Apokryfe evangelier

a-pok'-ri-fal gos'-pels:

I. INDLEDNING

1. Tidlige evangelier

2. Kanoniske evangelier

3. Apokryfe evangelier

4. Evangeliet ifølge hebræerne

II. KÆTTERSKE EVANGELIER

1. Ebionitternes evangelium

2. Egypternes evangelium

3. Marcions evangelium

4. Peters evangelium

5. De tolv apostles evangelium

6. Barnabas' og Bartholomæus' evangelier

III. SUPPLERENDE ELLER LEGENDARISKE EVANGELIER

1. Fødselsevangelier

(a) Jakobs protevangelium

(b) Pseudo-Matthæus

(c) Marias fødsel

(d) Evangeliet om Josef tømrer

(e) Marias bortgang

2. Evangelier om spædbarns- eller barndomstiden

(a) Thomas' evangelium

(b) Det arabiske barndomsevangelium

3. Evangelier om lidelsen og opstandelsen

(a) Peters evangelium (som ovenfor)

(b) Nikodemusevangeliet

(1) Pilatus' akter

(2) Jesu nedstigning til underverdenen

(c) Andre opdigtninger

LITTERATUR

De apokryfe evangelier udgør en gren af den apokryfe litteratur, som ledsagede dannelsen af Det Nye Testamentes skriftkanon. Apokryf betyder her ikke-kanonisk. Ud over evangelier omfattede denne litteratur akter, breve og apokalypser.

I. Indledning.

1. Tidlige evangelier:

Indledningen til det tredje kanoniske evangelium viser, at det på forfatterens tid, da Herrens apostle endnu levede, var almindelig praksis at skrive og udgive beretninger om Jesu gerninger og ord. Det er endda blevet hævdet (S. Baring-Gould, Lost and Hostile Gospels, xxiii, London, 1874), at næsten enhver kirke ved slutningen af det 1. århundrede havde sit eget evangelium, som den alene kendte. Disse stammede sandsynligvis, eller foregav at stamme, fra mundtlige beretninger fra dem, der havde set, hørt og måske talt med vor Herre. Det var utilfredshed med disse skrifter, der fik Lukas til at skrive sit evangelium. Om nogen af disse før-lukanske dokumenter findes blandt dem, vi stadig kender, er næppe længere tvivlsomt. Ansete lærde -- Grotius, Grabe, Mill -- var tidligere tilbøjelige til at henføre Evangeliet ifølge hebræerne, Ebionitternes evangelium og Egypternes evangelium til dem, Lukas hentyder til; nogle mente, at Evangeliet ifølge hebræerne var så tidligt som kort efter midten af det 1. århundrede. Nyere kritik tillader ikke en så tidlig fremkomst for disse evangelier, selv om der stadig antages en forholdsvis tidlig datering for Evangeliet ifølge hebræerne. Jakobs protevangelium (omtalt nedenfor) anses stadig af nogle for muligvis at falde inden for det 1. århundrede (EB, I, 259).

2. Kanoniske evangelier:

Hvordan det end forholder sig, kan der ikke være tvivl om, at opfattelsen ved slutningen af det 1. århundrede og begyndelsen af det 2. århundrede praktisk talt var enstemmig i anerkendelsen af de fire evangelier i Skriftens kanon som autoritative. Irenæus, biskop af Lyon (180 e.Kr.), anerkender fire, og kun fire, evangelier som kirkens "søjler". Theofilos', biskop af Antiokia (168-80 e.Kr.), og Tatians harmonier samt Justin Martyrs forsvarsskrift fører traditionen tilbage til en langt tidligere periode af århundredet, og som Liddon udførligt påviser (Bampton Lectures, 2. udg., 210-19), "er det næppe for meget at hævde, at hvert årti i det 2. århundrede yder sit bidrag af bevis for, at de fire evangelier som helhed, og Johannes' i særdeleshed, var for datidens kirke, hvad de er for nutidens kirke."

Professor Bacon fra Yales nylige forsøg på at komme uden om Irenæus' vigtige autoritet (The Fourth Gospel in Research and Debate, New York, 1910) vil ikke lykkes; det er blevet påvist, at det blot fremsætter påstande, hvor der ikke findes noget bevis, og indtager et agnostisk standpunkt, hvor beviserne tilsyneladende er afgørende. I løbet af det sidste århundrede blev evangelierne, hvad angår deres affattelse, troværdighed og historiske karakter, underkastet den mest indgående og skånselsløse kritik. Selv om der tidligere ikke manglede antydninger af den, kan den siges at være begyndt, da Strauss, med Liddons ord, "chokerede samvittigheden hos alt, hvad der var kristent i Europa", ved udgivelsen af sit første Jesu liv. De metoder, der blev fulgt i dette værk, bestod i høj grad i at anvende på de hellige bøger, og især på evangelierne, de kritiske principper, som i de foregående fyrre år var blevet brugt ved vurderingen af strukturen og sammensætningen af nogle af oldtidens litterære frembringelser; og den strid, som denne kritik vakte, kan næppe endnu siges at være aftaget. Dette er ikke stedet at redegøre for striden; det kan være nok her at sige, at kirkens traditionelle standpunkter er blevet dygtigt forsvaret, og at de kanoniske evangeliernes krav i særdeleshed er blevet rigeligt fastholdt.

