Simon

(Simon, græsk form af SIMEON (se dette)): De personer med navnet Simon, som nævnes i Apokryferne, er:

(1) Simon Makkabæeren (hasmonæeren), med tilnavnet THASSI (se dette), Mattathias' anden søn og Judas Makkabæers ældre bror. På sit dødsleje anbefalede Mattathias Simon som en »rådgivningens mand«, der skulle være en »far« for sine brødre (1 Makk 2,65), og som en »rådgivningens mand« viste han sig at være. Men det var først efter Judas' død og Jonatans tilfangetagelse, at han kom til at spille hovedrollen. Sendt ud af Judas med en styrke for at hjælpe jøderne i Galilæa kæmpede han med stor succes (1 Makk 5,17 ff.; Josefus, Ant, XII, viii, 1 f.). Dernæst finder vi ham sammen med Jonatan tage hævn over »Jambris børn« (1 Makk 9,33 ff.) og samarbejde i det vellykkede felttog omkring Betbasi mod Bacchides (ca. 156 f.Kr.) (1 Makk 9,62 ff.) og i felttoget mod Apollonius (1 Makk 10,74 ff.). I konflikten mellem Tryfon og Demetrios II blev Simon af Antiokos VI udnævnt til »anfører fra Tyrus' Trappe til Egyptens grænser« (1 Makk 11,59). Efter Jonatans tilfangetagelse i Ptolemais af Tryfon blev Simon anerkendt som leder af sit parti. Han forpurrede Tryfons forsøg mod Jerusalem; som hævn for dette myrdede denne Jonatan (1 Makk 13,23). Simon tog derefter Demetrios' parti på betingelse af skattefrihed for Judæa, og således blev »hedningernes åg taget bort fra Israel« »i det 170. år« (143-142 f.Kr.) (1 Makk 13,41). Simon gav sig til at genopbygge Judæas fæstninger, undertvang Gazara, indtog Akra (borgen) og gjorde Joppe til en havneby. Han viste sin visdom mest af alt i sin indre administration: »Han søgte sit lands bedste«; handel og landbrug blomstrede igen; lovløshed blev undertrykt, og »landet havde fred alle Simons dage« (1 Makk 14,4 ff.). Hans magt blev anerkendt af Sparta og Rom (1 Makk 14,16 ff.). I 141 f.Kr. blev han af folket udnævnt til leder, ypperstepræst og anfører »for evigt, indtil der skulle fremstå en trofast profet« (1 Makk 14,41 ff.), og således blev det hasmonæiske dynasti grundlagt. En ny tidsregning begyndte med det første år af hans styre, og han prægede sine egne mønter. Nogle få år senere blandede Simon sig igen i syrisk politik (139 f.Kr.), denne gang på Antiokos VII's (Sidetes') bøn i hans kamp mod Tryfon; da Antiokos imidlertid var sikker på fremgang, afslog han Simons hjælp og sendte Kendebaios mod Judæa. Judas og Johannes, Simons sønner, besejrede angriberne nær Modin (137-136 f.Kr.). I 135 f.Kr. døde Simon ved forræderi. Ptolemæus, Abubus' søn, Simons egen svigersøn, besluttede at sikre sig den øverste magt og, for at opnå dette, at snigmyrde hele Simons familie. Han indbød derfor Simon og hans sønner til et festmåltid i fæstningen Dok nær Jeriko, hvor han forræderisk myrdede Simon sammen med hans to sønner Mattathias og Judas. Den anden søn, Johannes Hyrkanos, statholder i Gazara, fik underretning om sammensværgelsen og reddede sig for at blive overhoved for det hasmonæiske dynasti. »Betydningen af Simons styre består i dette, at han fuldførte Jonatans værk og efterlod det jødiske folk helt uafhængigt af Syrien« (Schurer).

Se MACCABAEUS, II, 4.

(2) Simon I, ypperstepræsten, søn af Onias I, som han efterfulgte ca. 300 f.Kr. Han var en af de sidste fra Den Store Synagoge, og ham tillægges udsagnet: »På tre ting afhænger verden--Loven, gudsdyrkelsen og det at vise godhed.« Ifølge Josefus (Ant., XII, ii, 5) blev denne Simon kaldt »den Retfærdige« (ho dikaios), »på grund af hans fromhed og hans velvillige sindelag over for sine landsmænd.«

