Loven i Det Nye Testamente

lo

Udtrykket "lov"

Austins definition af lov

I. LOVEN I EVANGELIERNE

1. Loven i Kristi undervisning

(1) Lovens myndighed fastholdes i Bjergprædikenen

(a) Kristus og traditionen

(b) Mordets synd

(c) Utroskab og skilsmisse

(d) Eder

(e) Gengældelse

(f) Kærlighed til næsten--kærlighed til fjender

(2) Andre henvisninger til loven i Kristi undervisning

(a) De ældstes traditioner og det 5. bud

(b) Kristi svar til den unge rådsherren

(c) Kristi svar til den lovkyndige

(d) Henvisninger i det fjerde evangelium

2. Loven i forhold til Kristi liv

(1) I hans barndom

(2) I hans tjeneste

3. Loven i forhold til Kristi død

(1) Kristus anklaget for blasfemi under den jødiske lov

(2) Kristus anklaget for forræderi under den romerske lov

4. Hvordan Kristus opfyldte loven i alle dens dele

II. LOVEN I APOSTLENES GERNINGER

1. Stefans vidnesbyrd

2. Peters og Paulus' praksis

3. Hentydninger til den romerske lov

III. LOVEN I BREVENE

1. I Romerbrevet

2. I Galaterbrevet

3. I de øvrige paulinske breve

4. I Hebræerbrevet

5. I Jakobsbrevet

6. I Peters og Johannes' breve

LITTERATUR

Udtrykket "lov":

Det græske ord for "lov" er nomos, afledt af nemo, "at dele", "uddele", "tildele", og betød almindeligvis noget, der var fastsat, noget, der var modtaget gennem brug, en skik, brug, lov; i Det Nye Testamente et bud, en lov.

Austins definition af lov:

Det kan være på sin plads at bemærke den definition af lov, som er givet af en berømt autoritet inden for retsvidenskaben, afdøde hr. John Austin: "En lov, i den mest almene og omfattende betydning, hvori udtrykket i sin bogstavelige mening anvendes, kan siges at være en regel, fastsat til vejledning for et fornuftigt væsen, af et fornuftigt væsen, som har magt over ham." Under denne omfattende formulering klassificerer han "love, som Gud har sat for sine menneskelige skabninger, og love, som mennesker har sat for mennesker." Efter at have analyseret de tre begreber: befaling som udtryk for et bestemt ønske; pligt eller forpligtelse, som betyder, at man er bundet eller forpligtet af befalingen til at følge en bestemt handlemåde; og sanktion, som betegner det onde, man sandsynligvis vil pådrage sig ved ulydighed, sammenfatter han således: "De ideer eller begreber, der rummes i udtrykket befaling, er følgende:

(1) et ønske eller begær, undfanget af et rationelt væsen, om at et andet rationelt væsen skal gøre noget eller afholde sig fra at gøre det;

(2) et onde, som skal udgå fra den første og pådrages den sidste, hvis den sidste ikke efterkommer ønsket;

(3) et udtryk for eller en tilkendegivelse af ønsket ved ord eller andre tegn."

Denne definition gør det klart, at udtrykket "naturlove" kun kan bruges i overført betydning; den overførte anvendelse er, som Austin viser, foranlediget af den kendsgerning, at ensartethed eller stabilitet i adfærd er en af de almindelige følger af en lov i egentlig forstand. Følgelig: "Hvor som helst vi iagttager en ensartet rækkefølge af begivenheder eller en ensartet orden af sameksisterende fænomener, er vi tilbøjelige til at tilskrive denne orden en lov, fastsat af dens ophav, skønt tilfældet ikke frembyder noget, der kan sammenlignes med en sanktion eller en pligt." Som det bruges i Det Nye Testamente, vil man almindeligvis finde, at udtrykket "lov" bærer den betydning, Austin angiver, og omfatter "befaling", "pligt" og "sanktion".

I. Loven i evangelierne.

Naturligt vender vi os først til evangelierne, hvor ordet "lov" altid henviser til Moseloven, selv om det har forskellige anvendelser. Denne lov var i virkeligheden tredelt: den moralske lov, som er sammenfattet i Dekalogen; den ceremonielle lov, som foreskriver ritualet og alle de typologiske bestemmelser; og det, man kunne kalde den civile eller politiske lov, den som vedrører folket i dets nationale, politiske liv. Skellet overholdes ikke nøje, skønt henvisningen undertiden betoner én side, undertiden en anden; men som regel er hele loven uden nogen sondring for øje. Undertiden betyder loven hele Det Gamle Testamentes Skrifter, som i Joh 10,34; Joh 12,34; Joh 15,25. Andre gange betyder loven Pentateuken, som i Luk 24,44.

