Dommerbogen

juj'-iz,:

1. Titel

2. Plads i kanon

3. Indhold

(1) Indledende, Dommerbogen 1-2,5

(2) Central og hoveddel, Dommerbogen 2,6-16

(3) Et tillæg, Dommerbogen 17-21

4. Kronologi

5. Forfatterskab og kilder

6. Forhold til foregående bøger

7. Forhold til Septuaginta og andre versioner

8. Religiøst formål og værdi

LITTERATUR

1. Titel:

Det engelske navn på Dommerbogen er en oversættelse af den hebraiske titel (shopheTim), som gengives i det græske Kritai og det latinske Liber Judicum. I listen over Det Gamle Testamentes kanoniske bøger, som Origenes giver (apud Euseb., HE, VI, 25), er navnet translittereret Saphateim, hvilket snarere svarer til »domme« (shephatim; krimata) end til »dommere«. Der citeres også et sted fra Filon (De Confus. Linguarum, 26), som viser, at han kendte den samme form af navnet; sammenlign den græske titel »Kongeriger« (Basileiai) for de fire bøger Samuel og Kongebøgerne.

2. Plads i kanon:

I den hebraiske kanons rækkefølge indtager Dommerbogen ufravigeligt 7. pladsen, umiddelbart efter Josva og før Samuel og Kongebøgerne. Sammen med disse dannede den gruppen af de fire »tidligere profeter« (nebhi'im ri'shonim), den første halvdel af den 2. store afdeling af de hebraiske skrifter. Som sådan blev Dommerbogen klassificeret og betragtet som »profetisk«, på linje med de andre historiske bøger, på grund af den religiøse og åndelige lære, som dens historie formidlede. Ved omordningen af bøgerne, som blev foretaget med henblik på den græske oversættelse og kanon, beholdt Dommerbogen sin placering som den 7. i rækken fra begyndelsen, men den korte historiske Ruts Bog blev flyttet fra den plads, den havde blandt skriftrullerne (meghilloth) i den 3. afdeling af den jødiske kanon, og knyttet til Dommerbogen som en slags tillæg, sandsynligvis fordi fortællingen blev forstået som en forudsætning for de samme forhold og som en henvisning til den samme tidsperiode. Den græske rækkefølge blev fulgt i alle senere versioner og har bevaret sig i moderne bibler. Origenes (loc. cit.) siger endda, sandsynligvis ved en simpel misforståelse, at Dommerbogen og Ruts Bog af jøderne blev indbefattet under den ene titel Saphateim.

3. Indhold:

Dommerbogen består af 3 hoveddele eller afsnit, som let kan skelnes.

(1) Indledende, Dommerbogen 1-2,5.

Et kort sammendrag og en gentagelse af begivenhederne ved erobringen af den vestlige del af Israels land, for størstedelens vedkommende parallelt med fortællingen i Josva, men med nogle få yderligere detaljer og nogle afvigelser fra den tidligere beretning, idet der især lægges vægt på (Dom 1,27-36) israelitternes generelle mangel på at fordrive landets oprindelige indbyggere fuldstændigt. Dette beskrives som et brud på deres pagt med Jahve (Dom 2,1-3), hvilket medførte lidelse og varig svaghed for dem. Det indledende vers (Dom 1,1), som omtaler Josvas død som noget, der allerede havde fundet sted, synes at være tænkt som en generel angivelse af den historiske periode for bogen som helhed; for i det mindste nogle af de begivenheder, der fortælles i Dom 1-2, fandt sted i Josvas levetid.

(2) Den centrale og hoveddelen, Dommerbogen 2,6-16.