3. Apokryfe evangelier:

Uanset hvad der blev skæbnen for de før-lukanske og andre mulige evangelier fra det 1. århundrede, er det med det 2. århundrede og dannelsen af en autoritativ kanon, at de apokryfe evangelier, sådan som vi nu har dem, for størstedelens vedkommende begynder at vise sig. I en tid, hvor dokumenter blev mangfoldiggjort ved håndskrifter, hvor kommunikationen mellem forskellige steder var begrænset, og hvor kirken endnu kun var i færd med at danne og fuldende sin organisation, ville dannelsen og udbredelsen af sådanne evangelier være langt lettere end nu. Antallet af sådanne evangelier er meget betydeligt og beløber sig til omkring halvtreds. De findes hovedsagelig i fragmenter og spredte omtaler; skønt nogle, som påpeget nedenfor, er enten hele eller næsten hele. Det tilsyneladende antal er sandsynligvis blevet forøget ved brugen af forskellige navne for det samme dokument. Tredive nævnes af Hofmann med mere eller mindre forklaring i RE, I, 511; en fuldstændig liste findes hos Fabricius (Cod. Apocrypha New Testament, I, 355 ff). Ebionitiske og gnostiske kredse var særligt frugtbare med hensyn til sådanne evangelier. »Det ville være let,« siger Salmon (Intro, 1st ed., 239), »at lave en lang liste over navne på evangelier, som siges at have været i brug i forskellige gnostiske sekter; men der vides meget lidt om deres indhold, og det lille, der vides, er ikke af en sådan art, at det får os til at tillægge dem den mindste historiske værdi.«

Om mange vides der faktisk ikke mere end navnene på forfatterne, såsom Basilides', Cerinthus', Apelles', Matthias', Barnabas', Bartholomæus', Evas, Filemons og mange andres evangelier. Den tidlige kirkes lærde og autoriteter var ganske vel klar over eksistensen af og hensigterne med disse frembringelser. Det er også bemærkelsesværdigt, at de ikke tøvede med at karakterisere dem, som de fortjente. Ifølge Irenæus fremførte markosianerne »et usigeligt antal apokryfe og falske skrifter, som de selv havde fabrikeret, for at forvirre de enfoldiges sind«; og Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 25) giver følgende liste over falske og omstridte bøger: »Således at vi har mulighed for at kende både disse bøger (de kanoniske) og dem, som kætterne fremfører under apostlenes navn, nemlig dem, der udgør Peters, Thomas' og Matthæus' evangelier, og visse andre foruden disse, eller sådanne som indeholder Andreas' og Johannes' og de andre apostles Gerninger, og som ingen af forfatterne i den kirkelige succession har værdiget at omtale i sine værker; og selve stilen har i sandhed en ganske anden karakter end apostlenes, og de tanker og den hensigt, som fremsættes i dem, afviger så langt som muligt fra sund rettroenhed og beviser tydeligt, at de er kætterske menneskers opdigtelser; derfor skal de ikke blot regnes blandt de falske skrifter, men forkastes som aldeles absurde og ugudelige.«

I tillægget til Westcotts Introduction to the Study of the Gospels findes, med undtagelse af dem, der for nylig er opdaget i Egypten, en fuldstændig liste over de ikke-kanoniske udsagn og gerninger, der tillægges vor Herre, sådan som de er optegnet i de patristiske skrifter; og også en liste over citaterne fra de ikke-kanoniske evangelier, hvor disse kun kendes gennem citater.

Formålet med de apokryfe evangelier kan betragtes som

(1) kættersk eller

(2) supplerende eller legendarisk: det vil sige sådanne, som enten blev udformet til støtte for et bestemt kætteri, eller sådanne, som forudsætter de kanoniske evangelier og forsøger at føje til dem – i høj grad legendarisk stof. Før disse behandles, kan det være hensigtsmæssigt særskilt at omtale Evangeliet ifølge hebræerne.

4. Evangeliet ifølge hebræerne:

Dette evangeliums utvivlsomt tidlige datering, karakteren af de fleste af dets ikke særligt talrige citater, den respekt, hvormed det ensartet omtales af tidlige forfattere, og den anseelse, det nu nyder blandt lærde i almindelighed, berettiger Evangeliet ifølge hebræerne til særlig opmærksomhed. Bortset fra overleveringen, som det ikke er nødvendigt at tillægge alt for stor betydning, og som fremstillede vor Herre som den, der befalede sine disciple at blive i tolv år i Jerusalem, er det rimeligt at antage, at et skrevet evangelium på deres eget sprog (vestlig aramæisk) snart ville blive en nødvendighed for de kristne samfund, som boede i Jerusalem og Israels land, og et sådant evangelium ville naturligt blive brugt af jødekristne i diasporaen. Jødekristne, som for eksempel havde bosat sig i Alexandria, kunne bruge dette evangelium, mens indfødte kristne, som Harnack foreslår, kunne bruge Egypternes evangelium, indtil begge naturligvis blev afløst af de fire evangelier, der var godkendt af kirken.

