Dåb (ikke-neddykkende synspunkt)

I. DE SKRIFTMÆSSIGE NAVNE PÅ RITUALET

II. FØRKRISTEN DÅB

1. Proselytdåb

2. Johannes' dåb

3. Dåb i de hedenske mysterier

III. KRISTEN DÅB

1. Ritualets forvaltning

2. Måden, vandet bruges på

(1) Neddykning

(2) Overøsning

(3) Bestænkning

3. Hvem der må udføre dåb

4. Hvem der må modtage dåb

(1) Dåb af spædbørn

(2) Dåb for de døde

IV. DÅBSFORMULARen

V. DÅBSLÆREN

Læren om barnedåb

LITTERATUR

Dåb (baptisma, baptismos, baptizein) har fra de tidligste tider været indvielsesritualet, der betegnede anerkendelsen af indtræden i eller af tilstedeværelse inden for den kristne kirke. Vi finder den tidligste omtale af handlingen i Brevet til Galaterne (Gal 3,27), skrevet omkring 20 år efter Jesu død. Dér og i Første Korintherbrev (1 Kor 1,13; 1 Kor 12,13) tager Paulus for givet, at enhver, der bliver kristen (ham selv medregnet), må døbes. Ritualet synes også at have eksisteret blandt Jesu disciple før hans død. Vi får at vide (Joh 4,1; Joh 4,2), at selv om Jesus ikke selv døbte, gjorde hans disciple det, og at deres dåbshandlinger var talrigere end Johannes'.

I. De skriftmæssige navne på ritualet.

De ord, der almindeligvis bruges i Det Nye Testamente om ritualet, er verbet baptizo og substantiverne baptisma og baptismos; men ingen af dem anvendes udelukkende i denne betydning. Verbet bruges om jødernes ceremonielle renselse før måltidet, ved at hælde vand over hænderne (Luk 11,38; Mark 7,4); om Kristi lidelser (Mark 10,38; Mark 10,39; Luk 12,50); og om dåbens sakramente. Det er den intensive form af baptein, »at dyppe«, og får en bredere betydning. Stederne Luk 11,38 og Mark 7,4 viser afgørende, at ordet ikke ufravigeligt betyder at nedsænke hele kroppen. Nogle har hævdet, at baptismos altid betyder ceremoniel renselse, og at baptisma er forbeholdt det kristne ritual; men skellet kan næppe opretholdes. Det førstnævnte betyder bestemt ceremoniel renselse i Mark 7,4 og i Mark 7,8 (King James Version); men det betyder sandsynligvis dåbsritualet i Hebr 6,2. Eksegeter finder andre udtryk anvendt om kristen dåb. Den kaldes »vandet« i ApG 10,47: »Kan nogen nægte ›vandet‹, så disse ikke skulle blive døbt?«; vandets bad i Ef 5,26 i Revised Version, randnote (hvor dåben sammenlignes med brudebadet, som bruden tog, før hun blev overgivet til brudgommen); og måske genfødelsens bad i Tit 3,5 i Revised Version, randnote (sammenlign 1 Kor 6,11), og oplysning i Hebr 6,4; Hebr 10,32.

II. Førkristen dåb.

1. Proselytdåb:

Omvendte i de første århundreder, hvad enten de var jøder eller hedninger, kunne ikke have fundet dette indvielsesritual, hvori de udtrykte deres nyfødte tro, fuldstændig ukendt. Vand er det element, der naturligt bruges til at rense kroppen, og dets symbolske brug indgik i næsten enhver kult; og i ingen mere fuldstændigt end i den jødiske, hvis ceremonielle afvaskninger var ordsprogsagtige. Ud over disse havde jøden noget, som for den omvendte ville synes at være et modstykke til det kristne ritual, i proselytdåben, hvorved hedninger trådte ind i jødedommens kreds. For jøderne krævede tre ting af fremmede, som erklærede sig for at være omvendte til Moses' lov: omskærelse, dåb og at bringe offer, hvis de var mænd; de to sidstnævnte, hvis de var kvinder. Det er noget besynderligt, at der ikke findes nogen proselytdåb bevidnet før omkring begyndelsen af det 3. århundrede; og dog betvivler ingen kompetent forsker dens eksistens. Schurer er fuld af foragt for dem, der insisterer på argumentet ud fra tavshed. Dens tilstedeværelse gør det muligt for os både at se, hvordan jøder let accepterede Johannes' dåb, og at forstå pointen hos de indvendinger, som satte spørgsmålstegn ved hans ret til at insistere på, at alle jøder måtte renses, før de kunne være rede til det messianske rige, selv om han hverken var Messias eller en særlig profet (Joh 1,19-23).

2. Johannes' dåb:

Johannes' dåb stod midt mellem den jødiske proselytdåb og den kristne dåb. Den adskilte sig fra den første, fordi den var mere end et symbol på ceremoniel renselse; den var en omvendelsesdåb, en bekendelse af synd og af behovet for moralsk renselse, og den var et symbol på tilgivelse og moralsk renhed. Alle mennesker, jøder, som var ceremonielt rene, og hedninger, som ikke var det, måtte underkaste sig denne dåb til omvendelse og tilgivelse. Den adskilte sig fra den sidste, fordi den kun symboliserede forberedelsen til at modtage frelsen, Guds rige, som Johannes forkyndte, og ikke indebar indtræden i selve dette rige. De, der havde modtaget den, såvel som de, der ikke havde, måtte træde ind i det kristne fællesskab gennem den kristne dåbs dør (ApG 19,3-6). Den jødiske skik med at døbe, hvad enten den kom til udtryk i deres hyppige ceremonielle afvaskninger, i proselytdåben eller i Johannes' dåb, gjorde kristen dåb til et velkendt og endda forventet ritual for jødiske omvendte i det 1. århundrede.

