Dåb (luthersk lære)

I. BEGREBET

1. Afledningen

2. Betydningen

3. Anvendelsen

4. Tilsvarende udtryk

II. ORDNINGEN

1. Skriftens lære

(1) En myndig befaling

(2) En klar erklæring om det tilsigtede formål

(3) Et bestemt løfte

(4) En tydelig angivelse af omfanget

(5) En foreskrevet formel for forvaltningen af ordningen

2. Den bibelske historie om ordningen

3. Dåbstyper

III. VANSKELIGHEDER

1. Er Matt 28,18-20 og Mark 16,15; Mark 16,16 ægte?

2. Blev den trinitariske formel brugt i nytestamentlig tid?

3. Var den kristne dåb virkelig en ny ordning?

4. Bør spædbørn døbes?

5. Hvorfor døbte Paulus ikke?

6. Hvad er dåben for de døde?

I. Begrebet.

1. Afledningen:

Ordet »baptism« er den angliserede form af det græske baptisma eller baptismos. Disse græske ord er verbalnavneord afledt af baptizo, som igen er den intensive form af verbet bapto. »Baptismos betegner handlingen baptizein (det at døbe), baptisma handlingens resultat (dåben)« (Cremer). Denne skelnen adskiller sig fra, men er ikke nødvendigvis i modstrid med, Plummers skelnen; han slutter ud fra Mark 7,4 og Hebr 9,10, at baptismos sædvanligvis betyder renselser eller ceremonielle afvaskninger, og ud fra Rom 6,4; Ef 4,1; 1 Pet 3,21, at baptisma betegner dåb i egentlig forstand (Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind)).

2. Betydningen:

De græske ord, som det engelske »baptism« er dannet af, bruges af græske forfattere, i den klassiske oldtid, i Septuaginta og i Det Nye Testamente, med en stor bredde i betydningen. Det er ikke muligt at udtømme deres betydning med ét enkelt engelsk ord. Den handling, som de græske ord udtrykker, kan udføres ved at nedsænke, overøse, farve, dyppe eller bestænke. Navneordene baptisma og baptismos forekommer ikke i Septuaginta; verbet baptizo forekommer kun fire steder, og to af dem i overført betydning (2 Kong 5,14; Judith 12,7; Es 21,4; Ecclesiasticus @@31 (34): 25). Hvor disse ord forekommer i Det Nye Testamente, vil sammenhængen eller, i tilfælde af citater, en sammenligning med Det Gamle Testamente i mange tilfælde antyde, hvilken af de ovenfor nævnte forskellige gengivelser der bør vælges (sammenlign Mark 7,4; Hebr 9,10 med 4 Mos 19,18; 4 Mos 19,19; 4 Mos 8,7; 2 Mos 24,4-6; ApG 2,16; ApG 2,17; ApG 2,41 med Joel 2,28). Men der er passager, hvor den særlige form af dåbshandlingen forbliver tvivlsom. »Påstanden om, at befalingen om at døbe er en befaling om at nedsænke, er fuldstændig uberettiget« (Hodge).

3. Anvendelsen:

I flertallet af de bibelske tilfælde bruges de verber og navneord, der betegner dåb, i bogstavelig betydning og betegner anvendelsen af vand på en genstand eller en person med et bestemt formål. Jødernes ceremonielle afvaskninger, dåben af proselytter til den jødiske tro, som var almindelig på Kristi tid, Johannes' dåb og Kristi disciples dåb før pinsedagen samt dåbens kristne sakramente er bogstavelige dåbshandlinger (baptismus fluminis, »flodens dåb«, dvs. vand). Men Skriften taler også om overførte dåbshandlinger, uden vand (Matt 20,22; Mark 10,38; Luk 12,50 = de lidelser, der overvældede Kristus og hans efterfølgere, især martyrerne--baptismus sanguinis, »blodets dåb«; Matt 3,11; Mark 1,8; Luk 3,16; ApG 1,5; ApG 11,16 = udgydelsen af Helligåndens mirakuløse gaver, som var et karakteristisk fænomen i den tidlige kristendom--baptismus flaminis, »vindens, brisens dåb«, dvs. »ånd«). Nogle tager endda Matt 21,25; Mark 11,30; ApG 18,25; 1 Kor 10,2 i synekdokisk betydning, om troslæren, idet dåben er et fremtrædende træk ved denne lære (baptismus luminis, »lysets dåb«).