Der er imidlertid intet bevis for, at evangeliet var tidligere end de synoptiske evangelier, og endnu mindre for, at det hørte til de før-lukanske evangelier. Harnack placerede det ganske vist ved en dokumentmæssig afstamningsrække, som der næppe synes at være tilstrækkeligt grundlag for, så tidligt som mellem 65 og 100 e.Kr. Salmon konkluderer derimod (Intro, Leer X), at »det nazaræiske evangelium, langt fra at være mor eller blot søster til et af vore fire kanoniske evangelier, kun kan gøre krav på at være en datterdatter eller grandniece«. Hieronymus (400 e.Kr.) kendte til dette evangeliums eksistens og siger, at han oversatte det til græsk og latin; citater fra det findes i hans værker og i Klemens af Alexandrias. Dets forhold til Matthæusevangeliet, som næsten alle er enige om oprindelig blev skrevet på hebraisk (dvs. aramæisk), har givet anledning til megen strid. Den fremherskende opfattelse blandt forskere er, at det ikke var den original, som Matthæusevangeliet var en græsk oversættelse af, men at det dog var et forholdsvis tidligt skrift. Nogle, såsom Salmon og Harnack, er tilbøjelige til at betragte Hieronymus' hebraiske evangelium som et femte evangelium i enhver væsentlig henseende, oprindelig skrevet for kristne i Israels land, men som fik forholdsvis ringe betydning, da kristendommen udviklede sig til en verdensreligion. Foruden to henvisninger til Jesu dåb og nogle få af hans udsagn, såsom -- »Vær aldrig glade, undtagen når I ser på jeres broder med kærlighed«; »Netop nu tog min moder, Helligånden, mig ved et af mine hår og bar mig bort til det store bjerg Tabor« -- beretter det om vor Herres tilsynekomst for Jakob efter opstandelsen, som Paulus (1 Kor 15,7) anfører som et af beviserne for denne begivenhed; men Paulus kan naturligvis have lært dette af Jakobs egen mund såvel som gennem den almindelige overlevering og ikke nødvendigvis fra dette evangelium.

Dette er i virkeligheden den vigtigste oplysning, som citaterne fra dette evangelium føjer til det, vi ved fra de synoptiske evangelier. Ved andre afvigelser fra de synoptiske evangelier, hvor de samme begivenheder berettes, er det muligt, at Hebræerevangeliet gengiver en tidligere og mere pålidelig overlevering. På den anden side synes det længste citat, som gengiver en version af Kristi samtale med den rige unge mand, at vise, som Westcott foreslår, at de synoptiske evangelier giver den enklere og derfor tidligere form af den fælles beretning. Mange forskere mener dog, at de få bevarede citater fra dette evangelium bør tages i betragtning ved udformningen af Kristi liv. Ebionitterne gav navnet Hebræerevangeliet til et beskåret Matthæusevangelium. Dette fører os til de kætterske evangelier.

II. Kætterske evangelier.

1. Ebionitternes evangelium:

Ebionitterne kan i almindelighed beskrives som jødekristne, der søgte så vidt muligt at fastholde Det Gamle Testamentes læresætninger og skikke, og de kan anses for oprindelig at repræsentere den yderligtgående konservative fløj på mødet i Jerusalem, der omtales i ApG 15,1-29. De nævnes ofte i den patristiske litteratur fra det 2. til det 4. århundrede, og de langvarige gnostiske stridigheder i disse tider kan meget vel have skabt forskellige sekter eller i det mindste partier iblandt dem. Hieronymus, en forfatter fra det 4. århundrede, siger derfor (Ep ad August. 122 13), at han i Israels land fandt jødekristne, kendt som nazaræere og ebionitter. Om disse var særskilte sekter eller blot tilhængere af mere frisindede eller snævrere synspunkter inden for samme sekt, kan næppe afgøres. Nogle, såsom Harnack og Uhlhorn, har ment, at de to navne er almindelige betegnelser for jødekristne; andre betragter ebionitterne som de mest tilbagestående og snæversynede af jødekristne, mens nazaræerne var mere tolerante over for forskelle i tro og praksis.

Ebionitternes evangelium eller De Tolv Apostles Evangelium, som det også blev kaldt, repræsenterede sammen med Hebræerevangeliet (omtalt ovenfor) denne jødekristne ånd. Nogle fragmenter af Ebionitternes evangelium er bevaret hos Epifanios (d. 376). Han omtaler nazaræerne som nogen, der »har evangeliet efter Matthæus i en meget fuldstændig form, på hebraisk« (dvs. aramæisk), skønt han straks tilføjer, at han ikke ved, om »de fjernede slægtstavlerne fra Abraham til Kristus«, det vil sige, om de godtog eller forkastede Kristi jomfrufødsel. I modsætning til denne udtalelse siger han, at ebionitterne havde et evangelium, »kaldet evangeliet efter Matthæus, ikke helt og fuldstændigt, men forfalsket og beskåret, som de kalder det hebraiske evangelium«. De bevarede fragmenter fra evangeliet findes hos Westcott (Intro, 437 f). De »viser, at dets værdi er ganske underordnet, og at forfatteren blot har sammenstillet det fra de kanoniske evangelier, og især fra de synoptiske evangelier, samtidig med at han tilpassede det til den gnostiske ebionismes synspunkter og skikke« (DCG, I, 505).

