Familie

fam'-i-li (mishpachah, bayith; patria):

1. Grundlaget

2. Monogami, det ideelle forhold

3. Kønnens lighed

4. Polygami

5. Budene og familien (5. bud)

6. Budene og familien (7. bud)

7. Budene og familien (10. bud)

8. Det oprindelige monogame ideal

9. Ezras og Nehemias' reformer

10. Det Nye Testamente

11. Jesu undervisning

12. Paulus' undervisning

13. Moderne farer

LITTERATUR

1. Grundlaget:

Bibelen er verdens store lærer om monogami--den livsvarige forening af én mand og én kvinde i ægteskab som familiens grundlag. Hvad der end kan siges om tidspunktet for affattelsen af Bibelens bøger eller dele af dem, er helhedens vidnesbyrd uomtvisteligt dette: at ægteskabet udspringer af, at én mand og én kvinde vælger hinanden til et varigt familieforhold. Gennem hele Bibelen er dette ideal dominerende. Der kan hist og her påvises tilfælde, hvor denne regel bliver overtrådt. Men sådanne tilfælde må betragtes som stridende mod det grundlæggende princip for ægteskabet--et princip, som selv på det tidspunkt, hvor overtrædelserne fandt sted, var kendt som noget, de stod i modsætning til.

Der kan være tider, hvor det moralske princip overtrædes på høje steder og måske over brede dele af samfundet. Bibelen viser, at der har været sådanne tider i menneskets historie. Men det kan ikke benægtes, at dens holdning til sådanne fald hos mennesker og i samfundet ikke er billigelse, men beklagelse og misbilligelse. De efterfølgende ulykker fremstilles trofast. Den følelse, der kommer til udtryk i hele dens historie, er, at der i sådanne tilfælde var sket en overtrædelse af idealet for det rette i kønsforholdet. Idealet om det monogame forhold sættes i forgrunden af menneskets historie.

2. Monogami, det ideelle forhold:

Menneskeslægten introduceres syntetisk som en art, da livet træder frem. "Og Gud skabte mennesket i sit eget billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem" (1 Mos 1,27). Men ved den første konkrete bestemmelse af kønnenes forhold til hinanden blev monogamiets store grundlov fremsat så klart, at Jesus var tilfreds med at citere den, da han med sin ubegrænsede etiske granskning forklarede ægteskabsforholdet. "Og manden sagde (da kvinden blev ført til ham): Denne er nu ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, for af manden blev hun taget. Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød" (1 Mos 2,23; 1 Mos 2,14). Det er værd at standse op og se på navneordenes grammatiske tal: "en mand," "sin hustru." Grundlovens ord fastholder kønnene ved monogami. De efterfølgende ord gør ægteskabet livsvarigt. "De to skal blive ét kød." En dualisme bliver til en individualisme. Sådan sagde Kristus: "Derfor er de ikke længere to, men ét kød" (Matt 19,6 King James Version). Intet andet end døden skiller en mand fra hans eget kød. Intet andet end livslangt monogami kan finde plads i denne grundlovs sprog.

Der er meget i denne grundlovs sammenhæng i beretningen i Første Mosebog, som antyder den fine følelse, vi ved altid har fulgt med kærlighed og ægteskab. At denne beretning skulle få den plads i historien, som den har haft, føjer sit vidnesbyrd til den fine fornemmelse for følelse og det stærke greb om princip, som den udsprang af.

3. Kønnens lighed:

Eva, "mor til alle levende," træder lige så tydeligt frem som Adam på lærredet i portrætteringen af det første par. Hun er slægtens kvindelige repræsentant--'ishshah--ligesom Adam er den mandlige--'ish (1 Mos 2,23). Evas personlighed er lige så fuldstændig som Adams. Hun er en fornuftig og ansvarlig skabning, ligesom Adam er det. I de oprindelige intellektuelle og moralske handlinger har hun del på lige fod med Adam og er lige så involveret i deres følger. Forskellige fysiske følger rammer hende for "overtrædelse," fordi hun er "kvinde," "mor til alle levende" (1 Mos 3,16). Men Adam undgår ikke gengældelsen for synden, og det kan diskuteres, om dens byrde ikke faldt tungest på ham (1 Mos 3,18; 1 Mos 3,19), for moderskabet har sin glæde såvel som sin smerte, i fællesskabet med det nyfødte barns liv; men den, der må kæmpe for føden fra en modvillig jord, må bære sin hårde lod alene. Det kan ikke være andet, end at meget af den oprindelige ægteskabelige kærlighed overlevede faldet.

