henviser gentagne gange til enkelte apostelgerninger, som var i brug blandt kætterske sekter. Amfilokios af Ikonion, en samtidig af Epifanius, erklærer, at visse skrifter, der udgik fra kætterske kredse, "ikke var apostles gerninger, men beretninger om dæmoner". Det andet koncil i Nikæa (787 e.Kr.), i hvis akter Amfilokios' ord er bevaret, behandlede apokryf litteratur og overvejede særligt Johannes' gerninger, som billedstormerne påberåbte sig. I synodens afgørelse blev disse apostelgerninger betegnet som "denne afskyelige bog", og følgende dom blev afsagt over den: "Ingen må læse den; og ikke blot det, men vi anser den for værdig til at blive kastet på bålet."

2. Vesten:

I Vesten er henvisninger hyppige fra det 4. århundrede og frem. Filastrius af Brescia (omkring 387) vidner om brugen af apokryfe apostelgerninger blandt manikæerne og erklærer, at selv om de ikke egner sig til almindelig læsning, kan de læses med udbytte af modne kristne (De Haeres, 88). Grunden til denne gunstige bedømmelse skal findes i apostelgerningernes udprægede asketiske tendens, som stemte overens med det moralske ideal, der på den tid var fremherskende i Vesten. Augustin henviser gentagne gange til apokryfe apostelgerninger, der var i brug blandt manikæerne, og betegner dem som værket af "fabelmagere" (sutoribus fabularum). Manikæerne antog dem for sande og ægte; � og med hensyn til denne påstand siger Augustin: "De ville på deres forfatteres tid være blevet anset for værdige til at optages under den hellige kirkes autoritet, hvis hellige og lærde mænd, som dengang levede og kunne undersøge sådanne ting, havde anerkendt dem som sandfærdige" (Contra Faustum, XXII, 79). Johannes' gerninger og Thomas' gerninger nævnes ved navn af Augustin. Han henviser også til Leucius som forfatter til apokryfe apostelgerninger. Turribius af Astorga (omkring 450) taler om Andreas', Johannes', Thomas' gerninger og tilskriver dem manikæerne. Blandt den kætterske lære i Thomas' gerninger fremhæver Turribius til særlig fordømmelse dåb med olie i stedet for med vand. Leucius nævnes som forfatter til Johannes' gerninger. Andreas', Thomas', Peters og Filips gerninger fordømmes som apokryfe i det gelasiske dekret (496 e.Kr.), og i den samme fordømmelse medtages "alle bøger skrevet af Leucius, Djævelens discipel".

3. Fotios:

Den mest fyldige og vigtigste henvisning til de apokryfe apostelgerninger findes hos Fotios, patriark af Konstantinopel i anden halvdel af det 9. århundrede. I hans Bibliotheca, som indeholder en omtale af 280 forskellige bøger, han havde læst under sit fravær på en mission til Bagdad, får vi at vide, at der blandt disse var et bind, "de såkaldte Apostlenes rejser, hvori Peters, Johannes', Andreas', Thomas' og Paulus' gerninger var medtaget. Forfatteren til disse gerninger var, som bogen selv tydeligt viser, Leucius Charinus." Sproget havde intet af den ynde, der kendetegnede de evangeliske og apostolske skrifter. Bogen vrimlede med tåbeligheder og modsigelser. Dens lære var kættersk. Især lærtes det, at Kristus aldrig virkelig var blevet menneske. Ikke Kristus, men en anden i hans sted var blevet korsfæstet. Efter at have henvist til apostelgerningernes asketiske lære og absurde mirakler og til den rolle, Johannes' gerninger havde spillet i den ikonoklastiske strid, afslutter Fotios: "Kort sagt indeholder denne bog ti tusind ting, som er barnlige, utrolige, uoverlagte, falske, tåbelige, usammenhængende, ugudelige og gudløse. Hvis nogen kaldte den kilden og moderen til al kætteri, ville han ikke være langt fra sandheden."