En række fortællinger om 12 »dommere«, som hver for sig ved sin hengivenhed og tapperhed blev i stand til at befri Israel fra trældom og undertrykkelse, og som i en længere eller kortere periode herskede over det folk, han således havde frelst fra deres fjender. Hver ny omvendelse fra folkets side og deres befrielse efterfølges imidlertid, ved dommerens død, af fornyet frafald, som medfører fornyet elendighed og trældom for dem; fra denne reddes de igen, når Herren som svar på deres bøn »rejser« endnu en dommer og befrier op for dem. Således er hele historien så at sige sat ind i en tilbagevendende ramme af moralsk og religiøs undervisning og advarsel; og den lære understreges, at det er folkets synd, deres opgivelse af Jahve og vedvarende afgudsdyrkelse, der medfører ulykke for dem, og at alene den guddommelige langmodighed og overbærenhed skaber en vej til undslippelse for dem.

(a) Dommerbogen 2,6-3,6:

En anden kort indledning, helt udformet i de følgende fortællingers ånd, som synes at knytte sig til afslutningen af Josvabogen, og som delvis næsten ordret gentager den beretning, der dér gives om Israels leders død og begravelse (Dom 2,6-9 parallel Jos 24,28-31), og fortsætter med at beskrive landets og folkets tilstand i den efterfølgende generation, idet deres ulykker tilskrives deres afgudsdyrkelse og gentagne forsømmelse af dommernes advarsler og befalinger; den afsluttes med en opregning af de folk, der blev tilbage i landet, hvis tilstedeværelse skulle være prøven på Israels villighed til at adlyde Jahve og samtidig forhindre nationen i at synke ned i sløvhed og magelighed.

(b) Dommerbogen 3,7-3,11:

Otniels dommertid; han befriede Israel fra Kushan-rishatajim.

(c) Dommerbogen 3,12-30:

Ehuds sejr over moabitterne, som israelitterne havde været i trældom under i 18 år. Ehud dræbte deres konge Eglon og vandt for nationen en lang periode med ro.

(d) Dommerbogen 3,31:

Med nogle få korte ord nævnes Shamgar som Israels befrier fra filistrene. Titlen »dommer« gives ham ikke, og det siges heller ikke, at han på nogen måde udøvede myndighed. Det er derfor tvivlsomt, om forfatteren mente, at han skulle regnes for en af dommerne.

(e) Dommerbogen 4; 5:

Deboras og Baraks sejr over Jabin, den kana'anæiske konge, og Siseras, hærføreren for hans hær, død ved Jaels hånd, hustru til en kenitisk høvding; efterfulgt af en sejrssang, der beskriver og mindes begivenheden.

(f) Dommerbogen 6-8:

En 7-årig undertrykkelse ved midjanitterne, som beskrives som særligt hård, så landet blev lagt øde på grund af de stadige plyndringstogter, det var udsat for. Efter en periode med tøven og forsinkelse besejrer Gideon de samlede styrker af midjanitterne og amalekitterne og »østens børn«, dvs. de omvandrende beduinflokke fra de østlige ørkener, i Jizre’els dal. Slagets sted og forløb skildres af den hellige forfatter, men det er ikke muligt at følge hans beretning i enkeltheder, fordi vi ikke kan identificere de nævnte steder. Efter sejren tilbydes Gideon formelt stillingen som hersker for sig selv og sine efterkommere, men han afslår; ikke desto mindre synes han at have udøvet en vis tilbageholdende indflydelse over folket indtil sin død, skønt han selv og hans familie tilsyneladende ved begærlighed faldt fra deres trofasthed mod Jahve (Dom 8,27; Dom 8,33).

(g) Dommerbogen 9:

Episoden om Abimelek, Gideons søn med en medhustru, som ved at myrde alle sine brødre undtagen én, Gideons legitime sønner, sikrede sig tronen i Sikem og regerede Israel i 3 år. Efter at han med held har slået et oprør i Sikem mod sin myndighed ned, bliver han selv dræbt, mens han er i færd med at belejre borgen eller tårnet i Tebes, af en sten kastet af en kvinde.

(h) (i) Dommerbogen 10,1-5:

Tola og Jair nævnes kort som på hinanden følgende dommere over Israel i henholdsvis 23 og 22 år.