3. Dåb i de hedenske mysterier:

Dåb som indvielsesritus var ikke mindre velkendt for hedningekonvertitter, som ikke havde noget kendskab til den jødiske religion. De ceremonielle afvaskninger af præster i hedenske religioner er ofte blevet fremført som noget, der kunne gøre hedningekonvertitter fortrolige med den ritus, som førte dem ind i det kristne fællesskab, men de var ikke indvielser. En mere præcis parallel findes let. Det glemmes ofte, at i de tidligere århundreder, da kristendommen langsomt vandt frem i den hedenske verden, havde hedensk fromhed forladt de officielle religioner og søgt tilflugt i mysterierne, og at disse mysterier repræsenterede tidens folkelige hedenske religioner. De var alle private kulter, som mænd og kvinder blev optaget i én for én, og det ved indvielsesriter, som hver enkelt personligt måtte gennemgå. Når konvertitterne var blevet optaget, blev de medlemmer af større eller mindre kredse af ligesindede personer, som var blevet indviet, fordi deres sjæle længtes efter noget, som de troede, de ville modtage i og gennem kultens riter. Disse indvielser var hemmelige og blev nidkært værnet mod alle udenforståendes kendskab; alligevel ved man nok om dem til, at vi kan være sikre på, at dåb blandt dem indtog en vigtig plads (Apuleius Metamorphoses xi). Riten var derfor lige så velkendt for hedenske som for jødiske konvertitter, og det var ikke noget uventet krav for konvertitten at få at vide, at dåben var døren ind til Kristi kirke. Disse hedenske dåbshandlinger var, ligesom proselytdåben, for størstedelens vedkommende ganske enkelt ceremonielle renselser; for selv om det er sandt, at både i mysteriekulten og uden for den var en måde at rense sig efter store forbrydelser på at blive døbt i rindende vand (Eurip. Iph. in Tauri 167) eller i havet, synes det dog, at man kun tænkte på ceremoniel renselse. Ceremonielle riter, som indebar brug af vand, var heller ikke begrænset til hedenskabet i de første århundreder. En sådan ceremoni betegnede optagelsen af det nyfødte barn i hedenske skandinaviske husholdninger. Faderen afgjorde, om spædbarnet skulle opfostres eller sættes ud for at omkomme. Hvis han besluttede at bevare barnet, blev der hældt vand over det, og det fik et navn.

III. Kristen dåb.

1. Forvaltningen af riten:

Ved forvaltningen af den kristne dåbs rite må tre ting betragtes: dåbshandlingen; dem, der er berettiget til at udføre den; og modtagerne eller dem, der er berettiget til at modtage den. En fuldstændig dåbshandling omfatter tre ting: det, der er blevet kaldt materia sacramenti; måden, det bruges på; og forma sacramenti, dåbsformlen eller den ordlyd, der ledsager brugen af vandet. Materia sacramenti er vand, og af den grund kaldes dåben vandsakramentet. Den ældste kirkelige disciplinhåndbog, som er overleveret til os, Didache, siger, at det vand, der bør foretrækkes, er "levende", dvs. rindende vand, vand i en bæk eller flod, eller frisk vand, der strømmer fra en kilde; "Men hvis du ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt" (kap. 7). I disse anvisninger følges forskrifterne for ceremoniellet ved den jødiske proselytdåb nøje. Kirkens tidligere kanoner tillader enhver slags vand, fersk eller salt, blot det er sandt og naturligt vand (aqua vera et naturalis).

2. Måden at bruge vandet på:

(1) Neddykning.

Brugen af vandet kaldes ablutio. Efter reglerne i langt den største del af den kristne kirke kan vandet bruges på en af tre måder: neddykning, hvor modtageren går legemligt ned i vandet, og hvor hovedet under handlingen sænkes enten én gang eller tre gange ned under overfladen; overøsning, hvor vand blev hældt over hovedet på modtageren, som stod enten i vand eller på tør grund; og bestænkning, hvor vand blev stænket på hovedet eller i ansigtet. Det er ofte blevet hævdet, at ordet baptizein altid betyder "at dyppe" eller nedsænke, og at kristen dåb derfor oprindeligt må være blevet udført alene ved neddykning, og at de to andre former, overøsning og bestænkning, er ugyldige – at der ikke kan være nogen virkelig dåb, medmindre neddykningsmetoden bruges. Men det ord, som altid betyder "at dyppe", er ikke baptizein, men baptein. Baptizein har en bredere betydning; og dets brug til at betegne den jødiske ceremoni, hvor man hælder vand på hænderne (Luk 11,38; Mark 7,4), som allerede nævnt, beviser afgørende, at det er umuligt ud fra selve ordet at konkludere, at neddykning er den eneste gyldige måde at udføre riten på. Det kan straks indrømmes, at neddykning, hvor hele legemet inklusive hovedet sænkes ned i et bassin med rent vand, giver et mere levende billede af sjælens renselse fra synd; og at en fuldstændig omslutning af vand passer bedre til metaforerne om begravelse i Rom 6,4 og Kol 2,12, og om at være omsluttet af skyen i 1 Kor 10,2.