4. Kirkelig fordømmelse:

Der er således enighed i det kirkelige vidnesbyrd om de apokryfe apostelgerningers almindelige karakter. De var skrifter, der blev brugt af en række kætterske sekter, men af kirken blev betragtet som upålidelige og skadelige. Det er sandsynligt, at samlingen af apostelgerninger i fem dele, som Fotios henviser til, blev dannet af manikæerne i Nordafrika, der forsøgte at få dem accepteret af kirken i stedet for de kanoniske apostelgerninger, som de havde forkastet. Disse apostelgerninger blev derfor stemplet af kirken som kætterske. Den skarpeste fordømmelse er den, Leo I (omkring 450) udtaler, idet han erklærer, at "de ikke blot bør forbydes, men fuldstændig fjernes og brændes. For selv om der er visse ting i dem, som synes at have fromhedens udseende, er de dog aldrig fri for gift og virker i det skjulte gennem fablernes tillokkelser, så de indvikler dem, der forføres af beretningen om vidunderlige ting, i alle mulige vildfarelsers snarer." Paulus' gerninger, som ikke viser noget spor af dogmatisk kætteri, blev medtaget i kirkens censur, fordi de havde fået plads i slutningen af samlingen. Mange lærere i kirken skelnede dog mellem de mirakuløse enkeltheder og apostelgerningernes kætterske læresætninger, og mens de forkastede de sidste, beholdt de de første. Det fremgår af en ortodoks bearbejders ord om sin kætterske forgænger: "Quaedam de virtutibus quidem et miraculls quae per eos Dominus fecit, vera dixit; de doctrina vero multa mentitus est."

VI. Forfatterskab.

I Photios' omtale (Bibliotheca codex 114) tilskrives alle fem Akter én forfatter, Leucius Charinus. Tidligere forfattere havde forbundet navnet Leucius med visse Akter. Især erklæres han, ifølge flere forfatteres vidnesbyrd, for at være forfatteren til Johannesakterne. Som disse Akter viser, udgiver forfatteren sig for at være en efterfølger og ledsager af apostlen, og Epifanios (Haeres., 51 6) nævner en ved navn Leucius som en del af Johannes' følge. Denne oplysning hos Epifanios har imidlertid tvivlsom værdi, da den sandsynligvis byggede på den forbindelse, han i sit sind gjorde mellem navnet Leucius og Johannesakterne. Om der er nogen sandhed i tilskrivningen af disse Akter til en discipel af Johannes, må forblive uafgjort, men sandsynligheden taler imod det. Hvorom alting er, blev navnet på den formodede forfatter til Johannesakterne overført til hele samlingen, da de forskellige Akter blev samlet. Dette skete sandsynligvis senest i det 4. århundrede. Selv om alle Akterne bestemt ikke stammer fra samme hånd (stilforskellen er tilstrækkeligt bevis herpå), er der så mange slående ligheder mellem nogle af dem, at det i disse tilfælde peger på et muligt fælles forfatterskab eller i det mindste et forhold af litterær afhængighed.

VII. Forholdet mellem de forskellige Akter.

At der fandtes en forbindelse mellem de forskellige Akter, blev tydeligt erkendt i oldtiden, og det var utvivlsomt denne erkendelse, der førte til, at de blev samlet i et corpus under én forfatters navn. Det anerkendes, at der er et nært forhold mellem Petersakterne og Johannesakterne; nogle mener, at de er skrevet af samme forfatter (James, Zahn), andre at de førstnævnte afhænger af de sidstnævnte (Schmidt, Hennecke), mens andre igen mener, at deres oprindelse i den samme teologiske skole og den samme kirkelige atmosfære i tilstrækkelig grad forklarer alle lighederne (Ficker). Også Andreasakterne viser et nært slægtskab med Petersakterne. Men hvordan forholdet end står med hensyn til litterær afhængighed, er slægtskabet mellem de forskellige Akter i materiel henseende åbenbart. Alle er gennemtrængt af den asketiske ånd; i alle viser Kristus sig i apostlens skikkelse; i alle besøger kvinder apostlen i fængslet. Med hensyn til teologisk lære står Paulusakterne for sig selv ved deres antignostiske tendens, men de øvrige er enige i deres doketiske syn på Kristi person; mens der i Johannes-, Peters- og Thomasakterne findes en lignende mystisk lære om korset.

VIII. Værdi.

1. Som historie:

Som kilde til oplysning om apostlenes liv og gerning er de apokryfe Akter næsten helt værdiløse. En mulig undtagelse i denne henseende er afsnittet af Paulusakterne, der handler om Paulus og Thekla, selv om også dér ethvert historisk element næsten går tabt i den legendariske overbygning. Områderne for apostlenes virksomhed kan, for så vidt de kun nævnes i disse Akter, ikke uden videre accepteres, selv om de kan stamme fra pålidelig overlevering. Set som helhed er det billede, de apokryfe Akter giver af apostlenes missionsarbejde, en grotesk karikatur.

