Belejring

sej (matsor (5 Mos 28,52; 5 Mos 28,53; 1 Kong 15,27; 2 Kong 25,2; Es 29,3; Ez 4,2); "at være belejret", "at udholde belejring", ba-matsor bo' (5 Mos 20,19; 2 Kong 24,10; 2 Kong 25,2)):

1. I den tidlige hebraiske historie

2. Under monarkiet

3. Forberedelser til belejring

4. Belejringsoperationer: angreb

(1) Indeslutning af byen

(2) Omkredsende belejringslinje

(3) Vold eller jordværker

(4) Murbrækkere

(5) Stormløb mod mure og fremrykning gennem brud

5. Belejringsoperationer: forsvar

6. Ophævelse af belejring

7. Belejringens og erobringens rædsler

8. Belejring i Det Nye Testamente

LITTERATUR

1. I den tidlige hebraiske historie:

I den tidlige hebraiske historie beskrives belejringsoperationer ikke og kan kun have været lidt kendt. Selv om israelitterne havde tilegnet sig en vis grad af militær disciplin i ørkenen, havde de, da de drog ind i Kanaan, ingen erfaring med en belejrings operationer og manglede de krigsmaskiner, som var nødvendige til formålet. Jeriko, med sin stærkt befæstede mur, blev ganske vist formelt indesluttet – den "var tæt lukket på grund af Israels børn: ingen gik ud, og ingen kom ind" (Jos 6,1) – men den faldt i deres hænder uden en belejring. Andre byer synes at have overgivet sig efter åbne slag eller at være blevet taget ved storm. Mange af de kana'anæiske fæstninger, som Gezer (2 Sam 5,25; Jos 16,10), Ta'anak og Megiddo (Dom 1,27), forblev uindtagne. Jerusalem blev erobret af Judas mænd (Dom 1,8), men Jebus' borg forblev uerobret indtil Davids tid (2 Sam 5,6).

2. Under monarkiet:

I monarkiets dage hører man mere om belejringsoperationer. Ved belejringen af Rabba-Ammon synes Joab at have afskåret byen fra dens vandforsyning og gjort den umulig at holde (2 Sam 11,1; 2 Sam 12,27). Ved Abel-Bet-Ma'aka beskrives belejringsoperationer, hvor Joab udmærkede sig (2 Sam 20,15). David og Salomo, og efter rigets deling Rehabeam og Jeroboam, byggede fæstninger, som inden længe blev skueplads for belejringsoperationer. Krigen mellem Juda og Israel i Nadabs, Bashas og Elas dage var for størstedelen en belejringskrig. Det var under belejringen af Gibbeton, at Nadab, Jeroboams søn, blev dræbt af Basha (1 Kong 15,27), og 27 år senere, mens Israels hær stadig indesluttede det samme sted, valgte soldaterne deres hærfører Omri til konge over Israel (1 Kong 16,16). Fra egypterne, aramæerne, assyrerne og kaldæerne, som de i senere tider kom i forbindelse med som allierede eller som fjender, lærte folkene i Sydriget og Nordriget meget om kunsten både at angribe og at forsvare befæstede steder.

3. Forberedelser til belejring:

Det var en forskrift i den deuteronomiske lov, at før en by blev indesluttet til en lang belejring, skulle den opfordres til at overgive sig (5 Mos 20,10; sammenlign 2 Sam 20,18; 2 Kong 18,17). Hvis tilbuddet om fred blev afslået, skulle belejringen fortsættes, og hvis byen blev erobret, skulle hele den mandlige befolkning dræbes, mens kvinderne og børnene skulle forbeholdes som bytte for erobrerne. Fra denne humane forbeholdelse skulle kana'anæernes byer være en undtagelse: deres indbyggere skulle udryddes fuldstændigt (5 Mos 20,16-18).

Den samme lov foreskrev, at der ikke måtte ske unødvendig ødelæggelse af frugttræer under gennemførelsen af en lang belejring. Træer, der ikke bar frugt til menneskers føde, måtte fældes: "Og du skal bygge belejringsværker (matsor, "belejringsværker") mod den by, der fører krig mod dig, indtil den falder" (5 Mos 20,19; 5 Mos 20,20). Denne forskrift om at tage hensyn til frugttræerne omkring en fjendtlig by synes oftere at være blevet tilsidesat end overholdt, selv i Israel. Da de allierede konger af Israel, Juda og Edom invaderede Moab og havde fået påbud om at "slå hver befæstet by", bød profeten Elisa dem også at "fælde hvert godt træ, stoppe alle vandkilder til og ødelægge hvert godt stykke jord med sten" (2 Kong 3,19; 2 Kong 3,25). Da kaldæernes angreb på Jerusalem var nært forestående, befalede Jahve, at træerne skulle fældes (Jer 6,6). I arabisk krigsførelse, får vi at vide, var ødelæggelsen af fjendens palmelunde en yndet bedrift (Robertson Smith, OTJC2, 369), og assyrerne havde, når de erobrede en by, ingen skrupler ved at ødelægge dens plantninger (Shalmaneser II's indskrift på den sorte obelisk).