(2) Overøsning.

På den anden side er overøsning bestemt et mere levende billede på meddelelsen af Helligånden, som ligeledes symboliseres i dåben. Der gives ingen bestemt oplysning om den måde, hvorpå dåben blev forvaltet i apostolsk tid. Udtryk som "at stige op af vandet", "gik ned i vandet" (Mark 1,10; ApG 8,38) kan lige så godt anvendes om overøsning som om neddykning. Den tidligste beretning om måden at døbe på findes i Didache (kap. 7), hvor det hedder: "Hvad dåben angår, skal I døbe således: Efter først at have sagt alt dette, skal I døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn i levende vand. Men hvis du ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt. Men hvis du hverken har det ene eller det andet, så hæld vand over hovedet tre gange i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Dette synes at sige, at dåb ved neddykning var den praksis, der blev anbefalet til almindelig brug, men at overøsningsmåden også var gyldig og påbudt ved visse lejligheder. Det, der her foreskrives i Didache, synes at have været den praksis, som sædvanligvis blev fulgt i den kristne kirkes første århundreder. Neddykning var almindeligt i brug; men overøsning blev også vidt udbredt praktiseret; og begge blev anset for sædvanlige og gyldige former for dåb. Når neddykning blev brugt, blev modtagerens hoved sænket tre gange ned under overfladen ved nævnelsen af hvert navn i Treenigheden; når måden var overøsning, blev den samme henvisning til Treenigheden bevaret ved, at vand blev hældt tre gange over hovedet. De to brugsmåder, som blev anerkendt og foreskrevet ved begyndelsen af det 2. århundrede, kan have været i brug gennem hele den apostolske periode, selv om sikre oplysninger mangler. Når vi husker de forskellige damme i Jerusalem og deres brug til ceremonielle afvaskninger, er det ikke umuligt at antage, at de 3.000, som blev døbt på pinsedagen, kan være blevet neddykket; men når indretningen og forholdene i huse i Israels land og i orientalske fængsler tages i betragtning, er det vanskeligt at forestille sig, at ceremonien ved Kornelius' og fangevogterens dåb blev udført på anden måde end ved overøsning. Det er et noget ejendommeligt faktum, at hvis vidnesbyrdet fra skrevne tekster, hvad enten det drejer sig om gamle kirkelige regler eller de tidligere kirkefædres skrifter, studeres for sig, synes den naturlige konklusion at være, at neddykning var den næsten universelle form for forvaltning af ritualet; men hvis vidnesbyrdet fra de tidligste billedlige fremstillinger samles, må vi slutte, at overøsning var den sædvanlige metode, og at neddykning var undtagelsen; for de billedlige fremstillinger viser næsten uden undtagelse dåb udført ved overøsning, dvs. modtageren ses stående i vand, mens præsten hælder vand på hovedet. Derfor kan det sluttes, at beviset for den næsten universelle praksis med neddykning, udledt af det forhold at dåb fandt sted i floddamme (det er mere end sandsynligt, at når vi finder lokale helgeners navne givet til damme i floder, var disse steder deres foretrukne steder for forvaltningen af ritualet), eller af den store størrelse på næsten alle tidlige middelalderlige baptisterier, på ingen måde er så afgørende, som mange har antaget, eftersom sådanne steder lige så vel kan anvendes til overøsning. Det er også interessant at huske, at da de fleste af det 16. århundredes anabaptister insisterede på voksendåb (gendåb var deres navn for det), var neddykning ikke den metode, de praktiserede. Under den store dåbsscene på torvet i byen Münster blev handlingen udført ved, at præsterne hældte tre kander vand over modtagernes hoveder. De døbte ved overøsning og ikke ved neddykning. Dette var også praksis blandt mennonitterne eller de tidligste baptister. Denne dobbelte måde at forvalte sakramentet på--ved neddykning eller ved overøsning--var fremherskende i kirkerne i de første tolv århundreder, og det var først i det 13., at praksis med aspersio eller bestænkning blev næsten universelt anvendt.

(3) Bestænkning.