1. Loven i Kristi undervisning:

Loven forekommer ofte i Kristi undervisning. I Bjergprædikenen henviser han mest specifikt og udførligt til den. Det hævdes ofte, at han dér afslører lovens ufuldkommenhed og sætter sin egen myndighed op imod dens myndighed. Men dette synes at være et overfladisk og uholdbart synspunkt. Kristus bekræfter nemlig meget bestemt lovens myndighed: "Tro ikke, at jeg kom for at nedbryde loven eller profeterne" (Matt 5,17). Her synes udtrykket at betyde hele Pentateuken. "Jeg kom ikke for at nedbryde, men for at opfylde. For sandelig siger jeg jer: Indtil himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller den mindste streg på nogen måde forgå af loven, før alt er sket" (Matt 5,17; Matt 5,18). En lignende udtalelse er nedskrevet i Luk 16,17: "Det er lettere for himmel og jord at forgå, end at én lille streg af loven skal falde bort."

(1) Lovens myndighed fastholdes i Bjergprædikenen.

Lovens fuldkommenhed og varighed såvel som dens myndighed angives således, og det følgende vers i Mattæus understreger yderligere myndigheden, samtidig med at det viser, at Herren nu taler særligt om Dekalogens morallov: "Derfor skal den, som bryder et af disse mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, kaldes den mindste i himlenes rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i himlenes rige" (5,19). Disse vægtige sætninger bør man have i erindring, når man overvejer de følgende udsagn, hvor der synes at være en modsætning mellem Loven og hans egen lære, og hvoraf man har draget den slutning, at han fordømmer og i praksis ophæver Loven. Det, Jesus virkelig gør, er at fremdrage den fylde af betydning, som findes i Loven, og at vise dens åndelige karakter og hvor vidt dens rækkevidde er. Han erklærer, at hans disciples retfærdighed må overgå de skriftkloges og farisæernes retfærdighed (Matt 5,20). Deres retfærdighed bestod i høj grad i en samvittighedsfuld overholdelse af Lovens ydre krav; disciplene måtte vise hjertets lydighed mod Lovens indre ånd, dens ydre og indre krav.

(a) Kristus og traditionen:

Jesus går derefter videre og påpeger modsætningen, ikke så meget mellem hans egen lære og Lovens, som mellem hans fortolkning af Loven og andre læreres fortolkning: "I har hørt, at der blev sagt af dem i gamle dage" (King James Version), "til dem i gamle dage" Revised Version (British and American) (Matt 5,21). Begge gengivelser er grammatisk mulige, men i begge tilfælde er det tydeligvis ikke Moses' oprindelige udsagn, men den traditionelle fortolkning, han havde for øje: "I har hørt, at der blev sagt"; Kristi sædvanlige måde at citere Det Gamle Testamente på er: "Der står skrevet" eller en anden formel, der peger på det skrevne ord; og da han netop har henvist til den skrevne Lov som helhed, ville det være mærkeligt, hvis han nu brugte formlen "Der blev sagt" om de enkelte forskrifter. Tydeligvis mener han det, som blev sagt af de jødiske lærere.

(b) Mordets synd:

Dette bekræftes yderligere af citaterne: "Du må ikke slå ihjel; og den, der slår ihjel, skal være skyldig for dommen." Den anden sætning findes ikke i Pentateuken som en særskilt udtalelse, men den er klart lærernes generalisering. Kristus stiller sig ikke i opposition til Moses; snarere påbyder han lydighed mod de skriftkloges forskrifter, når de, siddende på Moses' stol, sandt udlægger Loven (Matt 23,1-8). Men disse lærere havde udlagt buddet, som om det kun henviste til selve mordhandlingen; derfor viser Kristus dets fulde og sande åndelige betydning: "Men jeg siger jer, at enhver, som er vred på sin bror, skal være skyldig for dommen" (Matt 5,22).

Se mord.

(c) Ægteskabsbrud og skilsmisse:

Igen: "I har hørt, at der blev sagt: Du må ikke begå ægteskabsbrud" (Matt 5,27). Den traditionelle lære begrænsede dette hovedsagelig til den ydre handling. `Men jeg siger jer,' siger Kristus, `at ægteskabsbrud endog hører til den lystne tanke' (Matt 5,28). I sin behandling af dette emne går han over til skilsmisseloven, som var en af de borgerlige bestemmelser og ikke stod på samme niveau som det moralske bud mod at begå ægteskabsbrud; ja, selve udførelsen af den borgerlige bestemmelse kunne føre til et virkeligt brud på det moralske bud, og af hensyn til selve buddet, i selve ønsket om at opretholde morallovens myndighed, udtaler Kristus sig imod skilsmisse på noget grundlag, undtagen utugt. Senere, som det er nedskrevet i Matt 19,3-9, blev han spurgt om den samme skilsmisselov, og igen fordømmer han den letfærdige måde, hvorpå skilsmisse blev behandlet af jøderne, og bekræfter stærkt ægteskabsinstitutionens hellighed, idet han viser, at den gik forud for den mosaiske lovsamling--den var fra begyndelsen og fik sin bindende kraft fra den guddommelige udtalelse i 1 Mos 2,24, grundet på tingenes natur; mens han om den mosaiske skilsmisselov erklærer, at den blev tilladt på grund af deres hjertes hårdhed, men at ingen anden årsag end utugt var tilstrækkelig til at opløse ægteskabsbåndet. Denne borgerlige bestemmelse, der oprindelig var retfærdiggjort på grund af folkets manglende evne til at hæve sig til Dekalogens sande moralske ideal, hævder Kristus myndighed til at gå ud over, men ved at gøre det retfærdiggør og opretholder han den lov, som sagde: "Du må ikke begå ægteskabsbrud."

