Evangeliet efter Hebræerne

(Euaggelion kath' Hebraious, to Hebraikon, to Ioudaikon; Evangelium Hebraeorum, Judeorum):

1. Referencer i kirkehistorien

2. Dets karakter og indhold

3. Dets udbredelse og sprog

4. Forhold til Matthæus

5. Affattelsestid

6. Ikke-kanoniske udsagn og begivenheder

7. Konklusion

LITERATUR

"Evangeliet efter Hebræerne" var et værk inden for den tidlige kristen litteratur, til hvilket kirkefædrene hyppigt henvist i løbet af de første fem århundreder, og hvoraf omkring tyve eller flere fragmenter, bevarede i deres forfatterskaber, er kommet ned til os. Værket selv er for længe siden forsvundet. Det har imidlertid været genstand for mange kritiske spekulationer og diskussioner i løbet af det seneste århundrede. Det er blevet betragtet som det oprindelige beretningsværk om Jesu liv, hele evangeliehistoriens arkimedes-punkt. Fra det er Justin Martyr blevet fremstillet som afledende sin viden om Kristi værker og ord, og til det er blevet henvist evangeliecitater hos Justin og andre tidlige forfattere, når disse afviger på nogen måde fra den kanoniske evangeliers tekst. Senere diskussioner har kastet betydeligt lys over problemerne forbundet med dette Evangelium, og en omfattende litteratur er vokset op omkring det, hvoraf de vigtigste værker vil blive nævnt nedenfor.

1. Referencer i kirkehistorien:

Idet Eusebius taler om Papias, nævner han, at denne har fremstillet historien om en kvinde, der blev anklaget for mange synder for Herren, hvilken historie findes i "Evangeliet efter Hebræerne". Dette beviser ikke, at Papias kendte til dette Evangelium, thi han kunne have fået historien, som ikke længere kan betragtes som en del af Johannes' Evangelium, fra mundtlig tradition. Men der ligger en vis betydning i, at Eusebius nævner den i denne sammenhæng (Euseb., HE, III, xxxix, 16). Eusebius taler om Ignatius og hans breve og giver agt på et udsagn af Jesus, som han citerer (Ep. ad Smyrn, iii; sammenlign Luk 24,39), "Tag mig på, og se, at jeg ikke er en åndemæssig ånd uden krop". Udsagnet afviger væsentligt fra udsagnet i Lukas' Evangelium, og Eusebius siger, at han intet ved om, hvor Ignatius havde fået det fra. Hieronymus tilskriver imidlertid udsagnet til "Evangeliet efter Hebræerne" to gange, og Origenes citerer det fra "Peters Lære". Ignatius kan have fået udsagnet fra mundtlig tradition, og vi kan derfor ikke være sikre på, at han kendte til dette Evangelium.

Den første tidlige kristne forfatter, der nævnes som værende faktisk bruger af "Evangeliet efter Hebræerne", er Hegesippus, som blomstrede i anden halvdel af det 2. århundrede. Eusebius, hvem vi skylner referencen, fortæller os, at Hegesippus i sine Minder citerer passager fra "det syriske Evangelium efter Hebræerne" (Historia Ecclesiastica, IV, xxii, 7).

Irenæus siger i slutningen af det 2. århundrede, at ebionitterne kun bruger "Evangeliet efter Matthæus" og afviser apostelen Paulus, kaldte ham en frafaldne fra loven (Adv. Haer., i. 26, 2). Der er grund til at tro, at der ligger en vis forvirring i denne udtalelse af Irenæus, thi vi har vidnesbyrdet fra Eusebius, Hieronymus og Epifanius, at det var "Evangeliet efter Hebræerne", der blev brugt af ebionitterne. Med denne reservation kan vi godtage Irenæus som vidne om dette Evangelium.

Klemens af Alexandria citerer i begyndelsen af det 3. århundrede fra det et apokryft udsagn med samme formel, som han bruger ved anførsel af Hellig Skrift (Strom., ii.9). Origenes, Klemens' efterfølger i Alexandria, har et særdeles slaaende citat fra "Evangeliet efter Hebræerne" (Comm. in Joann, ii), og Hieronymus siger, at dette Evangelium ofte bruges af Origenes. Eusebius nævner i første halvdel af det 4. århundrede, at ebionitterne bruger kun "Evangeliet efter Hebræerne" og tager lidt hensyn til de andre (Historia Ecclesiastica, III, xxvii, 4). Han har desuden andre referencer til det, og i sin velkendte inddeling af de kristne Skrifter i "anerkendt", "omstridt" og "forkastet", nævner han dette Evangelium, som han siger nogle har anbragt i den sidste kategori, skønt de af Hebræerne, der har antaget Kristus, er betaget af det (Historia Ecclesiastica, III, xxv, 5). Eusebius havde sandsynligvis selv set og håndteret værket i sin vens Pamfilus' bibliotek ved Cæsarea, hvor Hieronymus, et halvt århundrede senere, fandt det og oversatte det.