4. Tilsvarende udtryk:

Skriften hentyder undertiden til den kristne dåb uden at bruge det almindelige udtryk. Således har vi i Tit 3,5 og Ef 5,26 udtrykket loutron, »bad« eller »afvaskning«, i stedet for tilsvarende udtryk som baptisma. Fra dette udtryk afledte den latinske kirke sit lavacrum (engelsk »layer«) som betegnelse for dåben. I Hebr 10,22 har vi verberne rhantizo og louo, »bestænke« og »vaske«; i Ef 5,26 verbet katharizo, »rense«; i 1 Kor 6,11 er verbet apolouo, »vaske«, tydeligvis synonymer til baptizo, og handlingen er blevet benævnt sådan ud fra dens hovedvirkning.

II. Ordningen.

1. Skriftens lære:

Den kristne dåb, sådan som den nu praktiseres, er en hellig ordning af evangelisk nåde, højtideligt indstiftet af den opstandne Kristus, før han ved sin himmelfart trådte ind i herlighedens tilstand, og bestemt til indtil hans genkomst at være et middel til at optage mennesker som hans disciple. Matt 28,18-20 og parallelstedet Mark 16,15; Mark 16,16 er de vigtigste skriftsteder, som kirken til alle tider har bygget ethvert væsentligt punkt i sin lære om denne ordning på. Mængden af andre dåbstekster i Skriften udfolder og belyser indholdet af disse to tekster. I disse tekster har vi:

(1) En myndig befaling

En autoritativ (Matt 28,19) befaling, udstedt i klare ord: "Gør disciple .... idet I døber." Denne befaling angiver (a) speciem actus, dvs. den viser med tilstrækkelig klarhed, ved brugen af ordet "døbe", det ydre element, der skal anvendes, nemlig vand, og formen for den handling, der skal udføres ved hjælp af vand, nemlig enhver neddykning, overøsning eller bestænkning, eftersom ordet "døbe" betegner enhver af disse måder. På grundlag af denne befaling fastholdt Luther: "Dåben er ikke blot almindeligt vand, men den er vandet indbefattet i Guds befaling"; og Westminster Shorter Catechism (spørgsmål 94) kalder dåben "en vaskning med vand." Vand nævnes tydeligt som dåbselementet i ApG 8,38; ApG 10,47; Ef 5,26; Hebr 10,22. "Der nævnes intet andet element" (Plummer). Ordlyden i Ef 5,26, "vandets vaskning med ordet," viser, at hverken det ydre element alene eller den fysiske handling at anvende vandet udgør dåb; men "ordet" må føjes til elementet og handlingen, for at der kan være en dåb. (Detrahe verbum, et quid est aqua nisi aqua? Accedit verbum ad elementum, et fit sacramentum, "Fjern ordet, og hvad er vand da andet end vand? Ordet føjes til elementet, og det bliver et sakramente" Augustin). "Uden Guds ord er vandet almindeligt vand og ingen dåb" (Luther). Befalingen foreskriver (b) exercitium actus, dvs. den påbyder en fortsat udøvelse af denne funktion hos Kristi sendebud til alle tider.

(2) En klar erklæring om det tilsigtede mål.

Participiet "idet I døber" bestemmer imperativen "gør disciple" og udtrykker, at det, som imperativen angiver som målet, skal opnås ved det, participiet nævner som middel til dette mål. Participiet "idet I døber" bestemmes igen af "idet I lærer" (Matt 28,20). Det andet participium forbindes ikke med det første ved "og" og er derfor underordnet det første (Meyer). Discipelskab skal opnås ved dåb-undervisning. Der er ikke i disse ord fastsat nogen streng lov om disse handlingers orden og rækkefølge; de fastslår blot, at Kristus ønsker, at hans disciple både skal døbes og være fuldt oplyst om hans lære.

(3) Et bestemt løfte:

Frelse (Mark 16,16), dvs. fuldstændig og endelig udfrielse fra alt ondt, sikringen af "troens mål" (1 Pet 1,9). Dette er en omfattende udtalelse, som i 1 Pet 3,21, om dåbens velsignelse. Skriften angiver også i detaljer særlige dåbsvelsignelser:

(a) Genfødelse, Tit 3,5; Joh 3,3; Joh 3,5. Trods Calvin og andre er den overvældende enighed blandt fortolkere stadig i overensstemmelse med oldkirken og med Luther i at forklare begge disse tekster om dåben.

