Dåb (baptistisk fortolkning)

I. DÅBENS BETYDNING

1. Terminologi

2. Proselytdåb

3. Græsk sprogbrug

4. Nytestamentlig sprogbrug

5. Didache

6. Dåbsgenfødelse

II. DÅBENS MODTAGERE

III. DEN NUVÆRENDE FORPLIGTELSE

LITTERATUR

Denne artikel er ikke en drøftelse af hele emnet, men blot en fremstilling af den baptistiske fortolkning af ordningen. Ordningens oprindelse og historie som helhed falder uden for rammerne af den nærværende behandling.

I. Dåbens betydning.

1. Terminologi:

Det verbum, der bruges i Det Nye Testamente, er (baptizo). Substantiverne baptisma og baptismos forekommer, skønt det sidste ikke bruges i Det Nye Testamente om dåbsordningen undtagen indirekte (Hebr 6,2, “læren om dåbshandlinger”), hvor henvisningen gælder forskellen mellem den kristne ordning og de jødiske ceremonielle afvaskninger. Nogle håndskrifter har det også i Kol 2,12 (sammenlign Hebr 9,10, “forskellige afvaskninger”) som en henvisning udelukkende til de jødiske renselser (sammenlign striden om renselse i Joh 3,25). Verbet baptizo forekommer i denne betydning i Luk 11,38 (randnote), hvor farisæeren undrede sig over, at Jesus “ikke først havde badet sig før morgenmaden” (middagsmåltidet). De mosaiske forskrifter krævede et bad af hele legemet (3 Mos 15,16) ved visse former for urenhed. Tertullian (de Baptismo, XV) siger, at jøden krævede næsten daglig vask. Herodot (ii.47) siger, at hvis en egypter “rører ved et svin i forbifarten med sine klæder, går han til floden og dypper sig (bapto) fra den” (citeret af Broadus i Commentary on Matthew, 333). Se også den jødiske samvittighedsfuldhed illustreret i Siraks Bog 34,25 og Judits Bog 12,7, hvor baptizo forekommer. Det samme ses i den korrekte tekst i Mark 7,4: “Og når de kommer fra torvet, spiser de ikke, medmindre de bader sig.” Her er baptizo den rette tekst. Brugen af rhantizo (“stænk”) skyldes den vanskelighed, afskrivere, der ikke kendte de jødiske skikke, følte. Se også udeladelsen af “bænke” i det samme vers. Bænkene var “lejer” og kunne let dyppes i vand. Det er værd at bemærke, at rhantizo her bruges i kontrast til baptizo, hvilket viser, at baptizo ikke betød stænke. Udtrykket baptismos forekommer hos Josefus (Ant., XVIII, v, 2) i forbindelse med Johannes’ dåb (sammenlign også Irenæus 686 B om Kristi dåb). I almindelighed er det dog baptisma, der er det substantiv, man finder for ordningen. Verbet baptizo er i virkeligheden en frekventativ eller intensiv form af bapto (“dyppe”). Der forekommer eksempler, hvor denne tanke stadig passer, som i 2 Kong 5,14 (Septuaginta), hvor Na’aman siges at have “dyppet sig syv gange i Jordan” (ebaptisato). Forestillingen om gentagelse kan også forekomme hos Josefus (Ant., XV, iii, 3) i forbindelse med Aristobulos’ død, Mariamnes bror, for Herodes’ venner “dyppede ham, mens han svømmede, og sænkede ham under vandet i aftenens mørke.” Men i almindelighed er udtrykket baptizo, som det er almindeligt med sådanne former i sen græsk, ganske enkelt lig med bapto (sammenlign Luk 16,24) og betyder “dyppe”, “nedsænke”, ligesom rhantizo, ligesom rhaino, ganske enkelt betyder “stænke”.

Hvis baptizo aldrig forekom i forbindelse med en omstridt ordning, ville der ikke være nogen strid om ordets betydning. Der findes ganske vist billedlige eller metaforiske anvendelser af ordet, som af andre ord, men billedet er nedsænkning, ligesom når vi siger “nedsænket i bekymringer”, “styrtet i sorg” osv. Det står tilbage at overveje, om brugen af ordet om en ceremoni eller ordning har ændret dets betydning i Det Nye Testamente i sammenligning med oldgræsk.

