Dåb med Helligånden

1. Det bibelske materiale:

Udtrykket "dåb med Helligånden" bygger på en række forudsigelser, som findes i vores fire evangelier, og i forbindelse med disse på beretningen om deres opfyldelse i Apostlenes Gerninger. Stederne i evangelierne er følgende: Matt 3,11: "Jeg døber jer ganske vist i vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er mægtigere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære hans sko; han skal døbe jer med Helligånden og med ild." Den sidste sætning er autos humas baptisei en pneumati hagio kai puri. I Mark 1,8 og Luk 3,16 har vi erklæringen i en lidt ændret form; og i Joh 1,33 erklærer Johannes Døber, at Åndens nedstigning over Jesus ved dennes dåb udpegede Jesus som "han, der døber med Helligånden." Igen i Joh 7,37; Joh 7,38 læser vi: "Men på den sidste dag, festens store dag, stod Jesus frem og råbte og sagde: Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, som Skriften har sagt, fra hans indre skal der flyde strømme af levende vand." Derefter tilføjer evangelisten i Joh 7,39: "Men dette sagde han om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage; for Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort." Dette er de særlige henvisninger i de fire evangelier til dåben med Helligånden. I ApG finder vi hos Lukas en direkte henvisning til den lovede dåb med Helligånden. I ApG 1,5 stiller Jesus, lige før himmelfarten, Johannes' dåb i vand i modsætning til dåben med Helligånden, som disciplene skal modtage "om ikke mange dage," og i ApG 1,8 forudsiges kraft til at vidne om Jesus som resultat af dåben med Helligånden. Om aftenen på opstandelsesdagen viste Jesus sig for disciplene, og "han åndede på dem og siger til dem: Modtag Helligånden" (Joh 20,22). Dette var sandsynligvis ikke en rent symbolsk handling, men en virkelig meddelelse til disciplene, i et vist mål, af Åndens gave, som en forberedelse til den senere fuldstændige skænkelse.

Dernæst bemærker vi opfyldelsen af disse forudsigelser, sådan som den er nedskrevet i Apostlenes Gerninger. Helligåndens gave på pinsedagen og de mirakuløse manifestationer, der fulgte, er klart den vigtigste historiske opfyldelse af forudsigelsen om dåben med Helligånden. Blandt manifestationerne af Åndens komme ved pinsen var først de fysiske, såsom "en lyd som af et fremfarende vældigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad" (ApG 2,2), og tilsynekomsten af "tunger, der delte sig, ligesom af ild; og den satte sig på hver enkelt af dem" (ApG 2,3). For det andet var der åndelige resultater: "Og de blev alle fyldt med Helligånden og begyndte at tale med andre tunger, efter som Ånden gav dem at tale" (ApG 2,4). I ApG 2,16 ff erklærer Peter, at denne skænkelse af Helligånden er en opfyldelse af den forudsigelse, som profeten Joel havde fremsat, og han citerer ordene i ApG 2,28 ff fra Joels profeti.

Der er endnu et vigtigt sted i Apostlenes Gerninger, hvor der henvises til dåben med Helligånden. Mens Peter talte til Cornelius (ApG 10,44), faldt Helligånden på alle, som hørte ordet, og de af de omskårne, som var sammen med Peter, "blev forbløffede," "fordi Helligåndens gave også blev udgydt over hedningerne." Da Peter gav brødrene i Jerusalem en beretning om sit besøg hos Cornelius, erklærer han, at denne begivenhed, som han havde været vidne til, var en dåb med Helligånden (ApG 11,16): "Og jeg huskede Herrens ord, hvordan han sagde: Johannes døbte ganske vist med vand; men I skal døbes med Helligånden."

2. Betydningen af dåben med Helligånden:

Dernæst betragter vi betydningen af dåben med Helligånden fra forskellige synsvinkler.

(1) Ud fra Det Gamle Testamentes lære om Åndens gave.

Joels profeti, som Peter citerer, angiver noget usædvanligt ved Åndens gave på pinsedagen. Ånden kommer nu i nye former for manifestation og med ny kraft. De forskellige grupper, som nævnes som modtagere af Ånden, angiver den vide udbredelse af den nye kraft. I Det Gamle Testamente blev Ånden sædvanligvis skænket til enkeltpersoner; her gives gaven til disciplenes gruppe, kirken. Her skænkes gaven varigt, mens den i Det Gamle Testamente som regel var forbigående og til et særligt formål. Her kommer Ånden igen i fylde i modsætning til den delvise skænkelse i Det Gamle Testamentes tid.

(2) Ud fra den ophøjede Kristus' synsvinkel.