Den tredje metode til forvaltning af dåben, nemlig ved aspersio eller bestænkning, har en anden historie end de to andre. I de første århundreder var den udelukkende forbeholdt syge og svagelige personer, som var for svage til at blive underkastet neddykning eller overøsning. Der findes vidnesbyrd, som viser, at de, der modtog ritualet i denne form, blev noget foragtet; for øgenavnene clinici og grabatorii blev, erklærer Cyprian uværdigt, givet dem af naboer. Spørgsmålet blev endda rejst i midten af det 3. århundrede, om dåb ved aspersio var en gyldig dåb, og Cyprian blev bedt om sin mening om sagen. Hans svar findes i hans 75. brev (69. i Hartels udg.). Her hævder han, at handlingen forvaltet på denne måde er fuldkommen gyldig, og han citerer til støtte for sin mening forskellige gammeltestamentlige tekster, som fastslår de rensende virkninger af vand, der stænkes (Ez 36,25; Ez 36,26; 4 Mos 8,5-7; 4 Mos 19,8; 4 Mos 19,9; 4 Mos 19,12; 4 Mos 19,13). Det er ikke vandets mængde eller metoden for dets anvendelse, der kan rense fra synd: "Heraf fremgår det, at også bestænkningen med vand har samme kraft som frelsens afvaskning .... og at hvor giverens og modtagerens tro er sund, står alt fast og kan fuldbyrdes og fuldendes ved Guds majestæt og ved troens sandhed." Hans mening sejrede. Aspersio blev anerkendt som en gyldig, om end undtagelsesvis, form for dåb. Men det tog lang tid, før den vandt anbefaling hos præster og folk, og den nåede ikke næsten almindelig brug før i det 13. århundrede.

Tanken om, at dåb kun er gyldig, når den praktiseres på den ene måde, nemlig neddykning, kan næppe betragtes som andet end en ritualistisk idé.

3. Hvem kan udføre dåb:

Skriften beskriver eller begrænser intetsteds kvalifikationerne hos dem, der har ret til at udføre dåbsriten. Vi finder apostle, omvandrende prædikanter (ApG 8,38), et privat medlem af et lille og forfulgt fællesskab (ApG 9,18), som udfører riten. Således finder vi i den subapostolske kirke den samme frihed i praksis. Clemens af Alexandria fortæller os, at kristne kvinders tjenester var nødvendige for det kristne missionsarbejde, for kun de kunne få adgang til gynaeceum og bringe evangeliets budskab dertil (Strom., III, 6). Sådanne kvindelige missionærer tøvede ikke med at døbe. Hvilken troværdighed man end vil tillægge Paulus' og Theklas Gerninger, er det i det mindste historisk, at Thekla fandtes, at hun blev omvendt af Paulus, at hun virkede som missionær, og at hun døbte sine omvendte. Generelt kan man sige, at eftersom et sakramente altid er blevet betragtet som anerkendelsen af nærvær inden for den kristne kirke, er det en handling, der tilhører kirken og ikke den enkelte troende; og derfor har ingen ret til at udføre handlingen, som ikke på en eller anden måde er en repræsentant for det kristne fællesskab--repræsentantkarakteren bør på en eller anden måde opretholdes. Så snart fællesskabet havde antaget en regelmæssig og organiseret form, blev dåbshandlingen passende udført af dem, der som embedsbærere naturligt repræsenterede fællesskabet. Det blev anerkendt, at præsten eller biskoppen (for disse betegnelser var synonyme i hvert fald indtil det 4. århundrede) burde forestå forvaltningen af sakramentet; men i den tidlige kirke blev delegationsretten anerkendt og praktiseret, og ældste og diakoner forestod dette og endda eukaristien. Det, der er blevet kaldt lægmandsdåb, er ikke forbudt i Det Nye Testamente og har den tidlige kirkes sanktion. Da overtroiske opfattelser af dåben i vid udstrækning trængte ind i kirken, og man mente, at intet udøbt barn kunne blive frelst, opstod den praksis, at man opmuntrede til dåb af alle svagelige spædbørn ved ammer. Den reformerte kirke protesterede imod dette og lagde vægt på at afvise den overtroiske tanke om nogen mekanisk virkning i riten ved at fraråde, at den blev udført af andre end godkendte og ordinerede tjenere i kirken. Dog kan man, samtidig med at man fordømmer lægmandsdåb som uregelmæssig, spørge, om de ville erklære nogen forvaltning af riten for ugyldig, blot den var blevet udført med from tro fra både giverens og modtagerens side.

4. Hvem kan modtage dåb:

Modtagerne af kristen dåb er alle dem, der aflægger en formodet oprigtig bekendelse af omvendelse fra synd og tro på Herren Jesus Kristus, Frelseren; sammen med sådanne troende forældres børn. Kravene fremstilles i de beretninger, vi har fået om ritens udførelse i Det Nye Testamente, hvor vi ser, hvordan apostlene adlød deres Mesters befalinger. Jesus havde pålagt dem at »gøre alle folkeslagene til disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28,19)--at »prædike evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, der ikke tror, skal blive fordømt« (Mark 16,15; Mark 16,16). Apostlen Peter sagde til dem, der spurgte på pinsedagen: »Omvend jer, og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse; og I skal modtage Helligåndens gave«; og 3.000 blev føjet til kirken gennem dåbens indledende rite. Samaritanerne, som kom til tro på Jesus gennem Filips prædiken, blev optaget i det kristne fællesskab gennem dåb; skønt i dette tilfælde én af de døbte, Simon Magus, efter sin optagelse viste sig stadig at være i »uretfærdighedens lænke« (ApG 8,12; ApG 8,23). Fangevogteren og alle hans, Lydia og hendes husstand, i Filippi, blev døbt af Paulus på hans og hendes bekendelse af tro på Jesus, Frelseren. Der er intet bevis i nogen af de beretninger, vi har om apostoliske dåbshandlinger, for at noget længerevarende undervisningsforløb blev anset for nødvendigt; intet om katekumenklasser, sådan som vi finder dem i den tidlige kirke ved slutningen af det 2. århundrede, eller i moderne missionsvirksomhed. Vi finder ingen omtale af dåbsbekendelser, erklærende eller spørgende, i Det Nye Testamentes beretninger om dåbshandlinger. Trosbekendelsen til Herren Jesus, Frelseren, aflagt af familiens overhoved synes, så vidt Det Nye Testamentes optegnelser giver os oplysninger, at have været tilstrækkelig til at sikre dåben af »husstanden«--et ord, som dengang omfattede både tjenere og børn.