4. Belejringsoperationer: angreb:

Ud fra steder hos profeterne, som de gamle monumenter fra Assyrien og Kaldæa har kastet meget lys over, får vi en meget klar forestilling om de belejringsværker, der blev rettet mod en by af assyriske eller kaldæiske angribere. Sankeribs belejring af Lakish (2 Kong 18,13; 2 Kong 18,14; Es 36,1; Es 36,2) er emnet for en række storslåede relieffer fra højen Koyunjik (Layard, Monuments of Nineveh, II, tavler 20, 21, 22). Nineves fald, sådan som det forudsiges i Nahums profeti, lader os se belejringsoperationerne foregå med slående realisme (se Der Untergang Ninivehs af A. Jeremias og oberst Billerbeck). Intetsteds er dog begivenhederne under en belejring — samlingen af fjendtlige styrker, nedslagtningen af fredelige indbyggere i landet omkring, opførelsen af belejringsværker, opstillingen af krigsmaskiner mod murene, nedbrydningen af tårnene, bruddet i hovedmuren, mændenes stormløb og klapren af hestehove gennem gaderne, nedslagtningen, plyndringen, ødelæggelsen af mure og huse — mere udførligt og trofast skildret end hos Ezekiel, da han forudsiger Nebukadrezzars erobring af Tyrus (Ez 26,7-12). Belejringen af Tyrus varede 13 år, og Ezekiel fortæller, hvordan hvert hoved blev gjort skaldet og hver skulder slidt ved belejrernes hårde tjeneste (Ez 29,18). Der var forskellige måder, hvorpå en invaderende hær kunne behandle en befæstet by for at sikre sig dens besiddelse. Betingelser kunne tilbydes for at opnå en kapitulation (1 Kong 20,1; 2 Kong 18,14). Man kunne forsøge at tvinge byen til overgivelse ved udsultning (2 Kong 6,24; 2 Kong 17,5). Byen kunne indesluttes og indtages ved angreb og storm, sådan som Lakish blev det af Sankerib (2 Kong 18,13; 2 Kong 19,8; se Layard, op. cit., II, tavler 20-24). Belejrernes vigtigste operationer var følgende:

(1) Indeslutning af byen:

Der var indeslutningen af byen ved den belejrende hær. Det var undertiden nødvendigt at anlægge en befæstet lejr, som Sankeribs ved Lakish, for at værne mod udfald fra forsvarerne. Om belejringen af Jerusalem læser vi, at Nebukadrezzar kom, »han og hele hans hær, mod Jerusalem og slog lejr imod den« (Jer 52,4; sammenlign 2 Kong 25,1). Fra belejringens begyndelse blev slyngekastere og bueskytter opstillet, hvor de kunne holde forsvarerne beskæftiget; og det er dette, der henvises til, når Jeremias siger: »Kald bueskytterne sammen mod Babylon, alle dem, der spænder buen; slå lejr imod hende rundt omkring; lad ingen derfra slippe bort« (Jer 50,29).

(2) Omringningslinje:

Dernæst kom anlæggelsen af en omringningslinje (day'eq) med adskilte forter rundt om murene. Disse forter var tårne bemandet med bueskytter, eller de blev brugt som stationer, hvorfra man kunne affyre projektiler (Jer 52,4; Ez 17,17). I denne forbindelse forsvinder ordet »munition« i King James Version og English Revised Version (matsor) i Nah 1,1 i American Standard Revised Version og erstattes af »fortress«.

