Dåbsgenfødelse

bap-tiz'-mal re-jen-er-a'-shun: Som det fremgår af de generelle artikler om BAPTISM og SACRAMENTS, adskiller den lære, som sædvanligvis fastholdes af presbyterianere, kongregationalister, baptister, metodister og også af lavkirkelige episkopale, sig fra den romerske og den græske kirkes lære samt fra højkirkelige anglikaneres ved at afvise tanken om, at dåben er den instrumentelle årsag til genfødelsen, og at genfødelsens nåde virkningsfuldt formidles gennem udførelsen af denne rite, hvor som helst den udføres retteligt. Skriftens lære om dette emne anses for at være, at frelsen umiddelbart afhænger af troen, som, idet den er en frugt af Guds Ånds virke i sjælen, allerede i sin modtagelse af Kristus indebærer denne Ånds genfødende handling og selv er et vidnesbyrd om den. Til troen på Kristus er løftet om tilgivelse og om alle andre velsignelser knyttet. Dåben gives til dem, som allerede har (i det mindste bekender sig til) denne tro, og den symboliserer det at dø fra synden og opstå til retfærdighed, som ligger implicit i troens handling (Rom 6). Den er symbolet på en renselse fra synd og fornyelse ved Guds Ånd, men ikke det middel, der bevirker denne fornyelse, end ikke instrumentelt. Dåben skal ganske vist ikke betragtes som et blot symbol. Man kan forvente, at dens troende modtagelse vil ledsages af nye mål af nåde, som styrker og udruster til det nye liv. Dette har dog, eftersom livet allerede er der, intet at gøre med forestillingen om dåben som et opus operatum, der frembringer en åndelig forandring i kraft af sin blotte udførelse. I Skriften er det middel, som genfødelsen særligt forbindes med, det guddommelige »ord« (jf. 1 Pet 1,23). Uden levende tro, hos dem der er i stand til at udøve den, kan den ydre rite intet gavne. Den formodede »genfødelse« kan modtages – og modtages i mangfoldige tilfælde – uden den mindste synlige forandring i hjerte eller liv.

Det ovenstående gælder naturligvis voksne; tilfældet med børn, som fødes og vokser op inden for det kristne fællesskab, står på en anden måde. De, som anerkender sådannes ret til dåb, hævder, at i den normale kristne udvikling bør troende forældres børn være genstand for guddommelig nåde fra begyndelsen (Ef 6,4); derfor modtager de med rette den kristne kirkes indvielsesrite. Forælderens tro, når han fremstiller sit barn til dåb, griber Guds løfte om at være Gud for ham og for hans børn; og han har ret til at håbe på det, som dåben tilsiger ham. Men heller ikke dette har nogen forbindelse med tanken om genfødelse gennem dåben.

James Orr

ANGLIKANSK (HØJKIRKELIG) LÆRE

Genfødelsen, den første gave af liv i Kristus, er i kirkens normale ordning forbundet med dåbens sakramente. Grundlaget for denne kirkens lære og praksis findes først og fremmest i vor Herres samtale med Nikodemus (Joh 3,1-8), hvor den nye fødsel forbindes ikke alene med den levendegørende Ånd, men også med elementet vand. Frelserens ord, bogstaveligt oversat, lyder således: »Hvis ikke nogen bliver født (ud) af vand og Ånd (ex hudatos kai pneumatos gennaomai), kan han ikke komme ind i Guds rige.« (At det er den upersonlige side af den guddommelige Ånd, dvs. som svarende til »åndeligt liv«, der fremstilles her, antydes af fraværet af artiklen i græsk i Joh 3,5.) Indgang i Guds rige indebærer indgang i kirken som dette riges ydre og synlige legemliggørelse. Vor Herre begrænser i det ovenfor citerede afsnit ikke muligheden for eller behovet for »ny fødsel« til dem, der har nået voksen alder eller »skelsår«, men bruger det generelle pronomen tis, »enhver«. Den anglikanske kirke lærer dog ikke, at dåb er ubetinget nødvendig, men kun at den er »almindeligvis« nødvendig til frelse (jf. formuleringen i kirkens katekismus med den kvalifikation, der nævnes i bønnebogens »Ordning for dåb af dem, der er kommet til moden alder«: »Hvorved I kan indse dette sakramentes store nødvendighed, hvor det kan fås«). Det læres ikke, at Guds nåde absolut eller ubetinget er bundet til de ydre midler, men kun at disse sakramentale midler er de sædvanlige og normale kanaler for guddommelig nåde.