Epifanius, der levede hovedsageligt i Israels land, og skrev sin behandling af kætteriene i anden halvdel af det 4. århundrede, har meget at sige om ebionitterne og nazaræerne. I tale om ebionitterne siger han, at de modtager "Evangeliet efter Matthæus" til udelukkelse af de andre, idet de nævner, at det alene af Det nye Testamentes bøger er på hebraisk tale og hebraiske bogstaver, og kaldes "Evangeliet efter Hebræerne" (Haer., xxx.3). Han fortsætter med at sige, at deres "Evangeliet efter Matthæus", således som det er navngivet, ikke er fuldstændigt, men forfalsket og afkortet, "og de kalder det det hebraiske Evangelium" (Haer., xxx. 13). De citater, som Epifanius fortsætter med at foretage, viser, at dette Evangelium afviger betydeligt fra det kanoniske Evangelium efter Matthæus og kan vel være det efter Hebræerne. Det er sandsynligere, at "Evangeliet efter Matthæus, meget fyldig, på hebraisk", som Epifanius taler om ved at fortælle om nazaræeren, er det hebraiske "Matthæus-Evangelium", som attesteres af Papias, Irenæus og en udbredt tidlig tradition. Men da Epifanius indrømmer, at han ikke ved, om det har slægtsregistrene, er det klart, at han selv ikke var bekendt med værket.

Hieronymus er mod slutningen af det 4. århundrede vores vigtigste kilde til udbredelsen og brugen af »Evangeliet ifølge hebræerne«, selv om hans senere udsagn om emnet ikke altid stemmer overens med de tidligere. Han var stolt af at være »trilinguis«, fortrolig med hebraisk såvel som med latin og græsk. »Der findes et evangelium,« siger han, »som nazaræerne og ebionitterne bruger, som jeg for nylig oversatte fra det hebraiske sprog til græsk, og som af mange kaldes det ægte Matthæusevangelium« (Kommentar til Matthæus 12,13). Den kendsgerning, som nævnes her, at han oversatte værket, synes at antyde, at dette evangelium virkelig var noget andet end det kanoniske Matthæusevangelium, som han havde i hænderne. Et andet sted skriver han dog: »Matthæus .... sammensatte først af alle Kristi evangelium med hebraiske bogstaver og ord, i Judæa, til gavn for dem af omskærelsen, som var kommet til tro, og det er ikke ganske sikkert, hvem der senere oversatte det til græsk. Men selve det hebraiske er bevaret indtil denne dag i biblioteket i Cæsarea, som martyren Pamfilus samlede med så stor omhu. Jeg fik selv mulighed for at kopiere det af nazaræerne i Berøa, som bruger denne bog. I den skal det bemærkes, at evangelisten, når han bruger vidnesbyrdene fra Det Gamle Testamente, enten i egen person eller i Herrens og Frelserens person, ikke følger Septuaginta-oversætternes autoritet, men det hebraiske. Af disse er de følgende to eksempler: ‘Ud af Egypten har jeg kaldt min søn’ (Matt 2,15 King James Version); og ‘Han skal kaldes en nazaræer’ (Matt 2,23)« (De Vir. Ill., iii). Det ser bestemt ud, som om Hieronymus i det første tilfælde mente Evangeliet ifølge hebræerne, og i det sidste det velbevidnede hebraiske Matthæusevangelium. På et senere tidspunkt synes Hieronymus dog at trække dette tilbage og indføre en forvirrende eller endda modsigende bemærkning. Hans ord er: »I Evangeliet ifølge hebræerne, som ganske vist blev skrevet på det kaldæisk-syriske (aramæiske) sprog, men med hebraiske skrifttegn, som nazaræerne bruger som ‘Apostlenes evangelium’, eller, som de fleste mener, ‘ifølge Matthæus’, og som også findes i biblioteket i Cæsarea, siger beretningen« (Adv. Pelag., iii.2). Efterhånden som han fortsætter, citerer han passager, som ikke findes i det kanoniske Matthæusevangelium. Han siger også: »Det evangelium, som kaldes Hebræernes evangelium, som for nylig blev oversat af mig til græsk og latin, og som ofte blev brugt af Origenes« (Catal. Script. Eccl., »Jacobus«). Hieronymus’ omtaler af det faktiske evangelium var hyppige, detaljerede og utvetydige.