Se skilsmisse.

(d) Eder:

Det næste bud, Jesus citerer, er dels borgerligt og dels rituelt og handler om aflæggelse af eder. Ordene findes ikke i Pentateuken som en bestemt lovbestemmelse; de er snarere en sammenfatning af flere udsagn (3 Mos 19,12; 4 Mos 30,2; 5 Mos 23,21), og igen antyder citatets form, at det er den rabbinske fortolkning, der er på tale. Men den slags edsaflæggelse, som loven tillod, var det stik modsatte af almindelig vanhellig sværgen. Den var netop bestemt til at værne det 3. bud mod at tage Jahves navn forfængeligt. Da Kristus fordømte de letsindige eder, som rabbinerne tillod, hævdede han i virkeligheden dette 3. buds myndighed; han håndhævede dets åndelige karakter og gjorde krav på den ærbødighed, der tilkommer det guddommelige navn. Spørgsmålet om, hvor langt Kristi ord berører edsaflæggelse i en domstol, behøver vi ikke at gå ind på. Hans eget svar på ypperstepræstens besværgelse, da han i praksis blev sat under ed (Matt 26,63; Matt 26,64), og andre eksempler (Rom 1,9; 2 Kor 1,23; Gal 1,20; Fil 1,8; 1 Thess 2,5; Hebr 6,16; Hebr 6,17; Åb 10,5; Åb 10,6) ville pege på, at sådanne højtidelige appeller til Gud ikke er omfattet af Kristi forbud: "Sværg slet ikke"; men utvivlsomt er den ideelle tale den enkle forsikrings tale, menneskets "ja" eller "nej", når det, bevidst om at det taler i Guds nærvær, regner sit ord for ukrænkeligt og ikke har behov for noget styrkende tillægsord, skønt en ed mellem mennesker kan være nødvendig til bekræftelse og til at gøre ende på strid.

Se ED.

(e) Gengældelse:

Dernæst berører han "gengældelsesloven": "øje for øje" (Matt 5,38), og i overensstemmelse med vores forståelse af de andre udsagn mener vi, at Kristus her beskæftiger sig med den traditionelle fortolkning, som gav plads for personlig hævn, for at mennesker tog loven i egen hånd og hævnede sig. En sådan praksis fordømmer Kristus fuldstændigt og indskærper i stedet mildhed og overbærenhed, som udspringer af kærlighed selv til fjender. Denne lov har ganske vist sin plads blandt de mosaiske bestemmelser, men den fremtræder dér ikke som en tilladelse til, at personlig bitterhed kan tilfredsstille sig selv på sin egen måde, men som en politisk lovbestemmelse, der skulle udføres af øvrigheden og således modvirke privat hævn. Kristus viser, at ånden i hans evangelium, modtaget af hans folk, ville ophæve nødvendigheden af disse krav i den borgerlige lov; skønt hans ord ikke skal fortolkes helt bogstaveligt, for da han selv blev slået på den ene kind, vendte han ikke den anden til den, der slog (Joh 18,22; Joh 18,23), og princippet i gengældelsesloven gælder stadig i alle civiliserede nationers lovgivningspraksis og vil, ifølge Det Nye Testamentes lære, endog få plads i den guddommelige fremgangsmåde på dommens dag.

Se også STRAF.

(f) Kærlighed til næsten--kærlighed til fjender:

Det sidste udsagn, der nævnes i Bjergprædikenen, afslører klart sin rabbinske karakter: "Du skal elske din næste og hade din fjende" (Matt 5,43). Den første del er ganske vist lovens påbud, men den anden del er en uberettiget tilføjelse til det. Det er kun denne del, Kristus i virkeligheden fordømmer, når han siger: "Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender" (Matt 5,44). At disse læreres fortolkning var uberettiget, kan ses af mange steder i Pentateuken, profeterne og Salmerne, som fremstiller det mere åndelige aspekt af lovens krav; og hvad dette særlige bud angår, behøver vi kun at henvise til Ordsp 25,21; Ordsp 25,22: "Hvis din fjende er sulten, så giv ham brød at spise." Kristus fordømmer tilføjelsen, men udfolder samtidig selve budets åndelige betydning, for kærlighed til næsten, rigtigt forstået, indebærer kærlighed til fjender; og således svarer han ved en anden lejlighed (Luk 10,25-37) den lovkyndige på spørgsmålet: "Hvem er min næste?" med lignelsen om den barmhjertige samaritaner og viser, at enhver, der er i nød, er vores næste.