2. Egypternes evangelium:

Tre korte og temmelig mystiske vers er alt, hvad der er tilbage af det, der kendes som Egypternes evangelium. De forekommer i bog III af Stromateis af Clemens af Alexandria, som viede denne bog til en gendrivelse af enkratismen, det vil sige afvisningen, som absolut ulovlig, af brugen af ægteskab, kødspise og vin. Allerede i de paulinske breve møder man grupper med råbet (Kol 2,21) "rør ikke, smag ikke, tag ikke på" og (1 Tim 4,3) "forbyder at gifte sig og befaler at afholde sig fra fødevarer." Versene hos Clemens lyder sådan: "Da Salome spurgte, hvor længe døden vil herske, sagde Herren: Så længe I kvinder føder børn; for jeg er kommet for at ødelægge kvinders funktion. Og Salome sagde til ham: Gjorde jeg da ikke ret i ikke at føde børn? Og Herren svarede og sagde: Spis af enhver urt, men spis ikke af det, som er bittert. Og da Salome spurgte, hvornår de ting ville blive kendt, som hun havde spurgt om, sagde Herren: Når I træder skammens klædning under fode, og når de to skal være ét, og det mandlige sammen med det kvindelige hverken mandligt eller kvindeligt." Ordene afviger visselig meget fra den sædvanlige karakter af vor Herres ord. Moderne forfattere er uenige om deres enkratitiske tendens og om, hvor langt Egypternes evangelium var praktisk. Med så lidt at gå ud fra er det ikke let at drage en konklusion. Det kan have indeholdt andre passager, på grund af hvilke Origenes anså det for kættersk. Det blev brugt af naassenerne og sabellianerne. Evangeliets datering ligger mellem 130 og 150.

3. Markions evangelium:

Markions evangelium synes at have været tænkt som en direkte modvirkning af de aramaiske evangelier. Markion, der var indfødt fra Pontus og søn af en biskop, slog sig ned i Rom i første halvdel af det 2. århundrede og blev grundlægger af den antijødiske sekt, som ikke anerkendte andre autoritative skrifter end Paulus'. Dette værk udgør et slående eksempel på, hvilke friheder man i dagene før kanons endelige dannelse kunne tage sig med troens mest autoritative og mest ærede dokumenter, og det viser også den frie og praktisk talt ubegrænsede karakter af den strid, som den endeligt antagne kanon var resultatet af. Han forkastede Det Gamle Testamente helt, og af Det Nye Testamente beholdt han kun Lukasevangeliet, som værende af paulinsk oprindelse, med udeladelse af afsnit, der var afhængige af Det Gamle Testamente, samt ti breve af Paulus, idet pastoralbrevene blev udeladt. De vigtigste kirkefædre er enige om denne forvanskning af Lukasevangeliet ved Markion; og hans evangeliums hovedbetydning er, at man i moderne kontrovers i nogen tid antog det for at være det oprindelige evangelium, som Lukasevangeliet blot blev betragtet som en udvidelse af. Teorien blev først i Tyskland og siden uafhængigt i England vist at være ganske uholdbar. Den blev for nylig genoplivet af forfatteren til Supernatural Religion; men Dr. Sandays værk om The Gospels in the Second Century (kapitel viii) kan siges at have afsluttet striden. (Jf. også Salmons Intro, Lect XI.)

4. Peters evangelium:

Indtil for omtrent et kvart århundrede siden vidste man ikke mere om Peters evangelium end om den mængde kætterske evangelier, der er omtalt ovenfor. Fra Eusebius (Historia Ecclesiastica, VI, 12, 2) vidste man, at et Peters evangelium var i brug i kirken i Rhossus, en by i Antiokias stift ved slutningen af det 2. århundrede, at der var opstået strid om dets karakter, og at Serapion, biskop af Antiokia (190-203), efter en omhyggelig undersøgelse af det havde fordømt det som doketisk. Origenes (død 253 e.Kr.) henviser i sin kommentar til Matt 10,17 til evangeliet som sigende, at "der er nogle brødre til Jesus, Josefs sønner med en tidligere hustru, som levede sammen med ham før Maria." Eusebius ved desuden i Eusebius, Historia Ecclesiastica, III, 3, 2 intet om, at Evangeliet ifølge Peter er blevet overleveret som et katolsk skrift, og i Eusebius, Historia Ecclesiastica, III, 25, 6 regner han Peters evangelium blandt de forfalskede kætterske evangelier. Theodoret, en af de græske kirkehistorikere (390-459), siger, at nazaræerne brugte et evangelium kaldet "ifølge Peter."

Evangeliet omtales også hos Hieronymus (De Viris Illustr., kapitel 1), og det fordømmes af Decretum Gelasianum (496?). Salmon (Intro, 231) bemærker: "Af bogen er der ikke bevaret nogen uddrag, og tilsyneladende havde den aldrig en vid udbredelse." Disse ord blev skrevet i 1885. Det følgende år fandt den franske arkæologiske mission, der arbejdede i Øvre Egypten, i en grav, som man antog var en munks, ved Akhmim (Panopolis), et pergament, der indeholdt dele af ikke mindre end tre tabte kristne værker: Enoks Bog, Peters evangelium og Peters apokalypse. Disse blev udgivet i 1892 og har givet anledning til megen diskussion. Evangeliet er blevet omhyggeligt gengivet i faksimile og udgivet af kompetente lærde. Fragmentet anslås at indeholde omtrent halvdelen af det oprindelige evangelium. Det begynder midt i lidelseshistorien, lige efter at Pilatus har vasket sine hænder for alt ansvar, og ender midt i en sætning, da disciplene ved slutningen af de usyrede brøds fest var på vej til deres hjem: "Men jeg (Simon Peter, den foregivne forfatter) og Andreas, min bror, tog vore garn og gik til havet; og sammen med os var Levi, Alfæus' søn, som Herren ...." Harnack (Texte und Untersuchungen, IX, 2, 2. udgave, 76) påviser omkring tredive nye træk i den petrinske beretning om lidelsen og begravelsen.