Det kan bemærkes, at ingen baptist har skrevet et leksikon over det græske sprog, og dog angiver standardleksika, som Liddell og Scotts, ensartet betydningen af baptizo som “dyppe”, “nedsænke”. De angiver ikke “øse” eller “stænke”, og ingen har nogensinde fremført et eksempel, hvor dette verbum betyder “øse” eller “stænke”. Formodningen er derfor til fordel for “dyppe” i Det Nye Testamente.

2. Proselytdåb:

Før vi går direkte over til drøftelsen af den ceremonielle brug, er der grund til et ord om jødisk proselytdåb. Det er stadig omstridt, om denne indvielsesrite fandtes på Johannes Døbers tid eller ej. Schurer argumenterer dygtigt, om end ikke afgørende, for den opfattelse, at denne proselytdåb var i brug længe før den første omtale af den i det 2. århundrede. (Jf. The Jewish People in the Time of Jesus Christ, Div ii, II, 319 ff.; også Edersheim, Life and Times of Jesus, appendix, xii, Baptism of Proselytes). Det betyder overhovedet intet for det baptistiske synspunkt, hvad der er sandt i denne sag. Det ville ikke være mærkeligt, hvis et bad blev krævet af en hedning, der blev jøde, når jøderne selv krævede så hyppige ceremonielle afvaskninger. Men hvad var den jødiske indvielsesrite, som kaldes proselytdåb? Lightfoot (Horae Hebraicae, Matt 3,7) gengiver loven for proselytters dåb: "Så snart han er helet for omskærelsens sår, fører de ham til dåben, og når han er anbragt i vandet, underviser de ham igen i nogle af lovens tungere og nogle af dens lettere bud. Når han har hørt dette, neddykker han sig selv og kommer op, og se, han er i alle ting en israelit." Til dette citat føjer Marcus Dods (presbyterianer) i HDB: "For at bruge paulinsk sprog: hans gamle menneske er dødt og begravet i vandet, og han rejser sig fra denne rensende grav som et nyt menneske. Ritens fulde betydning ville være gået tabt, hvis neddykning ikke var blevet praktiseret." Lightfoot siger videre: "Enhver, der døbes, skal dyppe hele sit legeme, nu afklædt og gjort nøgent, i én neddykning. Og hvor som helst i loven vask af legemet eller klæderne nævnes, betyder det intet andet end vask af hele legemet." Edersheim (op. cit.) siger: "Kvinder blev betjent af personer af deres eget køn, mens rabbinerne stod udenfor ved døren." Jødisk proselytdåb, en ceremoniel indvielsesrite, stemmer nøjagtigt overens med den gængse betydning af baptizo, som allerede er set. Der fandtes ingen særlig "hellig" betydning, der ændrede "dyppe" til "bestænke".

3. Græsk brug:

Det græske sprog har haft en ubrudt historie, og baptizo bruges i dag i Grækenland om dåb. Som det er velkendt, er neddykning den ubrudte og universelle praksis ikke blot i Grækenland, men over hele Rusland, hvor som helst den græske kirke råder. Grækerne må bestemt tilskrives kendskab til betydningen af deres eget sprog. Erstatningen af neddykning med overgydning eller bestænkning som den kristne dåbsordning kom sent og gradvist og sejrede til sidst i Vesten på grund af Tridentinerkoncilets dekret. Men den baptistiske opfattelse er, at denne erstatning var uberettiget og undergraver ordningens virkelige betydning. Den græske kirke praktiserer ganske vist tredobbelt neddykning, én neddykning for hver person i Treenigheden, en gammel praksis (jf. ter mergitamur, Tertullian ii.79 A), men ikke den skriftmæssige brug. Senere vil der være brug for et ord om den måde, hvorpå overgydning sneg sig ind ved siden af neddykning i det 2. og de senere århundreder. Før vi går direkte over til Det Nye Testamentes brug af bapti zo, er det godt at citere fra Greek Lexicon of the Roman and Byzantine Periods af professor E. A. Sophocles, selv græker af fødsel. Han siger (s. 297): "Der findes ingen evidens for, at Lukas og Paulus og de øvrige forfattere i Det Nye Testamente tillagde dette verbum betydninger, som ikke var anerkendt af grækerne." Vi forventer derfor i Det Nye Testamente at finde "dyppe" som dette ords betydning i den ceremonielle betydning af en kristen indvielsesrite. Thayers Lexicon definerer ligeledes ordet i denne ceremonielle kristne brug som "en neddykning i vand, udført som tegn på syndens fjernelse."