Nikeforos anbringer i begyndelsen af det 9. århundrede Evangeliet ifølge hebræerne på sin liste over omstridte bøger i Det Nye Testamente sammen med Johannes’ Åbenbaring, Peters Åbenbaring og Barnabasbrevet. Denne liste menes at bygge på en kilde fra omkring år 500 e.Kr., og i den tilknyttede stikometri anslås dette evangelium at have fyldt 2.200 linjer, mens det kanoniske Matthæusevangelium fyldte 2.500.

Codex Lambda fra det 9. århundrede, opdaget af Tischendorf og nu i Bodleian Library i Oxford, har randnoter knyttet til fire passager i Matthæus, som giver læsemåderne fra to Ioudaikon, det tabte Evangelium ifølge hebræerne (Scrivener, Textual Criticism, I4, 160; se også tavle XI, 30, s. 131).

2. Dets karakter og indhold:

Alt, hvad der er bevaret, og alt, hvad vi får fortalt om dette værk, viser, at det havde karakter af et evangelium, og at det var skrevet på samme måde som de synoptiske evangelier. Men det synes aldrig at have opnået kirkelig status uden for de meget begrænsede kredse af jødekristne, som foretrak det. Og det opnåede aldrig kanonisk autoritet. Det Muratoriske Fragment henviser ikke til det. Irenæus vidste, at ebionitterne kun brugte Evangeliet ifølge Matthæus på hebraisk, skønt dette, som vi har set, i virkeligheden kan være Evangeliet ifølge hebræerne; men hans firfoldige evangelium omfatter de evangelier efter Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, som vi kender. Der er ingen grund til at tro, at det var kilden til de citater, som Justinus hentede fra Apomnemoneumata, eller til citater, som anonymt blev fremført af andre af de tidlige fædre. Ligesom de synoptiske evangelier indeholdt det dog beretninger om begivenheder såvel som udsagn og taler. Det havde en beretning om Johannes Døbers tjeneste, om Jesu dåb, om apostlenes kaldelse, om kvinden grebet i ægteskabsbrud, om det sidste måltid, om Peters fornægtelse, om Jesu tilsynekomster efter opstandelsen; og det indeholdt Fadervor og udsagn af Jesus, såsom tilgivelse af krænkelser halvfjerds gange syv, rådet til den rige unge rådsherre og andre. Et eller to udsagn har et gnostisk præg, som når Jesus kalder Helligånden sin mor og lader sig fremstille som uvillig til at spise påskelammets kød. Der findes apokryfe tilføjelser, selv hvor hændelser og udsagn, der hører til de kanoniske evangelier, fortælles, og der findes udsagn og hændelser, som er helt apokryfe, i de fragmenter af evangeliet, der er bevaret. Men disse overflødigheder indebærer ikke nogen alvorlig afvigelse fra katolsk lære; de beviser blot, som professor Zahn siger, »alvoren hos redaktøren af Evangeliet ifølge hebræerne i hans bestræbelse på at berige det eneste evangelium, som jødekristne indtil da ejede, fra den endnu ikke udtømte kilde af privat mundtlig tradition« (GK, II, 717).

Selve værkets titel antyder, at det cirkulerede blandt jødekristne. De kristne i Israels land, for hvem Jerusalem var det kirkelige centrum, begav sig efter de vanskeligheder, som ramte den hellige by, til de mindre besøgte egne hinsides Jordan og blev således afskåret fra hovedstrømmen i den katolske kristendom.

3. Dets udbredelse og sprog:

Det var derfor lettere for eksklusivitetens ånd at gøre sig gældende blandt dem og også for kætterske tendenser at udvikle sig. Ebionitterne gik længst i denne retning. De benægtede vor Herres overnaturlige fødsel og insisterede på, at loven var bindende for alle kristne. Nazaræerne, som alle jødekristne først blev kaldt, overholdt selv den ceremonielle lov, men pålagde den ikke hedningekristne. Og de accepterede den katolske lære om Kristi person. Det var blandt et fællesskab af disse nazaræere i Berøa, det moderne Aleppo, at Hieronymus, under et midlertidigt ophold i Chalkis i det nordlige Syrien, fandt Hebræerevangeliet i omløb. Ikke færre end 9 gange nævner han, at dette evangelium er deres eneste evangelium, og kun én gang forbinder han ebionitterne med dem i brugen af det. Epifanios trækker en klar skillelinje mellem ebionitterne og nazaræerne; og vi kan næppe antage, at et evangelium, som tilfredsstillede den ene gruppe, ville være helt acceptabelt for den anden. Der er grund til at tro, at Matthæus' hebraiske evangelium passede bedst til de hebraiske kristnes sind, og at det antog forskellige former i hænderne på de sekter, som den jødekristne kirke blev delt i. Således var Nazaræerevangeliet Hebræerevangeliet, som efter al sandsynlighed havde en vis slægtskab med Matthæus' hebraiske evangelium. Ebionitternes evangelium, som synes at have været det samme som De Tolv Apostles Evangelium, var noget med en mere afvigende læremæssig tendens, egnet til denne sekts eksklusive og kætterske anskuelser. Men det er ikke let at forene Epifanios' udsagn med Eusebius' og Hieronymus'.

