De apokryfe apostelgerninger, de enkelte apostelgerninger

B. DE ENKELTE APOSTELGERNINGER

De apokryfe apostelgerninger, der behandles i denne artikel, er de leucianske apostelgerninger, som omtales af Fotios i hans Bibliotheca. I den form, vi nu har dem, har de gennemgået en revision af hensyn til kirkelig rettroenhed, men i deres oprindelige form tilhørte de det 2. århundrede. Det er umuligt at sige, hvor meget apostelgerningerne i deres nuværende form afviger fra den form, hvori de oprindelig fremkom, men det er mange steder tydeligt, at den rettroende revision, der skulle fjerne kætterske elementer, langtfra var grundig. Afsnit, som klart er gnostiske, blev bevaret, sandsynligvis fordi redaktøren ikke forstod deres sande betydning.

I. Paulus' apostelgerninger.

1. Kirkeligt vidnesbyrd:

Origenes citerer i to afsnit af sine bevarede skrifter Paulus' apostelgerninger med bifald, og det skyldtes muligvis hans indflydelse, at disse apostelgerninger blev højt anset i Østen. I Codex Claromontanus (3. århundrede), som har østlig oprindelse, behandles Paulus' apostelgerninger som et katolsk skrift og sidestilles med Hermas' Hyrden og Peters Åbenbaring. Eusebius, som fuldstændig forkaster »Andreas', Johannes' og de øvrige apostles apostelgerninger«, placerer Paulus' apostelgerninger i den lavere klasse af omstridte skrifter sammen med Hermas, Barnabasbrevet, Didache, Johannes' Åbenbaring osv. (Historia Ecclesiastica, III, 25.4). I Vesten, hvor Origenes blev betragtet med mistanke, var Paulus' apostelgerninger tilsyneladende miskrediteret; den eneste anvendelse af dem som en pålidelig kilde findes hos Hippolyt, Origenes' ven, som dog ikke nævner dem ved navn. (Hippolyts henvisning findes i hans kommentar til Daniel. Han argumenterer ud fra Paulus' kamp med de vilde dyr for troværdigheden af beretningen om Daniel i løvekulen.)

2. Indhold:

Af Paulus' apostelgerninger er kun brudstykker bevaret. Man kendte kun lidt til dem, indtil C. Schmidt i 1904 udgav en oversættelse af en dårligt bevaret koptisk version, og man opdagede, at de velkendte Paulus' og Teklas apostelgerninger i virkeligheden var en del af Paulus' apostelgerninger. Ud fra noterne om apostelgerningernes omfang i Cod. Claromontanus og i Nikeforos' stichometri kan vi slutte, at fragmenterne udgør omkring en fjerdedel af helheden.

(1) Af disse fragmenter er det længste og vigtigste det afsnit, som fik en selvstændig eksistens under navnet Paulus' og Teklas apostelgerninger. Hvornår disse blev skilt ud fra Paulus' apostelgerninger, kan vi ikke sige, men det var sket før tiden for det gelasianske dekret (496 e.Kr.), som, uden at nævne Paulus' apostelgerninger, fordømmer Paulus' og Teklas apostelgerninger som apokryfe.

(a) En oversigt over fortællingen er som følger: I Ikonium lyttede Tekla, en forlovet ung kvinde, til Paulus' prædiken om jomfruelighed og blev så betaget, at hun nægtede at have noget videre med sin forlovede at gøre. På grund af sin indflydelse på hende blev Paulus ført frem for prokonsulen og kastet i fængsel. Der besøgte Tekla ham, med det resultat at begge blev stillet for retten. Paulus blev forvist fra byen, og Tekla blev dømt til at brændes.

Efter mirakuløst at være blevet befriet fra bålet drog Tekla ud for at finde Paulus, og da hun havde fundet ham, ledsagede hun ham til Antiokia. (I fortællingen sammenblandes Antiokia i Pisidien og det syriske Antiokia.) I Antiokia blev en indflydelsesrig borger ved navn Alexander forelsket i hende og omfavnede hende åbent på gaden. Tekla, som tog anstød af denne nærgåenhed, rev den krone af, som Alexander bar, og blev derfor dømt til at kæmpe med vilde dyr ved legene. Indtil dagen for legene blev Tekla anbragt i dronning Tryfainas varetægt, som dengang boede i Antiokia. Da Tekla blev ført frem i amfiteatret, døde en løvinde, mens den forsvarede hende mod angreb. I sin fare kastede Tekla sig i et bassin med sæler og erklærede: »I Jesu Kristi navn døber jeg mig selv på min sidste dag.« (Det var delvis med henvisning til denne selv-dåb, at Tertullian gav oplysningen om forfatterskabet til disse apostelgerninger: nedenfor 3.) Da man foreslog at lade Tekla sønderslide af rasende tyre, besvimede dronning Tryfaina, og af frygt for, hvad der kunne ske, løslod myndighederne Tekla og overdrog hende til Tryfaina. Tekla opsøgte igen Paulus, og da hun havde fundet ham, gav han hende befaling til at prædike Guds ord.

Dette gjorde hun først i Ikonium og derefter i Seleukia, hvor hun døde. Forskellige senere tilføjelser beskrev Teklas endeligt, og i én af dem fortælles det, at hun drog under jorden fra Seleukia til Rom for at være nær Paulus. Da hun fandt, at Paulus var død, blev hun i Rom indtil sin død.

(b) Selv om fortællingen om Thekla er en roman, der skal skaffe apostolsk autoritet for jomfruelighedsidealet, er det sandsynligt, at den i det mindste havde et spinkelt grundlag i faktiske forhold. Eksistensen af en indflydelsesrig Thekla-kult i Seleukia taler for det synspunkt, at Thekla var en historisk person. Overleveringer om hendes forbindelse med Paulus, som samlede sig om templet i Seleukia, der var bygget til hendes ære, kan have leveret stoffet til romanen. I fortællingen findes der tydelige historiske erindringer. Tryfæna er en historisk person, hvis eksistens bekræftes af mønter. Hun var mor til kong Polemon II af Pontos og slægtning til kejser Claudius. Der er ingen grund til at betvivle oplysningen i Akterne om, at hun boede i Antiokia på tidspunktet for Paulus' første besøg. Akterne viser desuden en slående geografisk nøjagtighed ved omtalen af "kongevejen", ad hvilken Paulus siges at have rejst fra Lystra på vej til Ikonium – en oplysning, som er så meget mere bemærkelsesværdig, fordi vejen ganske vist blev brugt af militære grunde på Paulus' tid, men blev opgivet som fast rute i det sidste fjerdedel af det 1. århundrede. I Akterne beskrives Paulus som "en mand af lille vækst, skaldet, hjulbenet, med ædel fremtræden, sammenvoksede øjenbryn og en noget fremtrædende næse, fuld af ynde. Han lignede undertiden et menneske og andre gange havde han en engels ansigt."