Disse er gengivet udførligt i et tillægsbind til Ante-Nicene Library: Recently Discovered manuscripts, etc., Edinburgh, 1897. Men Dr. Swete (Gospel of Peter, xv, London, 1893) viser, at “selv detaljer, som synes at være helt nye, eller som direkte modsiger den kanoniske fortælling, kan være blevet antydet af den”; og han konkluderer, at trods den store mængde nyt stof, som det indeholder, “er der intet i denne del af det petrinske evangelium, som tvinger os til at antage brugen af andre kilder end de kanoniske evangelier.” For professor Orr (NT Apocryphal Writings, xix f) synes evangeliets gnostiske oprindelse klar i den fortælling, der gives om opstandelsen; og dets doketiske karakter – det vil sige, at det stammede fra dem, som hævdede, at Kristus kun havde skikkelse af et legeme – fremgår af udsagnet om, at Jesus på korset var tavs som en, der ikke følte smerte, og af dødsråbet fra korset: “Min kraft, min kraft, du har forladt mig,” idet den virkelig guddommelige Kristus var draget bort før korsfæstelsen. Evangeliet er af nogle blevet dateret til første fjerdedel og af andre til tredje fjerdedel af det 2. århundrede. Om de andre nyligt opdagede “Jesu ord”, se Logia.

5. De tolv apostles evangelium:

Et De tolvs evangelium nævnes af Origenes (Hom. I, in Luc), og nogle få fragmenter af det er bevaret hos Epiphanius (Haerea, 39 13-16,22). Det begyndte med dåben og blev brugt af ebionitterne. Det blev, mener Zahn, skrevet omkring 170 AD.

6. Barnabas’ og Bartholomæus’ evangelium:

Et Barnabas’ evangelium og Bartholomæus’ evangelium fordømmes i pave Gelasius’ dekret. Det sidstnævnte nævnes af Hieronymus (Prooem ad Matt).

III. Supplerende eller legendariske evangelier.

I alle evangelierne af denne klasse er det bemærkelsesværdigt, at når man tager de ikke-kanoniske evangelieskriveres ønske om at mangfoldiggøre mirakler i betragtning, omtales den periode i Kristi liv, der lå mellem hans tolvte og hans tredivte år, ikke. Hovedgrunden til udeladelsen er sandsynligvis, at intet særligt dogmatisk formål kunne tjenes ved en fortælling om denne periode i Frelserens liv. Hvor man ikke har adgang til disse dokumenter på deres originalsprog, kan det være nyttigt at påpege, at en god og fyldig oversættelse af dem findes i bind XVI af Clark’s Ante-Nicene Library, Edinburgh, 1870.

1. Fødselsevangelier:

(a) Jakobs Protevangelium.

Det tidligste af disse dokumenter er Jakobs Protevangelium. Jakob antages at være Herrens bror. Titlen “Protevangelium” eller Første Evangelium – en fængende titel, som forudsætter meget og antyder mere – blev givet dette dokument af Postellus, en franskmand, som først udgav det på latin i året 1552. I de græske og syriske håndskrifter kendes det under forskellige andre titler, såsom Jakobs historie om den Alhellige og evigt jomfruelige Guds Moders og hendes søns Jesu Kristi fødsel. Tischendorf giver i noterne til kapitel i af sin Evang. Apocrypha en lang liste over de navne, der beskriver det i de forskellige håndskrifter. I det gelasianske dekret, som fratager det kanonisk autoritet, kaldes det ganske enkelt Evangelium nomine Jacobi minoris apocryphum. I dette dokument forudsiges Marias fødsel ved en englelig bekendtgørelse til hendes forældre, Joakim og Anna, ligesom Jesu fødsel blev forudsagt for Maria. Det indeholder i femogtyve kapitler perioden fra denne bekendtgørelse til barnemordet i Betlehem, herunder beretninger om Marias tidlige oplæring i templet, den lukanske fortælling om Kristi fødsel med nogle legendariske tilføjelser, og Zakarias’ død på Herodes’ befaling, fordi han nægtede at give oplysninger om skjulestedet for Elisabeth og barnet Johannes, som under deres flugt under barnemordet mirakuløst bliver frelst ved, at et bjerg åbner sig.

Ved kapitel 18 sker der en ændring i fortællingen fra tredje til første person, hvilket er blevet taget (NT Apocrypha Writings af professor Orr, D.D., London, 1903) som et tegn på en essæisk-ebionitisk oprindelse for dokumentet, og i det mindste som et argument for, at det har en sammensat karakter, hvilket igen kan forklare den store variation i opfattelserne af dets datering. Det er blevet henført (EB, I, 259) til det 1. århundrede. Zahn og Kruger placerer det i det første årti, mange forskere i anden halvdel af det 2. århundrede; mens andre (f.eks. Harnack) placerer det i dets nuværende form så sent som midten af det 4. århundrede. Dygtige forskere (Sanday, The Gospels in the Second Century) indrømmer henvisninger til det hos Justin Martyr, hvilket ville indebære, at det muligvis i en ældre form var kendt i første halvdel af det 2. århundrede. I sine seneste former viser dokumentet forfatterens tydelige sigte: at fremme Jomfruens hellighed og veneration. Det har vist sig at indeholde en række uhistoriske udsagn. Det blev fordømt i den vestlige kirke af paverne Damasus (382), Innocens I (405) og af Decretum Gelasianum (496?). Det kunne se ud, som om den tidsalder, der således blev frataget Protevangeliet, krævede et dokument af samme karakter til at træde i dets sted.

