Bel og dragen

Se Daniels Bog, afsn. X.

bel, bal, drag'-un (Greek words: drakon, "drage," "slange"; ektos, "undtagen"; horasis "syn," "profeti"; ophis, "slange"; sphragisamenos, "efter at have forseglet"; choris, "undtagen," Hebrew or Aramaic words: chatham, "at forsegle"; zepha', "beg"; za`apha', "storm," "vind"; nachash, "slange"; tannin, "slange," "havuhyre"):

I. INDLEDENDE

II. NAVNET BEL OG DRAGEN

III. INDHOLD

1. Fortællingen om Bel: guden Bel

2. Fortællingen om dragen; betydningen af "drage"; slangedyrkelse i Babylon

IV. TEKSTLIGE AUTORITETER

1. Håndskrifter

(1) Græske

(2) Syriske

2. Recensioner eller versioner

(1) Græske

(2) Syriske

(3) Latinske

(4) Aramæiske

V. ORIGINALSPROG: HOVEDSYNSPUNKTER

VI. LÆRE Der er kun lidt i dette skrift, som er udpræget jødisk. Gud er stor, absolut og evigt levende; engle griber ind for særlige formål; afgudsdyrkelsens absurditet

VII. FORFATTER, STED OG TIDSPUNKT FOR TILBLIVELSE

Sandsynligvis ikke i Babylon; måske opstod den hebraiske tekst i Israels land omkring 146 f.Kr. eller senere. Septuaginta-versionen blev frembragt i Egypten omkring 100 f.Kr., hvilket kan være bogens datering og sprog. Theta (Theodotions version) blev sandsynligvis frembragt i Efesos omkring 180 e.Kr.

VIII. KANONICITET OG ÆGTHED

Modtaget som kanonisk af jøderne i Egypten, men afvist af jøderne i Israels land. Modtaget som en del af Bibelen af græske og latinske kirkefædre, af Tridentinerkoncilet og derfor af den romerske kirke; af protestanter nægtet at være kanonisk

LITTERATUR

I. Indledende.

Bel og dragen er den tredje af de tre apokryfe tilføjelser til Daniel; De tre børns sang og Susanna (se disse) er de to andre. I de græske og latinske versioner (se nedenfor, "IV. Tekstlige autoriteter") udgør disse "tilføjelser" en integreret del af den kanoniske Daniels Bog, og de anerkendes som sådanne og derfor som selv kanoniske af Tridentinerkoncilet. Men De tre børns sang er det eneste stykke, der har en nødvendig forbindelse med den hebraiske kanoniske Daniels Bog; i de græske og latinske tekster følger det efter Dan 3,24. De to andre er vedføjet og synes at have en oprindelse, der er uafhængig af den bog, som de er vedføjet til, og også af hinanden, skønt Daniels navn og ry træder tydeligt frem i alle tre, ligesom i den hebraiske Daniels Bog.

II. Navnet Bel og dragen.

Da Bel og dragen i de græske og latinske recensioner eller versioner udgør en del af Daniels Bog, bærer det ikke noget særligt navn. Men i de eneste to kendte håndskrifter af Septuaginta i syro-hexaplarisk form (se nedenfor, "IV. Tekstlige autoriteter") står disse ord i spidsen for den "tilføjelse", der nu behandles: "Fra (eller "en del af") profetien af Habakkuk, Josvas søn, af Levis stamme." At der menes den bibelske skrivende profet af dette navn, er hævet over enhver tvivl. I Theta (Theodotion) siges dette udtrykkeligt (se Bel og dragen vers 33); og det er lige så hævet over enhver tvivl, at disse fortællinger aldrig kan være kommet fra den profet, der bærer dette navn (se nedenfor "VIII. Kanonicitet og ægthed").

I codex Alexandrinus og codex Vaticanus af Theodotion (Theta) er titlen: Horasis 12, dvs. Dan 12, idet den kanoniske Daniel er indeholdt i 11 kapitler. I Vulgata udgør Bel og dragen kapitel 14, men ligesom med de tidligere kapitler har det ingen overskrift.

I den syriske Peshitta (W) indledes fortællingen om Bel og dragen med "Bel, afguden," og fortællingen om dragen med "Derefter følger dragen." Bel og dragen er titlen i alle protestantiske versioner af Apokryferne, som strengt holder disse adskilt fra bøgerne i den hebraiske kanon.

