De vises stjerne

|| 1. De vise mænd

2. Herodes' forespørgsel

3. To kendsgerninger om stjernen

4. De vise mænds visdom var ikke astrologisk

5. Bileams profeti

6. Stjernen var ikke en konjunktion af planeter

7. Stjernen var ikke Nova Cassiopeiae

8. Legenden om brønden

9. Fortællingens lære

1. De vise mænd:

Vor Herres fødsel blev kundgjort på overnaturlig måde, ikke blot for jøder ved englebudskabet til hyrderne, men også for hedninger, for »vise mænd fra østen kom til Jerusalem og sagde: Hvor er han, som er født som jødernes konge? For vi så hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham« (Matt 2,1; Matt 2,2). Det ord, som i King James Version og English Revised Version er gengivet »wise men« (American Standard Revised Version »Wise-men«), er »Magi«. Ifølge Herodot var disse oprindelig en stamme blandt mederne (Herodot i.101), og på grund af deres formodede dygtighed i spådomskunst blev betegnelsen anvendt om den lærde og præstelige kaste blandt Zarathustras tilhængere; de var således i princippet tilbedere af kun én Gud og afviste polyteisme og afgudsdyrkelse. Den enkle troslære og høje moral, som zoroastrismen i sin reneste form bekendte sig til, var velegnet til at forberede dens trofaste disciple på at modtage en yderligere åbenbaring, og vi kan med rimelighed tro, at de vise mænd, som således var blevet ledet til at tilbede den nyfødte jødernes konge, havde været tro mod det lys, der var givet dem, for »i ethvert folk er den, der frygter ham (Gud) og øver retfærdighed, antagelig for ham« (ApG 10,35).

Se MAGI.

2. Herodes' forespørgsel:

Evangeliet fortæller os, at de vise mænds ankomst til Jerusalem bragte kong Herodes og hele byen i stor ophidselse, og Herodes sammenkaldte straks et råd af alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge, for at han kunne få at vide af dem, hvor Messias skulle fødes. Som svar citerede de for ham Mikas profeti, som havde udpeget Betlehem som det bestemte sted. »Da kaldte Herodes hemmeligt de vise mænd til sig og fik nøje besked af dem om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: Gå hen og forhør jer nøje om barnet; og når I har fundet ham, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede ham. Og da de havde hørt kongen, drog de af sted; og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem, indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var. Og da de så stjernen, blev de fyldt af overordentlig stor glæde« (Matt 2,7-10). Så meget, og ikke mere, får vi fortalt om de vise mænds stjerne, og fortællingen er lige så betydningsfuld i det, den udelader, som i det, den fortæller os.

3. To kendsgerninger om stjernen:

Hvilken slags stjerne det var, der ledte de vise mænd; hvordan de ud fra den fik at vide, at jødernes konge var født; hvordan den gik foran dem; hvordan den stod over det sted, hvor barnet var, ved vi ikke. Der fortælles os faktisk kun to kendsgerninger om den: for det første, at dens fremkomst på en eller anden måde underrettede de vise mænd, ikke om fødslen af en jødernes konge, men om jødernes Konge, hvis komme ikke blot Israel, men mere eller mindre bevidst hele den civiliserede verden ventede på; dernæst, at da de som følge af denne oplysning var kommet til Judæa, udpegede stjernen for dem det egentlige sted, hvor den nyfødte konge var at finde. Den gik foran dem, indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var. Det kan også udledes af Matt 2,10, at de vise mænd på en eller anden måde for en tid havde mistet stjernen af syne, så de to nævnte kendsgerninger henviser til to særskilte tilsynekomster. Den første tilsynekomst fik magierne til at forlade Østen og begive sig af sted mod Judæa; den anden udpegede for dem stedet i Betlehem, hvor genstanden for deres søgen var at finde. Der fortælles os intet om stjernen bortset fra dens virke som vejviser.

Der kan ikke være tvivl om, at magierne foretog deres rejse i lydighed mod en direkte åbenbaring fra Gud, og eftersom vi får at vide, at Gud advarede dem i en drøm om ikke at vende tilbage til Herodes, så de drog til deres eget land ad en anden vej, er det kun rimeligt at antage, at deres udrejse var blevet ledet på lignende måde.