I Luk 24,49 befaler Jesus disciplene at blive i byen, "indtil I bliver iklædt kraft fra det høje," og i Joh 15,26 taler han om Talsmanden, "som jeg vil sende til jer fra Faderen," "han skal vidne om mig"; og i Joh 16,13 erklærer Jesus, at Ånden, når han kommer, skal lede disciplene ind i hele sandheden, og han skal vise dem de ting, der skal komme. I dette vers kaldes Ånden sandhedens Ånd. Det var passende, at Ånden, som skulle fortolke sandheden og lede ind i hele sandheden, skulle komme i fylde efter, snarere end før, fuldførelsen af Messias' livsopgave. Den historiske manifestation af guddommelig sandhed, som således var fuldendt, gjorde Åndens gave i fylde nødvendig. Kristus selv var giveren af Ånden. Ånden indtager nu den ophøjede Kristus' plads, eller rettere: han tager det, der hører Kristus til, og viser det for disciplene. Åndens dåb ved pinsen bliver således den store historiske begivenhed, som markerer begyndelsen på en ny tidsalder i Guds rige, hvor hele bevægelsen løftes op på det åndelige plan, og opgaven med at evangelisere verden formelt begynder.

(3) Betydningen af dåben med Ånden ud fra disciplenes synsvinkel.

Det kan næppe med rette siges, at pinsen var kirkens fødselsdag. Jesus havde talt om sin kirke under sin jordiske tjeneste. Det åndelige forhold til Kristus, som udgør kirkens grundlag, eksisterede forud for dåben med Helligånden. Men denne dåb grundfæstede kirken på flere måder. For det første i enhed. Det ydre enhedsbånd viger nu for et indre åndeligt bånd af dyb betydning. For det andet bliver kirken nu bevidst om en åndelig mission, og teokratiske idealer om riget forsvinder. For det tredje bliver kirken nu udrustet med kraft til sit arbejde. Blandt de gaver, der blev skænket, var profetiens gave i den brede betydning at tale for Gud, og tungetalens gave, som satte disciplene i stand til at tale på fremmede sprog. Beretningen i ApG kapitel 2 tillader ingen anden forståelse. Der blev også skænket kraft til at vidne om Kristus. Dette var i sandhed en af de mest fremtrædende velsignelser, der nævnes i forbindelse med løftet om dåben med Ånden. Kraften til at gøre mirakler blev også skænket (ApG 3,4; ApG 5,12). Senere i Paulus' breve lægges der stor vægt på Ånden som den helliggørende kraft i de troendes hjerter. I ApG er Åndens ord hovedsagelig messiansk, det vil sige, at Åndens virksomhed helt ses i relation til udbredelsen af det messianske rige. Anledningen til Åndens udgydelse er pinsen, da mennesker fra alle folkeslag er samlet i Jerusalem. Den symbolske fremstilling af tunger som af ild leder tanken hen på forkyndelse, og glossolalien, eller talen med tunger, som fulgte, så at mennesker fra forskellige folkeslag hørte evangeliet på deres egne sprog, viser, at Åndens dåb havde en ganske særlig relation til opgaven med verdensomspændende evangelisering for at bringe Guds rige ind.

3. Helligåndens dåbs endegyldighed:

Spørgsmålet rejses ofte, om Helligåndens dåb fandt sted én gang for alle eller gentages i senere dåbshandlinger. Vidnesbyrdet synes at pege på den første opfattelse, i det mindste i den udstrækning at den begrænses til udgydelser, som fandt sted i forbindelse med begivenheder, der er nedskrevet i de første kapitler af Apostlenes Gerninger. Følgende overvejelser taler for denne opfattelse:

(1) I ApG kapitel 1 forudsiger Jesus ifølge Lukas' beretning, at dåben med Helligånden ville finde sted »om ikke mange dage« (ApG 1,5). Dette synes at pege på en bestemt og specifik begivenhed snarere end på en vedvarende proces.

(2) Desuden viser Peters citat i ApG 2,17-21 af Joels profeti, at den begivenhed, hans tilhørere da var vidner til, i Peters tanke var den bestemte opfyldelse af Joels ord.

(3) Læg for det tredje mærke til, at kun én anden begivenhed i Det Nye Testamente beskrives som dåben med Helligånden, og af særlige grunde kan denne betragtes som fuldendelsen af pinsedåben. Det drejer sig om afsnittet i ApG 10,1-11, hvor følgende begivenheder nedskrives:

(a) et underfuldt syn givet til Peter på hustaget (ApG 10,11-16), som angiver, at det, der står for at ske, er af enestående betydning;

(b) talen med tunger (ApG 10,45; ApG 10,46);

(c) Peter erklærer for brødrene i Jerusalem, at Helligånden i dette tilfælde med Cornelius og hans hus faldt på hedningerne »som på os i begyndelsen« (ApG 11,15);

(d) Peter erklærer også, at dette var en opfyldelse af løftet om dåben med Helligånden (ApG 11,16; ApG 11,17);

(e) de jødekristne, som hørte Peters beretning om sagen, anerkendte dette som bevis på, at Gud også havde udstrakt evangeliets privilegier til hedningerne (ApG 11,18). Helligåndens dåb, som blev skænket Cornelius og hans hus, forbindes således direkte med den første udgydelse ved pinsen, og som den begivenhed, der markerede den formelle åbning af evangeliets dør for hedninger, er den i fuld harmoni med den missionerende betydning af den første store pinseudgydelse. Den var et vendepunkt eller en krise i det messianske rige og synes bestemt til at fuldende pinsegaven ved at vise, at hedninger såvel som jøder skal omfattes af alle den nye husholdnings privilegier.