III. Indhold.

Fortællingerne om Bel og om dragen har hver sin oprindelse og eksisterede adskilt: de er ført sammen, fordi de begge stemmer overens i at stille afgudsdyrkelsen til skue som latterlig og i at opmuntre jødiske troende til at være tro mod deres religion. Forherligelsen af Daniel er også et andet punkt, hvor de begge stemmer overens, skønt Daniel i fortællingen om Bel og dragen fremstår som en kløgtig dommer, svarende til navnets etymologi, mens han i dragefortællingen blot er en frygtløs puritaner, som hellere vil dø end være utro mod sin religion.

Det er dog tydeligt, at redaktøren af "tilføjelserne" har smeltet begge fortællinger sammen til én og gjort dragefortællingen afhængig af den foregående (se Bel og dragen vers 23 f.). Det synes meget sandsynligt, at Bel og dragen i en nestoriansk liste, omtalt af Churton (Uncanonical and Apocryphal Scriptures, 391), er indeholdt under titlen Den lille Daniel.

De to fortællinger, sådan som de fortælles fælles af Septuaginta og Theodotion, kan sammenfattes således:

1. Fortællingen om Bel: guden Bel:

I Babylon findes der et billede af Bel, som Daniel nægter at tilbede, skønt ingen form for tilbedelse nævnes ud over at forsyne guden med mad. Kongen (Kyros ifølge Theodotion) går i rette med den skyldige hebræer og peger over for ham på den enorme mængde mad, som Bel dagligt indtager, hvorved han viser sig at være en levende gud. Daniel, som tvivler på kongens udsagn om maden, beder om at få lov til at prøve den påståede kendsgerning. Da hans anmodning bliver imødekommet, får han efter udtrykkeligt ønske vist lectisternia, idet de hellige borde er dækket med mad, som guden skal indtage i løbet af natten. Alle dørene bliver efter aftale forseglet, og efter at præsterne er gået, lader Daniel tempelgulvet bestrø med let aske. Da morgenen bryder frem, viser det sig, at dørene stadig er forseglet, men maden er forsvundet. Ved undersøgelse finder man spor af bare fødder på det askestrøede gulv, hvilket viser, at præsterne er gået ind i templet ad en hemmelig vej og har fjernet maden. Vred over det bedrag, der er blevet spillet ham, lader kongen præsterne dræbe og billedet ødelægge.

Ordet Bel, en kortform af Baal, forekommer i Det Gamle Testamente i Es 46,1; Jer 50,2; Jer 51,44, hvor det står for Merodak eller Marduk, den øverste af de babyloniske guddomme. Oprindeligt betegner det dog en hvilken som helst af de babyloniske lokale guddomme, og især den hovedguddom, der blev dyrket i Nippur (om en lignende brug af det hebraiske »Baal«, se artiklen om dette ord). Hos Theodotion fremstår Kyros som en støtte for Bel-dyrkelsen, hvilket stemmer helt med de tidlige persiske kongers praksis med at vise gunst mod de landes gudsdyrkelse, som de erobrede. Se Century Bible, »Ezra, Nehemiah, and Esther«, 40.

2. Dragefortællingen; betydningen af »drage«; slangedyrkelse i Babylon:

I Babylon er der en stor levende drage, som dyrkes af et stort antal af indbyggerne, der overdådigt fodrer den. I det foreliggende tilfælde er guden, eller repræsenteres guden af, et levende væsen, som kan fodres og faktisk behøver at blive fodret. Daniel nægter at bøje sig for dragen og tilbyder kongen at dræbe den. Da kongen mener, at guden udmærket kan tage vare på sig selv, tager han imod Daniels udfordring. Daniel laver en blanding, hvor beg udgør hovedingrediensen, og presser den ned i dragens strube, så »den sprænges og dør«. Folket bliver rasende over deres guds død og kræver, at kongen skal lade gudemorderen dræbe, et krav som den kongelige herre bøjer sig for ved at lade Daniel kaste i en løvekule, sådan som man gjorde med andre skyldige, der var fundet skyldige i forbrydelser, som medførte dødsstraf. Men selv om profeten forblev i selskab med 7 løver i 6 dage, led han ingen skade. På den sidste dag, da Daniel uden mad naturligvis var sulten, skete der et mirakel for at skaffe ham mad. Habakkuk (se ovenfor, »II. Navn«), som var ved at tilberede mad til sine høstfolk, hørte en engels stemme, der befalede ham at bære den mad, han havde tilberedt, til Daniel i løvekulen i Babylon. Da han svarede, at han ikke vidste, hvor kulen, eller endda Babylon, var, greb englen fat i hans hår og bar ved det profeten hen til netop den del af kulen, hvor Daniel var. Efter at han havde overrakt denne det måltid, som var tiltænkt høstfolkene, blev han sikkert ført tilbage af englen til sit eget hjem. Det ser ud til, at Habakkuk blev beskyttet mod løverne ligesom Daniel. Da kongen så alt dette, tilbad han Gud, satte Daniel fri og kastede i hans sted hans anklagere i løvekulen, hvor de straks blev fortæret,

