Debora

En bi.

Rebekkas amme. Hun fulgte sin frue, da hun forlod sin fars hus i Paddan-Aram for at blive Isaks hustru (1 Mos 24,59). Mange år senere døde hun ved Betel og blev begravet under “græde-egen”, Allon-Bakut (35,8).

En profetinde, “hustru” (kvinde?) til Lappidot. Jabin, kongen af Hasor, havde i tyve år holdt Israel i nedværdigende underkastelse. Fædrelandskærlighedens ånd syntes knust i folket. I denne nødsituation vækkede Debora folket af dets sløvhed. Hendes ry bredte sig vidt og bredt. Hun blev en “mor i Israel” (Dom 4,6, 14; 5,7), og “israelitterne kom op til hende for at få dom”, mens hun sad i sit telt under palmetræet “mellem Rama og Betel.” Overalt blev der på hendes anvisning gjort forberedelser til den store indsats for at kaste trældommens åg af. Hun kaldte Barak fra Kedesh for at tage kommandoen over 10.000 mænd fra Zebulon og Naftali og føre dem til Tabor-bjerget på Esdraelonsletten ved dens nordøstlige ende. Med hans hjælp organiserede hun denne hær. Hun gav signal til angreb, og den hebraiske hær styrtede heftigt ned mod Jabins hær, som blev ført af Sisera, og vandt en stor og afgørende sejr. Den kana’anæiske hær gik næsten helt til grunde. Det var en stor og uforglemmelig dag i Israel. I Dom 5 findes den storslåede sejrssang, “Deboras sang”, som hun skrev i taknemlig erindring om denne store befrielse. (Se LAPPIDOT, JABIN [2].)