Denne beskrivelse kan meget vel bygge på en troværdig overlevering. På grundlag af de historiske træk i fortællingen argumenterede Ramsay (The Church in the Roman Empire, 375 ff) for, at der fandtes en kortere version, som gik tilbage til det 1. århundrede, men dette synspunkt er ikke blevet almindeligt accepteret.

(c) Paulus' og Theklas Akter blev læst meget vidt og fik en bemærkelsesværdig indflydelse på grund af den udbredte ærbødighed for Thekla, som havde en høj plads blandt helgenerne som "den første kvindelige martyr". Henvisninger til Akterne hos kirkefædrene er forholdsvis få, men romanen havde en usædvanlig udbredelse blandt kristne både i Østen og Vesten. Især nåede ærbødigheden for Thekla sit højdepunkt i Gallien, og i et digt med titlen "Gæstebudet" (Caena), skrevet af Cyprian, en digter fra Sydgallien i det 5. århundrede, står Thekla på samme niveau som de store skikkelser i Bibelens historie. De senere Akter om Xanthippe og Polyxena er helt afledt af Paulus' og Theklas Akter.

(2) Et andet vigtigt fragment af Paulus' Akter er det, som indeholder det såkaldte Tredje Brev til Korintherne. Paulus fremstilles som værende i fængsel i Filippi (ikke på tidspunktet for ApG 16,23 ff, men på et senere tidspunkt). Hans fængsling skyldtes hans indflydelse på Stratonike, Apollofanes' hustru. Korintherne, som var blevet foruroligede af to kætterske lærere, sendte Paulus et brev, hvori de beskrev deres skadelige læresætninger: at profeterne ikke havde nogen autoritet, at Gud ikke var almægtig, at der ikke var nogen legemlig opstandelse, at mennesket ikke var skabt af Gud, at Kristus ikke var kommet i kødet eller født af Maria, og at verden ikke var Guds værk, men engles. Paulus blev dybt bedrøvet ved modtagelsen af dette brev og skrev, "under megen trængsel", et svar, hvori de falske læreres populære gnostiske opfattelser kraftigt modsiges. Dette brev, som vrimler med hentydninger til flere af Paulus' breve, er især bemærkelsesværdigt ved, at det sammen med det brev, der fremkaldte det, efter det andet århundrede fik plads blandt kanoniske skrifter i de syriske og armenske kirker. Mærkeligt nok mente Rinck, som udgav det i 1823, at korrespondancen var ægte. Den oprindelige græske version er ikke bevaret, men den findes på koptisk (ikke helt fuldstændig), på armensk og i to latinske oversættelser (begge lemlæstede), foruden at den er indarbejdet i Efraims kommentar (i armensk oversættelse). Den syriske version er gået tabt.

(3) Foruden de to ovenfor nævnte dele af Paulus' Akter findes der andre af mindre værdi: apostlens helbredelse af en vattersottig mand i Myra (en fortsættelse af Thekla-fortællingen), Paulus' kamp med vilde dyr i Efesos (bygget på misforståelsen af 1 Kor 15,32), to korte citater hos Origenes og en afsluttende del, der beskriver apostlens martyrium under Nero, for hvem Paulus viste sig efter sin død. Klemens af Alexandria citerer et afsnit (Strom., VI, 5, 42 f) – et fragment af Paulus' missionsforkyndelse – som kan have hørt til Paulus' Akter; og samme oprindelse er mulig for beretningen om Paulus' tale i Athen, som Johannes af Salisbury (cirka 1156) giver i Policraticus, IV, 3.

3. Forfatterskab og datering:

Af et sted hos Tertullian (De Baptismo, kapitel 17) får vi at vide, at forfatteren til Paulus' Akter var "en presbyter i Asien, som skrev bogen med den hensigt gennem egne tilføjelser at forøge Paulus' værdighed", og at "han blev afsat, da han, efter at være blevet afsløret, tilstod, at han havde gjort det af kærlighed til Paulus". Dette vidnesbyrd fra Tertullian støttes af selve skriftets vidnesbyrd, som, som vi har set, i flere enkeltheder viser nøjagtigt kendskab til Lilleasiens topografi og lokalhistorie. Et stort antal af de navne, som forekommer i disse Akter, findes i indskrifter fra Smyrna, skønt det ville være usikkert deraf at slutte, at forfatteren hørte hjemme i denne by. Det er muligt, at han var indfødt i en by, hvor Thekla nød særlig ærbødighed, og at overleveringen om hendes forbindelse med Paulus, jomfruelighedens forkynder, var hans vigtigste motiv til at skrive bogen. Hertil knyttede sig motivet at bekæmpe nogle gnostikeres (Bardesanitternes) synspunkter. Paulus' Akter dateres til anden halvdel af det andet århundrede, sandsynligvis mellem 160 og 180 e.Kr.

4. Karakter og tendens:

Paulusakterne, skønt de er skrevet for at forhøje apostlens værdighed, viser tydeligt, at forfatteren, trods al sin kærlighed til Paulus, hverken med hensyn til intellektuelle evner eller moralsk udsyn var beslægtet med ham. Akternes intellektuelle niveau er lavt. Overalt er der stor fattigdom i opfattelsen; det samme motiv forekommer uden variation; og manglerne ved forfatterens fantasi modsvares af et nøgent og ukunstnerisk sprog. Passager fra Det Nye Testamente citeres ofte og frit. Det syn på kristendommen, som forfatteren fremstiller, er snævert og ensidigt. Inden for sine grænser er det rettroende i sin holdning; der er intet, som støtter Lipsius' opfattelse af, at værket er en bearbejdelse af et gnostisk skrift. Den hyppige forekomst af overnaturlige begivenheder og den strenge askese, som kendetegner akterne, er intet bevis på gnostisk indflydelse. Læren er tværtimod antignostisk, som vi ser i korrespondancen med korintherne. »Herren Jesus Kristus blev født af Maria, af Davids sæd, idet Faderen sendte Ånden fra himlen ind i hende.«

Legemets opstandelse sikres ved Kristi opstandelse fra de døde. Opstandelsen gælder dog kun for dem, der tror på den -- heri har vi den ene tanke, som røber nogen originalitet hos forfatteren: »de, som siger, at der ikke er nogen opstandelse, skal ikke få nogen opstandelse.« Til troen på opstandelsen knyttes kravet om streng seksuel afholdenhed. Kun de, som er rene (dvs. lever i kyskhed), skal se Gud. »I har ingen del i opstandelsen, medmindre I forbliver kyske og ikke besmitter kødet.« Det evangelium, apostlen prædikede, var »ordet om selvbeherskelse og opstandelsen«. I forfatterens ønske om at skaffe autoritet til en udbredt form for kristendom, som krævede seksuel afholdenhed som betingelse for evigt liv, genkender vi bogens hovedformål. Paulus fremstilles som apostlen for denne folkelige opfattelse, og hans lære gøres tiltrækkende gennem de mirakuløse og overnaturlige elementer, som tilfredsstillede tidens primitive smag.