(j) Dommerbogen 10,6-12,7:

Undertrykkelse af Israel i 18 år ved filistrene og ammonitterne. Den nationale befrielse gennemføres af Jefta, som beskrives som en uægte søn af Gilead, der af den grund var blevet drevet bort fra sit hjem og var blevet anfører for en flok fredløse. Jefta aftaler med Gileads ældste, at hvis han påtager sig at kæmpe på deres vegne mod ammonitterne, skal han bagefter anerkendes som deres hersker; og i overensstemmelse med aftalen bliver han, da sejren er vundet, dommer over Israel (Dom 11,9; Dom 12,7).

Se JEPHTHAH.

(k) (l) (m) Dommerbogen 12,8-15:

Tre af de såkaldte »mindre« dommere, Ibsan, Elon og Abdon, dømte Israel efter tur i henholdsvis 7, 10 og 8 år. Da det ikke siges om dem, at de befriede nationen fra nogen ulykke eller undertrykkelse, skal det måske forstås sådan, at hele perioden var en tid med hvile og ro.

(n) Dommerbogen 13-16:

Fortællingen om Samson (se særskilt artikel).

(3) Et tillæg, Dommerbogen 17-21.

Det afsluttende afsnit, der har karakter af et tillæg, består af to fortællinger, tilsyneladende uafhængige af bogens hoveddel og af hinanden. De indeholder ingen tidsangivelse, bortset fra den 4 gange gentagne udtalelse, at »i de dage var der ingen konge i Israel« Dom 6; Dom 1; Dom 1; Dom 25). Den naturlige slutning er, at fortællingerne blev nedskrevet i monarkiets dage; men begivenhederne selv blev af samleren eller historikeren forstået som noget, der fandt sted i dommertiden, eller i det mindste før kongedømmets oprettelse. Samfundets lovløse tilstand, volden og uordenen blandt stammerne, ville pege på samme konklusion. Der optræder dog ikke noget navn på en dommer, og der er ingen direkte henvisning til embedet eller til nogen central eller kontrollerende myndighed. Josefus synes også at have kendt dem i omvendt rækkefølge og placeret før fortællingerne om dommerne selv, ikke ved bogens slutning (Ant., V, ii, 8-12; iii, 1; se E. Konig i HDB, II, 810). Selv om fortællingernes nuværende form således er sen, kan der næppe være tvivl om, at de indeholder elementer af betydelig ælde.

(a) Dommerbogen 17-18:

Episoden om Mika fra Efraim og den unge levit, som indvies som præst i hans hus. En krigsflok fra Dans stamme fik imidlertid under en vandring nordpå ved trusler og løfter levitten til at følge med dem, idet han tog præste-efoden, sin beskytters husguder og et kostbart billede, som Mika havde ladet fremstille, med sig. Disse forsøger Mika forgæves at få tilbage fra danitterne. Sidstnævnte plyndrer og brænder Lajish i det yderste nord af Israels land, genopbygger byen på samme sted og giver den navnet »Dan«. Der opstiller de det billede, de havde stjålet, og opretter et rivaliserende præsteskab og en rivaliserende gudsdyrkelse, som siges at have varet »så længe Guds hus var i Shilo« (18,31).

(b) Dommerbogen 19-21:

Benjaminitternes ugerning i Gibea mod en levits medhustru, som overnatter i byen på vej fra Betlehem til Efraims bjergland. De forenede stammer, efter to gange at have lidt nederlag for Benjamins mænd, kræver fuld hævn; Benjamins stamme bliver næsten udslettet, og deres byer, deriblandt Gibea, ødelægges. For at stammen ikke helt skal gå til grunde, sluttes der fred med de 600 overlevende, og de skaffes hustruer ved list og magt, eftersom israelitterne havde aflagt et højtideligt løfte om ikke at tillade ægteskab mellem deres egne døtre og medlemmerne af den skyldige stamme.