Zockler taler i sin kommentar (s. 215) om dragemytens »flydende karakter«, og Marshall og Daubney har fulgt ham. Men hvad betyder det græske ord drakon, gengivet »drage«, i virkeligheden? I Septuaginta bruges ordet almindeligvis (15 gange) til at oversætte det hebraiske tannin, som betegner en slange eller et havuhyre. Det er dette ord (tannin), der i den aramaiske version af dragefortællingen oversætter det græske drakon. I 2 Mos 4,3 og 2 Mos 7,9 synes det hebraiske tannin og nachash (»slange«) nu at være identificeret med hinanden, ligesom de græske drakon og ophis er det i Åb 12,9. Vi kan derfor i den foreliggende fortælling tage drakon som betegnelse for en slange. Vi ved, at guden Nina i Babylon blev dyrket i skikkelse af en slange (se Sayce, Hibbert Lectures, 281 f), og det er mere sandsynligt, at det er dyrkelsen af denne gud eller af en anden slangeguddom, der her menes, end at der skulle være nogen hentydning til den babyloniske fortælling, ifølge hvilken Marduk, Babylons øverste guddom, indlod sig i en kamp med Tiamat, uhyret – fjenden af lys og orden.

(1) Dragen i den foreliggende fortælling er en gud og ikke, som Tiamat, en slags djævel, og den er hankøn, ikke hunkøn.

(2) Dragen i den foreliggende fortælling er en slange, hvilket ikke gælder Tiamat.

(3) Apsu (hankøn) og Tiamat (hunkøn) er babyloniske guddomme, som føder himlens guder; disse guder indlod sig senere, anført af deres mor Tiamat, i en voldsom kamp med Marduk.

Siden Gunkel udgav sin bog Schopfung und Chaos (1895), har det været på mode at se afspejlinger af Marduk-Tiamat-konflikten overalt i Det Gamle Testamente. Men nyere undersøgelser tenderer mod at vise, at babylonisk mytologi ikke har domineret hebraisk tænkning i det omfang, man tidligere mente, og i dette udsagn er Gunkel selv nu enig, som den seneste udgave af hans kommentar til Første Mosebog viser.

IV. Tekstlige vidnesbyrd.

1. Håndskrifter:

(1) Græske.

Der findes på græsk to former af teksten (se nedenfor).

(a) Septuaginta-teksten er kun bevaret i ét originalt håndskrift, codex Christianus (fra Chigi-familien, som ejede det, udgivet i Rom i 1772). Dette hører omtrent til det 9. århundrede. Denne tekst er også trykt i Cozzas Sacrorum Bibliorum vestustissima fragmenta Graeca et Latina, del iii, Romae, 1877, og i Swetes udgave af Septuaginta side om side med Theodotion. I Tischendorfs Septuaginta forekommer den ved slutningen af Septuagintas almindelige tekst.

(b) Af Theta (Theodotions tekst) har vi følgende vigtige håndskrifter: Codex Vaticanus, Codex Alexandrinus, Q (codex Marchalianus), Gamma (kun vers 1,2-4) og Delta (fra vers 21 til vers 41).

(2) Syrisk.

I Det Ambrosianske Bibliotek i Milano findes der et håndskrift fra det 8. århundrede af den syro-hexaplariske version, som blev lavet af Paulus af Tella i 617 e.Kr. i Alexandria ud fra spalte vi (Septuaginta) i Origenes’ Hexapla. Dette særdeles værdifulde håndskrift er blevet redigeret og udgivet af Ceriani.