(b) Pseudo-Matthæus.

En forfalsket brevveksling mellem Hieronymus og to italienske biskopper leverede en erstatning i Pseudo-Matthæusevangeliet, som Hieronymus med urette blev fremstillet som den, der havde oversat til latin fra Matthæusevangeliets hebraiske original. Evangeliet kendes kun på latin og er, som allerede antydet, ikke ældre end det 5. århundrede. Protevangeliet bruges frit og suppleres fra en ukendt (sandsynligvis gnostisk) kilde, og yderligere undere, især knyttet til opholdet i Egypten, er blevet indarbejdet i det sammen med andre, der er tilføjet fra Thomasevangeliet om Jesu barndom. Nogle af de undere, der berettes fra Egypten, fremstilles som opfyldelser af gammeltestamentlig profeti, som når (kapitel 18) dragers tilbedelse af Jesusbarnet minder om opfyldelsen af det, der blev sagt af profeten David: "Pris Herren fra jorden, I drager: I drager og alle I dyb"; eller som når (kapitel 19) løver og pantere tilbad dem, viste selskabet vej i ørkenen, "bøjede deres hoveder og logrede med deres haler og tilbad ham med stor ærbødighed," hvilket blev anset for en opfyldelse af profetien: "Ulve skal æde sammen med lam, og løverne og oksen skal spise strå sammen." Også i dette evangelium optræder for første gang meddelelsen om oksen og æslet, der tilbeder Jesusbarnet i krybben, noget der fik stor betydning i kristen kunst. Evangeliet er yderligere udfyldt ved gengivelsen af flere af de undere, der er knyttet til Barndomsevangeliet.

(c) Marias fødsel.

Evangeliet om Marias fødsel blev skrevet på latin. Det behandler stort set det samme stof som den tidligere del af Pseudo-Matthæus, men adskiller sig så meget fra det, at det peger på en senere datering og en anden forfatter. Det indeholder mere af det mirakuløse element og daglige englebesøg hos Maria under hendes ophold i templet. Dette evangelium lader Maria forlade templet i sit 14. år; ifølge det evangelium, der beskrives som det næste, hvor fortælleren fremstilles som Marias søn selv, forlod hun templet i sit 12. år efter at have levet der i ni år. Det blev længe anset for at være Hieronymus' værk, og ud fra dette evangelium blev næsten hele den "Gyldne Legende" dannet, som i det 13. århundrede i vidt omfang trådte i Skrifternes sted. i hele Europa før bogtrykkerkunstens opfindelse. Det var blandt de bøger, der tidligt blev trykt i nogle lande, hvor det (som i England) måske ikke var sikkert at trykke Skrifterne. Dets betydning for middelalderens litteratur og kunst bør ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at det var en forfalskning, der bevidst blev indført i kirkens tjeneste omkring det 6. århundrede, da dyrkelsen af Maria blev særligt fremmet i kirken.

(d) Josef Tømrerens evangelium.

Til samme klasse af skrifter hører Josef Tømrerens evangelium. Det blev oprindeligt skrevet på koptisk og blev oversat til arabisk; på dette sprog, sammen med en latinsk version, blev det udgivet i 1722. Skriftet er viet til forherligelsen af Josef, en kult som blev særligt begunstiget af de monofysitiske koptere. Det stammer fra det 4. århundrede. Det indeholder i 22 kapitler hele Josefs historie og beretter i den sidste del om omstændighederne ved hans død i en alder af 111 år. Disse har en vis betydning for dogmehistorien.

(e) Marias bortgang.

Transitus Mariae: skønt det strengt taget ikke er et evangelium om fødslen, kan der her tages notits af beretningen af Johannes Teologen om Guds hellige moders hensoven (koimesis), eller som den mere almindeligt kaldes, "Marias bortgang" (transitus Mariae). Den blev oprindeligt skrevet på græsk, men forekommer også på latin og flere andre sprog. To år, ser det ud til, efter Jesu himmelfart blev Maria, som ofte besøgte "vor Herres hellige grav for at brænde røgelse og bede", forfulgt af jøderne og bad sin søn om, at han ville tage hende bort fra jorden. Ærkeenglen Gabriel bringer svar på hendes bønner og meddeler, at hun efter tre dage skal gå til de himmelske steder, til sin søn, ind i sandt og evigt liv. Apostle fra deres grave eller fra deres stifter kaldes til hendes dødsleje i Betlehem og fortæller, hvad de var optaget af, da kaldet nåede dem. Helbredelsesundere sker omkring dødslejet; og efter den øjeblikkelige forflyttelse af Maria og de ledsagende apostle til Jerusalem, på Herrens dag, midt under syner af engle, viser Kristus selv sig og modtager hendes sjæl hos sig. Hendes legeme begraves i Getsemane og overføres derefter til Paradis. Bedømt ud fra dets indhold, som åbenbarer et fremskredent stadium af dyrkelsen af Jomfruen og også af kirkeligt ritual, kan dokumentet ikke være blevet til tidligere end slutningen af det 4. eller begyndelsen af det 5. århundrede, og det har en plads blandt de apokryfe dokumenter, der fordømmes af det gelasianske dekret. På dette tidspunkt ser det i sandhed ud, som om forfatterne til sådanne dokumenter antog den mest ubegrænsede frihed til at forestille sig og udsmykke kendsgerningerne og situationerne vedrørende evangeliefortællingen.