At det hebraiske sprog, som Papins siger, at Matthæus affattede sine Logia på, var aramæisk i Israels land, er almindeligt accepteret. Dette aramæisk var nært beslægtet med det syrisk, der blev talt mellem Middelhavet og Tigris. Det var det samme som kaldæisk i Ezras, Nehemias' og Daniels bøger, som der så for nylig er fundet eksempler på i de aramæiske papyri fra Elefantine ved Assouan. Eusebius og Hieronymus er eftertrykkelige og præcise, når de nedskriver den kendsgerning, at Hebræerevangeliet ikke blot var hebraisk eller aramæisk i sin affattelse, men skrevet med de kvadratiske hebraiske bogstaver, så forskellige fra gammelhebraisk på Moabitterstenen og Siloam-indskriften. At der før Hieronymus' tid fandtes en græsk oversættelse af Hebræerevangeliet, som blev brugt af Origenes, Klemens af Alexandria og andre, hævdes energisk af professor Harnack (Altchristliche Literatur, I, 6 ff) og benægtes lige så energisk af professor Zahn (GK, II, 648 ff). En grund til, at bogen aldrig opnåede nogen kirkelig autoritet, var uden tvivl dens begrænsede udbredelse på et sprog, som uden for de jødekristnes kreds kun var kendt af nogle få lærde. Af denne grund er det også usandsynligt, at den nogensinde vil blive fundet, sådan som Barnabasbrevet, Hyrden og andre værker er blevet det.

4. Forhold til Matthæus:

Det er naturligt at søge spor af et særligt forhold mellem Hebræerevangeliet, der cirkulerede blandt fællesskaber af jødekristne, og Matthæusevangeliet, som voksede frem på Israels lands jord, og som oprindelig blev affattet i jødekristnes interesse og meget tidligt cirkulerede i en hebraisk recension, der snart blev fortrængt af det kanoniske Matthæusevangelium og nu er helt tabt. Vi har allerede set, at Irenæus efter al sandsynlighed forvekslede "Hebræerevangeliet" med Matthæus' hebraiske evangelium; og at Hieronymus siger, at det evangelium, som nazaræerne brugte, af mange blev kaldt Matthæus' autentiske evangelium. Desuden er der blandt de fragmenter, der er bevaret, flere, som ligner Matthæus' beretning, end nogen af de andre synoptikeres. E.B. Nicholson fremsætter, efter en fuldstændig og lærd undersøgelse af fragmenterne og henvisningerne, den hypotese, at "Matthæus på forskellige tidspunkter skrev det kanoniske evangelium og Hebræerevangeliet, eller i det mindste den store del af sidstnævnte, som løber parallelt med førstnævnte" (The Gospel according to the Hebrews, 104). Muligheden af, at to udgaver af det samme evangelieskrift kan stamme fra samme hånd, har for nylig fået en illustration i professor Blass' teori om to recensioner af Apostlenes Gerninger og Lukasevangeliet som forklaring på disse bøgers tekstlige særpræg i Codex Bezae (D). Denne teori har vundet tilslutning fra fremtrædende lærde, men Nicholson har alvorligere forskelle at forklare, og man kan ikke sige, at hans dygtige argumentation og beundringsværdigt ordnede lærdom har overbevist nytestamentlige forskere.