4. De vise mænds visdom var ikke astrologisk:

Det er blevet formodet, at eftersom magierne blev tilskrevet stor dygtighed i astrologi, kan de have været i stand til at forudsige vor Herres fødsel efter reglerne for deres kunst. Men denne formodning må afvises bestemt. Den tillægger astrologiens pseudovidenskab en realitet, som den ikke har krav på, for det er utænkeligt, at planetkonfigurationer virkelig kan forudsige fyrsters fødsel. Selv hvis man indrømmede, at noget sådant kunne være tilfældet, kunne ingen sådan begivenhed tages som tegn på den ene fødsel, som verden ventede på, medmindre en direkte og udtrykkelig åbenbaring fra Gud var blevet modtaget om dette. For den fødsel var nødvendigvis enestående, og videnskab kan kun beskæftige sig med gentagne begivenheder. Ingen astronomisk forskning er nu, eller var på noget tidspunkt, i sig selv i stand til at give den nødvendige angivelse; det var ikke i kraft af nogen naturlig lærdom, at de vise mænd forstod stjernens betydning. Og hvis en blot astronomisk forskning var hjælpeløs i forhold til at give nogen sådan forudsigelsesevne, må kravet om »okkult viden« endnu mere eftertrykkeligt afvises. For så vidt okkult viden overhovedet har haft noget grundlag i virkeligheden, har den blot været en eufemistisk måde at beskrive de bedrag, svindelnumre og forbrydelser på, hvormed fornedrede hedenske præsteskaber og »medicinmænd« har narret deres tilhængeres grove overtro. Selve antydningen af, at Guds hensigt skulle blive gjort kendt ved sådanne midler, viser, at de, der fremsætter den, ikke helt har rystet hedenskabets indflydelse af sig.

5. Bileams profeti:

Det er ofte blevet foreslået, at Bileams profeti: "Der skal fremgå en stjerne af Jakob, og et scepter skal rejse sig af Israel" (4 Mos 24,17), kan være blevet bevaret i Østen og have givet det spor, som de vise mænd handlede efter. Det er en tiltalende tanke, at disse fromme hedninger således havde bevaret og grundet over profetien, der blev givet gennem en, som meget vel kan have tilhørt en orden beslægtet med deres egen; men denne profeti kan bestemt ikke i sig selv have været tilstrækkelig, og en langt mere direkte tilkendegivelse må være blevet dem forundt; selv om profetien kan have styrket deres tro og have dikteret den form, hvori de bekendtgjorde deres mission for kong Herodes og jøderne.

6. Stjernen var ikke en planetkonjunktion:

Vi får ikke at vide, hvordan de vise mænd lærte stjernens betydning at kende, og heller ikke, hvilken slags stjerne den var. For omkring tre århundreder siden mente den skarpsindige og fromme Kepler, at han kunne identificere stjernen med en konjunktion mellem planeterne Jupiter og Saturn i stjernebilledet Fiskene, hvor de to planeter stod så tæt, at de syntes at være én stjerne. Denne konjunktion fandt sted i maj måned, 7 f.Kr., ikke særlig længe før det tidspunkt, hvor man antager, at vor Herres fødsel fandt sted. Men den afdøde professor Pritchard har vist (Nature and Revelation, 243-55), for det første, at en lignende og tættere konjunktion indtraf 59 år tidligere og derfor da burde have bragt en delegation af vise mænd til Judæa. Dernæst, at de to planeter aldrig nærmede sig hinanden mere end to gange månens diameter, så de ville have vist sig ikke som én stjerne, men som to; og for det tredje, at hvis planeterne havde set ud til at stå over Betlehem, da de vise mænd forlod Jerusalem, ville de bestemt ikke have set sådan ud, da de ankom til den lille by. Hvor sindrigt forslaget end var, kan det afvises som uværdigt til alvorlig overvejelse.

7. Stjernen var ikke Nova Cassiopeiae:

Et andet forslag har til tider opnået meget stor udbredelse. I året 1572 viste der sig en vidunderlig ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Da den var klarest, overstrålede den Venus og var synlig i dagslys, og selv om den gradvis aftog i glans, forsvandt den først af syne efter 16 måneder. Der har været andre tilfælde af udbrud af kortlivede, klare stjerner, og i annalerne for årene 1265 og 952 er der fundet nogle korte notitser, som kan have henvist til objekter af denne klasse, men som sandsynligere beskrev kometer. Man vovede da den gætning, at disse tre begivenheder alle kunne henvise til det samme objekt; at stjernen i Cassiopeia kunne være en "variabel" stjerne, der brød ud i klarhed omtrent hvert 350. år eller deromkring; at det var den stjerne, der bekendtgjorde vor Herres fødsel, og at den ville vise sig igen omkring slutningen af det 19. århundrede for at bekendtgøre hans andet komme. Dette rygte blev vidt udbredt, og fra tid til anden har uvidende mennesker lagt mærke til planeten Venus, som skinner med usædvanlig klarhed, når den befinder sig i bestemte dele af sin bane, og de har forestillet sig, især når den således er blevet set som morgenstjerne i øst, at den ikke var nogen anden end Betlehemsstjernen ved dens forudsagte tilbagevenden. Der er ingen grund til at antage, at stjernen fra 1572 nogensinde havde vist sig før den dato eller nogensinde vil vise sig igen; men under alle omstændigheder er vi fuldkommen sikre på, at den ikke kan have været Betlehemsstjernen, for Cassiopeia er et nordligt stjernebillede, og de vise mænd havde på deres rejse fra Jerusalem til Betlehem Cassiopeia og alle dens stjerner bag sig.