LITTERATUR.

Bøger nævnt under »Litteratur« (s. 188); C. Schmidt, »Die Paulusakten« (Neue Jahrbucher, 217 ff, 1897), Acta Pauli (1904); omhandlende Paulusakterne og Thekla Ramsay, The Church in the Roman Empire (4. udgave, 1895); Conybeare, The Apology and Ac of Apollonius .... (1894); Cabrol, La legende de sainte Thecle (1895), Orr, The New Testament Apocrypha Writings (indledning, oversættelse og noter, 1903). Se yderligere litteratur hos Hennecke, Handbuch, etc., 358 ff, Pick, Apocrypha Acts, 1, 8 f.

II. Petersakterne.

1. Indhold:

En stor del (næsten to tredjedele) af Petersakterne er bevaret i en latinsk oversættelse -- Actus Vercellenses, opkaldt efter byen Vercelli i Piemonte, hvor manuskriptet, der indeholder dem, befinder sig i kapitlets bibliotek. Et koptisk fragment, opdaget og udgivet (1903) af C. Schmidt, indeholder en fortælling med underskriften Praxis Petrou (Peters akt). Schmidt mener, at dette fragment udgjorde en del af det værk, som også Actus Vercellenses tilhørte, men dette er noget tvivlsomt. Fragmentet handler om en begivenhed i Peters tjeneste i Jerusalem, mens Act. Vercell., der sandsynligvis var tænkt som en fortsættelse af de kanoniske Apostlenes Gerninger, beretter om Peters konflikt med Simon Magus og om hans martyrium i Rom. Henvisninger hos kirkelige forfattere (Philastrius af Brescia, Isidor af Pelusium og Photius) gør det praktisk talt sikkert, at Actus Vercellensus hører til det skrift, der er kendt som Petersakterne, og som blev fordømt i Innocens I's reskript (405 e.Kr.) og i det gelasianske dekret (496 e.Kr.).

(1) Det koptiske fragment indeholder fortællingen om Peters lamme datter. En søndag, mens Peter var optaget af at helbrede syge, spurgte en tilskuer ham, hvorfor han ikke gjorde sin egen datter rask. For at vise, at Gud kunne udføre helbredelsen gennem ham, gjorde Peter sin datter rask for en kort tid og bød hende derefter vende tilbage til sin plads og blive som før. Han forklarede, at lidelsen var blevet lagt på hende for at frelse hende fra besmittelse, eftersom en rig mand ved navn Ptolemæus var blevet forelsket i hende og havde ønsket at gøre hende til sin hustru. Ptolemæus' sorg over ikke at få hende var så stor, at han blev blind. Som følge af et syn var han kommet til Peter, havde fået sit syn igen og var blevet omvendt, og da han døde, havde han efterladt et jordstykke til Peters datter. Dette jordstykke havde Peter solgt og givet udbyttet til de fattige. Augustin (Contra Adimantum, 17,5) henviser til denne fortælling, men nævner ikke Petersakterne. Der er også to henvisninger til hændelsen i Filipsakterne. I de senere Nereus- og Achilleusakter fortælles historien med betydelige ændringer, idet Peters datter, hvis navn ikke nævnes i fragmentet, kaldes Petronilla.

(2) Indholdet af Actus Vercellenses falder i tre dele:

(a) De første tre kapitler, som tydeligt er en fortsættelse af en anden fortælling og passende kunne slutte sig til de kanoniske Apostlenes Gerninger, fortæller om Paulus' afrejse til Spanien.

(b) Det længste afsnit af Akterne (4-32) giver en beretning om konflikten mellem Peter og Simon Magus i Rom. Paulus havde ikke været borte mange dage, da Simon, som "påstod at være Guds store kraft", kom til Rom og forførte mange af de kristne. Kristus viste sig i et syn for Peter i Jerusalem og bød ham straks sejle til Italien. Da Peter var ankommet til Rom, styrkede han menigheden og erklærede, at han var kommet for at grundfæste troen på Kristus, ikke blot ved ord, men ved undergerninger og kraftige gerninger (hentydning til 1 Kor 4,20; 1 Thess 1,5). På brødrenes indtrængende bøn gik Peter for at opsøge Simon i huset hos en mand ved navn Marcellus, som troldmanden havde forført, og da Simon nægtede at se ham, løsnede Peter en hund og bød den gå hen og overbringe hans udfordring. Resultatet af dette under var Marcellus' omvendelse. Dernæst følger et afsnit, der beskriver, hvordan en ødelagt statue blev sat sammen igen ved, at stykkerne blev stænket med vand i Jesu navn. Imens havde hunden holdt en belæringstale for Simon og udtalt dommen over ham: uudslukkelig ild.

Efter at have aflagt beretning om sit ærinde og talt opmuntrende ord til Peter døde hunden ved apostlens fødder. Dernæst får man en røget fisk til at svømme. Marcellus' tro blev stærk ved synet af de undere, Peter gjorde, og Simon blev jaget ud af hans hus med ethvert tegn på foragt. Simon, der blev vred over denne behandling, kom for at udfordre Peter. Et spædbarn på syv måneder, som talte med mandlig stemme, fordømte Simon og gjorde ham stum indtil den næste sabbat. Kristus viste sig i et nattesyn og opmuntrede Peter, som, da morgenen kom, fortalte menigheden om sin sejr over Simon, "Satans engel", i Judæa. Kort efter udfoldede Peter i Marcellus' hus, som var blevet "renset for ethvert spor af Simon", den sande forståelse af evangeliet. Kristi evne til at møde enhver form for behov vises i et karakteristisk afsnit, der afslører doketiske træk: "Han vil trøste jer, så I kan elske ham, denne Store og Lille, denne Smukke og Grimme, denne Unge og Gamle Mand, som viser sig i tiden og dog er helt usynlig i evigheden, som en menneskehånd ikke har grebet, og som dog nu gribes af sine tjenere, som kødet ikke havde set og nu ser," osv. Dernæst modtog blinde enker deres syn i et vidunderligt skær af himmelsk lys og beskrev de forskellige skikkelser, hvori Kristus havde vist sig for dem.