2. Som vidnesbyrd om den tidlige kristendom:

De apokryfe Akter er imidlertid, skønt de er værdiløse som historie, særdeles værdifulde, fordi de kaster lys over den tid, hvori de blev skrevet. De hører til det 2. århundrede og er et rigt materiale til oplysning om datidens folkelige kristendom. De giver os et levende billede af den form, kristendommen antog i mødet med de begejstrede mysteriekulter og gnostiske sekter, som dengang blomstrede i Lilleasien. I dem ser vi den kristne tro stærkt farvet af samtidens hedenske ånd: troen på Kristus, frelserguden, som tilfredsstillede den udbredte længsel efter frelse fra det ondes magter, forbundet med de endnu ikke overvundne elementer fra dens hedenske omgivelser.

(1) Akterne viser os folkelig kristendom under indflydelse af gnostiske tanker, i modsætning til skolernes gnosticisme, som bevæger sig i et område af mytologiske forestillinger, kolde abstraktioner og spekulative spidsfindigheder. Gnosticismen byggede på en foragt for den materielle tilværelse; og i de apokryfe Akters kristendom ser vi den praktiske udformning af de to hovedtanker, som fulgte af denne grundholdning: en doketisk opfattelse af Kristi person og et asketisk livssyn. I denne folkelige religion havde Kristus kun få træk af den historiske Jesus; han var frelserguden, ophøjet over magter og myndigheder, og gennem forening med ham blev sjælen befriet fra det ondes frygtelige magter og gik ind til det sande liv.

Kristi menneskelighed blev ophøjet til blot ydre fremtræden; og især blev Kristi lidelser opfattet mystisk og symbolsk, »undertiden sådan, at vi i fortællingen om hans lidelser kun ser symbolet på menneskelige lidelser i almindelighed; undertiden sådan, at Kristus, som er til stede i sin kirke, deler de kristnes martyr-lidelser; undertiden igen sådan, at hans folks synd, svaghed og utroskab påfører ham bestandigt fornyede lidelser« (Pfleiderer, Primitive Christianity, III, 181). Gnosticismens etiske indflydelse ses i den strenge asketismes ånd, som er det mest karakteristiske træk ved disse Akter. Det er sandt, at det asketiske ideal ikke alene fandtes i gnostiske, men også i ortodokse kirkekredse, sådan som vi kan slutte både af Paulusakterne og af andre kilder.

Det strenge asketiske ideals fremtrædende plads i den tidlige kristendom er forståelig. Den vigtigste kamp, som den kristne tro måtte føre mod hellenisk hedenskab, gjaldt seksuel renhed, og i betragtning af den råhed og løssluppenhed, der herskede i seksuelle forhold, er det ikke overraskende, at den kristne protest i mange tilfælde blev overdrevet til et krav om fuldstændig afholdenhed. Dette asketiske træk i den primitive kristendom blev fremhævet af gnosticismens ånd og kommer tydeligt til udtryk i de apokryfe apostelgerninger, som opstod enten i gnostiske kredse eller i et miljø præget af gnostiske idéer. Det siger sig selv, at indflydelsen fra disse romaner, som i så høj grad beskæftiger sig med seksualmoral og undertiden er usigeligt grove, var at optage sindet med usunde tanker og besudle den åndelige renhed, som det var deres hensigt at sikre. Der er dog andre etiske elementer i disse apokryfe apostelgerninger, som er i fuld overensstemmelse med en sand kristen moral.

(2) De apokryfe apostelgerninger er en uvurderlig kilde til oplysning om tidligt kristne former for gudstjeneste. Sakramenternes ritual beskrives udførligt i Thomasakterne. Nogle af de bønner, der findes i apostelgerningerne, er gennemtrængt af en varm religiøs ånd og rige på liturgiske udtryk.

(3) Begyndelsen til kristen hymnedigtning kan spores i Thomasakterne, hvor der forekommer gnostiske hymner, som ånder den fantasifulde orientalske ånd. (4) Gennemgående i apostelgerningerne ses den overdrevne kærlighed til det overnaturlige og den religiøse begejstring, som blomstrede i Lilleasien i det 2. århundrede (jf. især disciplenes dans omkring Jesus i Johannesakterne: kapitel 94 ff).

