Apostel

En person udsendt af en anden; et sendebud; en udsending. Dette ord bruges én gang som en beskrivende betegnelse for Jesus Kristus, ham som er sendt af Faderen (Hebr 3,1; Joh 20,21). Det bruges dog almindeligvis som betegnelse for den gruppe disciple, som han betroede organiseringen af sin kirke og udbredelsen af sit evangelium, “de tolv,” som de kaldes (Matt 10,1-5; Mark 3,14; 6,7; Luk 6,13; 9,1). Vi har fire lister over apostlene, én hos hver af de synoptiske evangelister (Matt 10,2-4; Mark 3,16; Luk 6,14), og én i Apostlenes Gerninger (1,13). Ingen to af disse lister stemmer dog fuldstændigt overens.

Vor Herre gav dem “rigets nøgler” og gjorde dem ved sin Ånds gave skikkede til at være grundlæggere og ledere af hans kirke (Joh 14,16, 17, 26; 15,26.27; 16,7-15). Til dem, som repræsentanter for hans kirke, gav han befalingen om at “forkynde evangeliet for enhver skabning” (Matt 28,18-20). Efter sin himmelfart meddelte han dem, efter sit løfte, overnaturlige gaver for at gøre dem kvalificerede til at udføre deres pligter (ApG 2,4; 1 Kor 2,16; 2,7, 10, 13; 2 Kor 5,20; 1 Kor 11,2). Judas Iskariot, en af “de tolv,” faldt ved overtrædelse, og Matthias blev indsat i hans sted (ApG 1,21). Saulus fra Tarsus blev senere føjet til deres tal (ApG 9,3-20; 20,4; 26,15-18; 1 Tim 1,12; 2,7; 2 Tim 1,11).

Lukas har givet en vis beretning om Peter, Johannes og de to Jakob'er (ApG 12,2, 17; 15,13; 21,18), men ud over dette ved vi intet fra pålidelig historie om resten af de oprindelige tolv. Efter Jakob den Ældres martyrdød (ApG 12,2) boede Jakob den Yngre sædvanligvis i Jerusalem, mens Paulus, “de uomskårnes apostel,” sædvanligvis rejste som missionær blandt hedningerne (Gal 2,8). Det var karakteristisk for apostlene og nødvendigt (1), at de skulle have set Herren og kunne vidne om ham og om hans opstandelse ud fra personlig viden (Joh 15,27; ApG 1,21, 22; 1 Kor 9,1; ApG 22,14, 15).

De måtte være kaldet umiddelbart af Kristus til dette embede (Luk 6,13; Gal 1,1).

Det var væsentligt, at de skulle være ufejlbarligt inspirerede og således sikret mod al vildfarelse og fejltagelse i deres offentlige undervisning, hvad enten det skete mundtligt eller skriftligt (Joh 14,26; 16,13; 1 Thess 2,13).

En anden kvalifikation var magten til at gøre mirakler (Mark 16,20; ApG 2,43; 1 Kor 12,8-11). Apostlene kunne derfor ikke have nogen efterfølgere. De er de eneste autoritative lærere af de kristne læresætninger. Apostelembedet ophørte med dets første indehavere.

I 2 Kor 8,23 og Fil 2,25 er ordet “sendebud” gengivelsen af det samme græske ord, som andre steder gengives “apostel.”