(3) Vold eller jordværker:

Herefter fulgte volden (colelah), eller jordværkerne, der blev bygget op til murenens højde, så man kunne beherske byens gader og indgyde de belejrede skræk. Fra den således opførte vold kunne belejrerne ramme den øverste og svagere del af bymuren (2 Sam 20,15; Es 37,33; Jer 6,6; Ez 4,2; Dan 11,15; Klag 4,18). Hvis byen eller fæstningen derimod var bygget på en høj, kunne man danne et skrånende plan, der nåede op til højens niveau, af jord eller sten eller træer, og belejrerne kunne bringe deres maskiner frem til foden af murene. Denne vej blev endog dækket med teglsten, så der dannedes en slags brolagt vej, op ad hvilken de tunge maskiner uden vanskelighed kunne trækkes. Der er henvisninger til sådanne veje i Skriften (Job 19,12; Es 29,3, »belejringsværker«; sammenlign Layard, Nineveh and Its Remains, II, 366 f). I Tyrus' tilfælde var denne vold, eller adgangsvej, en dæmning kastet hen over det smalle stræde for at få adgang til murene (Ez 26,8). Meget ofte var der også en grav, undertiden fyldt med vand, ved murens fod, som man måtte tage sig af før et angreb.

(4) Murbrækkere:

Da jordværkerne var kastet op, og adgangsvejene til murene sikret, var det muligt at opstille og bruge stormbukkene (karim), som skulle anvendes til at bryde murene ned (Ez 4,2) eller til at sprænge portene op (Ez 21,22). Stormbukkene var af forskellige slags. På assyriske monumenter findes de forbundet med bevægelige tårne, der rummede krigere og væbnede mænd, eller i andre tilfælde forbundet med et fast tårn, som blev bygget på stedet. Når de mænd, der var udpeget til at betjene stormbukken, fik den sat i gang, med dens tunge bjælker af sammenføjede planker og den store metalmasse, der dannede dens hoved, kunne de næppe undgå at gøre indtryk, og gradvis, ved de stadig gentagne stød, blev der åbnet en bresche, og belejrerne kunne styrte ind og slå forsvarerne ned. Det er til det ly, som disse tårne gav, at profeten Nahum henviser (2,5), når han siger: "Skjoldtaget er gjort rede," og som Esajas peger på, når han erklærer, at Assyriens konge "ikke skal komme ind i denne by og ikke skyde en pil derind; han skal heller ikke komme foran den med skjold (maghen) og ikke kaste en vold op imod den" (Es 37,33). Ezekiel har det samme billede, når han i beskrivelsen af Nebukadrezzars belejring af Tyrus erklærer, at han skal "kaste en vold op" imod hende og "løfte skjoldet"; skjoldet (qinnah) var som den romerske testudo, eller skjoldtag, under hvis dække belejrerne udførte deres arbejde (Ez 26,8; oberst Billerbeck (op. cit., 178) er i tvivl om, hvorvidt denne indretning var kendt af assyrerne). Under ly af deres bevægelige tårne kunne belejrerne føre miner frem, en operation der er kendt som en del af belejringskunsten fra meget gammel tid (se 2 Sam 20,15, hvor American Revised Version, randnote, og English Revised Version, randnote, giver "underminerede" som alternativ til "hamrede løs på"; tunnelbygning var velkendt i oldtiden, som Siloam-tunnelen viser).

(5) Stormløb mod mure og indtrængen gennem breschen:

Den kulminerende operation ville være stormløbet mod murene, indtrængningen gennem breschen. Stormstiger blev brugt til at krydse den omgivende grav eller grøft (Ordsp 21,22); og Joel siger i sin kraftfulde beskrivelse af græshærehæren, som havde ødelagt landet, at de "klatrer op ad muren som krigsmænd" (Joel 2,7). Man forsøgte at sætte ild til portene og at bryde dem op med økser (Dom 9,52; sammenlign Neh 1,3; Neh 2,3; Ez 26,9). Jeremias fortæller om den bresche, der blev lavet i byen, da Jerusalem blev indtaget (Jer 39,2). Brescherne i Samarias mur omtales af Amos (4,3), som skildrer kvinderne, der styrter hovedkulds ud som en flok køer med kroge og fiskekroge i næseborene.