Se også TILGIVELSE; VREDE.

Den sidste henvisning i Bjergprædikenen til loven bekræfter fuldt ud den tanke, at Kristus virkelig opretholdt lovens myndighed, samtidig med at han belyste dens åndelige karakter, for han erklærer, at det princip, der er udtrykt i "den gyldne regel", er en slutning ud fra, ja i virkeligheden selve essensen af, "loven og profeterne" (Matt 7,12).

(2) Andre henvisninger til loven i Kristi undervisning.

Vi kan kun kaste et blik på de øvrige henvisninger til loven i Kristi undervisning. I Matt 11,13, "For alle profeterne og loven profeterede indtil Johannes," er det loven i dens undervisende funktion, der er i sigte, og måske menes hele Pentateuken. I Matt 12,1-8, da han tilbageviser anklagen mod hans disciple for at bryde sabbatten, citerer han tilfældet med David og hans mænd, der spiste skuebrødet, som det ikke var lovligt for andre end præsterne at spise; og med præsterne, der udførte arbejde på sabbatsdagen, hvilket hos andre mennesker ville være et brud på loven; deraf udleder han den konklusion, at de rituelle love kan sættes til side under nødvendighedens pres og for et højere gode. I det samme kapitel (12,10-13) angiver han, at det er lovligt at helbrede--at gøre godt--på sabbatsdagen.

(a) De ældstes overleveringer og det 5. bud:

I Matt 15,1-6 har vi beretningen om farisæerne, der klagede over, at disciplene overtrådte de ældstes overleveringer ved at spise med uvaskede hænder. Jesus svarer dem igen med spørgsmålet: "Hvorfor overtræder I også Guds bud for jeres overleverings skyld?" idet han citerer det konkrete tilfælde med det 5. bud, som blev omgået og i virkeligheden brudt ved deres sindrige skelnen omkring qorban. Dette er en meget lærerig hændelse med hensyn til det punkt, vi har søgt at understrege--at det var den traditionelle fortolkning og ikke loven selv, Jesus fordømte eller korrigerede.

(b) Kristi svar til den unge rådsherren:

For den unge rådsherre (Matt 19,16-42) fremstiller han buddene som livets regel; lydighed mod dem er døren til evigt liv, og han betoner især den side af lovens krav, som angår forholdet til mennesker. Den unge mand, som erklærer at have holdt dem alle, viser, at han ikke har forstået det åndelige i deres krav, og det er for yderligere at prøve ham, at Kristus kalder ham til at foretage den »store forsagelse«, som dog i sig selv ikke så meget er et yderligere bud som en udfoldelse af buddets åndelige og vidtrækkende karakter: »Elsk din næste som dig selv.«

(c) Kristi svar til den lovkyndige:

Til den lovkyndige, der spørger ham, hvilket bud der er det største i loven, svarer han ved at give ham summen af hele den moralske lov. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det store og første bud. Og et andet, som er ligesom det, er dette: Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22,35-39). I Markus’ gengivelse (Mark 12,31) tilføjer han: »Der er ikke noget andet bud, der er større end disse«, og i Matthæus’ gengivelse siger han: »På disse to bud hænger hele loven og profeterne« (Matt 22,40); begge udsagn viser den høje agtelse, hvori han holdt loven.

(d) Henvisninger i det fjerde evangelium:

I sin samtale med jøderne, nedskrevet i Joh 7, anklager han dem for ikke at holde loven: »Gav Moses jer ikke loven, og dog gør ingen af jer loven?« (7,19). Og med henvisning til helbredelsen af den kraftesløse mand på sabbatsdagen, en handling som havde vakt deres vrede, viser han, hvordan én lov kan komme i konflikt med en anden. Moses havde påbudt omskærelse, og undertiden ville tidspunktet for omskærelse falde på sabbatsdagen. Men med al deres ærefrygt for sabbatsdagen ville de, for at holde omskærelsens lov, udføre ritualet på sabbatsdagen, og derfor, hævder han, er det urimeligt at klage over ham, fordi han på sabbatsdagen havde opfyldt den højere lov om at gøre godt ved at helbrede en stakkels lidende. I ingen af alle Kristi udtalelser kastes der nogen ringeagt over selve loven; den fastholdes altid som normen for det rette, og dens myndighed hævdes.

2. Loven i forhold til Kristi liv:

De passager, vi har betragtet, viser lovens plads i Kristi undervisning, men vi finder også, at han måtte stå i et praktisk forhold til denne lov. Født under loven, som del af et folk der ærede og agtede loven, og hvis liv i enhver del ydre set blev reguleret af den, kunne Jesu Kristi liv ikke undgå at blive berørt af denne lov. Vi lægger mærke til dens virke:

(1) I hans spæde barndom.

