Antiokenere

an-ti-o'-ki-ans (Antiocheis, særegent for Apokryferne, 2 Makk 4,9.19): Antiokus Epifanes sad på Syriens trone fra 175 til 164 f.Kr. Hans målbevidste politik var at hellenisere hele sit rige. Den største hindring for hans ambition var jødernes troskab mod deres historiske religion. Mange verdsligsindede hebræere var imidlertid villige til at falde fra for materiel vindings skyld, blandt dem Jason, bror til den trofaste ypperstepræst Onias III. Med en stor sum penge (2 Makk 4,7-10) bestak han Antiokus til at udnævne ham til ypperstepræst i sin brors sted. Da dette embede siden Ezras tid var både politisk og religiøst, gjorde det ham i praksis til nationens leder.

Han lovede, på betingelse af at kongen ville tillade ham at bygge et græsk gymnasium i Jerusalem, "at oplære sit folks unge i hedningernes skikke" og at indskrive de helleniserede mennesker som antiokenere, dvs. at give alle jøder, som ville antage græske skikke og den græske religion, Antiokias borgerrettigheder og privilegier. Imødekommelsen af denne anmodning gjorde Jason til leder af det græske parti i Jerusalem. "Så stor var højden af græsk mode og fremgangen i hedenske skikke" under hans fordærvede ypperstepræstedømme, at præsterne under ham mistede modet til "længere at tjene ved alteret, men foragtede templet og forsømte ofrene og skyndte sig" at slutte sig til grækerne.

Da Herkules' offer blev fejret i forbindelse med de græske lege i Tyrus, "sendte Jason særlige udsendinge fra Jerusalem, som var antiokenere" (2 Makk 4,19), med et stort pengebidrag. Dette helleniseringsprogram blev støttet af et dekret fra Antiokus, som påbød ensartet gudsdyrkelse i hele hans rige. Han forbød fortsat overholdelse af jødiske højtider, sabbatten, ofrene i templet og omskærelsesritualet. Hans ambition omfattede også en tilsvarende underkastelse af Egypten, men da romerske udsendinge standsede hans felttog dertil, vendte han tilbage til Jerusalem for at lade sin vrede gå ud over de jøder, som nægtede at fornægte deres fædres tro. Kongens forfølgelser af disse fromme jøder omfattede enhver form for grusomhed. Alle lovens hellige bøger, som kunne findes, blev brændt. Dette forsøg på at hellenisere jøderne blev drevet frem til hver afsides landsby i Israels land. Den almindelige fare fik samaritanerne, som ivrigt søgte sikkerhed, til at afvise enhver forbindelse og ethvert slægtskab med jøderne. De sendte udsendinge og et brev med anmodning om at blive anerkendt som tilhørende det græske parti og om at få deres tempel på Gerizim-bjerget kaldt "Jupiter Hellenius' tempel". Anmodningen blev imødekommet. Dette var tydeligvis det endelige brud mellem de to folkeslag, som antydes i Joh 4,9, "For jøder har ingen omgang med samaritanere."

Blandt dem, der nægtede at blive indskrevet som antiokenere, var Mattatias, en gammel præst af Joaribs orden. Han sørgede over den frygtelige vanhelligelse af den hellige by og templet og trak sig med sine fem sønner tilbage til sine arvegodser i bjergene nordvest for Jerusalem. Antiokus' udsendinge fulgte ham dertil og befalede ham at ofre på et hedensk alter. Han blev lovet særlig kongelig gunst, hvis han adlød. Den forargede præst havde ikke alene "intet øre for fristelserne fra et afskyeligt hellenisme", men dræbte i sit raseri straks den frafaldne præst, der forsøgte at efterkomme befalingen. Han dræbte også kongens embedsmand og rev det forhadte alter ned.

Denne heltegerning blev begyndelsen til en ny tidsalder. Folket sluttede op om Mattatias. Oprøret voksede i styrke. Efter et år med inspirerende lederskab døde "den ærværdige præstefører", efter først at have betroet "lovens sag" til sine sønner, som herefter blev kaldt makkabæere efter Judas Makkabæus, den søn, til hvem han overdrog sit værk. Deres sejrrige forløb gjorde ende på helleniseringsprocessen og på det græske parti, som antiokenerne tilhørte. Se også Antiochus Iv.

LITTERATUR.

Ant, XII, v; Stanley, History of the Jewish Church, III, afsnit 48; Riggs, History of the Jewish People, kapitel ii, afsnit 15-26 (Kent's Hist. Series, IV).

Dwight M. Pratt