Baptister kunne meget vel nøjes med at lade sagen hvile her. Der er ikke behov for at indkalde vidnesbyrd fra en eneste baptistisk forsker om dette emne. Den lærde verden har afsagt sin afgørelse med upartiskhed og kraft på baptisternes side i denne sag. Nogle få nyere udtalelser vil være tilstrækkelige. Dr. Alfred Plummer (Church of England) siger i sin nye Commentary on Matthew (s. 28), at Johannes Døbers embede var "at binde dem til et nyt liv, symboliseret ved neddykning i vand." Swete (Church of England) taler i sin Commentary on Mark (s. 7) om "den tilføjede tanke om neddykning, som giver scenen livagtighed." De tidlige græske kirkelige forfattere viser, at neddykning blev anvendt (jf. Barnabas, XI, 11): "Vi går ned i vandet fulde af synder og snavs, og vi kommer op, idet vi bærer frugt i hjertet." For talrige kirkelige eksempler, se Sophocles' Lexicon.

4. Nytestamentlig brug:

Men Det Nye Testamente selv gør hele sagen fuldstændig klar. Den ensartede betydning af "dyppe" for baptizo og brugen af Jordanfloden som stedet, hvor Johannes Døber døbte, gør forestillingen om nedsænkning uundgåelig, medmindre der findes et direkte modstridende vidnesbyrd. Det er en sag, der bør løftes over ordkløveri eller ethvert forsøg på at modbevise de åbenlyse kendsgerninger. Den enkle beretning i Matt 3,6 er, at "de blev døbt af ham i Jordanfloden." I Mark 1,9; Mark 1,10 skærpes dåben en smule ved brugen af eis og ek. Jesus "blev døbt af Johannes i (eis) Jordan. Og straks da han steg op af (ek) vandet, så han." Sådan læser vi i ApG 8,38: "De gik begge ned i (eis) vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham. Og da de kom op af (ek) vandet, rykkede Ånden .... Filip bort." Hvis nogen stadig kunne være i tvivl om sagen, afgør Paulus den ved den symbolik, der bruges i Rom 6,4: "Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skulle også vi vandre i et nyt liv." Nedsænkningen og opdukningen ved neddypning symboliserer således ifølge Paulus på den ene side døden og begravelsen bort fra synden og på den anden side opstandelsen til det nye liv i Kristus. Sanday og Headlam (Church of England) udtrykker det således i deres Commentary on Romans (s. 153): "Den udtrykker symbolsk en række handlinger, der svarer til Kristi frelsende handlinger. Neddypning = død. Undersænkning = begravelse (dødens bekræftelse). Opdukken = opstandelse." I Kol 2,12 siger Paulus igen: "idet I blev begravet med ham i dåben, hvori I også blev oprejst med ham ved troen på Guds virken, han som oprejste ham fra de døde." Det samme billede fremstilles her. Lightfoot (Church of England) siger om Kolossenserbrevet (s. 182): "Dåben er det gamle menneskes grav og det nyes fødsel. Når han synker ned under dåbens vande, begraver den troende dér alle sine fordærvede lidenskaber og tidligere synder; når han dukker op derfra, opstår han genfødt, levendegjort til nye håb og nyt liv."