4. Polygami:

Ifølge beretningen synes monogamiet længe at have overlevet bortgangen fra Eden. Først mange generationer efter den begivenhed finder vi et tilfælde af polygami--Lemeks (1 Mos 4,19-24). Lemek siges at have haft "to hustruer." Den særlige omtale af "to" synes at vise, at mennesket endnu ikke var vandret langt bort fra monogamiet. Tegnene synes at være, at efterhånden som slægten blev talrigere og bredte sig over jordens flade, glemte de det oprindelige slægtskab og udviste alle slags barbarier i sociale forhold. Lemek var polygamist, men han var også en stridslysten manddræber: "Jeg har dræbt en mand, fordi han sårede mig, og en ung mand, fordi han slog mig" (1 Mos 4,23). Hvis sådanne handlinger og tilbøjeligheder, som viser sig i Lemeks tilfælde, bliver almindelige, vil der sandelig ikke gå lang tid, før den eneste passende beskrivelse af samfundets tilstand må være den, vi møder i 1 Mos 6,5: "Og Jahve så, at menneskets ondskab var stor på jorden, og at hver forestilling i dets hjertes tanker kun var ond hele tiden." Ud af en sådan tilstand vil krig og slaveri og polygami komme--og de kom. Der går en lige vej fra 1 Mos 6,5 til "Koranen, skat eller sværdet" og muslimers polygami.

5. Budene og familien (5. bud):

6. Budene og familien (7. bud):

Det syvende bud (2 Mos 20,14; 5 Mos 5,18) giver familien. Det sikrer hjemmet. Det siger, at alle børn, som fødes til menneskerasen, skal fødes i et hjem og fra hjemmet – skal være familiefødtes. Ordene utugt og horneri er nu blevet synonyme. Under indflydelse af polygame skikke blev der gjort en forskel med hensyn til ulovlig kønslig forening, efter om den ene eller begge parter var gift eller ikke, eller om den ene eller begge var ugifte. En sådan forskel holder ikke i moralen. Al kønslig forening uden for ægteskab er forbudt af familieidealet. Uden for det er al kønslig forening synd.

Skønt det er sandt, at i Israels love blev kønssynd uden for familiebåndet behandlet som et selvstændigt emne, så når vi erindrer, hvor tidligt i livet ægteskab skete i disse gamle dage, og at trolovelse i barndommen blev regnet for lige så hellig som ægteskab selv, ser vi, at selv da budets række var næsten universel og over et hvor bredt område det beskyttede familien. Familien er menneskets uroprindelige ældste institution – den største og den helligste. Over denne institution står dette bud vogter. Det forhindrer mennesker i at bryde fuldstændigt op i individuel isolation, fra at falde tilbage til ensomt vildt. Tænk på, hvad et barn fødes til uden for familiebåndet! Så tænk på alle børn, som blev født sådan, og du har billedet af et lavt planspil af animalisme, hvorfra alt spor af faderens moralske ansvar er forsvundet, og hvor selv moderens rolle vil blive reduceret til simpel omsorg i den korte periode af hjælpeløs barndom, til en sådan omsorg som tilhører dyreinstinkt. Sæt nu op tanken om, at ægteskab skal være universel, og at børn født i ægteskab skal virkelig tilhøre det, og du har en ny himmel og en ny jord i menneskeracingens kønsforhold.

7. Budene og familien (10. bud):

Det tiende bud synes næsten malplaceret på listen af budene. Alle de andre påbyder bestemte handlinger. Dette tiende synes at være en forvarsel om Frelseren metode – at gå til tankerne og hjertets hensigter. Det er et forsøg på regulering inden for mennesket. Det går ud over udadvendte handlinger og omhandler ånden. Dets formål synes ikke at være at regulere mennesket i samfundet, men i sig selv. Så vidt det har udadvendt forhold synes det primært at gælde ejendomsretten. Vi har i common law udtrykket "rettigheder for personer og rettigheder for ting", dvs. på ejendom. Men listen over ting, som er opregnet i budet, omfatter de ting, som er mest almindelige for familielivet: hus, tjenestefolk, dyr. Man forbyder ikke blot at tage, men endda at få lyst til sådanne ting. De er nødvendige for familielivet. I denne liste over naboens ting, som man forbyder at få lyst til, forekommer ordet "hustru". Ved første tanke kan det virke mærkeligt, at hun skal sættes sammen med ejendom i hus og løsøre. Men det kan ikke være særlig ualmindeligt. En af kvinders største velsignelser for mennesket er hjælpsomhed. Eva, alle levendes moder, kom som hjælper for Adam. Sara var herskerinde over husholdet. En hustru, som var hurtig i tankerne, præcis i sit skøn og dyktig til håndgangeret, er sædvanligvis nøglen til en mands materielle velstand. Som sådan hjælp kan en mands lyst straye til naboens hustru lige så vel som til hans kvæg. Selv på dette lavere plan er hun stadig et væsentligt element af familien. Her er tanken om seksualitet næppe merkbar. Ubegræns grådighed i ophobning af ejendom er det, som kommer under forbud. At behandle det emne ville føre for vidt astray.