2. Recensioner eller versioner:

(1) Græske.

(a) Septuaginta:

Af denne har vi kun ét håndskrift (se ovenfor under »Håndskrifter«), og indtil dets udgivelse i Rom i 1772 troede man, at det, der nu kendes som Theta, var den egentlige Septuaginta-version, trods antydninger om det modsatte hos tidlige kristne forfattere.

(b) Theta, eller Theodotions version:

Denne version synes at være en revision af Septuaginta, måske med hjælp, som i tilfældet med den kanoniske Daniel, fra en hebraisk (eller aramæisk) original, der nu er gået tabt. Den er langt mindre pedantisk end Aquilas græske oversættelse, som gik forud for den, og dens græsk er bedre. Den er også en bedre oversættelse end Septuaginta; dog har den mange translitterationer af hebraiske ord i stedet for oversættelser. Denne version af Daniel fortrængte Septuagintas på et meget tidligt tidspunkt, for selv om Origenes gav Septuaginta plads i sin Hexapla, citerer han i sine skrifter næsten altid fra Theta. I sit forord til Daniel peger Hieronymus på det forhold, at kirken på hans egen tid havde forkastet Septuaginta til fordel for Theodotion, og han nævner den førstnævntes mangelfuldhed som grunden. Selv Irenæus (død 202) og Porfyrios (død 305) foretrak Theodotion frem for Septuaginta. Field var den første, der påpegede, at det er Theodotions værk (ikke Septuaginta), vi har i 1 Esdras osv.

(2) Syrisk.

Ud over den syro-hexaplarske version (se ovenfor under "Manuskript") må Peshitta-versionen nævnes. Den følger Theodotion nøje og er trykt i Waltons Polyglot (kun i én recension af Bel og dragen) og i en revideret tekst udgivet af Lagarde i 1861; ikke, som R. H. Charles (Enc Brit, VII, 807) fejlagtigt siger, i The Book of Tobit af Neubauer.

(3) Latin.

(a) Den gammellatinske version, som hviler på Theodotion, og hvoraf fragmenter forekommer i Sabatiers værk, Bibliorum sacrorum Latinae versiones antiquae (1743 osv., II).

(b) Vulgata, som følger Hieronymus' oversættelse, er også baseret på Theodotion og følger den nøje.

(4) Aramæisk.

Om den aramæiske version, der blev udgivet af M. Caster og hævdet at være bogens tekst, som den først blev skrevet, se nedenfor, "V. Originalsprog." V. Originalsproget: hovedopfattelser.

Indtil de senere år har man oftest hævdet, at Bel og dragen blev forfattet og først redigeret på græsk. Således Eichhorn, de Wette, Schrader, Fritzsche, Schurer og Konig. Til fordel for dette er følgende grunde blevet fremført:

(1) Ingen semitisk original med rimelige krav på ægthed er blevet fundet. Origenes, Eusebius og Hieronymus siger udtrykkeligt, at ingen hebraisk (eller aramæisk) form af dette skrift fandtes eller var kendt på deres tid.

(2) De hebraismer, som dette værk uden tvivl er fuldt af, er ikke flere eller mere afgørende end dem, man kan finde i værker af jødiske forfattere, som vides at være blevet forfattet på græsk, såsom den stadige gentagelse af kai (= "og"), kai eipe ("og han sagde") osv.

På den anden side er den opfattelse vokset frem blandt nyere forskere, at dette værk først blev skrevet enten på hebraisk eller aramæisk. Nogle af grundene er følgende:

(1) Det er kendt, at Theodotion, da han lavede sin oversættelse af andre dele af Det Gamle Testamente (Daniel), bestræbte sig på at rette Septuaginta ved hjælp af den masoretiske tekst. En sammenligning af Septuaginta og Theodotion af Bel og dragen afslører forskelle af lignende karakter. Hvordan kan vi forklare dem, medmindre vi antager, at Theodotion havde en semitisk original foran sig? Dog et meget svagt argument, for oversætteren kan have rettet ud fra a priori-principper og brugt sin egen dømmekraft; eller der kan meget vel på hans tid have været forskellige recensioner af Septuaginta. Westcott (DB, I, 397a; 2. udgave, 714a) mener, at nogle af Theodotions ændringer skyldes et ønske om at skabe sammenhæng i kendsgerningerne.