Dåbens typiske form er den, der passer til indvielsen af voksne i det kristne legeme. Justin Martyr vidner uden tvivl i sin Første Apologi (kapitel lxi) om, hvad der var de kristnes almindelige opfattelse i det 2. århundrede (circa 150 AD): »Så mange som overbevises og tror, at de ting, der læres og siges af os, er sande, og desuden påtager sig at leve derefter, undervises i at bede og anråbe Gud med faste om tilgivelse for deres tidligere synder; .... og derefter føres de til et sted med vand og genfødes der på samme måde som vi selv; for de vaskes i Guds navn, universets Fader og Herre, og i vor frelser Jesu Kristi og Helligåndens navn.« For den rette forvaltning af dette sakramente er personlig tro og omvendelse fra kandidatens side nødvendige forudsætninger. Dog »skal dåb af små børn« (dvs. spædbørn) »på enhver måde bevares i kirken, som mest stemmende med Kristi indstiftelse« (XXXIX Artikler, Art. XXVII, sub fin.). I gudstjenesteordningen »For spædbørns dåb« loves omvendelse og tro for børnene af deres »garanter« (almindeligvis kendt som »faddere« eller »gudforældre«), »hvilket løfte de selv (børnene), når de kommer til alder, er forpligtede til at opfylde.«

Personen, hvad enten det er en voksen eller et spædbarn, modtager i sin dåb en virkelig tilgivelse; en afvaskning af alle synder, hvad enten det er arvesynd eller faktiske synder. Han modtager også, i det mindste som kim, begyndelsen til nyt liv i Kristus; dette liv må dog udvikles og føres til fuldkommenhed gennem hans personlige samarbejde med Guds nåde. Men genfødelse som sådan er ikke omvendelse; den er ikke engang tro eller kærlighed, strengt taget. Disse sidstnævnte er ganske vist betingelser for, eller virkninger af, eller beviser på genfødelse, men de er ikke selve genfødelsen, som alene er Guds værk, udført ved hans skabende kraft gennem Helligånden. Den moralske prøve på, om åndeligt liv findes, er tilstedeværelsen i hjerte og livsførelse af kærlighed til Gud og lydighed mod hans bud (se 1 Joh passim).

Det kan tilføjes, at meddelelsen af den åndelige styrkes gaver--de mangfoldige nådegaver og Helligåndens fylde--først og fremmest forbindes med håndspålæggelsen (konfirmationen) snarere end med dåben i egentlig forstand; konfirmationsritualet var dog oprindeligt forbundet med dåbshandlingen som et tillæg til den. Den nydannede kristne skal ikke slå sig til ro med livets første gave; han er forpligtet til at stræbe frem mod fuldkommenhed. Konfirmationen er på en måde dåbens fuldendelse. “Læren om håndspålæggelse” forbindes derfor med “læren om dåbshandlinger”, og begge regnes af forfatteren til Hebræerbrevet blandt “Kristi første grundsætninger” (Hebr 6,1; Hebr 6,2 KJV).

LITTERATUR.

For den anglikanske lære om genfødelse i dåben kan følgende autoriteter konsulteres: Hooker, Ecclesiastical Polity, V, lix, lx; Waterland, The Doct. Use of Christian Sacraments; Regeneration; Wall, Infant Baptism; R. I. Wilberforce, The Doctrine of Holy Baptism; Darwell Stone, Holy Baptism, i “The Oxford Library of Practical Theology”; A. J. Mason, The Faith of the Gospel. For patristisk undervisning om dette emne, jf. Tertullian, De Baptismo.