2. Barndoms- eller opvækstevangelierne:

(a) Thomasevangeliet.

Næst efter Protevangeliet er Thomasevangeliet det ældste og mest udbredte af de apokryfe evangelier. Det nævnes af Origenes og Irenæus og synes at være blevet brugt af en gnostisk sekt, nachashenerne, i midten af det 2. århundrede. Det var doketisk med hensyn til de mirakler, der blev berettet i det, og af den grund var det også acceptabelt for manikæerne. Forfatteren var en af de markosianere, som Irenæus omtaler. Der findes store variationer i teksten, hvoraf der kun findes sene katolske omarbejdelser, to på græsk, én på latin og én på syrisk. Den ene af de græske versioner er betydeligt længere end den anden, mens den latinske er noget større end begge. De beskæftiger sig i meget høj grad med en beretning om mirakler, som Jesus udførte, før han var 12 år gammel. De fremstiller Jesus som et usædvanligt, men på ingen måde elskværdigt barn. Til forskel fra miraklerne i de kanoniske evangelier er dem, der berettes i dette evangelium, hovedsagelig af ødelæggende art og er lunefulde og barnlige i deres karakter. Det virker temmelig chokerende at læse dem som beretninger om Herren Jesus Kristus.

Undergøreren beskrives af Renan som "un gamin omnipotent et omniscient", der udøver Guddommens magt med et barns egensindighed og pirrelighed. I stedet for at være underordnet sine forældre er han til alvorlig besvær for dem; og i stedet for at vokse i visdom fremstilles han som fremfusende og ivrig efter at undervise sine lærere og som alvidende fra begyndelsen. Forældrene til et af de børn, hvis død han havde forårsaget, bønfalder Josef: "Tag den Jesus, som er din, bort fra dette sted, for han kan ikke bo sammen med os i denne by; eller lær ham i det mindste at velsigne og ikke at forbande." Tre eller fire mirakler af velgørende art nævnes; og i det latinske evangelium, da Jesus var i Egypten og i sit tredje år, står der skrevet (kapitel 1): "Og da han så drenge lege, begyndte han at lege med dem, og han tog en tørret fisk og lagde den i et kar og befalede den at bevæge sig omkring. Og den begyndte at bevæge sig omkring. Og han sagde igen til fisken: `Kast det salt ud, som du har, og gå ned i vandet.' Og sådan skete det; og naboerne, som så, hvad der var sket, fortalte det til den enke, i hvis hus Maria, hans mor, boede. Og så snart hun hørte det, drev hun dem ud af sit hus med stor hast."

Som Westcott påpeger i sin Introduction to the Study of the Gospels, 444: "I de apokryfe mirakler finder vi ingen værdig opfattelse af lovene for forsynets indgriben; de udføres for at opfylde øjeblikkelige behov eller tilfredsstille øjeblikkelige følelser og er ofte direkte umoralske; de er vilkårlige magtdemonstrationer og uden nogen spontanitet fra vor Herres side eller fra modtagerens." Muligvis havde samlerne af de ovenfor nævnte fortællinger fra det 1. århundrede i mange tilfælde anset det for hensigtsmæssigt at gøre det mirakuløse til en væsentlig – endog en alt for fremtrædende – del af deres fortælling; og dette kan være grunden til, at Johannes i begyndelsen af det fjerde evangelium erklærede alle de berettede mirakler fra barndommen for uautoriserede ved udsagnet om, at det første mirakel var det, der blev udført efter begyndelsen af den offentlige tjeneste ved brylluppet i Kana i Galilæa. "Denne begyndelse på sine tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han åbenbarede sin herlighed; og hans disciple troede på ham" (Joh 2,11).

(b) Det arabiske barndomsevangelium.

Det arabiske barndomsevangelium er en sammensat frembringelse. Skønt det først blev udgivet på arabisk med en latinsk oversættelse i 1697, kan dets syriske oprindelse udledes af brugen af Alexander den Stores tidsregning i kapitel 2, af forfatterens kendskab til orientalsk lærdom og af barnet Jesu kendskab, da han var i Egypten, til astronomi og fysik. Bogens popularitet blandt arabere og koptere i Egypten kan også forklares ved den kendsgerning, at de vigtigste af dens mirakler finder sted under opholdet i Egypten. Det er også bemærkelsesværdigt, at ifølge dette evangelium (kapitel 7) var det på grundlag af en profeti af Zoroaster om Messias' fødsel, at vismændene påbegyndte deres rejse til Betlehem. Nogle af dets fortællinger forekommer også i Koranen og i andre muhammedanske skrifter. Kapitel 1-9 bygger på de kanoniske evangelier Matthæus og Lukas og på Jakobs Protevangelium, mens kapitlerne 26 til slutningen er afledt af Thomasevangeliet. Den mellemliggende del af værket er helt igennem orientalsk i karakter og læses som uddrag af Tusind og én nat. Det er ikke let at behandle forslaget om at stille frembringelser som disse på noget, der nærmer sig ligestilling med de kanoniske evangelier, alvorligt. Evangeliet har også meget at gøre med væksten i ærbødigheden for Jomfruen.

3. Lidelses- og opstandelsesevangelier:

(a) Petersevangeliet (som ovenfor).

(b) Nikodemusevangeliet.

