Debora

deb'-o-ra (debhorah, betyder "bi"):

(1) Rebekkas amme, som døde nær Betel og blev begravet under "græde-egen" (1 Mos 35,8 randnote).

(2) En profetinde, den fjerde i rækken af "dommerne". I senere tid viste man mellem Rama og Betel et palmetræ, kendt som "Deboras palme", under hvilket profetinden plejede at holde ret. Ligesom de øvrige "dommere" blev hun leder for sit folk i tider med national nød. Denne gang var undertrykkeren Jabin, kongen af Hasor, hvis hærfører var Sisera. Debora tilkaldte Barak fra Kedesh-Naftali og overbragte ham det guddommelige budskab om at møde Sisera i kamp ved bækken Kishon. Barak fik Debora til at ledsage sig; de fik følgeskab af 10.000 mænd fra Zebulon og Naftali. Slaget fandt sted ved bækken Kishon, og Siseras hær blev fuldstændig slået på flugt. Mens Barak forfulgte den flygtende hær, undslap Sisera og søgte tilflugt hos Jael, kenitten Hebers hustru, nær Kedesh. Den modige kvinde, Judiths forbillede, fik den kana’anæiske hærfører til at sove ved at tilbyde ham et krus mælk og dræbte ham derefter ved at drive en teltpløk ind i hans tinding.

Sådan lyder fortællingen i Dom 4. Den bekræftes i det store og hele af oden i kapitel 5, som tilskrives Debora og Barak i fællesskab. Det er muligt, at redaktøren misforstod den arkaiske form qamti i 5,7, som burde gengives "du rejste dig" i stedet for "jeg rejste mig". Oden blev i hvert fald digtet af en person, der, hvis han ikke var samtidig med begivenheden, stod den meget nær i tid. Sangen omtales som et af de ældste stykker hebraisk litteratur. Store vanskeligheder møder fortolkeren. Alligevel er hovedindholdet klart. Herren beskrives som en, der kom fra Sinaj nær "Edoms mark" for at tage del i slaget; »for fra himlen kæmpede de, stjernerne selv fra deres baner kæmpede mod Sisera« (5,20). Nationen var i en sørgelig tilstand, undertrykt af en mægtig konge, og stammerne var uvillige til at lade deres særinteresser gå op i fællesskabet. Nogle, som Ruben, Gilead, Dan og Asher, holdt sig borte. Et samfund ved navn Meroz udpeges til dadel, »fordi de ikke kom Herren til hjælp, Herren til hjælp blandt de mægtige« (5,23; sammenlign Revised Version, randnote).

Efraim, Issakar, Makir og Benjamin var blandt Baraks tilhængere; "Zebulon .... satte deres liv på spil indtil døden, og Naftali på markens høje steder" (vers 18). Ifølge sangen blev slaget udkæmpet ved Ta’anak ved Megiddos vande; Siseras hær blev revet bort af "denne ældgamle flod, floden Kishon" (vers 21). Jael, kenitten Hebers hustru, får her den skyldige lovprisning for sin heltegerning. Sejrssangen skildrer levende, hvordan Siseras mor venter på hærførerens hjemkomst; forsinkelsen tilskrives det store bytte, som sejrherren er ved at fordele blandt sin kana’anæiske hær. "Sådan skal alle dine fjender gå til grunde," slutter sangen; "Herre: men lad dem, der elsker ham, være som solen, når den går frem i sin styrke." Det er en sang til pris for Herrens "retfærdige gerninger", hans sejrsgerning, som Israels ledere, »de langhårede fyrster«, udførte, idet de frivilligt gav deres liv for nationens sag. Og nationen var hårdt stedt, fordi den var blevet troløs mod Herren og havde valgt nye guder. Ud af konflikten kom der, for en tid, sejr og moralsk renselse; og det inspirerende geni bag det hele var en kvinde i Israel, profetinden Debora.

(3) Tobits bedstemor (KJV "Debora," Tobit 1,8).

Max L. Margolis