Belial
Værdiløshed, ofte brugt i Det Gamle Testamente som et egennavn. Det bruges første gang i 5 Mos 13,13. I Det Nye Testamente findes det kun i 2 Kor 6,15, hvor det bruges som et navn på Satan, personifikationen af alt, hvad der er ondt. Det oversættes “ond” i 5 Mos 15,9; Sl 41,8 (RV randnote); 101,3; Ordsp 6,12 osv. Udtrykket “Belials søn” eller “Belials mand” betyder ganske enkelt en værdiløs, lovløs person (Dom 19,22; 20,13; 1 Sam 1,16; 2,12).
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst. Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).