(1) Dåb af spædbørn.

Dette fører os til det meget omdiskuterede spørgsmål, om spædbørn skal anerkendes som retmæssige modtagere af kristen dåb. Det Nye Testamentes skrifter hverken forbyder eller befaler med så mange ord dåb af børn. Spørgsmålet står i denne henseende helt på linje med ændringen af den hellige dag fra ugens syvende til dens første dag. Intet positivt bud autoriserer den almindelige skik med hensyn til den kristne sabbatsdag; at ændringen er autoriseret, må afgøres ved en afvejning af vidnesbyrd. Sådan er det også med barnedåben. Den er hverken befalet eller forbudt med så mange ord; og spørgsmålet kan ikke afgøres på et sådant grundlag. Det stærkeste argument imod at døbe spædbørn ligger i den tanke, at ritens betingelser er omvendelse og tro; at disse må udøves af enkeltpersoner, hver for sig; og at spædbørn er ude af stand til enten omvendelse eller tro af denne art. Argumentet synes svagt i sin anden påstand; det er mere dogmatisk end historisk; og det vil blive omtalt senere, når den lære, der ligger til grund for riten, undersøges. På den anden side støtter en stor mængde vidnesbyrd den opfattelse, at dåb af spædbørn, om den ikke var befalet, i det mindste var tilladt og praktiseret inden for den apostolske kirke. Paulus forbinder dåb med omskærelse og antyder, at under evangeliet træder den første i stedet for den sidste (Kol 2,12); og da børn blev omskåret på den 8. dag efter fødslen, følger den slutning naturligt, at børn også skulle døbes. I Det Gamle Testamente omfattede løfter til forældre deres børn. I sin prædiken på pinsedagen erklærer Peter for sine tilhørere, at evangeliets løfte er »til jer og til jeres børn«, og forbinder dette med indbydelsen til dåb (ApG 2,38; ApG 2,39). Det er også bemærkelsesværdigt, at børn havde del i den jødiske dåb af proselytter. Dernæst finder vi i Det Nye Testamentes beretninger om dåb, at »husstande« blev døbt--Lydias (ApG 16,15), fangevogteren i Filippis (ApG 16,32), Stefanas’ (1 Kor 1,16). Det siges aldrig, at husstandens børn blev undtaget fra den hellige rite. Man behøver blot at huske husstandens overhoveds stilling i den gamle verden, at erindre hvordan husstanden blev anset for at være legemliggjort i sit overhoved, for at se hvordan husstandsoverhovedets omvendelse og tro blev betragtet som omfattende alle medlemmernes, ikke blot børnenes, men også tjenernes, for at føle, at hvis børnene var blevet udelukket fra at have del i riten, ville udelukkelsen have forekommet som noget så usædvanligt, at den i det mindste ville være blevet nævnt og forklaret. Vor Herre gjorde udtrykkeligt meget små børn til forbilleder på dem, der gik ind i hans rige (Mark 10,14-16); og Paulus forener i Kristi tro forældre og børn sådan, at han ikke tøver med at kalde den troende mands eller hustrus børn »hellige« og antyde, at børnene gennem en forælders tro var gået fra en tilstand af »urenhed« til en tilstand af »hellighed«. Alle disse ting synes at pege på det faktum, at den rite, som var indgangsdøren til det synlige fællesskab af Jesu efterfølgere, blev delt af troende forældres børn. Desuden går vidnesbyrd om dåb af børn tilbage til de tidligste tider i den subapostolske kirke. Irenæus var Polykarps discipel, og Polykarp havde været Johannes’ discipel, og det er vanskeligt at drage nogen anden konklusion af hans udtalelser end, at han mente, at dåb af spædbørn havde været en etableret praksis i kirken længe før hans tid (Adv. Haer., II, 22; sammenlign 39). Tertullians vidnesbyrd er særlig interessant; for han mener selv tydeligt, at voksendåb er at foretrække frem for dåb af spædbørn. Han gør det klart, at skikken med at døbe spædbørn fandtes på hans tid, og vi kan være sikre på, ud fra mandens karakter og lærdom, at hvis han havde kunnet hævde, at barnedåb havde været en nylig nyskabelse og ikke en længe etableret skik, der nedstammede fra apostolsk tid, ville han bestemt ikke have tøvet med at bruge noget, som for ham ville have syntes en meget overbevisende måde at behandle sine modstandere på. Tertullians vidnesbyrd stammer fra slutningen af det 2. århundrede eller begyndelsen af det 3. århundrede. Origenes, den mest lærde kristne forfatter i de første tre århundreder og som kommer lidt senere end Tertullian, vidner i sin 14. homili over Lukas om, at dåb af spædbørn var sædvanlig. Han argumenterer for, at arvesynden hører børn til, fordi kirken døber dem. Samtidig er det tydeligt ud fra en række vidnesbyrd, der er for omfattende til at citere, at dåb af spædbørn ikke var en universel praksis i den tidlige kirke. Kirken i de første århundreder var en missionskirke. Den hentede store tal af sine medlemmer fra hedenskabet. I enhver missionskirke vil dåb af voksne naturligt indtage den fremmeste plads og være mest synlig. Men det er klart, at mange kristne var af Tertullians opfattelse og mente, at dåb ikke burde forrettes over børn, men skulle begrænses til voksne. Dette var heller ikke kun en teori; det var en vedvarende praksis, overleveret fra én generation til en anden i nogle kristne familier. I det 4. århundrede indtog få kristne ledere en vigtigere plads end Basilios den Store og hans bror Gregor af Nyssa. De tilhørte en familie, som havde været kristen i flere generationer; alligevel blev ingen af brødrene døbt før efter sin personlige omvendelse, som ikke synes at være kommet, før de havde nået manddomsårene. Hele vidnesbyrdet synes at vise, at i den tidlige kirke, ned til i det mindste slutningen af det 4. århundrede, var spædbarnsdåb og voksendåb åbne spørgsmål, og at de to praksisser eksisterede side om side uden at forstyrre kirkernes enhed. I den senere pelagianske strid blev det tydeligt, at teori og praksis for barnedåb havde kunnet hævde sig, og at ordningen altid blev forvaltet for børn af medlemmer af kirken.

