Apollos

a-pol'-os (Apollos, den korte form af Apollonius): Apollos var en jøde af alexandrinsk herkomst (ApG 18,24), som kom til Efesos i sommeren 54 e.Kr., mens Paulus var på sin tredje missionsrejse, og dér »talte og underviste han nøjagtigt om det, der angår Jesus« (ApG 18,25). At han var særdeles egnet til opgaven, fremgår af, at han var en »lærd mand«, »stærk i skrifterne«, »brændende i ånden« og »undervist i Herrens vej« (ApG 18,24; ApG 18,25). Hans undervisning var dog ufuldstændig, idet han »kun kendte Johannes' dåb« (ApG 18,25), og dette har givet anledning til nogen diskussion. Ifølge Blass stammede hans viden fra et skriftligt evangelium, som nåede Alexandria, men det var mere sandsynligt frugten af det, Apollos havde hørt, enten direkte eller fra andre, om Johannes Døbers forkyndelse i Betania hinsides Jordan (jf. Joh 1,28). Efter at have modtaget yderligere undervisning af Priskilla og Akvila (ApG 18,26) udvidede Apollos sin mission til Akaja, opmuntret dertil af brødrene i Efesos (ApG 18,27).

I Akaja »hjalp han dem meget, som ved nåden var kommet til tro; for han gendrev med kraft jøderne, og det offentligt, idet han ud fra skrifterne viste, at Jesus var Kristus« (ApG 18,27; ApG 18,28). Under Apollos' fravær i Akaja var Paulus kommet til Efesos og havde fået kendskab til, hvad Apollos havde undervist dér (ApG 19,1). Da Paulus fik at vide, at efeserne stadig intet kendte til Åndens dåb (ApG 19,2-4), er det sandsynligt, at Apollos ikke havde givet sine tilhørere den yderligere undervisning videre, som han havde modtaget af Priskilla og Akvila, men var draget til Akaja kort efter at have modtaget den. Paulus blev mere end to år blandt efeserne (ApG 19,8; ApG 19,10), og i foråret 57 e.Kr. skrev han Første Korintherbrev. På dette tidspunkt var Apollos igen i Efesos (jf. 1 Kor 16,12). Det er utænkeligt, at dette brev fra Paulus skulle være fremkaldt af nogen følelse af jalousi eller fjendtlighed fra hans side mod Apollos. Det var snarere resultatet af drøftelser mellem de to om den kritiske situation, der da fandtes i Korinth.

Apollos' mission havde haft en vis succes, men den partidannelse, som netop denne succes gennem de små afvigelser i hans undervisning (jf. 1 Kor 1,12; 1 Kor 3,4) i forhold til Paulus' eller Kefas' havde fremkaldt, var fuldstændig fremmed for hans hensigter. Partånden var lige så usmagelig for Apollos, som den var for Paulus, og gjorde ham uvillig til at vende tilbage til stedet for sit tidligere arbejde, selv efter Paulus' eget ønske (1 Kor 16,12). Brevet gav udtryk for begges harme. Paulus hilste Apollos' samarbejde velkommen (1 Kor 3,6: »Jeg plantede, Apollos vandede«). Det var ikke mod hans medevangelist, han tordnede, men mod den smålige ånd hos dem, der elskede partidannelse mere end sandheden, og som ikke så, at både han og Apollos kom til dem som »Guds medarbejdere« (1 Kor 3,9), fælles tjenere for den ene Herre og frelser, Jesus Kristus.

Dette synspunkt bekræftes også af tonen i Klemens' brev til korintherne (jf. Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 84-112, især 105); og det er heller ikke i konflikt med passagerne 1 Kor 12,1-7; 2 Kor 3,1; 2 Kor 11,16, hvor Paulus synes at hentyde til Apollos' veltalenhed, visdom og anbefalingsbrev. Paulus skrev således ikke for at nedsætte Apollos, men for at fastslå, at selv uden disse tilfældige fortrin ville han ikke stå tilbage for nogen i forkyndelsen af Kristus som korsfæstet.

Den sidste omtale af Apollos findes i Brevet til Titus, hvor han sammen med Zenas anbefales til Titus (Titus 3,13). Han var da på rejse gennem Kreta (Titus 3,15) og var sandsynligvis brevets overbringer. Tidspunktet for dette er usikkert, eftersom affattelsen af Brevet til Titus, skønt den almindeligvis antages at have fundet sted efter Paulus' løsladelse fra fængslet i Rom, er blevet dateret forskelligt til 64-67 e.Kr. Se Brevet til Titus.

C. M. Kerr