Der er intet i Det Nye Testamente, der ophæver denne åbenlyse og uundgåelige fortolkning. Der er nogle ting, som fremføres, men de forsvinder ved nærmere undersøgelse. Brugen af "med" efter døbe i den engelske oversættelse påberåbes som et modbevis mod nedsænkning. Det er nok at svare, at komitéen for American Standard Revision, som ikke havde noget baptistisk medlem ved den endelige revision, erstattede "med" med "i". Således: "Jeg døber jer ganske vist i vand til omvendelse" (Matt 3,11; jf. også Mark 1,8). Brugen af både "med" og "i" i Luk 3,16 er en unødvendig pedantisk fastholden ved brugen af det græske en med lokativ. I Mark 1,8 mangler en i de bedste håndskrifter, og alligevel gengiver de amerikanske revisorer korrekt med "i". I ApG 1,5 forsøger de at trække skellet mellem den blotte lokativ og en med lokativ. I virkeligheden er lokativ alene fuldt tilstrækkelig på græsk uden en til forestillingen om "i". Således lyder oversættelsen i Joh 21,8: "Men de andre disciple kom i den lille båd." Der er intet en på græsk, men "båden" står simpelthen i lokativ. Hvis det hævdes, at vi har instrumentalis (jf. instrumentalis af en som i Åb 6,8, "dræbe med sværd"), er svaret, at måden at bruge vand som et redskab ved dypning er at sætte personen i vandet, ligesom den naturlige måde at bruge båden (Joh 21,8) som et redskab er at gå op i den. Tilstedeværelsen eller fraværet af en sammen med baptizo er helt uden betydning. I begge tilfælde er "dyppe" verbets betydning. Indvendingen om, at tre tusind mennesker ikke kunne være blevet nedsænket i Jerusalem på pinsedagen, er overfladisk. Jerusalem var rigeligt forsynet med damme. Der var 120 disciple til stede, hvoraf de fleste sandsynligvis var mænd (jf. de 70, som Jesus tidligere udsendte). Det er slet ikke nødvendigt at antage, at de 12 (Mattias var nu en af dem) apostle udførte alle dåbshandlingerne. Men selv hvis det var sådan, ville det kun være 250 hver. Jeg har selv døbt 42 kandidater på en halv time i en bæk, hvor der ikke ville være nogen forsinkelse. Det ville højst dreje sig om fire eller fem timer for hver af de tolv. Blandt teluguerne er denne rekord langt overgået. Det indvendes undertiden, at Paulus ikke kunne have nedsænket fangevogteren i fængslet; men svaret er, at Lukas ikke siger det. Ja, Lukas antyder netop det modsatte: "Og han tog (tog med sig på græsk, para) dem med i den samme nattetime og vaskede deres sår; og blev døbt." Han tog Paulus og Silas med sig og fandt et sted til dåben, sandsynligvis et sted på fængselsområdet. Der er absolut intet i Det Nye Testamente, der bestrider den uforanderlige betydning af baptizo.

5. Didache:

Der er blevet henvist til De Tolv Apostles Lære, som kan høre til første halvdel af 2. århundrede. Her indrømmes overøsning for første gang tydeligt som en kirkelig handling i stedet for neddykning. På grund af dette bemærkelsesværdige sted hævdes det af nogle, at selv om neddykning var den normale og regelmæssige dåb, blev overøsning dog tilladt ved siden af den, og at det i virkeligheden var ligegyldigt, hvilken der blev brugt, selv i 1. århundrede. Men det er ikke den rette fortolkning af sagens kendsgerninger. Stedet fortjener at blive citeret i sin helhed og gengives her i Philip Schaffs (presbyterianer) oversættelse i hans udgave af Didache (s. 184 ff): "Hvad dåben angår, døb således: Efter først at have lært alle disse ting, skal I døbe til (eis) Faderens og Sønnens og Helligåndens navn i levende vand. Og hvis du ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt (vand). Men hvis du hverken har det ene eller det andet, så hæld vand tre gange over hovedet i (eis) Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Der er altså ingen tvivl om, at nogle kristne tidligt i 2. århundrede mente, at dåben var så vigtig, at når den egentlige dåb (neddykning) ikke kunne udføres på grund af mangel på vand, kunne overøsning bruges i dens sted. Dette er absolut alt, hvad der kan udledes af dette sted. Det skal bemærkes, at der for overøsning bruges et andet ord (ekcheo), hvilket tydeligt viser, at baptizo ikke betyder "at hælde". Netop den anførte undtagelse beviser det baptistiske synspunkt angående baptizo. I Det Nye Testamente er baptizo nu det ord, der bruges om dåb. Ekcheo bruges aldrig sådan. Harnack siger i et brev til C. E. W. Dobbs, Madison, Ind. (offentliggjort i The Independent den 9. februar 1885), dateret 16. januar 1885:

(1) Baptizein betyder utvivlsomt neddykning (eintauchen).

(2) Der kan ikke findes noget bevis for, at det betyder noget andet i Det Nye Testamente og i den ældste kristne litteratur. Forslaget om »en hellig betydning« er udelukket.

Dette er hele baptisternes pointe, fortrinligt formuleret af Adolph Harnack. Der er ingen tanke om at benægte, at overøsning tidligt i 2. århundrede kom i brug i stedet for neddykning i visse ekstreme tilfælde. Betydningen af baptizo påvirkes ikke det mindste af denne kendsgerning. Spørgsmålet står tilbage, hvorfor denne brug af overøsning i ekstreme tilfælde voksede frem. Svaret er, at den skyldtes en fejlagtig og overdrevet vurdering af dåbens værdi som nødvendig for frelse. Nogle mente, at de, der døde uden dåb, var fortabte. Sådan opstod "klinik"-dåb.