På den ottende dag blev han omskåret (Luk 2,21) og blev således anerkendt som medlem af pagtens folk, med del i dets privilegier og med dets ansvar. Dernæst, i overensstemmelse med den rituelle lov om renselse, bliver han fremstillet i templet for Herren (Luk 2,22-24), mens hans mor bringer det offer, der var påbudt i »Herrens lov«; det offer, hun bringer, vidner rørende om hendes fattigdom, idet »et par turtelduer eller to dueunger« var det alternativ, der var tilladt for dem, som ikke var i stand til at skaffe et lam (3 Mos 12). Den guddommelige godkendelse sættes på denne indvielseshandling, for det er, mens dette bliver gjort med ham efter »lovens skik« (3 Mos 12,27), at Guds Ånd kommer over Simeon og fremkalder den store profeti, som knytter alle de messianske forhåbninger til barnet fra Betlehem.

Igen drager hans forældre ifølge loven op til påskefesten, da det underfulde barn har nået sit 12. år, den alder hvor en ung jøde påtog sig juridisk ansvar og blev »en lovens søn«, og således deltager Jesus i festens overholdelse. Hans dybe interesse for alt, hvad der angår tempeltjenesten og lovens undervisning, viser sig ved hans opslugthed af samtalen med lærerne, hvis spørgsmål han besvarer så klogt, samtidig med at han selv spørger dem og fylder dem med forundring over sin indsigt (Luk 2,42-47).

(2) I hans tjeneste.

I sin tjeneste ærer han altid loven. Han læser den i synagogen. Han helbreder den spedalske ved sin suveræne berøring og sit ord, men han byder ham gå hen og vise sig for præsten og bringe den gave, Moses havde befalet (Matt 8,4). Og igen, da de spedalske råber til ham, er hans svar, som indebærer helbredelsen: »Gå hen og vis jer for præsterne« (Luk 17,14). Han driver dem, der vanhelliger templet, ud (Matt 21,12; Matt 21,13; Joh 2,15-17), på grund af sin nidkærhed for sin Faders hus’ ære, og således understreger han, samtidig med at han viser sin myndighed, templets og dets tjenesters hellighed. Således betaler han også tempelskatten, som krævedes af hver søn af Israel (Matt 17,24-27), selv om han gør krav på at være Sønnen i Faderens hus og derfor stå over de påbud, der er lagt på tjenere og fremmede. Han deltager i de forskellige fester under sin tjeneste, og da dødens skygger samler sig omkring ham, gør han sig særlig umage for at holde påsken med sine disciple. Således viser han den ceremonielle lov vedvarende lydighed; mottoet for hans liv er i praksis hans store udtalelse til Døberen: »Tillad det nu; for således sømmer det sig for os at opfylde al retfærdighed« (Matt 3,15). Hvis han adlød den ceremonielle lov, adlød han uden tvivl den moralske lov. Hans skarpsynede fjender kunne ikke finde nogen fejl hos ham med hensyn til hans moralske adfærd. Hans absolutte syndfrihed bevidner, at den moralske lov blev omsat til virkeligt liv.

3. Loven i forhold til Kristi død:

Vi går ikke ind på det teologiske spørgsmål om forholdet mellem Kristi død og de straffende følger af loven, som Gud lod ramme på synderes vegne -- det berører læren om forsoningen -- vi bemærker kun den kendsgerning, at hans død blev frembragt under påberåbelse af overensstemmelse med loven. Ypperstepræsterne sendte i had tjenere ud for at gribe ham, men overvældede af hans enestående veltalenhed vendte disse tjenere tomhændede tilbage. I deres ærgrelse kan ypperstepræsterne kun sige, at folket, som følger ham, ikke kender loven og er forbandet (Joh 7,49). Nikodemus vover ved denne lejlighed at gøre indsigelse: "Dømmer vores lov et menneske, uden at den først hører ham selv?" (Joh 7,51). Dette sunde juridiske princip er disse mænd besluttede på at tilsidesætte; deres eneste ønske er at gøre ende på livet for denne mand, som har vakt deres jalousi og had, og til sidst, da de får ham i deres hænder, fordrejer de lovens former for at nå deres mål. Der findes ingen virkelig anklage, som kan rejses imod ham. De tør ikke fremføre påstanden om, at han brød sabbatten, for igen og igen har han besvaret deres spidsfindigheder på det punkt. Han har ikke brudt nogen lov; alt, hvad de kan gøre, er at bestikke falske vidner til at vidne noget til hans skade. Den usle anklage, grundet på en fordrejet erindring om hans udtalelse om at ødelægge templet, truer med at bryde sammen.

(1) Kristus anklaget for blasfemi efter den jødiske lov.

