Appel

Ved Moses' indsættelse af dommere (2 Mos 18,26) viser henvisningen: "De vanskelige sager bragte de til Moses, men enhver lille sag dømte de selv," blot en fordeling af sager mellem to domstole, men giver intet spor af nogen bestemmelse om genoptagelse ved en højere domstol af en sag, der allerede er afgjort af en lavere. I 5 Mos 17,8-13 gives der anvisninger om, at en lavere domstol under visse betingelser skal bede en højere om vejledning med hensyn til fremgangsmåden og nøje følge den foreskrevne ordre; ikke desto mindre tilhører selve afgørelsen den lavere domstol. Når dens dom først var afsagt, var der ingen appel.

I Det Nye Testamente anerkendes den romerske lovs bestemmelse om appel fra en lavere til en højere domstol tydeligt, selv om Paulus' sag i ApG 25 strengt taget ikke falder inden for dens område. Den romerske lov gav oprindelig en borger ret til at appellere til folkets tribun, men med kejserrigets oprettelse overtog kejseren selv denne tribunfunktion og blev sidste instans. Paulus' sag var dog ikke blevet prøvet for Festus, og der var heller ikke afsagt nogen kendelse, da han (ApG 25,10; ApG 25,11) udtaler den rette juridiske formel: "Jeg appellerer til kejseren" (Kaisara epikaloumai). At romerske borgere kunne kræve en sådan fremgangsmåde som en ret, er ikke helt sikkert (HJP, II, 2 279). Paulus handlede tydeligvis på landshøvdingens egen tilskyndelse (ApG 25,9), som synes at have ønsket at undgå ansvaret for en sag, der omfattede spørgsmål, som lå meget langt fra hans almindelige opmærksomhed. Ved første øjekast synes Paulus' beslutning om at appellere forhastet. Han kaster sin chance for frifindelse ved Festus bort og handler ud fra den antagelse, at han allerede er blevet dømt. ApG 26,32 viser, at muligheden for hans frifindelse næsten var blevet til en vished. Hans fremgangsmåde kan kun forklares ved at betragte hans appel som et mestertræk af en stor leder, der var rede til at løbe risici. I Festus' forslag griber han efter det, der havde været genstand for et længe udsat håb.

I mange år havde han ønsket og bedt om at komme til Rom (ApG 19,21; Rom 1,11; Rom 1,15; Rom 15,23; Rom 15,24). Herren havde netop forsikret ham (ApG 23,11) om, at ligesom han havde vidnet i Jerusalem, "sådan skal du også vidne i Rom." Med dette løfte og denne vejledning for øje skynder han sig mod verdens hovedstad og centrum for verdens indflydelse med de tilsyneladende overilede ord: "Jeg appellerer," som en lavere form for forsigtighed ville have udsat, indtil han først var blevet dømt.

H. E. Jacobs