4. Kronologi:

Den periode, der dækkes af historien i Dommerbogen, strækker sig fra Josvas død til Samsons død og føjer måske en senere henvisning til i Dom 18,31: »hele den tid, Guds hus var i Shilo« (jf. 1 Sam 1,3). Det er imidlertid vanskeligt, måske umuligt, at beregne i år, hvor lang en tidsperiode forfatteren havde i tankerne. At han gik frem ud fra et fast kronologisk grundlag, sandsynligvis overleveret gennem tradition, men ændret eller ordnet efter et systematisk princip, synes tydeligt. Vanskeligheden kan delvis skyldes den forvanskning, tallene har været udsat for under tekstens overlevering. I 1 Kong 6,1 gives et samlet, inkluderende tal på 480 år som perioden fra udgangen af Egypten til opførelsen af templet i Salomos 4. regeringsår. Dette samlede tal omfatter dog de 40 års vandring i ørkenen, den tid, der gik med erobringen og bosættelsen i det forjættede land, og en usikker periode efter Josvas død, som der henvises til i selve Dommerbogen (2,10), indtil den ældre generation, der havde taget del i indvandringen, var gået bort. Hertil må også regnes Elis 40-årige dommertid (1 Sam 4,18), den ukendte længde af Samuels dommertid (Dom 7,15), årene for Sauls regering (jf. 1 Sam 13,1, hvor der dog ikke gives nogen oplysning om længden af hans regering), de 40 år, hvor David var konge (1 Kong 2,11), og Salomos 4 år før opførelsen af templet. Gentagelsen af tallet 40 er allerede bemærkelsesværdig; men hvis man for de ukendte perioder under og efter Josva, for Samuel og for Saul, regner 50 eller 60 år — et moderat skøn — ville der af det samlede tal på 480 år blive en periode på rundt regnet 300 år tilbage for dommertiden. Det kan betvivles, om forfatteren forestillede sig perioden med uafklarede forhold og nød, med skiftende undertrykkelse og fred, som varende så længe.

De kronologiske oplysninger, der findes i selve Dommerbogen, er følgende:

Et samlet tal på 410 år, eller, hvis årene med fremmed undertrykkelse og Abimeleks magttilranelse udelades, 296.

Man har antaget, at de enkelte dommeres styre i nogle tilfælde var samtidigt og ikke efterfølgende, og at den samlede periode, hvori dommerne herskede, derfor bør reduceres tilsvarende. I sig selv er dette sandsynligt nok. Det er dog tydeligt, at denne tanke ikke lå i forfatterens sind, for i hvert tilfælde beskriver han dommerens styre som over »Israel«, uden nogen antydning af, at »Israel« skal forstås i en delvis og begrænset betydning. Hans ord må derfor tolkes i deres naturlige betydning: at de ledere, hvis gerninger han fortalte om, efter hans egen opfattelse udøvede herredømme i den nævnte rækkefølge over hele folket. Næsten med sikkerhed havde han dog ikke til hensigt at indregne undertrykkelsesårene eller de 3 år med Abimeleks styre i sin ordning. Hvis disse trækkes fra, ligger det resulterende tal (296) meget tæt på det samlede tal, som udsagnet i 1 Kong 6,1 antyder.

Der må dog ikke lægges vægt på dette forhold. Den gentagne forekomst af tallet 40, med dets dobbelte og halve, kan næppe være tilfældig. Det samme forhold blev ovenfor bemærket i forbindelse med tidligere og senere herskere i Israel. Det antyder, at der er et element af kunstighed og bevidst ordning til stede i den kronologiske opstilling, hvilket gør det umuligt at stole på den, som den står, til nogen bestemt eller pålidelig historisk konklusion.