De vigtigste dokumenter i denne forbindelse er Nikodemusevangeliet og i nogen grad, som vist ovenfor, Petersevangeliet. Nikodemusevangeliet er et navn, der tidligst blev givet i det 13. århundrede til en dobbelt sammensætning, hvis to dele var

(1) Acta Pilati eller Pilatus' akter og

(2) Kristi nedstigning til underverdenen. Dokumentet giver sig ud for at være en oversættelse til græsk fra hebraisk og for at være blevet lavet i kejser Theodosius' 17. år og Valentinians 6. år. Det findes i seks former: to græske og én latinsk af Pilatusakterne, og to latinske og én græsk af Nedstigningen til underverdenen. Den almindelige enighed blandt forskere placerer affattelsen i det 5. århundrede, skønt Tischendorf, idet han støtter sig til henvisninger hos Justin og Tertullian, placerer den i det 2. århundrede, en datering hvor det er helt muligt, at legenden kan være opstået. Muligvis har der været en vis forveksling mellem rapporten om de begivenheder, der var forbundet med retssagen mod og korsfæstelsen af Jesus, og som måtte indsendes til kejseren, sådan som reglerne for den romerske civilforvaltning krævede, og den udvidede beretning om begivenhederne, der findes i Nikodemusevangeliet. Forfatteren var tydeligvis en jødekristen. Han skrev for denne gruppe og var ivrig efter at stadfæste sin beretning ved vidnesbyrd fra Jesu fjenders mund og især fra de embedsmænd, der var knyttet til begivenhederne før og efter Jesu død.

(1) Pilatusakterne

Særligt Pilatus fremstilles som velvillig over for Jesus, og -- et hul, som må have slået mange læsere af de kanoniske beretninger -- flere af dem, som der var blevet udført helbredelsesmirakler på, træder frem for at aflægge vidnesbyrd til fordel for Jesus. Det er et meget naturligt skridt for en sen fortæller at antage som noget, der havde fundet sted i en regelmæssig og formel retssag, men et skridt som, hvad man kan slutte af de kanoniske forfatteres tavshed, blev udeladt i de urolige begivenheder under den præstelige sammensværgelse, der endte med korsfæstelsen. Trods al forfatterens fortrolighed med jødiske institutioner “viser han sig på mange punkter uvidende om topografien i Israels land; han mener f.eks., at Jesus blev korsfæstet i den have, hvor han blev grebet (kapitel 9), og placerer Mr. Mamilch eller Malek (syd for Jerusalem) i Galilæa og forveksler det med Himmelfartsbjerget” (Orr, op. cit., xix).

(2) Jesu nedstigning til underverdenen

Evangeliets anden del -- Kristi nedstigning til underverdenen -- er en beretning om en tidlig og vidt udbredt overlevering, der ikke nævnes i noget kanonisk evangelium, men bygger på 1 Pet 3,19: “Han gik hen og prædikede for ånderne i fængsel.” To hellige, som blev oprejst ved hans opstandelse, fortæller, hvordan de havde været holdt indespærret i Hades, da Sejrherren viste sig ved dets indgang, hvordan portene af kobber blev brudt ned, og fangerne frigivet, idet Jesus tog Adams, Esajas', Johannes Døbers og andre hellige mænds sjæle, som var døde før ham, med sig til Paradis. Dokumentet er rent opdigtet; dets eneste betydning ligger i, at det viser, hvordan denne trosartikels indhold blev forstået i det 4. århundrede.

(c) Andre opdigtede skrifter.

Af endnu mindre betydning er nogle sene opdigtede skrifter, der henviser til Pilatus, og som undertiden i håndskrifterne er knyttet til Nikodemusevangeliet, såsom Pilatus' brev til kejser Tiberius; Pilatus' officielle rapport, som nævnt ovenfor; Pilatus' Paradosis og Pilatus' død, hvor han, efter at være blevet dømt til den mest vanærende død, fremstilles som døende ved egen hånd. I Fortællingen om Josef af Arimatæa giver forfatteren sin fantasi frit løb.

Studiet af de dokumenter, der er beskrevet ovenfor, retfærdiggør fuldt ud den bemærkning, som redaktørerne af Ante-Nicene Library fremsætter: at selv om de giver os “mærkelige glimt af den kristne samvittigheds tilstand og af tænkemåderne i de første århundreder af vor tidsregning, er det dominerende indtryk, de efterlader i vores sind, en dyb fornemmelse af de kanoniske skrifters umådelige overlegenhed, deres utilnærmelige enkelhed og majestæt.”

LITTERATUR.

Ud over de bøger, der er citeret ovenfor, kan følgende nævnes: Fabricius, Codex Apocryphus, 1719; Thilos samlinger og prolegomena (1832); Tischendorf, Gospels, 1853; Ellicott, “On the Apocryphal Gospels” i Cambridge Essays, 1856; Lipsius, artikel “Gospels (Apocrypha)” i Dict. of Christ. Biog.; Dr. W. Wright i Journal of Sacred Lit. (januar og april 1865) om de syriske versioner af Protevangelium, Thomasevangeliet og Transitus Mariae; Studia Sinaitica (nr. XI, 1902), som giver nye syriske tekster til Protevangelium og Transitus Mariae. A. F. Findlay, artikel “Ac (Apocrypha),” hvor man finder en meget omfattende samling henvisninger til værker, britiske og udenlandske, der behandler alle sider af emnet.

J. Hutchison