5. Affattelsestid:

Hvis vi kunne være sikre på, at Ignatios i sit brev til smyrnæerne hentede det slående udsagn, der tilskrives vor Herre: "Tag, rør ved mig, og se, at jeg ikke er en legemsløs ånd," fra Hebræerevangeliet, ville vi kunne fastsætte dets affattelse til i hvert fald inden for det 1. århundrede. Uklarheden om dets oprindelse, dets indholds primitive præg og den agtelse, det blev vist helt ned i det 5. århundrede, har fået nogle forskere til at tilskrive det en oprindelse ikke senere end vores synoptiske evangelier og til at betragte det som en fortsættelse af den aramæiske tradition fra den tidligste forkyndelse og undervisning om Kristus. Den tydeligt sekundære karakter af noget af dets indhold synes at tale imod en så tidlig oprindelse. Professor Zahn er snarere tilbøjelig til at placere det ikke tidligere end 130, da den kløft, som var vokset frem mellem jøder og jødekristne, under Bar-Kochba-opstanden blev stærkt uddybet, og de jødekristne, med en udelukkende hedningekristen kirke i Jerusalem, havde mistet deres centrum og brudt ud i sekter. Hele situationen synes for ham at pege på en datering et sted mellem 130-50 e.Kr. Der mangler data til nogen præcis afgørelse af spørgsmålet.

6. Ikke-kanoniske udsagn og begivenheder:

Der findes et udsagn, som Clemens af Alexandria anführer fra det som Skrift: "Den, som forundres, skal styre, og den, som styre, skal hvile" (Strom., ii.9). Origenes anführer fra det et udsagn af Jesus, som minder os noget om Ez 8,3: "Just nu tog min Moder, den Hellige Ånd, mig ved et af mine hår og førte mig bort til det store bjerg Tabor" (Orig., In Joann., ii; det er citeret flere gange både af Origenes og Hieronymus). Hieronymus citerer mere end en gang fra det et udsagn af Herren til sine disciple: "Vær aldrig glædelig undtagen når I skuer på jeres broder i kærlighed" (Hieron. i Ef 5,4; i Ez 18,7). I sin kommentar til Mt (6,11) omtaler Hieronymus, at han fandt i tredje bøn i Herrens bøn for det vanskeligt og enestående græske ord epiousios, som han oversætter "supersubstantialis", det aramæiske ord machar, crastinus, således at betydelsen ville være: "Giv os i dag vort morgendags brød." Blandt uneventyrede begivenheder er den mest bemærkelsesværdig den om den opstånne Herres fremtoning for Jakob: "Og da Herren havde givet sit linned til præstens tjener, gik han til Jakob og fremtonade for ham. For Jakob havde svoret, at han ikke ville spise brød fra den time, hvori han havde drukket af Herrens kalk, før han så ham opstået fra de døde. Igen kort efter siger Herren: Bring et bord og brød. Straks tilføjes: Han tog brød og velsignede og brød det, og derefter gav han det til Jakob den Retfærdige og sagde til ham: Min broder, spis dit brød, for Menneskekongen er opstået fra de sovende" (Hieron., De Vir. Illustr., "Jacobus").

Hieronymus fortæller også, at der i evangeliet efter hebraerne står følgende passage: "Se, Herrens moder og hans brødre sagde til ham: Johannes Døberen døber til syndernes forladelse; lad os gå og lade os døbe af ham. Men han sagde til dem: Hvilken synd har jeg begået, at jeg skal lade mig døbe af ham? Medmindre måske netop dette ord, som jeg har talt, er en synd af uvidenhed" (Hieron., Adv. Pelag., iii.2).

7. Konklusion:

Dette evangelium skal ikke regnes blandt kætterske evangelier som Marcions, eller blandt apokryfe evangelier som Jakobs eller Nikodemus'. Det adskiller sig fra førstnævnte ved, at det ikke afveg fra nogle væsentlige katholske sandheder i sin fremstilling af vor Herre. Det adskiller sig fra sidstnævnte ved, at det fortalte særligheder, der for størstedelen angår vor Herres offentlige virksomhed, medens de beskæftiger sig med nysgerrigheds sager, som blev uneventyreret i de kanoniske evangelier. Det adskiller sig fra de kanoniske evangelier kun derved, at det har en mere blomstrende stil, mere udmalet fremstilling af begivenheder og mere tilbøjelighed til sektariske synspunkter inden for læren. Dets ikke-kanoniske udsagn og begivenheder kan stamme fra mundtlig tradition, og de giver virkelig et vist interessant og malerisk præg til fortællingen. Dets sprog indskrænkede det til en meget begrænset sfære, og dets sektariske karakter forhindrede det nogensinde i at hævde Skriftautoritet eller nå kanonisk rang.

Se også APOKRYFE EVANGELIER.

LITERATUR.

E.B. Nicholson, The Gospel according to the Hebrews (1879); R. Handmann, Das Hebrder-Evangelium: Texte u. Untersuchungen, Band V (1889); Zahn, GK, II, 642-723 (1890); Harnack, Geschichte der altchristlichen Literatur, I, 6 ff; II, 1, 625-51 (1897); Neutestamentliche Apocryphen (Hennecke), I, 11-21 (1904).

T. Nicol