6. Dåbsgenfødelse:

(Om læren om dåbsgenfødelse se Justin Martyr, Første Apologi, 61.) Ud af denne forvanskning af dåbens symbolik voksede både overøsning som kirkelig handling og barnedåb frem. Hvis dåben er nødvendig for frelse eller midlet til genfødelse, så må de syge, de døende og spædbørn døbes, eller der må i hvert fald gøres noget for dem, hvis den egentlige dåb (neddykning) ikke kan udføres på grund af alvorlig sygdom eller mangel på vand. Det baptistiske synspunkt er at protestere mod forvanskningen af dåbens betydning som symbolets ødelæggelse. Dåben, sådan som den læres i Det Nye Testamente, er billedet på død og begravelse bort fra synden og opstandelse til nyt liv, et billede på det, der allerede er sket i hjertet, ikke det middel, hvorved åndelig forandring frembringes. Den er et privilegium og en pligt, ikke en nødvendighed. Den er et billede, som går tabt, når noget andet sættes i dens sted.

Se dåbsgenfødelse.

II. Dåbens modtagere.

Det er betegnende, at selv De tolv apostles lære, med dens overdrevne opfattelse af dåbens betydning, ikke tillader dåb af spædbørn. Den siger: "Efter først at have lært alle disse ting." Undervisning går forud for dåb. Det er en klar afvisning af barnedåb. Den ensartede praksis i Det Nye Testamente er, at dåb følger efter bekendelse. De mennesker, der "bekendte deres synder", blev døbt af Johannes (Matt 3,6). Det indrømmes åbent af forskere, der forsvarer barnedåb, at Det Nye Testamente ikke giver nogen hjemmel for barnedåb. Således siger Jacobus (kongregationalist) i Standard Bible Dictionary: "Vi har ingen beretning i Det Nye Testamente om dåb af spædbørn." Scott (presbyterianer) siger i etbindsudgaven af HDB: "Det Nye Testamente indeholder ingen udtrykkelig henvisning til dåb af spædbørn eller små børn." Plummer (Church of England), HDB, siger: "Modtagerne af den kristne dåb skulle omvende sig og tro." Marcus Dods (presbyterianer), DCG, siger: "En rite, hvori deltageren ved nedsænkning i vand symboliserer og tilkendegiver sin overgang fra et urent til et rent liv, sin død fra en fortid, han forlader, og sin nye fødsel til en fremtid, han ønsker." Det ville være vanskeligt at formulere den baptistiske fortolkning bedre. Således findes der i Det Nye Testamente ikke plads til barnedåb, som enten ville symbolisere noget, spædbarnet ikke havde erfaret, eller ville blive forstået som årsag til genfødelsen i barnet, en form for sakramentalisme, der er frastødende for Det Nye Testamentes lære, sådan som baptister forstår den. Den dominerende baptistiske tone er sjælens personlige forhold til Gud, uafhængigt af ordinance, kirke eller præst. Det spædbarn, der dør udøbt, bliver frelst uden dåb. Den døbte person, barn (for børn bliver ofte døbt af baptister, børn der viser tegn på omvendelse) eller voksen, er omvendt før sin dåb. Dåben er symbolet på den forandring, der allerede er sket. Dette er så klart for baptisten, at han vedvarende protesterer mod denne forvanskning af denne smukke ordinance hos dem, der behandler den som et frelsesmiddel, eller som gør den meningsløs, når den udføres før omvendelse. Dåben er en forkynder af det åndelige liv. Det baptistiske anliggende er et genfødt menighedsmedlemskab, idet riget sættes før den lokale menighed. Medlemskab i riget går forud for medlemskab i menigheden. De steder, der citeres fra Det Nye Testamente til støtte for tanken om barnedåb, er helt irrelevante, som f.eks. i ApG 2,39, hvor der ikke findes nogen sådan tanke som dåb af spædbørn. Således også i 1 Kor 7,14, hvor man skal lægge mærke til mand og hustru. Pointen er, at ægteskabsforholdet er helliget, og at børnene er legitime, selv om mand eller hustru er hedning. Ægteskabsforholdet skal opretholdes. Det er at forudsætte det, der skal bevises, når man antager, at der var spædbørn til stede ved de forskellige husstandsdåb i Apostlenes Gerninger. I tilfældet med Cornelius' familie talte de alle i tunger og lovpriste Gud (ApG 10,46). Fangevogterens husstand "glædede sig meget" (ApG 16,34). Vi ved ikke engang, om Lydia var gift. Hendes husstand kan blot have været hendes ansatte i hendes forretning. Det Nye Testamente fremviser ingen undtagelser i denne sag.