IX. Indflydelse.

De apokryfe apostelgerninger fik en bemærkelsesværdig indflydelse i kirkens senere historie. Efter kristendommens etablering under Konstantin vendte man blikket mod de tidligere år med kamp og forfølgelse. En dyb interesse vaktes for begivenhederne i troens heroiske tidsalder -- martyrernes og apostlenes tidsalder. Martyrakter blev ivrigt læst, og især blev de apokryfe apostelgerninger benyttet for at tilfredsstille ønsket om et mere udførligt kendskab til apostlene, end de kanoniske bøger gav. Den kætterske lære, som de apostolske legender i disse apostelgerninger var forbundet med, førte til deres fordømmelse af den kirkelige myndighed, men kirkens forbud var magtesløst over for smagen for de levende farver i den apostolske romandigtning. Under disse omstændigheder påtog kirkelige forfattere sig opgaven at omskrive de tidligere apostelgerninger, idet de udelod, hvad der klart var kættersk, og bevarede de mirakuløse og overnaturlige elementer. Og ikke blot det; stoffet i apostelgerningerne blev frit anvendt ved fremstillingen af andre apostles levnedsløb, sådan som vi finder det i samlingen af den såkaldte Abdias i det 6. århundrede.

Resultatet blev, at litteratur af denne art, der handlede om apostlene, voksede hastigt fra det 4. til det 11. århundrede og "udgjorde kristnes foretrukne læsning, fra Irland til de abessinske bjerge og fra Persien til Spanien" (Harnack). Apostolske legender blev gengivet i religiøse digte; de optrådte i martyrologier og kalendere; de dannede emnet for prædikener på apostlenes festdage, og hændelser fra dem blev afbildet i kristen kunst. Nye kredse af legender opstod i de syriske og koptiske kirker; og de koptiske legender blev oversat til arabisk og fra arabisk til etiopisk (Gadla Hawaryat--Apostlenes kampe). Litteratur af denne art var den frugtbare moder til enhver slags overtro. "Hele generationer af kristne (som Harnack siger), ja, hele kristne nationer blev intellektuelt blændet af disse fortællingers blændende fremtræden. De mistede blikket ikke alene for historiens sande lys, men også for selve sandhedens lys" (Gesch. der altchr. Lit., I, xxvi). Det er bemærkelsesværdigt, at den apokryfe korrespondance med korintherne i Paulusakterne blev modtaget som kanonisk i de syriske og armenske kirker.

LITTERATUR.

De apokryfe apostelgerninger er emnet for en omfangsrig litteratur. De tidligere udgaver af de tilgængelige tekster ved Fabricius (1703) og Tischendorf (1851) er fuldstændigt blevet overgået af Lipsius-Bonnet, Acta Apostolorum apocrypha (1891-1903), som ikke blot indeholder tekster til de tidligere, men også til mange af de senere apostelgerninger. Oversættelser af tidligere apostelgerninger med værdifulde indledninger findes i Hennecke, New Testament Apokryphen (1904), mens kritiske drøftelser og tekstforklaringer gives i Hennecke, Handbuch zu den New Testament Apokryphen (1904). Disse to værker er uundværlige for den studerende. Engelske oversættelser af tidligere apostelgerninger med korte indledninger findes i Pick, Apocryphal Ac (1909).

Lipsius' kritiske arbejde med disse apostelgerninger var epokegørende: Die apokryphen Apostelgeschichten und Apostellegenden (1883-90). Fyldige litteraturfortegnelser findes hos Hennecke og Pick. Følgende kan nævnes her: Zahn, Geschichte des New Testament Kanons, II, 832 ff (1892); Forschungen zur Gesch. des New Testament Kanons, VI, 14 if, 194 ff (1900); Harnack, Geschichte der altchristlichen Literatur, I, 116 ff (1893); II, 493 ff, 541 ff (1897); James, Apocrypha Anecdota (Texts and Studies, V, 1, 1897); Ehrhard, Die altchristliche Litteratur u. i. Erforsch. (1900); C. Schmidt, "Die Alten Petrusakten" (T U, IX, 1, 1903). Nyttige ved deres fremstilling af apostelgerningernes religiøse betydning er Pfleiderer, Primitive Christianity, III, 170 ff (oversættelse 1910); Liechtenhahn, Die Offenbarung im Gnosticismus (1901). Kapitlet i Salmon's Introduction to the New Testament (325 ff) kan konsulteres. En kort fremstilling af apostelgerningerne, skrevet med indgående kendskab, gives i Geffcken, Christliche Apokryphen (Religionssgeschichtliche Volksbucher, 1908).