William Samuel Bishop

LUTHERSK LÆRE

1. Definition af begreber:

Genfødelse tages her i sin strenge betydning som betegnelse for den indre åndelige forandring, ikke af substansen, men af egenskaberne, i det naturlige menneskes forstand og vilje, hvorved blindhed, mørke med hensyn til åndelige anliggender, især evangeliet, fjernes fra den førstnævnte, og åndeligt trældom, afmagt, død fra den sidstnævnte (2 Kor 3,5; ApG 26,18; Fil 2,13), og synderens hjerte bringes til frelsende at kende og tilegne sig Herren Jesus Kristus og fortjenesterne af hans sonoffer som sit eneste håb om et liv, der behager Gud, her i tiden og et liv i herlighed herefter. Genfødelse i streng forstand betegner de første åndelige bevægelser og impulser i mennesket, begyndelsen på, at det tænker guddommelige tanker, nærer hellige ønsker og vil gudlignende viljesbeslutninger. Men det betegner ikke den radikale udryddelse af synd i mennesket; for det onde begær bliver også i den genfødte som et fjendtligt element over for det nye liv (Rom 7,23-25; Gal 5,16; Gal 5,17). Peccatum tollitur in baptismo, non ut non sit, sed ut non obsit--Augustin. “Synden fjernes i dåben, ikke for at den ikke skal være til, men for at den ikke skal skade.” Reduceret til sit enkleste udtryk kan genfødelse i streng forstand defineres som antændelsen af frelsende tro i synderens hjerte; for ifølge 1 Joh 5,1 er “enhver, der tror, at Jesus er Kristus, født af Gud.” Sådanne udtryk som ny skabelse (2 Kor 5,17; Gal 6,15 randnote), åndelig levendegørelse eller vivifikation (Ef 2,5; Rom 6,11), åndelig opstandelse (Ef 2,6; Kol 3,1), er sande synonymer for genfødelse i streng forstand. Med hensyn til tidspunkt falder retfærdiggørelsen sammen med genfødelsen i streng forstand; for det er også ved tro, at synderen retfærdiggøres. Men disse to åndelige begivenheder må ikke sammenblandes; for retfærdiggørelsen angår ikke de indre tilstande i synderens hjerte, men hans retslige stilling over for Gud, den retfærdige dommer. Genfødelse kaldes dåbsgenfødelse, for så vidt som den sker i begivenheden og som en virkning af anvendelsen af den kristne dåb.

Se Baptism (I), I, 6.

2. Skriftgrundlaget for denne lære:

De to førende skriftsteder, som med klare ord erklærer, at dåben er et middel til at bevirke genfødelse i streng forstand, er Joh 3,5 og Tit 3,5. Men denne lære ligger underforstået i ApG 2,38; Ef 5,26; Gal 3,27; 1 Pet 3,21. I Joh 3,7 er det uden betydning, om anothen gennethenai gengives med "at blive født ovenfra" eller "at blive født en anden gang". For den anden fødsel er aldrig af kødet (Joh 1,13; Joh 3,4; Joh 3,5); derfor er den altid af guddommelig oprindelse, "ovenfra". Den tilskrives hele Treenighedens virke: Faderen (Jak 1,18; 1 Pet 1,3); Sønnen (Joh 1,12); og Ånden (Tit 3,5). Men ved tilegnelse tilskrives den som regel Ånden alene, hvis særlige funktion er at levendegøre (se Cremer, Bibl.-theol. Worterb., 9. udgave, under ordet "pneuma", 894 f). Dåben er et redskab, ved hvilket Helligånden bevirker genfødelsen. "Vand og Ånd" (Joh 3,5) er en omskrivende beskrivelse af dåben: "vand", for så vidt som mennesket døbes dermed (1 Joh 5,7; Joh 5,8; Ef 5,26) til syndernes forladelse (ApG 2,33; ApG 22,16; 1 Kor 6,11), og "Ånd", for så vidt som Helligånden gives til den døbte med henblik på hans åndelige fornyelse og helliggørelse; "begge tilsammen—det første som causa medians, det sidste som causa efficiens—udgør det objektive og forårsagende element, ud af hvilket (jf. Joh 1,13) fødslen ovenfra frembringes (ek)" (Meyer). I Tit 3,5 er "udtrykket to loutrou palingenesias, bogstaveligt, 'genfødelsens bad', blevet fortolket meget vilkårligt af nogle udlæggere; nogle tager loutron som et billedligt navn for selve genfødelsen, eller for praedicario evangelii, 'evangeliets forkyndelse', eller for Helligånden, eller for den rigelige meddelelse af Ånden. Ud fra Ef 5,26 er det klart, at det ikke kan betyde andet end dåb; sammenlign også Hebr 10,22; 1 Kor 6,11; ApG 22,16." Om dette genfødelsens bad siger Paulus, at gennem det (dia), dvs. ved dets redskabsfunktion, bliver mennesker frelst. Meyer har ret, når han, idet han retter et tidligere synspunkt hos sig selv, siger: "Ifølge sammenhængen kalder Paulus dåben den nye fødsels bad, ikke i den betydning, at den forpligter os til den nye fødsel ('til at fuldende processen med moralsk renselse, soning og helliggørelse', Matthies), heller ikke at den er et synligt billede på den nye fødsel (Wette), for hverken i den ene eller den anden betydning kunne den betragtes som et middel til frelse. Paulus bruger dette navn om den som det bad, ved hjælp af hvilket Gud faktisk frembringer den nye fødsel." Dåbens anvendelse og Åndens virke må ses som én udelt handling. Dermed kan Spurgeons, Weiss' og andres anstød ved "genfødelse ved vanddåb" fjernes.