Et syn af Marcellus beskrives, hvor Herren, der viste sig i Peters skikkelse, med et sværd nedhuggede "hele Simons magt", som var kommet i skikkelse af en grim etiopisk kvinde, meget sort og klædt i snavsede pjalter. Derefter følger kampen med Simon på torvet i nærværelse af senatorerne og præfekterne. Først udvekslede modstanderne ord; derefter gik det fra ord til handling, hvor Peters magt tydeligt viste sig større end Simons ved opvækkelsen af døde. Simon var nu miskrediteret i Rom, og i et sidste forsøg på at genvinde sin indflydelse erklærede han, at han ville stige op til Gud. Foran den forsamlede folkemængde fløj han op over byen, men som svar på Peters bøn til Kristus faldt han ned og brækkede sit ben tre steder. Han blev ført bort fra Rom og døde, efter at hans lem var blevet amputeret.

(c) Actus Vercellenses afsluttes med en beretning om Peters martyrium (33-41). Peter havde pådraget sig flere indflydelsesrige borgeres fjendskab ved at overtale deres hustruer til at skille sig fra dem. Dernæst følger den velkendte fortælling "Quo vadis?". Peter, der var blevet advaret om den fare, han var i, flygtede fra Rom; men da han mødte Kristus og erfarede, at han var på vej til byen for at blive korsfæstet igen, vendte Peter tilbage og blev dømt til døden. På henrettelsesstedet forklarede Peter korsets mysterium. Han bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, og da dette var sket, forklarede han med ord, der røber gnostisk indflydelse, hvorfor han havde ønsket det. Efter en bøn af mystisk karakter udåndede Peter. Nero blev vred over, at Peter var blevet henrettet uden hans vidende, fordi han havde haft til hensigt at overøse ham med straffe. På grund af et syn blev han afholdt fra en streng forfølgelse af de kristne. (Beretningen om Peters martyrium findes også i den græske original.)

Det fremgår tydeligt af den givne beretning om disse Akter, at de er helt igennem legendariske af karakter. De har ikke den ringeste værdi som beretninger om Peters virksomhed.

2. Historisk værdi:

De er i virkeligheden skabt af den antikke ånd, som frydede sig over det vidunderlige, og som mente, at kristendommens autoritet beroede på dens repræsentanters evne til at overgå alle andre i besiddelsen af overnaturlig kraft. Overleveringen om, at Simon Magus udøvede stor indflydelse i Rom, og at der blev rejst en statue for ham (10), kan have haft et vist grundlag i virkeligheden. Justin Martyr (Apol, I, 26, 56) siger, at Simon på grund af de vidunderlige gerninger, han gjorde i Rom, blev betragtet som en gud, og at der blev rejst en statue til hans ære. Men hele fortællingen drages stærkt i tvivl af indskriften SEMONI SANCO DEO FIDIO SACRUM, som blev fundet på en stensokkel i Rom i 1574. Denne henviser til en sabinsk guddom, Semo Sancus, og misforståelsen af den kan have ført til Justins udsagn og muligvis været oprindelsen til hele legenden om Simons virksomhed i Rom. Overleveringen om, at Peter døde martyrdøden i Rom, er tidlig, men man kan ikke fæste lid til den beretning herom, der gives i Peters Akter.

3. Forfatterskab og datering:

Intet kan siges med nogen sikkerhed om forfatterskabet til Peters Apostelgerninger. James (Apocrypha Anecdota, II) mener, at de stammer fra samme hånd som Johannes' Apostelgerninger, og heri støttes han af Zahn (Gesch. des New Testament Kanons, II, 861). Men alt, hvad der med sikkerhed kan siges, er, at begge disse Apostelgerninger opstod i den samme religiøse atmosfære. Begge hører hjemme på Lilleasiens grund. Der er ikke enighed om, hvor Peters Apostelgerninger blev skrevet, men en række små enkeltheder såvel som bogens almindelige karakter peger på en oprindelse i Lilleasien snarere end i Rom. Der findes intet kendskab til romerske forhold, mens der på den anden side findes sandsynlige erindringer om historiske personer, som levede i Lilleasien. Dateringen er omkring slutningen af det 2. århundrede.

4. Almindelig karakter:

Peters Apostelgerninger blev brugt af kætterske sekter og blev underkastet kirkelig fordømmelse. Dette indebærer imidlertid ikke nødvendigvis en kættersk oprindelse. Der findes spor i dem af en ånd, som i senere tider blev anset for kættersk, men de opstod sandsynligvis inden for kirken i et miljø, der var stærkt præget af gnostiske ideer. Vi finder gnosticismens princip i den vægt, der lægges på at forstå Herren (22). Den gnostiske opfattelse, at Skriften måtte suppleres med en hemmelig overlevering, der var betroet apostlene, afspejles i flere afsnit (især 20). Under deres jordiske fællesskab med Kristus var apostlene ikke i stand til at forstå Guds fulde åbenbaring. Enhver så kun så langt, som han var i stand til at se. Peter erklærer, at han vil meddele det, han havde modtaget fra Herren, »i et mysterium«. Der findes svage spor af det doketiske kætteri. Peters mystiske ord, mens han hang på korset, antyder gnostisk indflydelse (33 f). I disse Apostelgerninger finder vi den samme negative holdning til skaberværket og den samme udprægede asketiske ånd som i de andre. »Herrens jomfruer« holdes i særlig ære (22). Der anvendes vand i stedet for vin ved nadveren. Meget karakteristisk for Peters Apostelgerninger er den vægt, der lægges på Guds grænseløse barmhjertighed i Kristus mod de frafaldne (især 7). Dette tema, som ofte vender tilbage, er en kærkommen åbenbaring af den sande evangeliebudskabs tilstedeværelse i menigheder, hvis tro var forbundet med den groveste overtro.

LITTERATUR.

Bøger nævnt under »Litteratur« (s. 188). Desuden Ficker, Die Petrusakten, Beitrage zu ihrem Verstandnis (1903); Harnack, »Patristische Miscellen« (TU, V, 3, 1900).