5. Belejringsoperationer: forsvar: Mens belejrerne anvendte denne mangfoldighed af angrebsmidler, var de belejrede lige så opfindsomme og aktive i at opretholde forsvaret. Alle slags hindringer blev lagt i vejen for den belejrende hær. Kilder og cisterner, som sandsynligvis kunne skaffe angriberne vandforsyninger, blev omhyggeligt tildækket eller ledt bort ind i byen. Hvor det var muligt, blev grave fyldt med vand for at gøre dem ufremkommelige. Efterhånden som fjendens belejringsværker nærmede sig hovedmuren, var det almindeligt at bygge indre befæstninger, og til dette formål blev huse revet ned for at skaffe den nødvendige plads og også for at levere byggematerialer (Es 22,10). Slyngekastere, der var placeret på murene, slyngede sten mod den fremrykkende fjende, og bueskytter skød fra skydeskår og beskyttede brystværn pile mod krigerne i deres bevægelige tårne. Der blev foretaget udfald for at beskadige fjendens belejringsværker og for at forhindre stormbukkene i at blive bragt i stilling. For at modvirke stormbukkenes angreb blev sække med avner sænket ned som en skibsfender foran det sted, hvor maskinen arbejdede--en anordning, som igen blev imødegået med stænger med leer på, der skar sækkene af (Josephus, BJ, III, vii, 20). På samme måde fangede forsvarerne stormbukken ved at sænke en dobbelt kæde eller et reb ned fra brystværnet og brød kraften i dens slag. Man forsøgte også at ødelægge stormbukken med ild. På det store basrelief af belejringen af Lakish ses en indbygger kaste en tændt fakkel fra muren; og det var en almindelig metode at hælde kogende vand eller olie fra muren ned over angriberne. Også kasteskyts blev med dødelig virkning kastet fra brystværnet af forsvarerne, og det var ved et stykke af en møllesten, kastet af en kvinde, at Abimelek fandt sin død ved Tebes (Dom 9,53). Mens Uzzija af Juda forsynede sine soldater med skjolde og spyd og hjelme og brynjer og buer og slyngesten, "lavede han også i Jerusalem maskiner, opfundet af dygtige mænd, til at stå på tårnene og på brystværnene, hvormed man kunne skyde pile og store sten" (2 Krøn 26,15). Jøderne havde til forsvaret af Jerusalem mod Titus' hær maskiner, som de havde taget fra den Tolvte Legion ved Bet-Horon, og som synes at have haft en rækkevidde på 1.200 fod (ca. 366 m). Mange sindrige indretninger beskrives af Josephus som anvendt af ham selv, da han ledede forsvaret af Jotapata i Galilæa mod Vespasian og Roms styrker (BJ, III, vii).

6. Ophævelse af belejringen:

Da Nahash, ammonitternes konge, belejrede Jabesh-Gilead i de første dage af Sauls regering, var de fredsbetingelser, der blev tilbudt indbyggerne, så ydmygende og grusomme, at de bad om en frist på syv dage og appellerede til Saul i deres nød. Da den nyvalgte konge hørte om deres fortvivlede situation, samlede han en stor hær, spredte ammonitterne og ophævede belejringen af Jabesh-Gilead og vandt derved indbyggernes varige taknemmelighed (1 Sam 1; jf. 1 Sam 31,12; 1 Sam 31,13). Da Sidkija af Juda fandt sig belejret i Jerusalem af den kaldæiske hær under Nebuzaradan, sendte han efterretning til farao Hofra, som krydsede grænsen med sin hær for at angribe kaldæerne og tvang dem til at opgive belejringen. Kaldæerne trak sig for øjeblikket tilbage fra Jerusalems mure og tilbød kamp mod farao Hofra og hans hær, men den egyptiske konges mod svigtede ham, og han trak sig hastigt tilbage uden at møde kaldæerne i et egentligt slag. Belejringen blev ført til den bitre ende, og Jerusalem blev indtaget og fuldstændig omstyrtet (2 Kong 25,1; Jer 37,3-10; Ez 17,17).

7. Belejringens og erobringens rædsler:

I Israels gamle lov regnes »belejring« sammen med tørke, pest og landflygtighed som straffe, hvormed Jahve ville hjemsøge sit folk for deres ulydighed (5 Mos 28,49-57). De rædsler, der dér beskrives, fik de igen og igen bitter erfaring med. Ved Ben-Hadad II's belejring af Samaria var de trængsler, de belejrede blev bragt i, så frygtelige, at de kogte og spiste deres egne børn (2 Kong 6,28). Under kaldæernes belejring af Jerusalem, som endte med byens omstyrtelse og templets ødelæggelse, var indbyggernes lidelser af sult og sygdom ufattelige (2 Kong 25,3; Jer 32,24; Klag 2,20; Klag 4,8-10). Belejringens rædsler har måske nået deres højdepunkt i Josefus' beretning om tragedien ved Masada. For at undslippe tilfangetagelse af romerne blev ti mænd ved lod udvalgt blandt fæstningens beboere, 960 i tallet, herunder både kæmpende og ikke-kæmpende, mænd, kvinder og børn, til at dræbe resten. Blandt disse ti blev én på samme måde udvalgt til at dræbe de overlevende, og da han havde fuldført sin frygtelige opgave, stødte han sit sværd i sin egen krop (Josephus, BJ, VII, ix, 1). Mens alle indbyggerne i en belejret by led under hungeren efter brød og tørsten efter vand, løb de kæmpende risikoen for spidning og andre former for tortur, som fanger i assyrisk, kaldæisk og romersk krig blev udsat for.