(2) Dåb for de døde.

Paulus henviser til en skik med at »lade sig døbe for de døde« (1 Kor 15,29). Hvad denne »stedfortrædende dåb« eller »dåb for de døde« var, er det umuligt at sige, ja end ikke om den blev praktiseret inden for den urkristne kirke. Stedet er meget vanskeligt og har fremkaldt et meget stort antal forklaringer, som blot er gætterier. Paulus hverken anbefaler eller misbilliger den; han nævner blot dens eksistens og bruger forholdet som et argument for opstandelsen. Se dåb for de døde.

IV. Dåbens formel.

Formlen for den kristne dåb, i den form der blev fremherskende, gives i Matt 28,19: »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Men det er mærkeligt, at ordene ikke forekommer i nogen beskrivelse af kristen dåb før Justin Martyrs tid; og dér gentages de ikke nøjagtigt, men i en lidt udvidet og forklarende form. Han siger, at kristne »modtager vaskningen med vand i Guds, universets herskers og faders, og vor frelsers, Jesu Kristi, og Helligåndens navn« (1 Apol., 61). I enhver beretning om udførelsen af riten i apostolsk tid bruges en meget kortere formel. De 3.000 troende blev døbt på pinsedagen »i Jesu navn« (ApG 2,38); og den samme formel blev brugt ved dåben af Kornelius og dem, der var sammen med ham (ApG 10,48). Ja, den synes at have været den sædvanlige, ud fra Paulus’ spørgsmål til korintherne: »Blev I døbt til Paulus’ navn?« (1 Kor 1,13). Samaritanerne blev døbt »til Herren Jesu navn« (ApG 8,16); og den samme formel (en almindelig i fromhedshandlinger) blev brugt i tilfældet med disciplene i Efesos. I nogle tilfælde berettes det, at de omvendte før dåben blev bedt om at aflægge en bekendelse af deres tro, som tog form af en erklæring om, at Jesus var Herren, eller at Jesus Kristus var Guds søn. Af en vending i 1 Pet 3,21 kan man slutte, at der blev stillet et formelt spørgsmål, og at svaret var en anerkendelse af, at Jesus Kristus var Herre. Forskere har udvist stor opfindsomhed i forsøget på at forklare, hvordan der, når det synes at være Jesu egne ord, der er givet i Matthæusevangeliet, tilsyneladende blev brugt en anden og meget kortere formel i hele den apostolske kirke. Nogle har forestillet sig, at den kortere formel var den, der blev brugt ved dåb af disciple i vor Herres levetid (Joh 4,1; Joh 4,2), og at apostlene, fordi de var blevet vant til den, fortsatte med at bruge den i deres levetid. Andre erklærer, at udtrykkene »i Jesu Kristi navn« eller »i Herren Jesu navn« ikke er ment som angivelse af dåbsformlen, men blot som betegnelse for, at riten var kristen. Andre mener, at den fulde formel altid blev brugt, og at beretningerne i Apostlenes Gerninger og i de paulinske breve blot er korte sammenfatninger af, hvad der fandt sted--en tanke, der er ret vanskelig at tro på i mangel af blot én enkelt henvisning til den længere formel. Andre igen insisterer på, at dåb i én af treenighedens personers navn indebærer dåb i de Tres navn. Mens andre erklærer, at Matthæus ikke gengiver Jesu egne ord, men lægger ham i munden, hvad der var den almindelige formel, som blev brugt på det tidspunkt og i det område, hvor det første evangelium blev skrevet. Hvilken forklaring der end gives, er det klart, at den længere formel blev universel eller næsten universel i den subapostolske kirke. Justin Martyr er allerede blevet citeret. Tertullian erklærer næsten et halvt århundrede senere udtrykkeligt, at »dåbens lov er blevet pålagt og formlen foreskrevet« i Matt 28,19 (De Bapt., 13); og han tilføjer i sin Adversus Praxean (c. 26): »Og det er ikke én gang alene, men tre gange, at vi neddykkes i de tre personer, ved hver særskilt omtale af deres navne.« Bevismaterialet for, at den formel, Matthæus giver, blev den fastlagte praksis, er overvældende; men det er mere end sandsynligt, at brugen af den kortere formel ikke helt uddøde, eller, hvis den gjorde, at den blev genoplivet. Historikeren Sokrates oplyser os om, at nogle af de mere yderligtgående arianere »fordærvede« dåben ved kun at bruge Kristi navn i formlen; mens påbud om at bruge den længere formel og straffe, herunder afsættelse, truet mod dem, der formastede sig til at anvende den kortere, som vi møder i samlinger af kirkelige kanoner (Apos. Canons, 43, 50), beviser, at praksissen med at bruge den kortere formel fandtes i det 5. og 6. århundrede, i hvert fald i Østen.