(2) Man har gjort meget ud af semitismerne i værket, og det må indrømmes, at de er talrige og iøjnefaldende. Men er disse hebraismer eller aramaismer? Den almindeligste og mest ubestridelige semitisme er den gentagne brug af kai og kai egeneto med kraften af waw-consecutive, som kun kan forklares og forstås i lyset af denne konstruktion. Men waw-consecutive findes kun i klassisk hebraisk; aramæisk og postbibelsk hebraisk, herunder sene dele af Det Gamle Testamente (dele af Prædikeren osv.), kender intet til den. Det må da antages, at hvis semitismerne i dette værk indebærer en semitisk original, var denne original hebraisk, ikke aramæisk.

Følgende hebraismer, som findes i Septuaginta og hos Theodotion, kan kort bemærkes:

(1) Brugen af det græske kai med alle de varierede betydninger af waw-consecutive. (se nedenfor under "VI. Lære"). Begyndelsen af en sætning med kai en ("og der var") Bel og dragen (vers 1,3 i Septuaginta; 2 f osv. hos Theodotion) stemmer med den hebraiske waw-consecutive-konstruktion, men giver dårligt græsk. I vers 15 kan kai egeneto kun forstås i lyset af den hebraiske form, som det står for.

(2) Det syntaktiske træk, der kaldes paratakse (sideordning), viser sig gennem hele græsken i dette stykke, og det er blevet gengivet i de engelske oversættelser (King James Version, Revised Version (britisk og amerikansk)), som enhver engelsk læser kan se. I de klassiske sprog er det hypotakse, der dominerer. Hvis, som det synes sandsynligt, de ansvarlige for Septuaginta og Theodotion fulgte en hebraisk original, undlod de at tage tilstrækkeligt hensyn til den særlige kraft i waw-consecutive-idiomet, for dette indebærer ikke hypotakse i nogen betydelig grad.

(3) Den stadige forekomst af Kurios ("Herre") uden artikel antyder det hebraiske Yahweh; og udtrykket "Herren Gud" er også hebraisk.

(4) Der er vanskeligheder og forskelle, som bedst forklares ved at antage en hebraisk oprindelse. Det græske ord sphragisamenos giver ingen mening i vers 14 (Septuaginta), for hvis vi beholder det, måtte vi læse om en forsegling af templet (Bels) og også om en forsegling med signetringe af dørene. Det hebraiske ord "lukke" (catham) skrives næsten som ordet for "forsegle" (chatham) og blev sandsynligvis, som Marshall foreslår, forvekslet med det sidste. Templet blev "lukket", og dørene blev "forseglet". I vers 10 har Septuaginta (choris) og Theodotion (ektos) to ord med lignende betydning, som bedst forklares som uafhængige gengivelser af ét hebraisk ord.

Marshall, som identificerer denne dragefortælling med den babyloniske skabelsesmyte om Marduk og Tiamat, mener, at i stedet for den "beg", der blev brugt til at lave den bolus, som Daniel ødelagde dragen med, havde det oprindelige aramaiske dokument "stormvind", idet de to ord på aramaisk skrives meget ens (za`apha' = "stormvind" og zepha' = beg). Men man overser helt den kendsgerning, at bolusen ikke kun indeholdt beg, men også "fedt" og "hår" (se Bel og dragen, vers 27). Desuden har vi i den aramaiske version, udgivet af Gaster, som Marshall tillægger stor betydning som i det mindste en virkelig kilde, fire ingredienser, nemlig beg (zepetha'), fedt, hør (kittan) og hår. Dr. Marshalls forslag indebærer derfor ikke alene en forveksling af to ord, der staves forskelligt på aramaisk, men også en erstatning af 3 eller 4 udtryk med ét i det oprindelige udkast. Desuden bliver de forskellige ingredienser i Bel og dragen lavet til en kage, som dragen blev proppet med. Dr. Marshalls opfattelse forudsætter også en aramaisk original, hvilket strider mod vidnesbyrdet. Men forslaget ville ikke være blevet fremsat, hvis ikke der havde været et ønske om at assimilere dragefortællingen med den babyloniske skabelsesmyte, skønt begge i motiv og detaljer adskiller sig så væsentligt.

