Dåb, kristen

En ordning, som straks blev indstiftet af Kristus (Matt 28,19, 20), og bestemt til at blive overholdt i kirken, ligesom nadveren, “indtil han kommer.” Ordene “døbe” og “dåb” er ganske enkelt græske ord, der er overført til engelsk. Dette måtte nødvendigvis gøres af Skriftens oversættere, for ingen bogstavelig oversættelse kunne på passende måde udtrykke alt det, der ligger i dem.

Dåbens måde kan på ingen måde afgøres ud fra det græske ord, der gengives med “døbe.” Baptister siger, at det betyder “at dyppe,” og intet andet. Det er en forkert opfattelse af ordets betydning. Det betyder både (1) at dyppe en ting ned i et element eller en væske, og (2) at anbringe et element eller en væske over eller på den. Derfor kan der intet konkluderes om dåbens måde ud fra selve det ord, der bruges. Ordet har en bred betydningsvidde, ikke blot i Det Nye Testamente, men også i LXX-udgaven af Det Gamle Testamente, hvor det bruges om de afvaskninger og dåbshandlinger, som Moseloven krævede. Disse blev udført ved neddykning og ved overgydning og bestænkelse; og det samme ord, “afvaskninger” (Hebr 9,10, 13, 19, 21) eller “dåbshandlinger,” betegner dem alle. I Det Nye Testamente findes der ikke et eneste sikkert bevidnet tilfælde, hvor ordet nødvendigvis betyder neddykning. Desuden støtter ingen af de dåbstilfælde, der er nedskrevet i Apostlenes Gerninger (2,38-41; 8,26-39; 9,17.18; 22,12-16; 10,44-48; 16,32-34), den tanke, at den skete ved at dyppe den døbte person eller ved neddykning, mens en sådan måde i nogle af dem var højst usandsynlig.

Evangeliet og dets ordninger er bestemt for hele verden, og man kan ikke antage, at der skulle være foreskrevet en form for dåbens forvaltning, som noget sted (som i et tropisk land eller i polarområder) eller under nogen omstændigheder ville være uanvendelig, skadelig eller umulig.

Dåben og Herrens nadver er Det Nye Testamentes to symbolske ordninger. Nadveren fremstiller Kristi gerning, og dåben Åndens gerning. Ligesom en lille mængde brød og vin i nadveren symbolsk fremstiller Kristi store gerning, således ses Helligåndens gerning fuldt ud i dåben i det vand, der hældes eller stænkes på personen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det, der er væsentligt i dåben, er kun “vask med vand”; ingen bestemt måde er angivet, og ingen er nødvendig eller væsentlig for ordningens symbolik.

Vor Herres apostle blev døbt med Helligånden (Matt 3,11), ved at han kom over dem (ApG 1,8). Også ilden, som de blev døbt med, satte sig på dem. Den ekstraordinære begivenhed på pinsedagen blev af Peter forklaret som en opfyldelse af det gamle løfte om, at Ånden skulle udgydes i de sidste dage (2,17). Han bruger også med samme henvisning udtrykket udgydt som beskrivelse af Åndens dåb (33). Ved pinsedåben “blev apostlene ikke dyppet ned i Ånden og ikke sænket ned i Ånden; men Ånden blev udgydt, hældt ud, faldt på dem (11,15), kom over dem, satte sig på dem.” Det var en virkelig og sand dåb. Ud fra et sådant sprog er vi berettiget til at slutte, at når vand på tilsvarende måde hældes ud, falder, kommer over eller hviler på en person, når denne ordning forvaltes, så er den person døbt. Dåben forvaltes derfor, i lyset af alle disse argumenter, “ret ved at hælde eller stænke vand på personen.”

Dåbens modtagere. Dette rejser spørgsmål af større betydning end dem, der angår dens måde.

1. Striden her handler ikke om “troendes dåb,” for den er fælles for alle parter. Troende blev døbt i apostolisk tid, og de er til alle tider blevet døbt af alle kirkens grene. Det er en fuldstændig misvisende fremstilling at påstå, som det undertiden gøres af baptister, at deres lære er “troendes dåb.” Ethvert tilfælde af voksendåb eller “troendes dåb,” der er nedskrevet i Det Nye Testamente (ApG 2,41; 8,37; 9,17, 18; 10,47; 16,15; 19,5, osv.), er netop af den art, som ville blive behandlet på nøjagtig samme måde af alle grene af den protestantiske kirke; der ville blive krævet en trosbekendelse eller en bekendelse af, at de var “troende,” af hver enkelt før dåben. Det omstridte punkt er ikke dåb af troende, men om de spæde børn af troende, dvs. af kirkens medlemmer, bør døbes.