Mange autoriteter (Herzfeld, Derenbourg, Stanley, Cheyne) hævder, at Josefus tager fejl ved at knytte dette tilnavn til Simon I i stedet for Simon II, og Schurer er ikke sikker på dette spørgsmål. Men det talmudsted, som Derenbourg citerer, betyder det modsatte af, hvad han tager det for, nemlig at det har til hensigt at vise, hvor herlige og hellige Simeons (ha-tsaddiqs) dage var sammenlignet med de senere dage. Desuden er det mere sandsynligt, at Josefus har kendt sandheden i denne sag, end disse senere autoriteter. Den samme usikkerhed gælder spørgsmålet om, hvorvidt lovprisningen i Sirak 50,1 ff. af »den store præst« henviser til Simon I eller Simon II. Schurer og andre henfører den til Simon II. Det er mere sandsynligt, at den henviser til den Simon, som var berømt som »den Retfærdige«, og følgelig til Simon I. Desuden kender vi ikke til nogen bedrifter af Simon II, som kunne berettige ham til en sådan ros. De nævnte byggearbejder ville passe bedre til Simon I's tid, eftersom Ptolemæus indtog Jerusalem og sandsynligvis forårsagede betydelig ødelæggelse. Talmud siger, at denne Simon (og ikke Jaddua) mødte Alexander den Store.

(3) Simon II, ypperstepræst, søn af Onias II og sønnesøn af Simon I og far til Onias III, virkede omkring slutningen af det 3. århundrede f.Kr. og blev efterfulgt af sin søn Onias III ca. 198 f.Kr. Josefus siger, at denne Simon i striden mellem Josefs sønner tog de ældre sønners parti mod den yngre Hyrkanos. Schurer mener (sandsynligvis fejlagtigt), at han er den Simon, der prises i Sirak 50,1 ff. Se (2) ovenfor (3 Makk 2,1; Josefus, Ant, XII, iv, 10).

(4) Simon, en benjaminit, tempelvogter, som efter at være kommet i strid med ypperstepræsten Onias III underrettede Apollonius om de ufortalte pengesummer i templets skatkammer. Apollonius forelagde sagen for kong Seleukos IV, som sendte Heliodoros for at fjerne pengene. En åbenbaring forhindrede Heliodoros i at fuldføre sin opgave (2 Makk 3,4 ff.). Det fortælles videre, at Simon fortsatte sin modstand mod Onias. Han omtales som bror til frafalden Menelaos (2 Makk 4,23). Om hans endeligt ved vi intet.

(5) Simon Chosameus (Codex Vaticanus (og Swete) Chosamaos; Codex Alexandrinus Chosomaios), en af Annas’ sønner, som havde giftet sig med "fremmede kvinder" (1 Esdras 9,32). Simon er tilsyneladende = "Shimeon" (shim`on) af Harims sønner (Ezra 10,31); Chosameus er sandsynligvis en forvanskning, der står i stedet for, men ikke ligner, nogen af de tre navne: Benjamin, Malluk, Shemarja, som Esdras udelader fra Ezra-listen.

S. Angus

si'-mon (Simon):

(1) Simon Peter.

Se PETER (SIMON).

(2) En anden af de Tolv, Simon "kanaanæeren" (Matt 10,4; Mark 3,18), "zeloten" (Luk 6,15; ApG 1,13).

Se CANANAEAN.

(3) En af Jesu brødre (Matt 13,55; Mark 6,3).

Se BRETHREN OF THE LORD.

(4) "Den spedalske" i Betania, i hvis hus en kvinde hældte en krukke med kostbar salve ud over Jesu hoved (Matt 26,6; Mark 14,3). Han var måske blevet helbredt af Jesus; i så fald stemte hans uvenlige opførsel ikke med skyldig taknemmelighed. Hvordan han end blev helbredt, henviste betegnelsen til hans tilstand i fortiden, da spedalske ifølge loven blev udelukket fra fællesskabet.

(5) En farisæer, i hvis hus en kvinde, "en synderinde," vædede Jesu fødder med sine tårer og salvede dem med salve (Luk 7,36). Nogle identificerer ham med (4), idet dette betragtes som Lukas' version af den begivenhed, der er nedskrevet i Matt 26 og Mark 14. Andre afviser lige så stærkt dette synspunkt.

Til drøftelse, se MARY, IV.

(6) En mand fra Kyrene, som blev tvunget til at bære Jesu kors (Matt 27,32; Mark 15,21; Luk 23,26). Markus kalder ham "far til Alexander og Rufus," velkendte medlemmer af menigheden i (sandsynligvis) Rom (jf. ApG 19,33; Rom 16,13).

Se CYRENIAN.

Far til Judas Iskariot (Joh 6,71; Joh 12,4 King James Version, Revised Version (britisk og amerikansk) udelader; Joh 13,2; Joh 13,26).

(8) Simon Magus (ApG 8,9). Se særskilt artikel.

(9) Simon, garveren, hos hvem Peter boede i Joppe. Hans hus lå ved havet uden for bymuren på grund af dets ceremonielle urenhed for en jøde, og også af hygiejniske grunde (ApG 9,43).

S. F. Hunter