De rædsler, der ledsagede belejringen af en by, blev kun overgået af de barbarier, der blev begået ved dens erobring. Tømningen af en by ved dens erobring sammenlignes med at slynge en sten ud af en slynge (Jer 10,17; Jer 10,18). Deportation af hele befolkningen fulgte ofte (2 Kong 17,6; 2 Kong 24,14). Ikke alene blev indbyggerne i den erobrede by deporteret, men deres guder blev ført bort sammen med dem, og afgudsbillederne blev slået i stykker. Dette forudsiges eller optegnes om Babylon (Es 21,9; Es 46,1; Jer 50,2), om Egypten (Jer 43,12), om Samaria (Hos 10,6). Vilkårlig nedslagtning fulgte efter angribernes indtrængen, og byen blev sædvanligvis overgivet til flammerne (Jer 39,8; Jer 39,9; Klag 4,18). »Byer uden tal,« siger Shalmaneser II i en af sine indskrifter, »ødelagde jeg, jævnede med jorden, brændte med ild.« Huse blev ødelagt, og kvinder vanæret (Zak 14,2). Da Dareios indtog Babylon, spiddede han tre tusind fanger (Herodot iii.159). Skyterne skalperede og flåede deres fjender og brugte deres skind som hesteudstyr (ibid., iv.64). De assyriske relieffer viser fanger udsat for frygtelige torturer eller ført bort i slaveri. Den tilfangetagne Sidkija fik øjnene stukket ud, efter at han havde set sine egne sønner blive grusomt dræbt (2 Kong 25,7). Det er kun at anvende de billeder, der var velkendte fra assyrisk krigsførelse, når Esajas fremstiller Jahve som den, der siger til Sankerib: »Derfor vil jeg sætte min krog i din næse og mit bidsel i dine læber, og jeg vil føre dig tilbage ad den vej, du kom« (Es 37,29). Idet Hoseas forudser de vilde barbarier, der ville følge efter assyrernes erobring af Samaria, ser han spædbørnene blive knust og de gravide kvinder blive sprættet op (Hos 10,14; Hos 13,16; jf. Am 1,13). Profeten Nahum, der forudsiger Nineves omstyrtelse, minder om, hvordan ved erobringen af No-Amon (det egyptiske Theben) ved den assyriske erobrer Ashurbanipal »også hendes små børn blev knust ved hovedet af alle gaderne; og de kastede lod om hendes ærede mænd, og alle hendes stormænd blev bundet i lænker« (Nah 3,10).

8. Belejring i Det Nye Testamente:

Den eneste eksplicitte henvisning til belejringsoperationer i Det Nye Testamente er vor Herres forudsigelse af Jerusalems fuldstændige ødelæggelse, da han græd over dens kommende undergang: »For dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold (charax, King James Version, ganske ukorrekt, »grav«) op omkring dig og omringe dig og trænge dig inde fra alle sider, og de skal slå dig til jorden og dine børn i dig; og de skal ikke lade sten på sten blive tilbage i dig« (Luk 19,43; Luk 19,44). Belejringens orden og enkeltheder stemmer overens med beretningerne om belejringsoperationer i Det Gamle Testamente. Hvor fuldstændigt forudsigelsen blev opfyldt, ser vi hos Josefus (BJ, V, vi, 10).

Billedligt:

I Paulus' breve findes der billeder hentet fra belejringsoperationer. I 2 Kor 10,4 har vi »nedbrydningen af fæstninger«, hvor det græske ord kathairesis, fra kathairein, er det almindelige ord, der bruges i Septuaginta om indtagelsen af en fæstning (Ordsp 21,22; Klag 2,2; /RAPC 1Ma 5,65). I Ef 6,16 hentydes der til belejringsværker, for Satans listige fristelser fremstilles som de brændende pile, der slynges af dem, som belejrer en fæstning, og som den kristne soldat skal slukke med troens skjold.

LITTERATUR.

Nowack, Hebraische Archaeologie, 71; Benzinger, »Kriegswesen« i Herzog3; Billerbeck og A. Jeremias, Der Untergang Ninivehs; Billerbeck, Der Festungsbau im alten Orient.

T. Nicol