III. Den nuværende forpligtelse.

Baptisterne fremfører endnu et punkt angående dåben. Det er, at eftersom Jesus selv underkastede sig den og pålagde sine disciple den, er ordinancen en varig forpligtelse. Argumenterne for en sen kirkelig oprindelse til Matt 28,19 er ikke overbevisende. Hvis det synes mærkeligt, at Jesus skulle nævne treenighedens tre personer i forbindelse med befalingen om at døbe, bør man huske, at både Faderen og Ånden blev åbenbaret for ham ved hans dåb. Det var ikke blot en ceremoniel afvaskning som de jødiske riter. Det var den offentlige og formelle erklæring om troskab mod Gud, og treenighedens navne forekommer derfor med rette. Det nye hjerte frembringes af Helligånden. Forsoningen med Faderen frembringes på grundlag af Sønnens gerning, han som har åbenbaret Faderens kærlighed i sit liv og sin død for synd. Den kendsgerning, at der i Apostlenes Gerninger i eksemplerne på dåb kun forekommer Jesu navn, viser ikke, at dette var den nøjagtige formel, der blev brugt. Det kan blot være et historisk sammendrag af den væsentlige kendsgerning. Jesu navn stod for de to andre personer i treenigheden. På den anden side er det muligt, at Jesu befaling ikke blev betragtet som en formel for dåben; skønt den på ingen måde er sakramental eller frelsesvirkende, er den dog forpligtende og af varig betydning. Den skal ikke bortlægges som en af de jødiske udvækster på kristendommen. Selve formen er nødvendig for ritens betydning. Derfor fastholder baptister, at alene nedsænkning skal praktiseres, eftersom alene nedsænkning blev befalet af Jesus og praktiseret i Det Nye Testamentes tid. Alene nedsænkning fremstiller døden fra synden, og begravelsen i graven opstandelsen til nyt liv i Kristus. Dåben, sådan som den læres i Det Nye Testamente, er "en form for lære", en forkynder af evangeliets hjerte. Baptister nægter, at Jesu disciple har ret til at bryde denne form. Pointen ved et symbol er den form, det er støbt i. At ændre formen radikalt er at ødelægge symbolikken. Baptister insisterer på opretholdelsen af den oprindelige nytestamentlige dåb, fordi den alene er dåb, den alene forkynder Jesu død og opstandelse, den troendes åndelige død og opstandelse, den troendes endelige opstandelse fra graven. Disciplen er ikke over sin Herre og har ingen ret til at ødelægge dette rige og kraftfulde billede af hensyn til personlig bekvemmelighed, eller fordi han er villig til at gøre noget andet, som Jesus ikke pålagde, og som ikke har nogen forbindelse med ham. De mange års forvanskning retfærdiggør ikke denne uret mod mindet om Jesus, men kalder desto mere moderne disciple til at følge Jesu eksempel, han som selv opfyldte retfærdighed ved at gå ned i Jordans vande og modtage nedsænkning ved Johannes Døbers hænder.

LITTERATUR.

De græske leksika, som Suicer, Liddell and Scott, Sophocles, Thayer, Preuschen; de bibelske ordbøger; de kritiske kommentarer til Det Nye Testamente; bøger om oldtidskundskab som Smith's Dictionary of Christian Antiquities; den nye Sch-Herz; Binghara's Antiquities of the Christian Church; Schaff's Creeds of Christendom; Neale's History of the Holy Eastern Church; Kristus-biografier som Edersheims LTJM, eller en oversigt over jødernes skikke som Schurer's HJP; bøger om Johannes Døber som Reynolds' John the Baptist, Feather's Last of the Prophets, Robertson's John the Loyal; særlige afhandlinger om dåb som Wall's History of Infant Baptism, Stanley's Christian Institutions, Dargan's Ecclesiology, Conant's Baptizein, Mozley's Review of the Baptismal Controversy, Christian's Immersion, Broadus' Immersion, Frost's The Moral Dignity of Baptism, Whitsitt's a Question in Baptist History, Lofton's The Baptist Reformation, Lambert's The Sacraments of the New Testament, Dale's Classic Baptism and Christian and Patristic Baptism, Kirtley's Design of Baptism, Forester's The Baptist Position, Frost's Baptist Why and Why Not, Ford's Studies in Baptism.

A. T. Robertson