III. Johannes' Apostelgerninger.

1. Indhold:

Ifølge Niceforos' stichometri udgjorde Johannes' Apostelgerninger i deres fuldstændige form en bog på omtrent samme længde som Matthæusevangeliet. En række afsnit, som viser forbindelsesled med hinanden, er bevaret - - omtrent to tredjedele af helheden. Begyndelsen af Apostelgerningerne mangler, idet den bevarede fortælling begynder ved 18. Hvad indholdet af de tidligere kapitler var, kan vi ikke gætte. I Bonnets rekonstruktion handler de første fjorten kapitler om Johannes' rejse fra Efesos til Rom og hans forvisning til Patmos, mens 15-17 beskriver Johannes' tilbagevenden til Efesos fra Patmos. De afsnit, Bonnet giver, kan indeholde materiale, som tilhørte de oprindelige Apostelgerninger, men det er usandsynligt, at de stod i begyndelsen af værket, da det synes klart, at fortællingen, som begynder ved 18, beskriver Johannes' første besøg i Efesos. Den første bevarede del af Apostelgerningerne (18-25) fortæller, at Lykomedes, »efesernes øverstbefalende«, mødte Johannes, da han nærmede sig byen, og bad ham om hjælp for sin smukke hustru Kleopatra, som var blevet lammet.

Da de kom til huset, var Lykomedes' sorg så stor, at han faldt om livløs. Efter bøn til Kristus gjorde Johannes Kleopatra rask og oprejste derefter Lykomedes til livet igen. Efter at have givet efter for deres indtrængende bønner tog Johannes bolig hos dem. I 26-29 har vi beretningen om billedet af Johannes, som spillede en så fremtrædende rolle i drøftelsen på det andet koncil i Nikæa. Lykomedes gav en ven i opdrag at male et billede af Johannes, og da det var færdigt, anbragte han det i sit sovekammer med et alter foran det og lysestager ved siden af det. Da Johannes opdagede, hvorfor Lykomedes så ofte gik til sit værelse, beskyldte han ham for at tilbede en hedensk gud og erfarede, at billedet forestillede ham selv. Dette troede han først, da man bragte et spejl, så han kunne se sig selv. Johannes pålagde Lykomedes at male et billede af sin sjæl og som farver bruge tro på Gud, mildhed, kærlighed, kyskhed osv. Hvad billedet af hans legeme angik, var det det døde billede af en død mand.

Kapitel 30-36 fortæller om helbredelsen af svagelige gamle kvinder, og i teatret, hvor miraklerne blev udført, holdt Johannes en tale om alle jordiske tings tomhed og om den ødelæggende natur i kødelig lidenskab. I 37-45 læser vi, at Artemis-templet som svar på Johannes' bøn styrtede til jorden, med det resultat at mange mennesker blev vundet for Kristusdyrkelsen. Artemis' præst, som var blevet dræbt ved templets fald, blev oprejst til livet igen og blev kristen (46 f). Efter beretningen om yderligere undere (heriblandt uddrivelsen af insekter fra et hus) følger Akternes længste episode, den ubeskriveligt frastødende fortælling om Drusiana (62-86), som blev brugt som emne for et digt af nonnen Hroswitha fra Gandersheim (10. århundrede). Det følgende afsnit giver en tale af Johannes om Jesu liv, død og himmelfart (87-105), som er præget af tydelige doketiske træk, herunder et langt stykke om Kristi fremtræden i mange skikkelser og om hans legemes særlige natur. I dette afsnit forekommer den mærkelige hymne, som blev brugt af priscillianisterne, og som foregiver at være den, Jesus sang efter aftensmåltidet i salen ovenpå (Matt 26,30), mens disciplene dansede omkring ham i en kreds og svarede med »Amen«. Her finder vi også den mystiske lære om korset, som Kristus åbenbarede for Johannes. Kapitel 106-15 fortæller om Johannes' ende. Efter at have talt til brødrene og uddelt Herrens nadvers sakramente med brød alene befalede Johannes, at der skulle graves en grav; og da dette var gjort, bad han og takkede for, at han var blevet befriet fra »kødets urene vanvid«, og bad om en sikker passage gennem dødens mørke og farer. Derefter lagde han sig stille ned i graven og opgav ånden.

2. Historisk værdi:

Johannesakterne har, behøver det næppe at siges, ikke den ringeste historiske værdi. De er et væv af legendariske hændelser, som ved deres mirakuløse karakter tjente til at indprente forfatterens dogmatiske forestillinger og livsideal i den folkelige bevidsthed. Akterne stemmer dog overens med den velbegrundede tradition om, at Efesos var skuepladsen for Johannes' senere virksomhed. Meget bemærkelsesværdig er beretningen om Johannes' ødelæggelse af Artemis-templet -- et klart bevis på, at Akterne ikke blev skrevet i Efesos. Artemis-templet i Efesos blev ødelagt af goterne i 262 e.Kr.

3. Almindelig karakter:

Johannesakterne er de tydeligst kætterske af alle Akterne. De doketiske træk er allerede omtalt. Uvirkeligheden i Kristi legemlige eksistens vises ved de skiftende skikkelser, hvori han fremtrådte (88-90), ved hans evne til at undvære mad (93) og søvn (»Jeg så aldrig på noget tidspunkt hans øjne lukke sig, men kun være åbne«, 89), ved at han ikke efterlod fodspor, når han gik (93), og ved den vekslende beskaffenhed af hans legeme, når det blev berørt, snart hårdt, snart blødt, snart helt immaterielt (89, 93). Jesu korsfæstelse var også helt igennem tilsyneladende (97, 99). Himmelfarten fulgte umiddelbart efter den tilsyneladende korsfæstelse; der var ingen plads for opstandelsen af én, som aldrig virkelig var død. Erotiske gnostiske træk kan yderligere ses i nedvurderingen af den jødiske lov (94), i det syn, der lægger vægt på en hemmelig tradition, som Kristus overdrog apostlene (96), og i foragten for dem, der ikke var oplyste (»Bryd jer ikke om de mange, og foragt dem, der står uden for mysteriet«, 100). De historiske begivenheder i Kristi lidelser ophøjes til noget helt mystisk (101); de er blot et symbol på menneskelig lidelse, og formålet med Kristi komme fremstilles som at gøre mennesker i stand til at forstå lidelsens sande mening og således blive befriet fra den (96). Kristi virkelige lidelser er dem, der skyldes hans sorg over sine efterfølgeres synder (106 f).