Se GRÅDIGHED.

Det er godt at erindre ved farvel til budene, at halvdelen af dem, der angår menneskelige forhold, helt klart holder familien i sigte. Det er, som det burde være. Racinne er lige delt mellem mand og kvinde, og deres forhold til hinanden ville vi kunne forvente ville kræve halvdelen af de vejledninger, som blev givet til det hele.

Lovene mod ægteskabsbrud og incest (3 Mos 20 og lignende) kan synes barbarisk strenge. Lad det være sådan; den kendsgerning ville vise, at de blev båret videre af et folk, der var uhyre alvorligt optaget af familiens integritet. Under pioneragtig strenghed ligger der som regel et højtideligt princip. At Israels børn havde et fast greb om det oprindelige monogame ideal, fremgår ikke blot af hele deres historie, men træder klart frem i det, de regnede for historie, før deres egen begyndte. Mr. Gladstone sagde, at det tiende kapitel i Første Mosebog er det bedste dokument om oldtidens etnografi, som mennesket kender. Men det er opbygget efter familielinjer. Det er en beretning om bosættelsen af familieoverhoveder, efterhånden som de drog ud over jordens flade. Den almindelige formulering om Noas sønner, da de spredte sig ud over de lande, de tog i besiddelse, er: »Dette er ... sønner efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, i deres folkeslag.« Mr. Gladstone henledte opmærksomheden på, at moderne filologi bekræfter denne inddeling af folkeslagene, som hviler på deres udspring fra familier.

9. Ezras og Nehemias’ reformer:

Vender vi os nu til et meget fjernt punkt i historien--jødernes tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon--finder vi hos Ezra og Nehemias den mest kritiske agtelse for slægtsregisteret. Bestræbelsen på at fastslå »rent blod« var nærmest fanatisme og kunne endda anklages for uretfærdighed. Alligevel blev denne bestræbelse stadfæstet af folket--skønt mange af dem må have lidt under et nedværdiget navn. Dette kunne aldrig være sket, hvis ikke forestillingen om den monogame familie havde ligget i deres hjerter som retfærdig og rigtig. Nehemias (13,26) fordømte uden skånsel den mægtige Salomo for hans polygami, og Israel godkendte irettesættelsen.

10. Det Nye Testamente

Når vi kommer til Det Nye Testamentes tid, var samtidig polygami i det jødiske samfund død. Hvor som helst Det Nye Testamentes indflydelse er nået frem, er samtidig polygami ophørt med at være til.

I USA har mormonismen gjort et forsinket forsøg på at genoplive denne forbrydelse mod familien. Men den har haft sin onde dag, og hvis den overhovedet lever, lever den under den sociale menings band og er en forbrydelse efter loven. Efterfølgende polygami findes stadig i nationer, der kaldes kristne, gennem skilsmisselovenes tilladelse. Men strømmen i den kristne opinion sætter stærkt imod det, og det kræver ingen særlig klarsynethed at se, at det må gå mod udryddelse sammen med samtidig polygami.

Jesus bekræftede på ny den monogame families oprindelige grundbrev (Matt 19,1-12; Mark 10,2-12). Det bør bemærkes, at han hævdede familiens uopløselighed ikke blot over for parterne i den, men også over for samfundets magt.

Se SKILSMISSE.