Til fordel for en semitisk original har mange forfattere anført den kendsgerning, at former af fortællingen er fundet på hebraisk og aramaisk i det 13. århundrede. Raymund Martini citerer i sin Pugio Fidei (skrevet imod jøderne) Bel og dragen fra en hebraisk midrash til Første Mosebog, som Neubauer opdagede, og som næsten ordret er identisk med det enestående håndskrift, der indeholder Midrash Rabba de Rabba (se Neubauer, Tobit, viii, og Franz Delitzsch, de Habacuci, 82). Endnu andre hebraiske former af disse fortællinger er blevet fundet. Alle "tilføjelserne" til Daniel "forekommer på hebraisk i resterne af Yosippon", den "hebraiske Josefus", som han er blevet kaldt. Han skrev i det 10. århundrede.

Men vigtigst af alt er Dr. M. Gasters opdagelse af dragefortællingen på aramaisk, indlejret i Yerahmeels Krøniker, et værk fra det 10. århundrede. Dr. Gaster fastholder, at vi i dette aramaiske fragment har en del af den oprindelige Bel og dragen (se PSBA, 1894, 280 ff. (Indledning), 312 (Tekst) og 1895 (for noter og oversættelse)). Nærværende skribent mener ikke, at Dr. Gaster har bevist sin sag.

(1) Hvis en sådan aramaisk original virkelig på noget tidspunkt havde eksisteret, ville vi have fået noget bestemt at vide om den fra tidlige forfattere, jødiske og kristne.

(2) Dr. Gaster har kun opdaget en aramaisk form af to af de tre "tilføjelser", nemlig De tre børns sang og dragefortællingen. Hvad med resten af det aramaiske dokument?

(3) Det er allerede blevet påpeget, at de waw-konsekutive konstruktioner, som de græske tekster forudsætter, går tilbage til en hebraisk, ikke en aramaisk original.

(4) Den aramaiske tekst til dragefortællingen afviger ikke sjældent både fra Septuaginta og Theodotion, som i følgende og mange andre tilfælde: De to græske versioner har i Bel og dragen, vers 24: "Kongen (sagde)", hvilket aramaisk udelader; i vers 35 tilføjer aramaisk efter "Og Habakkuk sagde" ordene "til englen", som Septuaginta og Theodotion ikke har.

(5) Samleren af Yerahmeel-krøniken siger udtrykkeligt, at han havde taget De tre børns sang og dragefortællingen fra Theodotions skrifter (se PSBA, 1895, 283), idet han, som det er ganske tydeligt, selv havde oversat dem til aramaisk. Dr. Gaster lægger vægt på samlerens ord om, at det, han giver på aramaisk, er det, som "Theodotion fandt" (loc. cit.). Men henvisningen kan kun gælde Septuaginta, som denne oversætter lagde til grund for sin egen version; det er alt for meget at antage, at krønikeskriveren mener en aramaisk form af fortællingerne.

VI. Lære.

De to fortællinger lærer læren om Jahves enhed og absolutte væsen; han kaldes overalt Kurios ("Herre"), en bogstavelig gengivelse af det hebraiske ord 'adhonai ("Herre"), som jøderne satte i stedet for Jahve, når de læste hebraisk, sådan som jøder gør i dag. I de græske og latinske versioner er det det ord, der læses (Qere perpetuum, ikke det skrevne Kethibh), som oversættes. Det ville have været mere i overensstemmelse med almindelig praksis, hvis egennavnet Yahweh var blevet transskriberet, sådan som egennavne sædvanligvis bliver det.

Men der siges meget lidt om Jahves karakter. Han er stor og den eneste (sande) Gud i Bel og dragen (vers 41), den levende Gud i modsætning til Bel (vers 57). Om karakteren af hans krav til sine tilbedere, rituelle og etiske, siges der intet. Der er ingen henvisning til nogen særskilt jødisk tro eller praksis; intet om toraen eller om nogen guddommelig åbenbaring til mennesker, om offer eller templet eller endda et præsteskab, bortset fra at profeten Daniel i Septuaginta (ikke hos Theodotion) omtales som præst--et stærkt vidnesbyrd om den lave plads, som forfatteren tildelte den ydre side af den religion, han bekendte sig til. Vi finder dog omtale af en engel, en slags deus ex machina i dragefortællingen (vers 34 ff.); sammenlign Dan 6,22.