Han har også del i sit trofaste folks lidelser og er faktisk til stede hos dem for at være deres støtte i enhver prøvelse (103). Johannesakterne viser også en stærk enkratitisk tendens, selv om den ikke er så udpræget som i Andreas- og Thomasakterne. Intet andet sted får vi dog et mere gruopvækkende indblik i dybderne af fordærvet seksualisme end i disse Akter. Nedskrivningen og udbredelsen af fortællingen om Drusiana kaster et grelt lys over de grove sanselige elementer, som overlevede i den tidlige helleniske kristendom. Bortset fra dette findes der afsnit, som åbenbarer en varm og ægte religiøs følelse, og nogle af bønnerne er præget af glød og inderlighed (112 ff). Akterne viser, at forfatteren var en mand med betydelig litterær evne; i denne henseende danner de en slående kontrast til Paulusakterne.

4. Forfatterskab og datering:

Forfatteren til Johannesakterne fremstiller sig selv som en ledsager til apostlen. Han har deltaget i de begivenheder, han beskriver, og fortællingen får derfor en vis livlighed, som giver den udseende af virkelig historie. Ifølge et vidnesbyrd, der går tilbage til det 4. århundrede, var forfatteren Leucius, men intet sikkert kan siges om ham (se ovenfor A, VI). Det er muligt, at forfatteren i en nu tabt del af Akterne nævnte sit navn. Akternes tidlige datering bevises af en henvisning hos Klemens af Alexandria (omkring 200) til Kristi legemes immaterielle natur; stedet viser tydeligt, at Klemens kendte Akterne eller havde hørt en anden tale om dem (Hypotyposeis til 1 Joh 1,1). Den sandsynlige datering er mellem 150 og 180, og Lilleasien er oprindelsesstedet.

5. Indflydelse:

Apostelgerningerne om Johannes øvede en vidtrækkende indflydelse. De er efter al sandsynlighed de tidligste af de apokryfe apostelgerninger, og de senere skrevne skyldte dem meget. Apostelgerningerne om Peter og Andreas viser så nære ligheder med Apostelgerningerne om Johannes, at nogle har anset dem for at stamme fra samme hånd; men selv hvis det ikke er tilfældet, er der meget, der taler for, at de førstnævnte litterært afhænger af de sidstnævnte. Vi har sandsynligvis ret i at sige, at forfatteren til Apostelgerningerne om Johannes var pioneren på dette område af apostolsk romanfremstilling, og at andre ivrigt fulgte den vej, han havde åbnet. At Apostelgerningerne om Johannes blev læst i ortodokse kredse, fremgår klart af henvisningen hos Klemens af Alexandria. I senere tid blev de imidlertid betragtet med mistanke. Augustin citerer en del af hymnen (95), som han læste i et priscillianistisk skrift, der var sendt til ham af biskop Ceretius, og retter skarp kritik mod den og mod den påstand, der fremsattes om den, at den i hemmelighed var blevet åbenbaret for apostlene. Det andet koncil i Nikæa (787 e.Kr.) fældede en yderst streng dom over Apostelgerningerne om Johannes (se ovenfor A, V, 1). Fortællingerne i apostelgerningerne var dog inden da gået over i den ortodokse tradition og var blevet brugt af Prochorus (5. århundrede), en formodet discipel af Johannes, i hans rejseroman om apostlen, såvel som af Abdias (6. århundrede), hvis værk indeholder materiale fra de ældre apostelgerninger, som ikke ellers er bevaret.

LITTERATUR.

Se under »Litteratur« (s. 188); se også Zahn, Acta Joannis (1880).

IV. Apostelgerningerne om Andreas.

Den første omtale af disse apostelgerninger, som ofte nævnes af kirkelige forfattere, findes hos Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 25, 6). Her forkastes de sammen med andre apostelgerninger som meningsløse og ugudelige. Epifanius henviser til dem i flere passager (Haeres., 47, 61, 68) som værende i brug blandt forskellige kætterske sekter, der praktiserede en streng asketisk moral. Tidlige forfattere tilskriver dem Leucius, forfatteren til Apostelgerningerne om Johannes.

1. Indhold:

Af Apostelgerningerne om Andreas er kun små dele bevaret. Et fragment er bevaret hos Euodius af Uzala (død 424), en samtidig med Augustin, og et længere stykke, fundet i et håndskrift fra det 10. eller 11. århundrede med helgenlevn for november, blev af Bonnet identificeret som tilhørende Apostelgerningerne om Andreas. Beretningen om Andreas' død er bevaret i mange former; den, som mest synes at bevare formen fra de oprindelige apostelgerninger, findes i et brev fra præsterne og diakonerne i menighederne i Achaia.

(1) Fragmentet hos Euodius gengiver to korte afsnit, der beskriver Maximillas forhold til sin mand Egetes, hvis krav hun modstod.

(2) Det længste afsnit af apostelgerningerne handler om Andreas' fængsling, fordi han havde fået Maximilla til at skille sig fra sin mand »Aegeates« og leve et kysk liv. (»Aegeates«, der forekommer som navnet på Maximillas mand, betegner i virkeligheden »en indfødt fra Aegae«, idet Aegae var en by i nærheden af Patrae, hvor Andreas beskrives som virksom.) Afsnittet begynder midt i en tale, som Andreas holdt til brødrene i fængslet, og hvori de blev opfordret til at rose sig af deres fællesskab med Kristus og deres befrielse fra jordens ringere ting. Maximilla og hendes ledsagere besøgte ofte apostlen i fængslet. Aegeates foreholdt hende dette og erklærede, at hvis hun ikke genoptog forholdet til ham, ville han udsætte Andreas for tortur. Andreas rådede hende til at modstå Aegeates' påtrængenhed og holdt en tale om menneskets sande natur; han erklærede, at tortur ikke skræmte ham. Hvis Maximilla gav efter, ville apostlen lide på hendes grund. Gennem sit fællesskab med hans lidelser ville hun kende sin sande natur og således undslippe lidelsen. Andreas trøstede dernæst Stratokles, Aegeates' bror, som erklærede, at han havde behov for Andreas, der i ham havde sået »frelsens ords sæd«. Andreas bekendtgjorde derefter sin korsfæstelse den følgende dag. Maximilla besøgte igen apostlen i fængslet, »idet Herren gik foran hende i Andreas' skikkelse«. Til en forsamling af brødrene holdt apostlen en tale, hvori han talte om Djævelens svigefuldhed; først havde han handlet med menneskene som en ven, men nu viste han sig som en fjende.