(4) Vi bemærker igen, at vi intetsteds i brevene finder en gentagelse af Åndens dåb. Dette ville være bemærkelsesværdigt, hvis brevskriverne havde forstået Åndens dåb sådan, at den ofte skulle gentages. Der er ingen vidnesbyrd uden for Apostlenes Gerninger om, at Åndens dåb nogensinde fandt sted i den senere nytestamentlige tid. I 1 Kor 12,13 siger Paulus: “For i én Ånd blev vi alle døbt til ét legeme, .... og vi fik alle at drikke af én Ånd.” Men her henviser han ikke til Åndens dåb, men snarere til en dåb ind i kirken, som er Kristi legeme. Vi slutter derfor, at pinse-dåben, taget sammen med Åndens dåb i Kornelius’ tilfælde, fuldender Helligåndens dåb ifølge Det Nye Testamentes lære. Åndens dåb, således skænket, var imidlertid Åndens bestemte gave i hans fylde til enhver form for åndelig velsignelse, som var nødvendig for rigets fremgang, og som Guds varige og blivende gave til sit folk. I alle senere nytestamentlige skrifter forudsættes denne Åndens nærværelse og hans tilgængelighed for alle troende. Brevenes forskellige befalinger og formaninger bygger på den forudsætning, at Åndens dåb allerede har fundet sted, og at Ånden, efter Jesu forudsigelse til disciplene, skulle blive hos dem for evigt (Joh 14,16). Vi bør derfor ikke sammenblande andre udtryksformer, som findes i Det Nye Testamente, med Helligåndens dåb. Når kristne pålægges at “vandre ved Ånden” (Gal 5,16) og “blive fyldt med Ånden” (Ef 5,18), eller når Ånden beskrives som en salvelse (chrisma), som i 1 Joh 2,20-27, og som “pantet på vores arv” (arrabon), som i Ef 1,14, og når forskellige andre lignende udtryk bruges i Det Nye Testamentes breve, skal vi ikke forstå dette som Helligåndens dåb. Disse udtryk betegner sider af Åndens arbejde i de troende eller den troendes tilegnelse af Åndens gaver og velsignelser snarere end Åndens historiske dåb.

4. Åndens dåbs forhold til andre dåb:

Tre afsluttende punkter kræver kort opmærksomhed, nemlig Åndens dåbs forhold til dåb i vand, til dåb i ild og til håndspålæggelse.

(1) Vi bemærker, at dåben i ild forbindes med dåben i Ånden i Matt 3,11 og i Luk 3,16. Disse steder gengiver Johannes Døbers ord. Johannes taler om den kommende, som “skal døbe jer med Helligånden og med ild” (Luk 3,16). Denne dåb i ild opfattes ofte som parallel med og synonym med dåben i Ånden. Sammenhængen synes dog både hos Matthæus og Lukas at tale for en anden betydning. Jesu messianske gerning vil være både rensende og ødelæggende. Det “jer”, som Johannes henvendte sig til, omfattede folket i almindelighed og kunne naturligt rumme begge grupper: dem, hvis holdning til Jesus ville være troende, og dem, som ville nægte at tro. Hans handling som Messias ville berøre alle mennesker. Nogle ville han genføde og rense ved Helligånden. Andre ville han ødelægge ved straffens ild. Denne opfattelse støttes af sammenhængen i begge evangelier. I begge forbindes Kristi ødelæggende kraft med hans frelsende magt i andre udtryk, der ikke lader nogen tvivl tilbage. Hveden samler han i laden, og avnerne brænder han med uudslukkelig ild.

(2) Helligåndens dåb var ikke ment til at træde i stedet for vanddåben. Dette fremgår klart af hele beretningen i Apostlenes Gerninger, hvor vanddåb konsekvent gives til omvendte efter Åndens pinse-dåb, såvel som af de talrige henvisninger til vanddåb i brevene. Vidnesbyrdet her er så righoldigt, at det er unødvendigt at udfolde det i enkeltheder. Se Rom 6,3; 1 Kor 1,14-17; 1 Kor 10,2; 1 Kor 12,13; 1 Kor 15,29; Gal 3,27; Ef 4,5; Kol 2,12; 1 Pet 3,21.

(3) I ApG 8,17 og 19,6 gives Helligånden i forbindelse med apostlenes håndspålæggelse, men disse skal ikke betragtes som eksempler på Åndens dåb i streng forstand, men snarere som eksempler på, at troende modtog Ånden, som allerede var blevet skænket i fylde ved pinsen.

LITTERATUR.

Artikler om Helligånden i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind) og Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels; artikel om “Åndelige gaver” i Encyclopedia Biblica; Moule, Veni Creator; Smeaton, The Doctrine of the Holy Spirit; Kuyper, The Work of the Holy Spirit.

Se også Helligånden.

E. Y. Mullins