Hændelsen med transporten af Habakkuk til Babylon viser, at forfatteren havde en stærk tro på overnaturlig indgriben til fordel for de fromme. Bortset fra denne hændelse holder de to fortællinger sig temmelig fri af alt, hvad der er overnaturligt. Men Bel og dragen vers 33-39 er en sen interpolation.

VII. Forfatter, sted og affattelsestid.

Intet som helst vides om bogens forfatter, og intet bestemt eller sikkert om stedet eller tidspunktet for dens affattelse. Det har almindeligvis været ment, som af Bissell osv., at den afspejler en babylonisk oprindelse. Ler (se Bel og dragen, vers 7) fandtes i rigelige mængder i Babylon (men bestemt ikke kun i Babylon); bronze (Bel og dragen, vers 7) blev ofte brugt i dette land til fremstilling af billeder, og løven, ved man, var hjemmehørende i landet (men det var den også i Israels land i bibelsk og endda efterbibelsk tid). Ingen af argumenterne for en babylonisk oprindelse vejer særlig tungt, og der findes modargumenter af betydelig styrke.

Anakronismerne og uoverensstemmelserne forklares lettere ud fra antagelsen om en ikke-babylonisk oprindelse. Desuden var jødedommen i Babylon af en meget streng og regelbundet art, hvor der blev lagt stor vægt på loven og på rituelle anliggender. Der er intet i Bel og dragen om disse punkter (se ovenfor under "Lære").

Hvis vi antager en hebraisk original, som der er gode grunde til at gøre, er det ganske muligt, at disse legender blev skrevet i Israels land på et tidspunkt, hvor den jødiske religion blev hårdt forfulgt: måske da Antiochus VII (Sidetes, 139-128 f.Kr.) generobrede Juda for Syrien og undertrykte det underlagte folk hårdt. Dog kan der ikke siges noget meget dogmatisk om dette. Vi kan ikke udlede meget af den hebraiske (eller aramæiske?) stil, eftersom ingen semitisk original er overleveret til os. Det er helt klart, at disse "tilføjelser" forudsætter eksistensen af den kanoniske Daniels Bog og tilhører en senere tid, for de indeholder senere udviklinger af traditioner om Daniel. Den kanoniske Daniels Bog dateres af moderne forskere til omkring 160 f.Kr., så en datering omkring 136 f.Kr. (se ovenfor) kan ikke være helt ved siden af.

Hvis vi på den anden side tager for givet, at Septuaginta er bogens oprindelige tekst, er tidspunktet for denne recension selve værkets datering. Det synes sandsynligt, at denne recension af Daniel blev lavet i Egypten omkring 150 f.Kr. (se 1 Makk 1,54; 2,59), og vi har vidnesbyrd om, at de "tre tilføjelser" indtil dette tidspunkt ikke udgjorde nogen del af bogen, selv om de findes i alle græske og syriske håndskrifter af Daniel, som er overleveret til os. Sandsynligvis eksisterede "tilføjelserne" som selvstændige kompositioner i nogen tid, før de blev føjet til Daniel selv, men det er næppe for meget at antage, at de blev forenet senest 100 f.Kr. Dog er grundlaget for at nå en konklusion meget spinkelt. Det kan tilføjes, at Septuagintas græsk er tydeligt alexandrinsk i sin karakter, som Westcott, Bissell og andre har påpeget. Theodotions version antages at være blevet lavet i Efesos hen mod slutningen af det 2. århundrede e.Kr.

VIII. Kanonicitet og ægthed.

De alexandrinske jøder, som anerkendte Septuaginta som deres Bibel, accepterede hele Apokryferne som kanoniske. Jøderne i Israels land begrænsede derimod deres kanoniske Skrifter til Det Hebraiske Gamle Testamente. Der er naturligvis en vis usikkerhed (i høj grad uden tvivl fordi den oprindelig var en oversættelse fra hebraisk) om, hvorvidt Septuaginta fra begyndelsen omfattede Apokryferne i deres fulde omfang eller ej, men alt vidnesbyrd peger på, at den gjorde det, skønt enkelte bøger som Daniel eksisterede for sig, før de kom til at udgøre en del af den græske eller egyptiske kanon.