(3) Da Andreas blev ført til korsfæstelsesstedet, talte han til korset, som han med glæde hilste velkommen. Efter at være blevet bundet til korset hang han dér og smilede over, at Aegeates' hævn slog fejl, for, som han forklarede, »et menneske, der tilhører Jesus, fordi det er kendt af ham, er rustet mod enhver hævn«. I tre dage og nætter talte Andreas fra korset til folket, og bevæget af hans ædelhed og veltalenhed gik de til Aegeates og krævede, at han skulle frelses fra døden. Aegeates frygtede folkets vrede og gik hen for at tage Andreas ned fra korset, men apostlen afslog befrielsen og bad Kristus om at forhindre hans løsladelse. Derefter opgav han ånden. Han blev begravet af Maximilla, og kort efter kastede Aegeates sig ned fra en stor højde og døde.

2. Almindelig karakter:

Det enkratitiske ideal i sin mest udprægede form kommer til udtryk i Andreasakterne. (I betragtning af dette og af Andreas' forbindelse andre steder i den kirkelige tradition med en streng askese er det en mærkelig ironi, at Andreas i nogle dele af Tyskland er skytshelgen for unge kvinder, der søger ægtemænd. I Harzen og Thüringen betragter unge kvinder Sankt Andreas' nat, den 30. november, som det gunstigste tidspunkt for at få et syn af deres kommende ægtemænd.) Den gnostiske ånd viser sig i følelsen af det åndelige menneskes fremragende værd (6). Menneskets sande natur er ren; svagheden og synden er værket af den "onde fjende, som er fjendtlig mod fred". Da han forførte mennesker, trådte han ikke åbent frem som en fjende, men foregav venskab. Da verdens lys viste sig, blev menneskets modstander set i sit sande væsen. Befrielse fra synd kommer gennem oplysning. Det mystiske syn på lidelserne (9) minder os om det tilsvarende syn i Johannesakterne. Apostlens taler er præget af religiøst alvor og varme (ord strømmer fra hans læber "som en ildstrøm", 12) og af en dyb fornemmelse af Guds medlidenhed med syndige og fristede mennesker.

3. Historisk værdi:

Den eneste oplysning i Andreasakterne, der kan gøre krav på at blive anset for historisk, er hans virksomhed i Patrae ved Korintherbugten. (Patrae nævnes ikke faktisk i de fragmentariske Akter, men at stedet for Andreas' fængsling og martyrium henlægges til denne by, kan udledes af navnet "Aegeates" -- se ovenfor 1 (2).) Den kirkelige tradition taler med stor usikkerhed om området for Andreas' missionsarbejde; Skytien, Bithynien og Grækenland nævnes alle. Det kan anses for sandsynligt, at Andreas kom til Grækenland og led martyrdøden i Patrae, selv om man må tage højde for muligheden af, at beretningen om hans arbejde og korsfæstelse dér blev opfundet for at fremstille kirken i Patrae som en apostolisk grundlæggelse. Apostlens korsfæstelse på det såkaldte Andreaskors er en senere tradition.

V. Thomasakterne.

Disse Akter findes i fuldstændig form, og deres store popularitet i kirkelige kredse fremgår af det store antal håndskrifter, som indeholder dem. Det er sandsynligt, at de oprindeligt blev skrevet på syrisk, og at de senere frit blev oversat til græsk og bearbejdet ud fra et katolsk synspunkt.

1. Indhold:

I Niceforos' stichometri nævnes Thomasakterne som indeholdende 1.600 stichoi (linjer på omkring seksten stavelser), en femtedel færre end Markusevangeliet. Hvis denne oplysning er rigtig, er den form, hvori vi har Akterne, langt mere udvidet. I de græske versioner er Akterne inddelt i tretten "gerninger", efterfulgt af Thomas' martyrium. En forestilling om indholdet kan gives således:

(1) Ved et møde mellem apostlene i Jerusalem blev Indien tildelt Thomas som hans arbejdsområde. Han var uvillig til at rejse, men samtykkede til sidst, da Herren solgte ham til en udsending fra kong Gundaforus i Indien. På rejsen til Indien kom Thomas til byen Andrapolis, hvor kongens datters bryllup blev fejret. Apostlen deltog i festlighederne og sang en hymne til pris for det himmelske bryllup.

Kongen bad Thomas bede for hans datter, og efter at han havde gjort det, viste Herren sig i Thomas' skikkelse og vandt det nygifte par for et liv i seksuel afholdenhed. Kongen blev vred over dette og søgte efter Thomas, men apostlen var rejst bort.

(2) Da Thomas var kommet til Indien, påtog han sig at bygge et palads for kong Gundaforus. Han modtog penge til dette formål, men gav dem bort som almisser. Da kongen opdagede dette, kastede han Thomas i fængsel, men løslod ham senere, da han af sin bror, som var vendt tilbage fra de døde, erfarede, at Thomas havde bygget et himmelsk palads til ham. Gundaforus og hans bror blev kristne.

(3) På sin videre rejse mod øst fandt Thomas en ung mand, som var blevet dræbt af en drage på grund af en kvinde, som de begge ønskede. På Thomas' befaling sugede dragen giften ud af den unge mands krop og døde selv. Den unge mand, som blev bragt til live igen, omfattede idealet om seksuel afholdenhed og blev rådet til at rette sin kærlighed mod Kristus.

(4) Fortællingen om en talende hingst.

(5) Thomas befriede en kvinde fra en uren dæmons magt. Der gives en beretning om fejringen af eukaristien (med brød alene), som omfatter en gnostisk bøn.

(6) En ung mand, som deltog i eukaristien, blev overbevist om synd og bekendte, at han havde dræbt en ung kvinde, som havde nægtet at leve sammen med ham i utugtigt samliv. Den unge kvinde blev oprejst til livet og fortalte om sine oplevelser i helvede.

(7) Thomas blev bønfaldet af en hærfører ved navn Sifor om at befri hans hustru og datter fra en urenhedsdæmon.

(8) Mens de var på vej til hærførerens hus, blev dyret, der trak vognen, udmattet, og fire vilde æsler lod sig roligt spænde for. Thomas pålagde et af de vilde æsler at uddrive de dæmoner, som boede i kvinderne.

(9) En kvinde, Mygdonia, som var gift med Charis, en nær slægtning til kong Misdai, lyttede til en tale af apostlen og blev ført til at afvise samlivet med sin mand. Charis klagede til kongen over troldmanden, som havde forhekset hans hustru, og Thomas blev kastet i fængsel. På sine medfangers anmodning bad Thomas for dem og fremsagde en hymne (kendt som "sjælens hymne"), som helt igennem har gnostisk karakter.