5. Forfatterskab og kilder:

I selve Dommerbogen nævnes ingen forfatter, og der gives heller ingen antydning af den eller de skribenter, som er ansvarlige for den form, hvori bogen foreligger; og det synes også tydeligt, at de 3 dele eller afsnit, som bogen består af, står på forskellig fod med hensyn til de kilder, de er hentet fra. Den talmudiske tradition, som nævner Samuel som forfatter, kan næppe tages alvorligt. Den historiske indledning fremviser en form af den traditionelle fortælling om erobringen af Kanaan, som løber parallelt med, men ikke er identisk med, den, der findes i Josvabogen. Skønt den er kort og usammenhængende, er den af den største værdi som historisk kilde og indeholder elementer, der i deres oprindelse, om ikke i deres nuværende form, er af betydelig alder. Bogens hoveddel, som omfatter fortællingerne om dommerne, bygger på mundtlige eller skriftlige traditioner af lokal og måske stammemæssig karakter; deres værdi er vanskelig at bedømme, men de er uden tvivl i nogle tilfælde blevet bevaret mere omhyggeligt end i andre. Især synes der omkring fortællingen om Samson at have samlet sig elementer, der stammer fra folkelig overlevering og landbefolkningens forkærlighed for det vidunderlige; og en national helts bedrifter er blevet forstørret og omgivet af en romantisk glans, efterhånden som historien om dem er gået fra mund til mund blandt et folk, som selv eller hvis forfædre skyldte hans tapperhed så meget. Af denne centrale del af Dommerbogen er Deboras sang (Dommerne 5) den ældste, og den bærer alle tegn på at være en samtidig beretning om en bemærkelsesværdig kamp og sejr. Teksten er ofte vanskelig, næsten uforståelig, og har lidt så meget under overleveringen, at den i nogle passager ikke lader sig reparere. Som helhed er sangen en veltalende og lidenskabelig sejrsode, der tilskriver Jahve den store udfrielse, som er blevet udvirket for hans folk over deres fjender.

Fortællingerne i Dommerbogen er desuden sat ind i en ramme af kronologi og etisk kommentar og undervisning, som sandsynligvis er uafhængige af hinanden. De moralske formaninger og de lærdomme, der drages af de trængsler og lidelser, som Israels folk pådrager sig som følge af deres afgudsdyrkelse og synd, er helt udformet i Femte Mosebogs ånd og har endog i ordlyd og form en betydelig lighed med skrifterne i den bog. Efter nogle forskeres vurdering skal de derfor tilskrives samme forfatter eller forfattere. For dette er der dog intet bevis. Det er muligt, men måske næppe sandsynligt. De hører bestemt til samme tankeskole, med klarøjet lære, ærbødig fromhed og nidkær omsorg for Jahves ære. Det kronologiske system, tallene og dateringerne, synes den etiske kommentar og slutningerne ikke at have nogen direkte forbindelse med. Det førstnævnte er måske en senere tilføjelse, i det mindste delvis baseret på tradition, og anvendt på eksisterende beretninger for at give dem deres bestemte plads og rækkefølge i den historiske fremstilling. Til sidst blev de tre tråde af traditionel fortælling, moralsk kommentar og kronologisk ramme vævet sammen til et hele af en samler eller bearbejder, som fuldendte bogen i den form, hvori den nu foreligger. Om de absolutte dateringer, hvor disse processer fandt sted, kan der dog fastslås meget lidt.

De to afsluttende episoder er, både i form og karakter, adskilt fra resten af bogen. De fortæller ikke om en dommers liv eller gerninger, og de formidler heller ikke, i det mindste ikke udtrykkeligt, nogen moralsk lære eller advarsel. De er også indbyrdes uafhængige. Det synes derfor, at de skal betragtes som beretninger om nationale begivenheder eller erfaringer, bevaret gennem traditionen, som, fordi man forstod dem som hørende til dommertiden, blev optaget i denne bog. Fortællingernes egen indre karakter kunne tyde på, at de snarere hører til den tidligere end til den senere del af den tid, hvor dommerne styrede; og deres gamle karakter bevidnes på samme måde. Der er dog ingen ledetråd til den faktiske datering af deres affattelse eller til det tidspunkt eller de omstændigheder, hvorunder de blev indarbejdet i Dommerbogen.