11. Jesu lære:

Ved første øjekast virker det lidt mærkeligt, at Jesus sagde så lidt om familien. Men når vi overvejer hans missions natur, vil vi få forklaringen på hans tavshed. Han sagde: »Tro ikke, at jeg kom for at ødelægge loven eller profeterne: jeg kom ikke for at ødelægge, men for at opfylde« (Matt 5,17), det vil sige at udfylde, udlægge og udvide. Han sagde også: »For Menneskesønnen er kommet for at frelse det, som var fortabt« (Matt 18,11 KJV), og: »Jeg kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere« (Matt 9,13), det vil sige for at rette det, der var forkert. Det, der var rigtigt, gav han fri bane--lod det gå videre i sit eget løb. Når loven var rigtig, sagde han, skulle ikke den mindste tøddel eller prik af den svigte (Matt 5,18). Med hensyn til familien holdt han fast ved, at det gamle grundbrev, skrevet i menneskets hjerte, før det blev brændt i tegl eller overgivet til manuskript, var rigtigt. Det var omfattende, ville bestå og burde bestå. Derfor stod han ved det, og det var nok for hans formål. Kristus forsøgte ikke så meget at regulere familien som at regulere de personer, der trådte ind i familielivet. Dette kan forklare, hvorfor vi ikke har nogen udtalelse fra ham om børns adfærd og pligter over for forældre. Den gamle bestemmelse stod stadig fast: »Ær din far og din mor.« Han kom ikke for at ødelægge, men for at opfylde den. Den angav stadig det rette forhold mellem børn og forældre. Hvis et barn havde spurgt om sit forhold til sine forældre, ville Kristus uden tvivl have henvist ham til dette bud, ligesom han henviste andre, der spurgte om pligter, til de bud, der dækker så stor en del af det etiske område.

12. Paulus’ lære:

Paulus, som i så høj grad specificerer pligterne i alle relationer, kommer næppe ud over det gamle bud: »Ær din far og din mor«, når han siger: »Børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for dette er velbehageligt i Herren.« Det har altid været velbehageligt i Herren. Ganske vist kom der en ny tilskyndelse til lydighed fra den nye åbenbaring af pligt, som kom til dem i Kristus, men pligten blev håndhævet af det femte bud, og det var kopieret fra den dybere åbenbaring i menneskets hjerte.

13. Moderne farer:

I det moderne samfund er familiens to store fjender skilsmisse og migration. Familier lever ikke længere et sammenhængende liv sammen. Vi har mindre familieliv end de gamle pastorale nomader. De måtte holde sammen gennem flere generationer for at beskytte deres liv og deres hjorde og kvægflokke. Sådan opstod klanen, stammen og nationen. Familiens indflydelse kan spores gennem dem. Moderne industrier er i høj grad lokaliserede. Man skulle let tro, at familier ville være under deres kontrollerende indflydelse. Men det er de ikke; industrierne er lokaliserede, arbejderne bliver omstrejfere. Når der opstår vanskeligheder i en industri, er en arbejders første udvej at prøve et andet sted. Billig transport giver ham den mulighed, han ønsker. Så med en rejsetaske går han på jagt, omtrent som en barbar strejfer omkring i skoven efter vildt, alene. Han kan tage sin familie med eller efterlade den. Han kan være adskilt fra sin familie i måneder eller år--muligvis forlade den for altid. En meget almindelig årsag til skilsmisse er, at familien forlades af dens mandlige overhoved.

I virkeligheden ser mange, der er beskæftiget med betydeligt lovligt erhverv, efter en bedre plads omtrent ligesom for at udvikle forretningsevnerne på deres egne steder. Skiltene over forretningssteder er få, der bærer samme navn i en by i en generation. Flytning er måske mere dagens orden end bevægelse. Familier er få, der kan findes på samme sted i et kvart århundrede. De velhavende kan ikke blive i det samme hus seks måneder ad gangen. De har et hus i byen om vinteren og et på landet om sommeren, og forlader derefter begge og flyver over havet, måske for at blive i årevis – på rejser. Hvordan kan familiebånd overleve under sådan nomadiserende liv? Samfundet erstatter familien.

Selvom uddannelse er underlagt denne ondskabsfulde indflydelse. I deres mest imponerende alder, når de har mest brug for familiens indflydelse omkring sig, sendes børnene væk for at forberede sig på eller påbegynde højere undervisningskurser. Dette gør dem skikket til noget andet end livet i den familie, de stammede fra, og de vender sjældent tilbage til den. Vi kan måske ikke standse dette fald, men vi bør se dets tendens til at forringere skønnet over familiens værdi.

LITERATUR.

Wolsey, Divorce, Scribners; Publications of the National Divorce Reform League; Reports State and National, ad rem; Peabody, Jesus Christ and the Social Question, chapter iii; Caverno, Divorce, Midland Publishing Co., Madison, Wis.; The Ten Words, Pilgrim Press, Boston.

C. Caverno