Bekræfte; bekræftelse

kon-furm, konfer-ma'-shun: I Det Gamle Testamente repræsenteret af flere hebraiske ord, almindeligvis med henvisning til en forøgelse af ydre styrke, som "b. de svage knæ" (Es 35,3); "b. kongedømmet" (2 Kong 15,19); "b. arv" (Sl 68,9). I Det Nye Testamente udtrykkes denne ydre, objektive betydning ved bebaioo, som i Mark 16,20; Rom 15,8. Styrkelsen af sind, formål, overbevisning, dvs. den indre eller subjektive betydning (ApG 14,22; ApG 15,32; ApG 15,41), svarer til episterizo. Bruges også om at stadfæste eller gøre gyldig (kuroo) en pagt (Gal 3,15). Substantivet bruges i den anden betydning (Hebr 6,16; Fil 1,7). Konfirmation, den ritus i nogle kirkesamfund hvorved man optages i kirkens fulde fællesskab, og som den romerske kirke har ophøjet til et sakramentes plads, har kun kirkelig, men ingen skriftmæssig, autoritet. Den bygger dog på det skriftmæssige forbillede med håndspålæggelse efter dåben.

Se håndspålæggelse.

H. E. Jacobs