6. Forhold til de foregående bøger:

Drøftelsen af Dommerbogens forhold til de almindeligt anerkendte kilder til Pentateuken og til Josvabogen er delvis foregrebet i det foregående afsnit. I bogens tidligste indledende afsnit og i nogle af dommernes historier, især i beretningen om Gideon (Dommerne 6-8), er det ikke vanskeligt at skelne to fortælletråde, som er blevet føjet sammen i beretningen, sådan som den nu foreligger; og af nogle forskere identificeres disse med Jahvisten (Jahwist) og Elohisten (E) i Pentateuken. Konklusionen er dog usikker og uvis, for de karakteristiske kendetegn ved Pentateukens "kilder" mangler i høj grad. Der er mere at sige for den opfattelse, som betragter indledningen (Dom 1-2), med dens verbale paralleller til Josvabogen, som i sidste instans afledt af JE's historie, hvorfra der dog er udeladt meget, og resten tilpasset og forkortet. Selv denne moderate konklusion kan ikke betragtes som endeligt fastslået. Den senere forfatter eller samler rådede over gamle dokumenter eller traditioner, som han gjorde brug af i sin sammensatte fortælling, men om disse var dele af de samme historiske beretninger, som findes i Mosebøgerne og i Josvabogen, må anses for uafgjort. Der er desuden i Dommerbogen intet spor af uddrag fra P's skrift eller skole; og bogens to afsluttende episoder (Dommerne 17-21) fremviser heller ingen træk, som kunne tyde på en identifikation med nogen af Pentateukens førende "kilder".

Den moralske og religiøse undervisning, som på den anden side gør de forskellige nationale erfaringer i dommertiden til et middel for etisk belæring og advarsel, stammer bestemt fra samme skole som Femte Mosebog og gengiver hele den bogs tone og ånd. Der er dog intet bevis for at identificere den forfatter eller bearbejder, som således udnyttede dommertidens lærdomme til åndelig gavn, med forfatteren til Femte Mosebog selv; men han var besjælet af de samme principper og bestræbte sig på samme måde på at udlægge de samme store sandheder om religionen og Guds forsyn.

7. Forhold til Septuaginta og andre oversættelser:

Der findes to tidlige græske oversættelser af Dommerbogen, som i det store og hele synes at være uafhængige af hinanden. De er repræsenteret ved de to store uncialhåndskrifter, B (Codex Vaticanus) og A (Codex Alexandrinus). Med den førstnævnte er en gruppe kursivhåndskrifter og den sahidiske eller øvre egyptiske version forbundet. Det er derfor sandsynligt, at oversættelsen er af egyptisk oprindelse, og nogle har identificeret den med Hesychios' oversættelse. Det er desuden blevet påvist, at i denne bog, og sandsynligvis også andre steder, fastholdes den gamle karakter af teksten i B ikke altid, men at den i det mindste i dele røber en senere oprindelse. Den anden version findes i AV og i flertallet af uncial- og kursivhåndskrifterne til de græske tekster, og selv om den bestemt er en virkelig og uafhængig oversættelse fra originalen, mener nogle, at den viser kendskab til B's version. Der er dog intet sikkert bevis for, at B's oversættelse virkelig er ældre. Nogle af de kursiver, som i almindelighed stemmer overens med A, danner undergrupper; således menes Lukians recension at være repræsenteret af et lille antal kursiver, hvis tekst er trykt af Lagarde (Librorum VT Canonicorum, Pars Prior, 1883), og den er i det væsentlige identisk med teksten i "Complutensian Polyglot" (se G. F. Moore, Critical and Exegetical Commentary on Judges, Edinburgh, 1895, xliii ff). Det er sandsynligt, at Septuagintas sande oprindelige tekst ikke er fuldstændigt repræsenteret hverken af den ene eller den anden version, men at den delvis ligger til grund for begge og kan spores i de modstridende læsemåder, som hver især må bedømmes efter deres egen værdi.

