Døv

def (cheresh; kophos): Bruges enten i fysisk betydning eller billedligt som udtryk for uvillighed til at høre det guddommelige budskab (Sl 58,4) eller manglende evne til at forstå det på grund af mangel på åndelighed (Sl 38,13). De profetiske udsagn var kraftige nok til at tvinge selv sådanne til at høre (Es 42,18; Es 43,8) og derved modtage den guddommelige barmhjertighed (Es 29,18; Es 35,5).

Udtrykket »døv giftslange, der stopper sit øre til« (Sl 58,4) hentyder til en mærkelig forestilling om, at giftslangen, for at undgå at høre slangetæmmerens stemme, lagde hovedet med det ene øre mod jorden og stoppede det andet med spidsen af sin hale (Diary of John Manninghan, 1602). Giftslangen kaldes døv af Shakespeare (2 Hen VI, iii, 2, 76; Troilus and Cressida, ii, 2, 172). Den fejlagtige tanke opstod sandsynligvis på grund af manglen på ydre ører. Fysisk døvhed blev betragtet som en dom fra Gud (2 Mos 4,11; Mika 7,16), og det var derfor ugudeligt at forbande den døve (3 Mos 19,14).

På Det Nye Testamentes tid blev døvhed og beslægtede skavanker tilskrevet onde ånder (Mark 9,18). Se stum.

Alex. Macalister