2. Til støtte for læren om barnedåb, dvs. dåb af spædbørnene, eller rettere “børnene,” af troende forældre, kan følgende betragtninger anføres:

Kristi kirke eksisterer som et guddommeligt organiseret fællesskab. Den er “Guds rige,” ét historisk rige under alle husholdninger. Israels samfund var “kirken” (ApG 7,38; Rom 9,4) under den mosaiske husholdning. Den nytestamentlige kirke er ikke en ny og anderledes kirke, men ét med den gammeltestamentlige. Betingelserne for optagelse i kirken har altid været de samme, nemlig en trosbekendelse og et løfte om at underordne sig rigets love. Nu er det en ubestridelig kendsgerning, at Guds folks børn under den gamle husholdning blev anerkendt som medlemmer af kirken. Omskærelsen var tegnet og seglet på deres medlemskab. Det var ikke på grund af kødelig afstamning fra Abraham, men som børn af Guds bekendende folk, at denne rite blev forvaltet (Rom 4,11). Hvis børn var medlemmer af kirken under den gamle husholdning, hvilket de uden tvivl var, så er de medlemmer af kirken nu med samme ret, medmindre det kan påvises, at de udtrykkeligt er blevet udelukket. Under Det Gamle Testamente handlede forældre på deres børns vegne og repræsenterede dem. (Se 1 Mos 9,9; 17,10; 2 Mos 24,7, 8; 5 Mos 29,9-13.) Når forældre indgik pagt med Gud, bragte de deres børn med sig. Dette var en lov i den hebraiske kirke. Når en proselyt blev optaget som medlem, kunne han ikke træde ind uden at bringe sine børn med sig. Det Nye Testamente udelukker ikke de troendes børn fra kirken. Det berøver dem ikke noget privilegium, de nød under Det Gamle Testamente. Der findes intet bud eller nogen udtalelse af nogen art, som kan tolkes som støtte for en sådan tanke, noget sted i Det Nye Testamente. Spædbørns medlemskab af kirken er aldrig blevet ophævet. Den gamle praksis, oprindelig indstiftet af Gud selv, må forblive en lov i hans rige, indtil den ophæves af samme guddommelige myndighed. Der er lam i den gode hyrdes fold (Joh 21,15; jf. Luk 1,15; Matt 19,14; 1 Kor 7,14).

“I en gruppe af omvendte, der søger optagelse i Kristi hus, vil der sandsynligvis være nogle familieoverhoveder. Hvordan skal deres sag behandles? Hvordan skal for eksempel Lydia og hendes nabo, byfængslets fangevogter, behandles? Begge er blevet omvendt. Begge er familieoverhoveder. De ønsker at blive modtaget i den spæde kirke i Filippi. Hvad er Kristi anvisning til dem? Skal vi sige, at den lyder således: ‘Rejs jer, og vask jeres synder bort, og kom ind i mit hus. Men I må komme ind alene. Disse spædbørn i jeres arme må I lade blive udenfor. De kan endnu ikke tro, og derfor kan de ikke komme ind. Disse andre små ved jeres side, deres hjerter er måske blevet rørt af Guds kærlighed; alligevel er de ikke gamle nok til at aflægge en personlig bekendelse, så også de må blive udenfor...For nærværende må I lade dem blive, hvor de er, og komme ind alene.’ Man kan med rimelighed kræve meget strenge beviser, før man accepterer dette som en retvisende fremstilling af den slags velkomst, Kristus tilbyder forældre, der kommer til hans dør og bringer deres børn med sig. Det stemmer sikkert bedre med alt, hvad vi ved om ham, at antage, at hans velkomst vil være mere omfattende i sin rækkevidde og ånde i en mere nådig tone. Det ville sikkert ligne den gode hyrde mere at sige: ‘Kom ind, og tag jeres små med jer. Den yngste behøver min frelse; og den yngste er tilgængelig for min frelse. I er måske endnu ude af stand til at tale med dem om enten synd eller frelse, men min nådige kraft kan allerede nu finde vej ind i deres hjerter. Jeg kan give dem tilgivelse og et nyt liv. Fra Adam har de arvet synd og død; og jeg kan forene dem sådan med mig selv, at de i mig skal være arvinger til retfærdighed og liv. I kan uden betænkelighed bringe dem til mig. Og loven for mit hus kræver, at den samme dag, som vidner om jeres optagelse i det ved dåben, også må vidne om deres optagelse’” (The Church, af professor Binnie, D.D.).