(10) Mygdonia modtog Jesu Kristi segl, idet hun først blev salvet med olie, dernæst døbt og derefter modtog eukaristien med brød og vand. Thomas blev løsladt fra fængslet, og Sifor, hans hustru og hans datter modtog alle seglet.

(11) Dronning Tertia blev sendt af Misdai for at tale Mygdonia til rette, og som følge heraf blev hun selv vundet for det nye liv. Thomas blev derpå ført til domsstedet.

(12) Der talte Vazan, kongens søn, med apostlen og blev omvendt. Kongen befalede, at Thomas skulle tortureres med glødende jernplader, men da disse blev bragt frem, strømmede vand op af jorden og oversvømmede dem. Derefter følger en tale og bøn af Thomas i fængslet.

(13) Apostlen fik besøg i fængslet af kvinderne og af Vazan, og derefter blev Vazan sammen med andre døbt og modtog eukaristien; Thomas kom ud af fængslet til Vazans hus for dette formål.

(14) Thomas blev dræbt på kongens befaling ved at blive gennemboret med lanser, men bagefter viste han sig for sine tilhængere. Senere blev en søn af Misdai helbredt for en uren ånd ved støv taget fra apostlens grav, og Misdai selv blev kristen.

2. Karakter og tendens:

Thomasakterne er i virkeligheden et skrift i form af en rejseroman, hvis hovedformål var at fremstille afholdenhed fra seksuelt samliv som den uundværlige betingelse for frelse. I Thomas' taler fremhæves imidlertid positive kristne dyder; og især pligten til og belønningen for medfølelse fremstilles slående i fortællingen om opførelsen af det himmelske palads. Akterne udsprang tydeligvis af gnostiske kredse og blev højt værdsat af forskellige enkratitiske sekter. De oprindelige akter blev revideret af hensyn til ortodoksien. Hymnerne og indvielsesbønnerne, som viste tydelige gnostiske træk, blev sandsynligvis bevaret, fordi deres betydning ikke blev forstået. Som Lipsius siger om »sjælens hymne«: »Bevarelsen af dette kostbare levn fra den gnostiske poesi skylder vi den katolske bearbejders lykkelige uvidenhed, da han ikke anede, hvilken kættersk slange der skjulte sig under dette digts smukke blomster.«

Hymnen, der sandsynligvis er skrevet af Bardesanes, grundlæggeren af en gnostisk sekt, fortæller i allegorisk form om sjælens nedstigning til sanseverdenen, dens glemsel af sin himmelske oprindelse, dens befrielse ved den guddommelige åbenbaring, som vækkede den til bevidsthed om dens sande værdighed, og dens tilbagevenden til det himmelske hjem, hvorfra den kom. Nogle mener imidlertid, at hymnen fejlagtigt kaldes »sjælens hymne«. Som Preuschen siger: »Den beskriver snarere Frelserens nedstigning til jorden, hans befrielse af sjælen, som vansmægter der i ondskabens trældom, og hans tilbagevenden til det himmelske lysrige. Man kan karakterisere det hele som en gnostisk udsmykning og udvidelse af Fil 2,5-11« (Hennecke, Handbuch, etc., 587). Uanset hvordan hymnen skal fortolkes, er den et digt af stor skønhed og rigt på orientalsk billedsprog. Lovprisningerne af Kristus i apostlens taler er undertiden formet i ædelt sprog og er altid gennemtrængt af stærk følelse. Gennem hele akterne findes der overflod af mirakuløse og overnaturlige elementer. Kristus viser sig ofte i Thomas' skikkelse, idet han fremstilles som hans tvillingebror. Apostlens fulde navn er Judas Thomas -- Judas Tvillingen. I 55 ff. findes en levende skildring af de fordømtes pinsler, som minder om Peters Apokalypse.

3. Historisk værdi:

Det siger sig selv, at Thomasakterne, som er en roman med et formål, på ingen måde er en historisk kilde til oplysninger om apostlen. Forfatteren har dog gjort brug af navne på historiske personer. Kong Gundaforus (Vindafra) kendes fra andre kilder som en indo-partisk hersker i det 1. århundrede e.Kr. Det er meget tvivlsomt, om den tradition, der er bevaret i akterne om Thomas' virksomhed i Indien, er troværdig. Den tidligste tradition, vi kender, henlægger området for hans missionsvirksomhed til Partien. Syrisk tradition oplyser, at han døde i Edessa, hvor der i det 4. århundrede fandtes en kirke viet til ham. Thomas forbindes også indirekte med Edessa i Abgar-legenden, hvor vi læser, at Thaddæus, som grundlagde kirken i Edessa, blev sendt af Thomas. I den foreliggende form af Thomasakterne har vi en sammenstilling af traditionerne om Indien og Edessa; vi læser (170), at apostlens knogler nogen tid efter hans død blev ført »til egnene i Vesten«. Den tidlige tradition kender intet til Thomas som martyr; ifølge en udtalelse af valentinianeren Herakleon (omkring 170), citeret af Clemens af Alexandria (Strom, IV, 9), døde apostlen stille i sin seng. Apostlens navn angives i akterne som Judas Thomas, og det finder vi også i Addais Lære og andre steder. Udsagnet i akterne om, at apostlen var Jesu tvillingebror, var uden tvivl fremkaldt af betydningen af navnet Thomas (= »tvilling«) og af ønsket om at forøge apostlens værdighed. I 110 (i Sjælens Hymne) henvises der til det endnu bestående partiske rige, og da dette rige ophørte i 227 e.Kr., må digtet være skrevet før denne dato. Hymnen synes dog ikke at have hørt til de oprindelige akter, som sandsynligvis fandtes før slutningen af det 2. århundrede.

LITTERATUR.

Foruden bøgerne nævnt under »Litteratur« (s. 188): Thilo, Acta Sancti Thomae apostoli (1823); Hoffman, ZNTW (1903, 273-309); Preuschen, Zweignostische Hymnen (1904); Hilgenfeld, ZWT (1904, 229-41). De syriske Thomasakter blev udgivet og oversat af W. Wright, Apocryphal Ac of the Apostles (1871); se også Bevan i Texts and Studies, V, 3 (1897). Den senere etiopiske version findes hos Malan, The Conflicts of the Holy Apostles (1871), og hos Budge, The Contendings of the Apostles (2 bind med etiopisk tekst og oversættelse, 1899-1901).

A. F. Findlay