(b) Syndernes forladelse eller retfærdiggørelse (ApG 2,38; ApG 22,16; 1 Kor 6,11; Ef 5,26; Hebr 10,22). Denne velsignelse er uden tvivl også ment i 1 Pet 3,21, hvor eperotema er gengivet med "svar" i King James Version, mens Revised Version (British and American) gengiver "forespørgsel". Ordet betegner et retsligt krav, som en person har ret til at fremsætte (se Cremer under ordet og Rom 8,1).

(c) Oprettelsen af en åndelig forening med Kristus og et nyt forhold til Gud (Gal 3,26; Gal 3,27; Rom 6,3; Rom 6,4; Kol 2,12). I denne forbindelse kan man bemærke de præpositioner, som baptizein i Det Nye Testamente forbindes med. Baptizein eis, "at døbe ind i", betegner altid det forhold, som den døbte part sættes ind i. Den eneste undtagelse er Mark 1,9. Baptizein en eller baptizein epi, "at døbe i" (ApG 10,48; ApG 2,38), betegner det grundlag, som det nye forhold, den døbte træder ind i, bringes til at hvile på (Cremer).

(d) Helligåndens helliggørende gaver (1 Kor 12,13; Tit 3,5). Alle disse velsignelser erklærer Skriften for at være virkninger af dåben (Wirkung der Taufe, Riehm, Handworterb.). "Dåben kaldes `genfødelsens bad,' ikke blot fordi den symboliserer det eller forpligter et menneske til det, men også, og især, fordi den bevirker det" (Holtzmann, Huther, Pfleiderer, Weiss). "Genfødelse, eller det at være avlet af Gud, betyder ikke blot en ny evne til forandring i retning af godhed, men en virkelig forandring. De lovmæssige vaskninger var virkelige ydre renselser. Dåben er virkelig indre renselse" (Plummer). Til disse moderne autoriteter kan Luther føjes. Han siger: "Dåben virker syndsforladelse, udfrier fra døden og Djævelen og giver evig frelse til alle, som tror, sådan som Guds ord og løfter erklærer" (Den Lille Katekismus). I Tit 3,5 i King James Version fortjener kraften i præpositionen dia, "ved," at bemærkes: den erklærer dåben for at være det genfødende, fornyende, retfærdiggørende, herliggørende middel for arvingerne til evigt liv. Dåbsløftet understøttes ikke blot på en generel måde af talerens sanddruhed og oprigtighed, han som er den guddommelige Sandhed inkarneret, men også på en særlig måde ved ophavsmandens appel til sin suveræne majestæt (Matt 28,18) og ved den betydningsfulde forsikring om hans personlige ("jeg" = ego, er eftertrykkeligt: Meyer) nærvær hos disciplene i deres førnævnte virksomhed (Matt 28,20; sammenlign Mark 16,20).

(4) En tydelig angivelse af omfanget:

"Alle folkeslag," "hele skabningen" (pase te ktisei skal forstås som i Kol 1,23 = "alle mennesker"). Dåben har universel anvendelse; den er en kosmopolitisk ordning, for hvilken forskelle som nationalitet, race, alder, køn, social eller borgerlig status udjævnes (sammenlign Kol 3,11 med 1 Kor 12,13). Derfor befaler Kristus, at dåben skal praktiseres "altid" (bogstaveligt, "alle dage"), "indtil verdens ende," dvs. indtil den nuværende tidsalders fuldendelse, indtil Herrens andet komme. For gennem hele denne periode lover Kristus sit medvirkende nærvær ved sine disciples bestræbelser på at gøre disciple.

(5) En foreskrevet formel til forvaltning af ordinansen:

"Ind i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Troen på Treenigheden er grundlæggende for kristendommen; derfor fremhæver den hellige rite, hvorved mennesker indvies i den kristne religion, med rette denne tro. De tre personer nævnes som adskilte fra hinanden, men dåbsbefalingen udstedes på deres fælles og lige myndighed ("i navnet", ikke "navnene") og angiver således enheden i Treenigheden. Denne gamle dåbsformel fremstiller "Faderen som ophavsmanden, Sønnen som formidleren, Helligånden som virkeliggørelsen, og løftets og opfyldelsens livsvigtige og levendegørende velsignelse", som i denne ordinans rækkes til mennesker (Cremer).