Udsagnet om, at stjernen "gik foran" de vise mænd, giver det indtryk, at den var et overnaturligt lys som shekhinah, "herligheden", der hvilede over tabernaklet, eller ildsøjlen, som førte Israels børn gennem ørkenen. Men denne opfattelse rejser spørgsmål om den form, hvori den først viste sig for de vise mænd, mens de stadig var i Østen, og hvordan de kom til at kalde den en stjerne, når de må have indset, hvor lidt stjernelignende den var. På den anden side, hvis det, de så, mens de var i Østen, virkelig var en stjerne, synes det meget vanskeligt at forstå, hvordan den kan have set ud til at gå foran dem og stå over det sted, hvor det lille barn lå.

8. Legenden om brønden:

Alligevel findes der en legende, som stadig er i omløb i Israels land, og som muligvis kan forklare, hvordan en virkelig stjerne kan have udfyldt denne rolle; og der er en brønd i Betlehem, som stadig vises til pilgrimme som det middel, hvorved de vise mænd "så stjernen" for anden gang. Det siges, at da de var nået til Betlehem, åbenbart omtrent ved middagstid, gik en af dem til herbergets brønd for at hente vand. Da han så ned i brønden, så han stjernen spejlet fra vandoverfladen og vidste, at den måtte stå direkte over ham. At den igen blev iagttaget under så usædvanlige omstændigheder, ville være tilstrækkelig forsikring for de vise mænd om, at de var nået til det rette sted, og en forespørgsel i herberget ville snart oplyse dem om hyrdernes besøg og om det englebudskab, som havde fortalt dem, hvor de skulle finde barnet, der var `født i Davids by, Frelseren, som er Kristus, Herren.'

Hvis vi kan acceptere denne legende, kan vi opfatte stjernen som det, astronomer kender som en "ny" eller "midlertidig" stjerne, ligesom den fra 1572. Da de vise mænd først så den og som følge deraf begav sig ud på deres rejse, kan den have været en aftenstjerne, og således, idet den kun blev set i vest kort efter solnedgang, ville den aften efter aften synes at vise dem vej til Judæa. Efterhånden som de rejste derhen, aftog den sandsynligvis, som midlertidige stjerner i almindelighed hurtigt gør. Samtidig ville den have trukket sig nærmere og nærmere solen, indtil den var forsvundet i dens stråler på det tidspunkt, da de nåede Jerusalem, hvor de synes helt at have mistet den af syne. Da de således havde mistet den, ville de naturligt ikke forvente at se den igen, før den havde fjernet sig fra solen på den anden side og var blevet opdaget som morgenstjerne i øst før solopgang; de ville ikke forvente at finde den om dagen.

Under almindelige forhold er planeten Venus, efter de to "store lys", det klareste objekt på himlen, men der findes optegnelser om midlertidige stjerner, som endog har overgået Venus i lysstyrke. Vanskeligheden ved at se planeten Venus i fuldt sollys ligger ikke i mangel på lysstyrke, men i at finde og fastholde et så lille lyspunkt i den brede udstrækning af den skinnende himmel. Denne vanskelighed, som ville være endnu større i tilfældet med en stjerne, ville blive mindre, hvis man så ned gennem brønden, eftersom skakten ville indsnævre synsfeltet til et lille område og lede iagttagerens blik lige mod stjernen. Der kan også, netop på observationstidspunktet, have været en midlertidig genopblussen af stjernens lysstyrke, sådan som det er blevet registreret i tilfældet med et eller to objekter af samme klasse. Legenden, hvad enten den er velbegrundet eller ej, synes at have en vis astronomisk sandsynlighed og antyder i hvert fald en måde, hvorpå en virkelig stjerne kunne have set ud til at stå over det sted, hvor det lille barn lå. Det ville også forklare det, som synes at være underforstået i fortællingen: hvordan det gik til, at de vise mænd alene, og ikke jøderne i almindelighed, opfattede stjernen ved dens anden tilsynekomst.

9. Fortællingens lære:

Alligevel synes det sikrere at konkludere, at fortællingen med vilje er blevet efterladt—astronomisk set—for ufuldstændig til, at der kan drages nogen astronomisk konklusion ud fra den. Ét vers mere, og det et kort vers, kunne have besvaret alle vore spørgsmål; det kunne have fortalt os, om stjernen var en konjunktion af planeterne, en komet eller en midlertidig stjerne; eller om den var et overnaturligt lys som ildsøjlen i ørkenen. Men det vers er ikke blevet givet. De omtrent tyve ekstra ord, som kunne have opklaret sagen, er blevet tilbageholdt, og der kan ikke være nogen tvivl om grunden. Stjernen, hvad end dens fysiske natur var, havde ingen betydning undtagen som vejviser til det spæde barns, Jesu, fødested. Evangeliefortællingens tilbageholdenhed på alle punkter, undtagen dem der direkte vedrører vor Herre selv, understreger den sandhed, at Skrifterne ikke blev skrevet for at undervise os i astronomi eller i nogen af de fysiske videnskaber, men for at vi skulle have evigt liv (Joh 17,3).

E. W. Maunder