Magi

Jøderne synes tidligt at have rådspurgt terafim (se dette) for at få orakelsvar (Dom 18,5, 6; Zak 10,2). Der findes en bemærkelsesværdig illustration af denne spådom ved terafim i Ez 21,19-22. Vi læser også om Josefs spådomsbæger (1 Mos 44,5). Egyptens magere omtales ofte i udvandringens historie. Magi var en iboende del af den gamle egyptiske religion og indgik i høj grad i deres daglige liv.

Alle magiske kunster var udtrykkeligt forbudt under dødsstraf i Moseloven. Jøderne fik befaling om ikke at lære det lovede lands folks “vederstyggelighed” (3 Mos 19,31; 5 Mos 18,9-14). Beretningen om Sauls rådspørgsel hos heksen i Endor (1 Sam 28,3-20) giver ingen hjemmel for at tillægge magere overnaturlig magt. Fra begyndelsen er heksen her kun en tilskuer. Udøvelsen af magi blev hængende blandt folket indtil efter fangenskabet, da de gradvis opgav den.

Den omtales ikke meget i Det Nye Testamente. De vismænd, der nævnes i Matt 2,1-12, var ikke magere i ordets almindelige betydning. De tilhørte en religiøs kaste, Zarathustras tilhængere, Østens astrologer. Simon, en magiker, blev fundet af Filip i Samaria (ApG 8,9-24); og Paulus og Barnabas mødte Elymas, en jødisk troldmand, i Pafos (13,6-12). I Efesos skete der en stor tilintetgørelse af magiske bøger (ApG 19,18, 19).