Af de andre vigtigste versioner knytter den gammellatinske og den hexaplariske syriske, sammen med den armenske og den etiopiske, sig til en undergruppe af de håndskrifter, der er forbundet med A. Den bohairiske version af Dommerbogen er hidtil ikke blevet udgivet, men ligesom resten af Det Gamle Testamente ville dens tekst uden tvivl vise sig i det væsentlige at stemme overens med B. Hieronymus' oversættelse følger nøje den masoretiske tekst og er uafhængig af begge græske versioner; og Peshitta er også en direkte gengivelse fra hebraisk.

8. Religiøst formål og værdi:

Således er Dommerbogens hovedformål i den form, hvori den er bevaret i Det Gamle Testamente, ikke at nedskrive Israels fortid for dens egen skyld eller at lægge en historisk beretning om deres store mænds og herskeres bedrifter frem for forfatterens samtidige, men at bruge disse begivenheder og de nationale erfaringer af modgang som en tekst, hvoraf der kan udledes religiøs advarsel og undervisning. For forfatteren eller forfatterne er åndelig opbyggelse den vigtigste interesse, og historiens kendsgerninger eller detaljer, som er værdige til trofaste optegnelser, fordi det er Guds folks historie, finder deres hovedværdi i, at de er og var bestemt til at være formanende, idet de viser de guddommelige domme over afgudsdyrkelse og synd og formidler den lære, at ulydighed og oprør, en hård og trodsig ånd, som glemte Jahve, uundgåeligt måtte medføre de samme katastrofale følger. Forfatteren er frem for alt en retfærdighedens forkynder for sine landsmænd, og i forhold til dette mål er alle andre elementer i bogen, hvad enten de er kronologiske eller historiske, sekundære og underordnede. I sin beretning nedskriver han hele sandheden, så vidt den er blevet ham bekendt gennem tradition eller skriftligt dokument, hvor skamfuld den end måtte være for hans nation. Der er ingen grund til at tro, at han på den ene side mildner eller på den anden side maler i mørkere farver, end beretningen om folkets overtrædelser fortjente. Hverken han eller de skal bedømmes efter det 20. århundredes standarder, med dets ophobede rigdom af åndelig erfaring og lange oplæring i retfærdighedens og sandhedens principper. Men han fastholder og hævder et ophøjet syn på Jahves karakter, på uforanderligheden i hans vrede mod stædig overtrædelse og på visheden om dens straf, og dog også på den guddommelige medlidenhed og barmhjertighed mod det menneske eller den nation, som vender sig til ham med et angrende hjerte. Jøderne tog ikke fejl, da de regnede Dommerbogen blandt Profeterne. Den er profeti mere end historie, fordi den viser og indskærper de varige lærdomme om Guds retfærdighed og ret og kærlige godhed.

LITTERATUR.

En fuldstændig bibliografi over litteraturen indtil dato findes i ordbøgerne under ordet "Judges," D B2, 1893; HDB, II, 1899; EB, II, 1901; sammenlign G. F. Moore, Critical and Exegetical Commentary on Jgs, Edinburgh, 1895; SBOT, Leipzig, 1900; R. A. Watson, "Jgs" and "Ruth," i Expositor's Bible, 1889; G. W. Thatcher, "Jgs" and "Ruth," i Century Bible; S. Oettli, "Das Deuteronomium und die Bucher Josua und Richter," i Kurzgefasster Kommentar, Munchen, 1893; K. Budde, "Das Buch der Richter," i Kurzer HandKommentar zum Altes Testament, Tubingen, 1897; W. Nowack, "Richter," i Hand-kommentar zum Altes Testament, 1900.

A. S. Geden