3. Tro i dåben:

Dåben frembringer ikke frelsende virkninger ex opere operato, dvs. ved den blotte ydre udførelse af dåbshandlingen. Det gør intet redskab, som den guddommelige nåde virker med. Selv evangeliets forkyndelse er uden frelsende resultater, hvis den ikke er "blandet med tro" (Hebr 4,2 KJV). Luther beskriver korrekt dåbens virke således: "Hvordan kan vand gøre så store ting? Det er i sandhed ikke vandet, der gør dem, men Guds ord, som er i og med vandet (Guds givende hånd), og troen, som stoler på et sådant Guds ord i vandet (menneskets modtagende hånd)." Men denne tro, som kræves for en frelsende brug af evangeliet og dåben, frembringes ved disse som redskaber, som Helligånden bruger til at frembringe tro; ikke ved at meddele dem en magisk kraft, men ved at forene sin guddommelige kraft med dem (Rom 10,17; 2 Kor 4,6; Ef 5,26).

4. Spædbørn og voksne:

De omfattende udsagn i Joh 3,6; Ef 2,3 ("af natur") viser, at spædbørn har behov for at blive genfødt, og Matt 18,3; Matt 18,6, at de er i stand til tro. Det er ikke vanskeligere for Helligånden at virke tro i spædbørn ved dåben end i voksne ved evangeliets forkyndelse. Og spædbarnstro, skønt den kan trodse vores forsøg på nøjagtig definition, hædres ikke desto mindre i Skriften med det ord, som betegner ægte tro, pisteuein, dvs. tillidsfuldt at forlade sig på Kristus (Matt 18,6; jf. 2 Tim 3,15; 2 Tim 1,5). I tilfælde af voksne, som har modtaget tro ved at høre og læse evangeliet (Jak 1,18; 1 Pet 1,23; 1 Kor 4,15), er dåben stadig "genfødelsens vask", fordi den for dem er et segl på den retfærdighed, som disse mennesker tidligere har opnået ved at tro evangeliet (Rom 4,11-13; Gal 3,7); og den minder dem om og sætter dem i stand til at udføre deres daglige pligt: at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye (Ef 4,22; Ef 4,24), ligesom Ordet stadig er sandhedens genfødende ord (Jak 1,18), selv om det forkyndes for personer, som er blevet genfødt for længe siden. Følgelig udstrækker Luther med rette dåbens genfødende og fornyende indflydelse gennem hele en kristens liv, når han siger: "At døbe med vand betyder, at den gamle Adam i os ved daglig anger og omvendelse skal druknes og dø med alle synder og onde lyster; og atter skal et nyt menneske komme frem og opstå, som skal leve for Gud i retfærdighed og renhed til evig tid" (Den lille katekismus).

W. H. T. Dau