Da besværger ypperstepræsten ham til under ed at sige, om han gør krav på at være Kristus, den levende Guds Søn, eller ej. Et sådant krav ville visselig, hvis det var ubegrundet, være blasfemi og efter loven kunne straffes med døden. Ved en tidligere lejlighed truede jøderne med at stene ham for denne -- for dem -- blasfemiske påstand. Da Jesus nu roligt vedgår, at han er Guds Søn, river ypperstepræsten sine klæder itu og erklærer, at der ikke behøves yderligere bevis. Han har bekendt blasfemien, og enstemmigt erklærer rådet ham skyldig til døden (Joh 26; Joh 14; Joh 22). Hvis Jesus Kristus ikke var det, han hævdede at være, så havde præsterne ret i at anse ham for skyldig i blasfemi; det faldt dem aldrig ind at overveje, om kravet trods alt ikke kunne være sandt.

(2) Kristus anklaget for forræderi efter romersk lov.

Ikke alene påkaldes den jødiske lov for at få ham dræbt, men også den romerske lov. Ved én anden lejlighed var Kristus kommet i berøring med Roms lov, nemlig da han af herodianerne blev stillet det snærende spørgsmål om, hvorvidt det var lovligt at give skat til kejseren (Matt 22,17; Mark 12,14; Luk 20,22). Nu har jøderne brug for den romerske landshøvdings godkendelse af dødsstraffen, og Jesus må stilles for ham. Anklagen kan nu ikke være blasfemi -- den romerske lov vil ikke have noget at sige om det -- og derfor opdigter de en anklage om forræderi mod kejseren.

Ved at fremføre den giver de i praksis afkald på deres messianske håb. Anklagen bryder imidlertid sammen for den romerske domstol, og kun ved at spille på Pilatus' svaghed når de deres mål, og den romerske lov bestemmer hans død, mens den overlader det til jøderne at sørge for dommens fuldbyrdelse. I dette ser evangelisten opfyldelsen af Kristi ord om måden, hvorpå han skulle dø, for stening ville have været den jødiske form for dødsstraf, ikke korsfæstelse.

Se Jesus Kristus, III, E), ii, 3, 4.

4. Hvordan Kristus opfyldte loven i alle dens dele:

Når vi ser på evangeliernes samlede vidnesbyrd, kan vi se, hvordan det var, at Kristus opfyldte loven. Han opfyldte moralloven ved at adlyde, ved at fremdrage dens fulde betydning, ved at vise dens stærke åndelige karakter, og han grundfæstede den på et sikrere grundlag end nogensinde som retfærdighedens evige lov. Han opfyldte den ceremonielle og typologiske lov, ikke blot ved at rette sig efter dens krav, men ved at virkeliggøre dens åndelige betydning. Han udfyldte typologiernes skyggeagtige omrids, og således opfyldt forsvinder de, og det er ikke længere nødvendigt for os at holde påske eller slagte det daglige lam: vi har virkeligheden i Kristus. Han rensede også loven for de traditionelle udvækster, som havde samlet sig omkring den under rabbinernes hænder. Han viste, at den ceremonielle skelnen mellem rene og urene fødevarer ikke længere var nødvendig, men viste betydningen af sand åndelig renhed (Matt 15,11; Mark 7,18-23). Han lærte sine disciple disse store principper, da han efter sin opstandelse, "idet han begyndte fra Moses og fra alle profeterne, udlagde for dem i alle skrifterne det, som angik ham selv" (Luk 24,27). Og da han åbnede deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, erklærede han: "Dette er mine ord, som jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer, at alt det måtte opfyldes, som er skrevet om mig i Moses' lov og profeterne og salmerne" (Luk 24,44). Johannes sammenfatter dette i sin indholdsrige vending: "Loven blev givet gennem Moses; nåden og sandheden kom gennem Jesus Kristus" (Joh 1,17). Nåden stod i kontrast til morallovens fordømmelse, sandheden var modsætningen til typologiernes og ceremoniernes skyggeagtige omrids.

II. Loven i Apostlenes Gerninger.

Uden at behandle spørgsmål om ægthed og historicitet i forbindelse med denne bog, som giver sig ud for at være den tidligste kirkehistorie, bemærker vi kort lovens plads, sådan som den dér angives. I bogen har vi en beretning om overgangen fra jødedom til fuldt udviklet kristendom, og loven kommer til syne på forskellige måder. Disciplene holder ligesom andre jøder pinsefesten, og selv efter Åndens nedstigning kommer de ofte i templet og overholder bedetimerne.

1. Stefanos' vidnesbyrd:

Det fuldt udfoldede evangelium, som Stefanus forkyndte, vækker mistanke og fjendskab hos de strengere grupper blandt jøderne, som anklager ham for rådet for at tale bespottelige ord mod det hellige sted og mod loven. Men dette var vidnesbyrd fra bestukne vidner og havde uden tvivl sit grundlag i den kendsgerning, at Stefanus’ undervisning lagde vægt på evangeliets nåde. Stefanus’ eget forsvar ærer loven som givet ved Moses, »som modtog levende orakler« (ApG 7,38), viser, hvor illoyalt folket havde været, og slutter med at anklage dem ikke alene for at forkaste og dræbe den Retfærdige, men også for ikke at holde loven, »sådan som den blev forordnet ved engle« (ApG 7,53).

