Dekalogen

Det navn, som de græske fædre gav de ti bud; “de ti ord”, som grundteksten mere bogstaveligt gengives (2 Mos 20,3-17). Disse bud blev først skrevet på to stentavler (31,18), som blev knust, da Moses kastede dem ned på jorden (32,19). De blev skrevet af Gud for anden gang (34,1). Dekalogen omtales fem gange i Det Nye Testamente (Matt 5,17, 18, 19; Mark 10,19; Luk 18,20; Rom 7,7, 8; 13,9; 1 Tim 1,9, 10).

Disse bud har siden den græske kirkefader Origenes’ dage været inddelt, som de står i alle de reformerte kirkers bekendelse, undtagen den lutherske. Den inddeling, som Luther antog, og som siden da er blevet modtaget i den lutherske kirke, gør de to første bud til ét, og det tredje til det andet, og således videre til det sidste, som deles i to. “Du må ikke begære din næstes hus” regnes som det niende, og “Du må ikke begære din næstes hustru” osv. som det tiende.