V. Dåbslæren.

Sakramenterne, og dåben som et af dem, beskrives altid som

(1) tegn, der som i et billede eller en figur fremstiller åndelige goder (1 Pet 3,21), og også

(2) som segl eller personlige tegn og bevidnelser, der bekræfter højtidelige løfter om åndelige goder.

Derfor siges sakramentet at have to dele: "den ene et ydre og sanseligt tegn, brugt efter Kristi indstiftelse; den anden en indre og åndelig nåde, som derved betegnes." Man fastholder desuden, at når dåbshandlingen er blevet udført behørigt og fromt, med tro både hos den, der giver, og den, der modtager, følger de åndelige goder af handlingens udførelse. Spørgsmålet opstår derfor: Hvilke åndelige og evangeliske velsignelser fremstilles og loves højtideligt i dåben? I Det Nye Testamente finder vi, at dåben er nært forbundet med følgende: med syndernes forladelse, som i ApG 22,16 ("Rejs dig, og lad dig døbe, og vask dine synder bort"), og i Hebr 10,22; med genfødelse eller den nye fødsel, som i Tit 3,6 og Joh 3,5 (denne tanke indgik også i proselytdåben og endda i forestillingen om dåb i mysterierne; neofytter blev undervist om, at de i vandet døde fra deres gamle liv og begyndte et nyt (Apuleius Meta. xi)); med indpodning i Kristus, med forening med ham, som i Gal 3,27--og forening på bestemte måder, i hans død, hans begravelse og hans opstandelse, som i Rom 6,3-6; med indtræden i et nyt forhold til Gud, nemlig barnekår, som i Gal 3,26; Gal 3,27; med tildelingen af Helligånden, som i 16,16; 1 Kor 12,13; med at høre til kirken, som i ApG 2,41; med frelsens gave, som i Joh 3,5. Ud fra disse og lignende steder slutter teologer, at dåben er et tegn og segl på vores indpodning i Kristus og vores forening med ham, på syndernes forladelse, genfødelse, adoption og evigt liv; at vandet i dåben repræsenterer og betegner både Kristi blod, som tager alle vores synder bort, og også Helligåndens helliggørende indflydelse imod syndens herredømme og vores menneskelige naturs fordærv; og at dåb med vand betegner renselsen fra synd ved blodet og for Kristi fortjenestes skyld, sammen med syndens dødelse og det at rejse sig fra synden til et nyt liv i kraft af Kristi død og opstandelse. Eller sagt mere enkelt: Dåben lærer, at alle, som er uden for Kristus, er urene på grund af synd og trænger til at blive renset. Den betegner, at ligesom vask med vand renser legemet, sådan renser Gud i Kristus sjælen fra synd ved Helligånden, og at vi i denne renselse ikke blot skal se tilgivelse, men også en virkelig befrielse af sjælen fra syndens besmittelse og magt og derfor begyndelsen på et nyt liv. Sakramentet viser os også, at renselsen kun nås gennem forbindelse med Kristi død, og videre, at vi gennem det nye liv, som er begyndt i os, på en særlig måde bliver forenet med Kristus og træder ind i et nyt og sønligt forhold til Gud. Sandsynligvis vil alle kristne, reformerte og ikke-reformerte, være enige i ovenstående fremstilling af den læremæssige betydning i dåbshandlingen; og også i, at når sakramentet bruges ret, er den lovede indre og åndelige nåde til stede sammen med de ydre og synlige tegn. Men romersk-katolske og protestanter er uenige om, hvad der menes med den rette brug af sakramentet. De skilles i spørgsmålet om dets virkning. De førstnævnte forstår ved den rette brug ganske enkelt den korrekte udførelse af handlingen og det, at man ikke lægger nogen hindring i vejen for virkningens strøm. De sidstnævnte fastholder, at der ikke kan være nogen ret brug af sakramentet, medmindre modtageren udøver tro, at uden tro er sakramentet ikke virksomt, og de indre og åndelige velsignelser ledsager ikke de ydre og synlige tegn. Hvilke mindre forskelle der end skiller protestantiske evangeliske kirker i synet på dette sakramente, er de alle enige om dette: at hvor der ikke er tro, kan der ikke være nogen genfødelse. Her træder forskellen læremæssigt frem mellem dem, der giver sakramentet til spædbørn, og dem, der nægter at give det til dem.