2. Peters og Paulus’ praksis:

Peters strenge overholdelse af ceremoniloven vises i forbindelse med hans syn, som lærer ham, at Guds nåde kan gå ud over den jødiske grænse (ApG 10). Paulus’ forkyndelse lægger vægt på, at Skrifterne, loven og profetien, opfyldes ved Jesus Kristus. Kernen i hans budskab, sådan som det gengives i hans første refererede prædiken, er: »Ved ham bliver enhver, som tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Moses’ lov« (ApG 13,38). Hedningernes omvendelse rejser spørgsmålet om deres forhold til ceremoniloven, især til omskærelsen. Beslutningen på rådet i Jerusalem behandler omskærelsen som unødvendig for hedningerne og pålægger, hvad angår det mosaiske ritual, kun afholdenhed fra det, der er kvalt, og fra blod (ApG 15). Begivenhedernes videre forløb skulle vise, at denne bestemmelse gjaldt overgangstiden. Selv om Paulus stærkt modsatte sig tanken om at pålægge hedningerne omskærelse, omskar han alligevel uden selvmodsigelse og som en indrømmelse til jødisk følelse Timotheus (ApG 16,3), og han opfyldte selv de ceremonielle forskrifter i forbindelse med aflæggelsen af et løfte (ApG 18,18). Efter råd fra Jakob, som ønskede, at han skulle imødekomme de myriader af troende jøder, der var nidkære for loven, og vise dem falskheden i anklagen om, at han lærte jøderne blandt hedningerne »at forlade Moses« (frafald fra Moses), påtog han sig også den ceremonielle pligt at rense de »fire mænd, som har et løfte på sig« (ApG 21,20-26). Dette indebar ofring af slagtofre, og den kendsgerning, at Paulus kunne gøre det, viser, at offersystemet stadig stod ved magt for jøderne. Efterspillet til denne handling kunne rejse spørgsmålet, om fremgangsmåden trods alt var klog; den opfyldte i hvert fald ikke Jakobs forventninger. Senere, i sit forsvar for Felix, hævder Paulus, at han er loyal mod den jødiske tro, idet han tilbeder i templet og »tror alt det, som er i overensstemmelse med loven, og som er skrevet i profeterne« (ApG 24,11-14); og i sin tale til de jødiske ledere i Rom erklærer han, at han »intet har gjort mod folket eller vore fædres skikke« (ApG 28,17), og han søger at overbevise dem om Jesus, »både ud fra Moses’ lov og ud fra profeterne« (ApG 28,23).

3. Hentydninger til romersk ret:

I Apostlenes Gerninger finder vi flere hentydninger til anden lov end den jødiske. I ApG 16 kommer Paulus i konflikt med romersk ret. Efter at være blevet slået og fængslet af magistraterne i Filippi får han senere tilbud om stille at liste bort, men idet han holder på sin værdighed som romersk borger, kræver han, at magistraterne selv, som havde overtrådt loven ved offentligt at slå romere, der ikke var dømt, skal komme og løslade dem. Denne samme ret som romersk borger gør Paulus igen gældende, da han skal til at piskes på befalingsmandens ordre (ApG 22,25), og hans protest lykkes med at afværge ydmygelsen. Hans rettergang for Felix og Festus illustrerer godt proceduren under romersk ret, og hans appel som romersk borger til kejseren fik vigtige følger i hans liv.

III. Loven i brevene.

Ordet bruges både med og uden artikel, men skønt substantivet uden artikel i nogle tilfælde henviser til lov i almindelighed, henviser det dog mange andre steder uden tvivl til Moses’ lov. Måske er det, som det er blevet foreslået, sådan, at når ordet uden artikel henviser til den mosaiske lov, peger det på denne lov ikke så meget som mosaisk, men i dens egenskab af lov. Men generelt set bruges ordet med og uden artikel med henvisning til Moses’ lov.

1. I Romerbrevet:

(1) Loven som norm.

I Romerbrevet har Paulus meget at sige om lov, og i hovedsagen er det moralloven, han har i tanke. I dette store brev, skrevet til mennesker i centrum af Roms berømte retssystem, mange af dem jøder, der var kyndige i Moses’ lov, og andre hedninger, der var fortrolige med tanken om lov, dens natur, dens rækkevidde og dens herredømme, taler han først om loven som en norm, og mangel på overensstemmelse med den bringer fordømmelse. Han viser, at hedningerne, som ikke havde den åbenbarede lovs norm, ikke desto mindre havde en lov, naturens lov, en lov skrevet i deres hjerte og samvittighed. Romersk retsvidenskab var fortrolig med forestillingen om en naturens lov, som blev til en folkenes lov (jus gentium), sådan at visse principper kunne antages at gælde blandt dem, der ikke havde kendskab til den romerske lovbog; og i overensstemmelse med disse principper kunne forholdet mellem romere og barbarer reguleres. Paulus’ opfattelse er noget lignende, men anvendes på de åndelige relationer mellem mennesket og Gud.