2. Ordinansens bibelske historie:

Efter at Herren var gået ind til sin herlighed, finder vi, at dåben i apostlenes tid og i den første kristne kirke er den etablerede og almindeligt anerkendte rite, hvorved personer optages i fællesskab med kirken (ApG 2,38; ApG 2,41; ApG 8,12; ApG 8,36; ApG 8,38; ApG 9,18; ApG 10,47; ApG 16,15; ApG 16,33; ApG 18,8; Rom 6,3; 1 Kor 12,13; Gal 3,27). Selv i tilfælde, hvor en udgydelse af Helligåndens særlige gaver allerede havde fundet sted, forvaltes dåben stadig (ApG 10,44; ApG 11,15). "Således indtog dåben blandt hedninger, der blev omvendt til kristendommen, og senere blandt alle kristne, den samme plads som omskærelsen i den gamle pagt (Kol 2,11; Gal 5,2). Den er i det væsentlige en del af det fundament, hvorpå det kristne samfunds enhed fra begyndelsen hvilede (Ef 4,5; 1 Kor 12,13; Gal 3,27)" (Riehm, Handworterb.). 3. Forbilleder på dåben:

I 1 Kor 10,1; 1 Kor 10,2 siger apostlen, at israelitterne "alle blev døbt til Moses i skyen og i havet." Farrar forsøger at forklare dette forbillede sådan: "Det at gå ind under skyen (2 Mos 14,19) og gennem havet, sådan som det udgjorde deres udfrielse fra trældom til frihed, deres død fra Egypten og deres fødsel til en ny pagt, var et almindeligt forbillede eller en dunkel skygge af den kristne dåb (sammenlign vores kollekt: `hvorved din hellige dåb forbilledligt fremstilles'). Men typologien er ganske tilfældig; det er den moralske lære, der er det afgørende. `Til Moses'; snarere: ind i. Ved denne `dåb' anerkendte de Moses som deres himmelsendte fører og lærer" (Pulpit Comm.). I 1 Pet 3,21 kalder apostlen dåben syndflodens antitupon. Delitzsch (om Hebr 9,24) foreslår, at tupos og antitupon på græsk betegner den oprindelige figur og en kopi lavet deraf, eller et profetisk forforbillede og dets senere opfyldelse. Sammenligningspunktet er vandets frelsende kraft i begge tilfælde. Vandet frelste Noa og hans familie ved at bære arken, som beskyttede dem, og ved at fjerne den ulydige generation fra dem, som hårdt havde prøvet deres tro, ligesom den havde prøvet Guds tålmodighed. På samme måde bærer dåbens vand den kristne kirkes ark oppe og frelser dens troende medlemmer ved at adskille dem fra deres urene og domfældte medmennesker.

III. Vanskeligheder.

1. Er Matt 28,18-20 og Mark 16,15; Mark 16,16 ægte?:

Feine (PER3, XIX, 396 f) og Kattenbusch (Sch-Herz, I, 435 f) hævder, at den trinitariske formel i Matt 28,19 er uægte, og at teksten i Mark tilhører et afsnit, som blev føjet til dette evangelium på et senere tidspunkt. Den første påstand var først blevet fremsat af Conybeare, men senere forskning ved Riggenbach har fastslået den trinitariske formels ægthed i Matthæus. Feine fastholder dog stadig sin tvivl på subjektivt grundlag. Hvad angår det afsluttende afsnit i Mark (16,9-20), er Hieronymus den første, der gør opmærksom på, at det mangler i de fleste græske håndskrifter, som han havde adgang til. Men Hieronymus selv anerkendte Mark 16,14 som ægte. Gregor af Nyssa beretter, at mens dette afsnit mangler i nogle håndskrifter, indeholder mange håndskrifter det i de mere nøjagtige. Ingen læremæssig betænkelighed kan opstå på grund af dette afsnit; for det indeholder intet, der strider mod Skriftens lære andre steder om det samme emne; og det er altid blevet behandlet som ægte af den kristne kirke. Spørgsmålet er rent historisk (se Bengel, Apparatus Criticus, 170 f).