I den tidlige kristne kirke citeres alle de tre "tilføjelser" som integrerede dele af Daniel af græske og latinske fædre, som f.eks. af Irenæus (IV, 5, 2 f); Tertullian (De idololatria c.18); Cyprian (Ad fortunatum, c.11).

Ved et dekret fra Tridentinerkoncilet blev disse "tilføjelser" for den romerske kirke gjort til en lige så stor del af Bibelens kanon som den hebraiske Daniels Bog. Protestantiske kirker har som regel udelukket hele Apokryferne fra deres Bibler og betragtet deres bøger som enten "deuterokanoniske" eller "ikke-kanoniske". Som følge af denne holdning blandt protestanter er Apokryferne indtil for nylig blevet stærkt forsømt af protestantiske forfattere. Men en stor forandring er ved at indtræde, og nogle af de bedste kommentarer af protestantiske forskere, som er fremkommet i de senere år, behandler Apokryferne og deres lære.

Julius Africanus (virkede omkring første halvdel af det 3. århundrede e.Kr.) var den første, der anfægtede sandheden af de fortællinger, som er indarbejdet i "tilføjelserne" til Daniel. Dette gjorde han i et brev til Origenes, som modtageren svarede kraftigt på.

Usandsynlighederne og modsigelserne i disse tre stykker er ofte blevet påpeget fra Julius Africanus’ tid og ned til i dag. Følgende punkter kan anføres som eksempler:

(1) Daniel kaldes præst i Septuaginta (Bel og dragen, vers 1), og alligevel identificeres han med profeten af samme navn.

(2) Profeten Habakkuk (sådan kaldes han hos Theodotion (se Bel og dragen, vers 33), og ingen anden kan være ment) gøres til samtidig med Daniel og også med den persiske konge Kyros (se Bel og dragen, vers 1 og 33 i den engelske Bibel). Nu erobrede Kyros Babylon i 538 f.Kr., og de ledende jøder i Babylon vendte tilbage til Israels land det følgende år. De begivenheder, der fortælles i Bel og dragen, kan ikke have fundet sted i den tid, hvor Kyros var konge over Babylon, men Septuaginta taler om "kongen" uden at nævne ham ved navn.

(3) Det var ikke Kyros, men Xerxes, der ødelagde Bels billede, og dette skete i 475 f.Kr. (se Herodot i.183; Strabon xvi.1; Arrian, Exped. Alex., vii.1).

(4) Det indvendes endvidere, at dragedyrkelse i Babylon, sådan som den forudsættes i fortællingen om dragen, strider mod kendsgerningerne. Man har sagt, at stjernedyrkelse fandtes, men ikke dyredyrkelse. Således Eichhorn og Fritzsche. Men der er al mulig grund til at tro, at dyrkelsen af levende dyr som repræsentanter for guddommen, og især af den levende slange, fandtes i Babylon ligesom blandt andre oldtidsfolk, herunder grækere og romere (se Herzog, 1. udgave, artikel "Drache zu Babylon," af J. G. Muller). Det er allerede blevet påpeget (se listen over betydninger), at ordet "drage" betegner en slange.

LITTERATUR.

Eichhorn, Einleitung in die apoc. Schriften des Alten Testaments (1795), 431 ff (bemærkelsesværdig for sin tid: sammenligner Septuaginta og Theodotion); W. H. Daubney, The Three Additions to Daniel (Cambridge, 1906; indeholder meget stof, skønt behandlet temmelig ukritisk); kommentarerne af Fritzsche (bind I: stadig meget rig på materiale; den udgør en del af Kurzgefasstes exegetisches Handbuch); Bissell (i Langes serie, men ikke en oversættelse); Ball, Speaker's Commentary (dette er den bedste engelske kommentar til Apokryferne). Se også Schurer, Geschichte3, III, 333, og hans artikel i RE3, I, 639; samt artiklerne af Kamphausen i EB, I, 1014; Toy, i Jewish Encyclopedia, II, 650; R. H. Charles, Encyclopedia Brittanica, VII, 807, og især den af J. Turner Marshall i HDB, I, 267. Fritzsche, Libri Veteris Testamenti Graece (1871), og Swete, The Old Testament in Greek, III, 1894, og senere udgaver, giver Septuaginta og Theodotion på parallelle sider. I udgaven af Septuaginta redigeret af Tischendorf gives Septuaginta i teksten og Theodotion i et tillæg.

T. Witton Davies