Læren om barnedåb:

De sidstnævnte tager deres standpunkt på den grundlæggende lære hos alle evangeliske kristne, at tro er nødvendig for at gøre ethvert sakramente virksomt, og idet de antager, at virkningen af en ordning altid er knyttet til det præcise tidspunkt for dens forvaltning, fastholder de, at kun voksne kan udføre en sådan bevidst, forstandig og individuelt selvstændig troshandling, som de mener, at alle protestanter på bibelsk grundlag fastholder er nødvendig ved den rette brug af et sakramente. Derfor nægter de at døbe spædbørn og små børn.

Det store flertal af evangeliske protestanter praktiserer barnedåb og mener ikke, når de nødvendige forklaringer er givet, at den på nogen måde strider mod tanken om, at tro er nødvendig for sakramentets virkning. Baptisternes standpunkt synes for dem at stride mod meget af Det Nye Testamentes lære. Det indebærer, at alle, der opdrages i troen på Kristus og inden for den kristne familie, stadig mangler, når de når skelsår og alder, den store forandring af hjerte og liv, som symboliseres i dåben, og kun kan modtage den ved en bevidst, forstandig og fuldt ud selvstændig troshandling. Dette synes hverken at stemme med Skriften eller med menneskenaturen. Vi får at vide, at et barn kan være fyldt med Helligånden fra sin mors liv (Luk 1,15); at små børn er i Kristi rige (Matt 19,14); at børn af troende forældre er hellige (1 Kor 7,14). Ligger der intet i den kendsgerning, at løftet i Det Nye Testamente, ligesom i Det Gamle Testamente, er »til jer og jeres børn«? Desuden fører argumentet hos dem, der modsætter sig spædbørns dåb, hvis det føres logisk igennem, til konsekvenser, som få af dem ville acceptere. Tro er efter al evangelisk teologi lige så væsentlig for frelsen, som den er for den rette brug af sakramentet; og hvert eneste af de argumenter, der fremføres mod spædbørns dåb, kan lige så vel anvendes til at nægte deres frelse. Heller ikke kan baptisternes standpunkt siges at være tro mod den almindelige menneskenaturs kendsgerninger. Tro, i dens evangeliske betydning af fiducia eller tillid, er ikke noget så brat og pludseligt, som de gør den til. Deres krav om en sådan bevidst, forstandig, strengt individualistisk troshandling tilsidesætter nogle af de dybeste kendsgerninger i menneskenaturen. Ingen, ung eller gammel, er fuldstændig selvberoende; og vores tanker og tillid er ikke altid, ja ikke engang ofte, helt uafhængige og frie for andres ubevidste påvirkninger. Vi er vævet sammen i samfundet; og det, der gælder i almindelighed, viser sig endnu stærkere i familiens nære relationer. Er det i alle tilfælde muligt at spore de skabende virkninger af de fine, umærkelige påvirkninger, der omgiver børn, eller at sige, hvornår den langsomt gryende intelligens først er i stand til at fatte nok til at stole på halvt bevidste måder? Det er kun et overfladisk syn på menneskenaturen, der sætter alle sådanne overvejelser til side og insisterer på ikke at betragte andet end isolerede kundskabs- eller troshandlinger. Med alle disse tanker i sinde optager og påbyder det store flertal af evangeliske kirker spædbørns dåb. De tror, at troende forældres børn er »født inden for kirken og har del i nådepagten og ret til dens segl.« De forklarer, at et sakraments virkning ikke er stift bundet til det nøjagtige tidspunkt for forvaltningen, og at den kan tilegnes, når som helst troen tændes og er i stand til at hvile på det ydre tegn, og at de åndelige velsignelser, der betegnes i riten, kan tilegnes igen og igen ved hver ny optændelse af troen. De erklærer, at ingen kan sige, hvor tidligt den gryende intelligens kan vågne til tilegnelsens handling. Derfor pålægger disse kirker deres præster, når de uddeler sakramentet, at lægge løfter på forældrene om, at de vil opdrage de døbte spædbørn »i kundskab om og frygt for Herren«, og vil lære dem de store velsignelser, der er lovet dem i og gennem sakramentet, og lære dem selv at tilegne sig disse velsignelser. De pålægger desuden deres præster at formane alle, der måtte overvære en dåbsgudstjeneste, til at se tilbage på deres egen dåb, for at deres tro på ny må vækkes til selv at tilegne sig de velsignelser, som følger med den rette brug af riten.

LITTERATUR.

Litteraturen om emnet dåb er meget omfattende. Det kan være tilstrækkeligt at udvælge følgende: J. S. Candlish, The Sacraments, 10th thousand, 1900; J. C. W. Augusti, Denkwurdigkeiten aus d. christ. Archaologie, V, 1820; Hofling, Das Sakrament der Taufe, 1846-48; J. B. Mozley, Review of the Baptismal Controversy, 2nd edition, 1895; W. Goode, The Doctrine of the Church of England as to the Effects of Baptism in the Case of Infants, 1849; W. Wall, History of Infant Baptism, 1705; E. B. Underhill, Confessions of Faith .... of Baptist Churches of England (Hanserd Knollys Soc., IX), 1854.

T. M. Lindsay