Kanon

Dette ord er afledt af et hebraisk og græsk ord, der betegner et rør eller en stok. Derfor betyder det noget lige, eller noget til at holde lige; og deraf også en regel, eller noget, der er reguleret eller målt. Det kom til at blive anvendt om Skrifterne for at betegne, at de indeholdt den autoritative regel for tro og praksis, normen for lære og pligt. En bog siges at have kanonisk autoritet, når den har ret til at indtage en plads sammen med de andre bøger, som indeholder en åbenbaring af den guddommelige vilje. En sådan ret udspringer ikke af nogen kirkelig autoritet, men af vidnesbyrdet om bogens inspirerede forfatterskab. De kanoniske (dvs. de inspirerede) bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente er en fuldstændig regel, og den eneste regel, for tro og praksis. De indeholder hele Guds overnaturlige åbenbaring til mennesker. Det Nye Testamentes kanon blev dannet gradvist under guddommelig vejledning. De forskellige bøger kom, efterhånden som de blev skrevet, i de kristne fællesskabers besiddelse, som begyndte at blive dannet kort efter pinsedagen; og således voksede kanon langsomt, indtil alle bøgerne var samlet i én samling, der indeholdt alle de syvogtyve inspirerede bøger i Det Nye Testamente. Historiske vidnesbyrd viser, at fra omkring midten af det andet århundrede var denne nytestamentlige samling i det væsentlige sådan, som vi nu har den. Hver bog, der er indeholdt i den, er bevist på sit eget grundlag at have ret til sin plads; og således er helheden af guddommelig autoritet.

Det Gamle Testamentes kanon bevidnes af Det Nye Testamentes forfattere. Deres vidnesbyrd er afgørende. Citaterne i Det Nye fra Det Gamle er meget talrige, og henvisningerne er endnu talrigere. Disse citater og henvisninger af vor Herre og apostlene forudsætter helt klart, at der på den tid fandtes en velkendt og offentligt anerkendt samling af hebraiske skrifter under betegnelsen “Skrifterne”; “Loven og Profeterne og Salmerne”; “Moses og Profeterne” osv. Appellerne til disse bøger viser desuden, at de blev betragtet som af guddommelig autoritet, der endeligt afgjorde alle spørgsmål, som de behandler; og at hele den samling, der således blev anerkendt, kun bestod af de niogtredive bøger, som vi nu har. Dermed bekræfter de kanon af de jødiske Skrifter som ægte og autentisk. Septuaginta-oversættelsen (se dette) indeholdt også hver eneste bog, som vi nu har i Det Gamle Testamentes Skrifter. Hvad angår tidspunktet, hvor Det Gamle Testamentes kanon blev afsluttet, er der mange overvejelser, der peger på Ezras og Nehemias’ tid, umiddelbart efter hjemkomsten fra det babyloniske eksil. (Se BIBEL, EZRA, CITATER.)