Dåb for de døde

(baptizomai huper ton nekron).

_1. Paulus' argument:

Nogle af de kristne i Korinth fornægtede de dødes opstandelse, og Paulus fremfører tre argumenter for at overbevise dem om, at de døde vil blive oprejst:

(1) "Hvis der ikke er nogen opstandelse af de døde, er Kristus heller ikke blevet oprejst," men Kristus er oprejst (1 Kor 15,13; 1 Kor 15,20).

(2) Hvis de døde ikke oprejses, hvorfor bliver mennesker så døbt for de døde (1 Kor 15,29)?

(3) Hvorfor skulle apostlen selv føre sin åndelige kamp (1 Kor 15,30)? Det første argument hviler på kristendommens centrale kendsgerning, og de to andre er appeller til korinthernes og Paulus' egen konsekvens. Hvad end "dåb for de døde" betød, var det efter Paulus' mening en lige så virkelig, gyldig og legitim præmis, hvorfra man kunne slutte, at de døde ville opstå, som hans egne lidelser var det. Ordenes naturlige betydning er indlysende. Mennesker i Korinth, og muligvis andre steder, blev stadig døbt på vegne af andre, som på det tidspunkt var døde, med henblik på at gavne dem i opstandelsen; men hvis der ikke er nogen opstandelse, hvad vil de da opnå derved, og hvorfor gør de det? "Den eneste legitime henvisning er til en praksis .... hvor efterladte lod sig døbe på vegne af (troende?) venner, som var døde uden dåb" (Alford på det anførte sted.).

2. Patristisk vidnesbyrd:

Tertullian mente, at Paulus henviste til en skik med stedfortrædende dåb (Res., 48c; Adv. Marc., 5.10). Der er vidnesbyrd om, at den tidlige kirke kendte en sådan praksis. Epiphanius nævner en tradition om, at skikken fandtes blandt kerinthianerne (Haer., 28 6). Og Chrysostomos siger, at den var udbredt blandt markionitterne.

3. Moderne synspunkter:

Men kommentatorer har tilbudt mellem tredive og fyrre andre, mere eller mindre anstrengte, fortolkninger af passagen. (For et resumé af forskellige synspunkter se T. C. Edwards og Stanley, Comms., på stedet) To af de mest rimelige synspunkter fra nyere kommentatorer er: "Hvad skal de gøre, som modtager dåb på grund af de døde? dvs. med henblik på de dødes opstandelse?" og derfor på selv at få del i den (Canon Evans, Speaker's Comm., på stedet); "at kristnes død førte til de efterlevendes omvendelse, som i første omgang `for de dødes skyld' (deres elskede døde), og i håbet om genforening, vender sig til Kristus" (Findlay, Expositor's Greek Test., på stedet). Begge tanker kan være sande, men de er ganske enkelt indført i denne passage udefra, og den sidstnævnte er desuden helt irrelevant for argumentet og får Paulus til at identificere omvendelse med dåb.

4. Vanskeligheden:

Men hvorfor bruges al denne opfindsomhed på at undgå den naturlige betydning? Fordi

(1) en sådan skik ville være en overtro, der indebærer princippet om opus operarum; og

(2) Paulus ikke kunne dele eller endog tolerere en samtidig idé, som nu betragtes som overtro.

At svare (med Alford), at Paulus ikke godkender skikken, tjener ikke formålet, for han ville næppe bygge et så stort argument, selv som et argumentum ad hominem, på en praksis, som han betragtede som helt falsk og overtroisk. Gensvaret fra dem, der fornægtede opstandelsen, ville være alt for indlysende. Men hvorfor skulle det være nødvendigt at antage, at Paulus hævede sig over alle sin tids begrænsninger? Tanken om, at symbolske handlinger havde en stedfortrædende betydning, havde sænket sig dybt ned i det jødiske sind, og det ville ikke være overraskende, hvis det tog mere end tyve år, før evangeliets surdej fik alt det jødiske ud af Paulus. I det mindste tjener det apostlens anseelse dårligt at gøre hans argument meningsløst eller absurd for at redde ham fra overhovedet at have del i sin tids utilstrækkelige forestillinger. Han gjorde ikke selv krav på ufejlbarlighed.

T. Rees