2. Blev den trinitariske formel brugt på Det Nye Testamentes tid?:

Ingen beretning om en sådan brug kan findes i ApG eller i apostlenes breve. De dåbshandlinger, der er omtalt i Det Nye Testamente efter pinsedagen, forvaltes "i Jesu Kristi navn" (ApG 2,38), "ind i Herren Jesu navn" (ApG 8,16), "ind i Kristus" (Rom 6,3; Gal 3,27). Denne vanskelighed blev overvejet af fædrene; Ambrosius siger: Quod verbo tacitum fuerat, expressum est fide, "Det, som ikke var blevet udtrykt med ord, blev udtrykt ved tro." Ved nærmere eftersyn viser vanskeligheden sig at hvile på den antagelse, at ovenstående er optegnelser af dåbsformler, som blev brugt ved disse lejligheder. Faktum er, at disse optegnelser slet ikke indeholder nogen dåbsformel, men "blot siger, at sådanne personer blev døbt som nogle, der anerkendte Jesus som Herren og Kristus" (Plummer). Det samme kan siges om enhver person, der i vore dage døbes med den trinitariske formel. At denne formel var den etablerede brug i den kristne kirke, bevises af beretninger om dåb hos Justin (Apol., I, 61) og Tertullian (Adv. Prax., XXVI). 3. Var den kristne dåb virkelig en ny ordinans?:

Dåb blev praktiseret blandt jøderne, før den opstandne Kristus højtideligt indstiftede denne ordning. Jødernes ceremonielle renselser regnes sammen med de forbigående former i den levitiske gudstjeneste (Hebr 9,9; Hebr 9,10), som ikke var bestemt til at vare undtagen »indtil en tid for nyordning«. De blev fjernet, da den kristne dåb blev oprettet som en blivende ordning i Guds kirke (Kol 2,11-13). Det er fejlagtigt at sige, at disse gamle renselser udviklede sig til kristen dåb. En skygge udvikler sig ikke til en virkelighed. Vi finder heller ikke den kristne dåbs oprindelse i proselytdåben, som synes at have været en jødisk kirkelig skik på Kristi tid. Skønt dåbsriten ikke var ukendt for jøderne, vakte Johannes' dåb dem alligevel forundring (Joh 1,25). Steder som Es 4,4 (1,16); Ez 36,25; Ez 37,23; Zak 13,1 havde uden tvivl fået dem til at forvente en renselsesrite i Messias' dage, som skulle afløse deres levitiske renselse. Den delegation, de sendte til Johannes, skulle afgøre den messianske karakter af Johannes og hans forkyndelse og dåb. Den johannæiske dåb har været et frugtbart emne for debat. Spørgsmålet berører ikke nogen kristens personlige tro i dag; for der lever ingen, som har modtaget johannæisk dåb (Chemnitz). Hele emnet og visse træk ved det, såsom hændelsen der er nedskrevet i ApG 19,1-7, vil fortsat blive diskuteret. Det er bedst at fastholde nogle få væsentlige kendsgerninger i vores bevidsthed, som vil sætte os i stand til at anlægge Skriftens vurdering af Johannes' dåb. Johannes havde modtaget et guddommeligt hverv til at prædike og døbe (Luk 3,2; Joh 1,33; Matt 21,25). Han døbte med vand (Joh 3,23). Hans dåb blev hædret ved en vidunderlig åbenbaring af den hellige treenighed (Matt 3,16; Matt 3,17), og ved at Genløseren, i sin egenskab af repræsentant for den syndige menneskehed, Guds syndbærende lam, tog imod dåb af Johannes' hånd (Matt 3,13; Joh 1,29). Det var om nødvendigheden af at modtage Johannes' dåb, Kristus talte til Nikodemus (Joh 3,3). Farisæerne indbød deres evige undergang ved at nægte Johannes' dåb (Luk 7,30); for Johannes' dåb skulle værne dem mod den kommende vrede (Matt 3,7); den var til syndsforladelse (Mark 1,4); den var en genfødelsens vask (Joh 3,5). Da Jesus begyndte sin offentlige tjeneste, overtog han Johannes' forkyndelse og dåb, og hans disciple praktiserede den med sådan fremgang, at Johannes glædede sig (Joh 3,22; Joh 3,25-36; Joh 4,1; Joh 4,2). Alt dette vidnesbyrd tvinger i rimelig grad til den tro, at der ikke var nogen væsentlig forskel mellem Johannes' dåb og den dåb, Kristus indstiftede; at det, den opstandne Kristus gjorde i Matt 28,18-20, blot var at ophøje en rite, som tidligere var blevet indført ved en befaling »fra oven«, til en varig institution i hans kirke og at forkynde dens universelle anvendelse. Den modsætning, som Johannes selv erklærer mellem sin dåb og Kristi, er ikke en modsætning mellem to dåb med vand. Kristi dåb, som Johannes forudsiger, er en dåb med Helligånden og med ild, pinsedåben. Men med det almindelige formål at føde mennesker til et nyt liv, hellige og frelse dem, blev Ånden også skænket gennem Johannes' dåb (Joh 3,5). 4. Bør spædbørn døbes?:

Befalingen i Matt 28,19; Mark 16,16 omfatter alle; det samme gør udsagnet om dåbens nødvendighed i Joh 3,5. Efter at have læst disse udsagn føler man sig tilbøjelig til ikke at spørge: Bør spædbørn døbes? men: Hvorfor skulle de ikke døbes? Bevisbyrden hviler på dem, der forkaster barnedåben. Ønsket om at få deres spædbørn døbt må have vist sig på den dag, da de første tre tusind blev døbt i Jerusalem, forudsat at de alle var voksne. Den gamle pagt havde sørget for deres børn; skulle den nye være ringere end den gamle i denne henseende? (Se Plummer i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind).) Dåb af hele husstande er formodningsvis bevis for, at børn og spædbørn blev døbt i apostolisk tid (ApG 16,15; ApG 16,33; ApG 18,8; 1 Kor 1,16). Argumenterne imod barnedåb indebærer mangelfulde synspunkter på spørgsmålet om arvesynden og dåbens virkning. Spædbarnets tro—for troen er lige så nødvendig for spædbarnet som for den voksne—kan trodse vores forsøg på forklaring og definition; men Gud, som også udstrækker sine løfter til børn (ApG 2,39), som oprettede sin pagt endog med dyr (1 Mos 9,16; 1 Mos 9,17); Kristus, som også velsignede små børn (Mark 10,13) og talte om dem som troende (Matt 18,6), betragter bestemt ikke genfødelsen af et barn eller spædbarn som en større opgave end genfødelsen af en voksen (sammenlign Matt 18,3; Matt 18,4).

5. Hvorfor døbte Paulus ikke?:

Paulus døbte faktisk Krispus, Gajus og Stefanas sammen med hans husstand. Disse dåbshandlinger udførte han alene i Korinth; vi har ingen optegnelse om hans dåb andre steder. Det, Paulus erklærer i 1 Kor 1,14-17, er, at han ved at døbe ikke kunne være blevet årsag til splittelserne i menigheden i Korinth, fordi han kun havde døbt nogle få personer i Korinth, og desuden havde han ikke døbt i sit eget navn og havde derfor ikke knyttet nogen til sin person. Udsagnet »Kristus sendte mig ikke for at døbe« er fremsat efter semitisk sprogbrug og betyder: »ikke så meget for at døbe som for at prædike« (Farrar i Pulpit Commentary). Hvis de forstås i nogen anden betydning, er det umuligt at beskytte Paulus mod den anklage, at han gjorde noget, han ikke var bemyndiget til at gøre, da han døbte Krispus osv.

6. Hvad er dåben for de døde?

1 Kor 15,29 forstås undertiden sådan, at de første kristne praktiserede dåb ved stedfortræder. Efter at de var blevet omvendt til kristendommen, hævdes det, ønskede de at overføre goderne ved deres tro til deres afdøde venner, som var døde i hedenskab, ved at lade sig døbe "på deres vegne", måske på deres grave. Vi har intet historisk vidnesbyrd om, at en sådan praksis var udbredt i de tidlige kristne menigheder. Teksten antyder det heller ikke. Den græske præposition huper udtrykker også det motiv, der kan tilskynde en person til en bestemt handling. I dette tilfælde blev motivet fremkaldt af de døde, nemlig af de døde for så vidt som de skal opstå. Sammenhængen viser, at dette er meningen: Hvis en person har søgt dåb med henblik på det faktum, at de døde skal opstå for at blive dømt, er hans dåb uden værdi, hvis de døde ikke opstår.

Se dåb for de døde.

W. H. T. Dau