(2) Hedninger fordømt ved naturens lov.

Men hedningerne, som ikke har levet op til lyset fra denne lov, er fordømte. De har overtrådt deres egen samvittigheds bud. Og jøderne, med det fyldigere lys fra deres åbenbarede lov, har ligeledes svigtet. I denne sammenhæng fremsætter Paulus i forbifarten det store princip, at "ikke lovens hørere er retfærdige for Gud, men lovens gørere skal retfærdiggøres" (Rom 2,13). Hans store mål i brevet er at vise, at retfærdiggørelse sker ved tro, men her fastslår han, at hvis nogen vil have retfærdiggørelse gennem lov, så må han holde denne lov i alle dens enkeltheder. Loven vil erklære den, der gør den, retfærdig, men blot at høre loven uden at gøre den vil kun øge fordømmelsen. "Så mange som har syndet uden loven, skal også gå fortabt uden loven; og så mange som har syndet under loven, skal dømmes ved loven" (Rom 2,12). Paulus afgør ikke spørgsmålet, om en hedning kan blive frelst ved at følge naturens lys; han fremhæver snarere den negative side, at de, der har svigtet, skal gå fortabt; de har lys nok til at fordømme — det er hans pointe.

(3) Alle mennesker under fordømmelse.

Efter at have bevist, at både jøder og hedninger er under synd, afslutter han sit store anklageskrift med udsagnet: "Nu ved vi, at hvad loven end siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes, og hele verden bringes ind under Guds dom" (Rom 3,19). Således lukker loven inde under fordømmelse. Det er umuligt for nogen synder at blive retfærdiggjort "ved lovens gerninger"; loven fordømmer ikke blot, men "ved loven kommer erkendelse af synd" (Rom 3,20). Den viser, hvor langt mennesker er kommet til kort over for Guds krav. Den er et spejl, hvori synderen ser sin urenhed, men spejlet kan ikke rense, selv om det viser behovet for renselse.

(4) Kristi forløsende værk, som skaffer retfærdighed uden om loven.

Når apostlen derpå fremstiller Jesu Kristi store forløsning, viser han, at den skaffer det, som loven ikke havde formået at skaffe: en retfærdighed, der kan tilfredsstille lovens krav; en retfærdighed, som ganske vist er "uden om loven", uden om alle menneskers forsøg på at holde loven, men som alligevel står i dybeste harmoni med lovens principper og er blevet bevidnet "af loven og profeterne" (Rom 3,21). (I dette afsnit synes "loven" at betyde Pentateuken, og i Rom 3,19, med tanke på de foregående citater fra Salmerne, synes det at betyde hele Det Gamle Testamentes skrifter.) Da den retfærdighed, Kristus har sikret, kommer over synderen gennem tro, kan lovens gerninger åbenlyst intet have at gøre med, at vi opnår den. Men troens retfærdighed er så langt fra at undergrave loven, at Paulus hævder, at loven stadfæstes gennem troen (Rom 3,31).

(5) Abrahams velsignelser kom ikke gennem loven.

Idet han fortsætter med at vise, at hans tanke om retfærdiggørelse ved tro ikke var noget nyt, men at den gammeltestamentlige hellige havde nydt den, viser han især, at Abraham, selv i sin uomskårne tilstand, modtog velsignelsen gennem tro; og det store løfte til ham og hans afkom kom ikke gennem loven, men efter troens princip.

(6) Loven virker vrede og forstærker syndens ondskab.

Ja, så langt fra at velsignelse kommer til syndere ad lovens vej, "virker loven vrede" (Rom 4,15); ikke vrede i mennesker mod lovens begrænsninger, sådan som nogle har hævdet, men Guds hellige vrede, som apostlen så ofte nævner i dette brev. Loven virker vrede, for så vidt som den, når den overtrædes, bringer den guddommelige misbilligelse, fordømmelsen, over synderen; den øger syndens skyld og forstærker således den guddommelige vrede imod den; og den fremkalder i en vis forstand synd: den syndige natur gør oprør mod de begrænsninger, loven pålægger, og selve det, at noget er forbudt, vækker begær efter det. Dette synes at være, hvad han mener i et senere afsnit (Rom 5,20): "Og loven kom til ved siden af, for at overtrædelsen skulle blive større"; som om selve mangedoblingen af begrænsninger forstærkede tilbøjeligheden til synd, bragte det onde i menneskenaturen frem, viste det syndige hjertes fuldstændige afskyelighed og syndens frygtelige natur og således fik behovet for frelse til at fremstå desto større; sygdommens ligefrem desperate karakter viste behovet for lægemidlet og skabte ønsket om det; syndens overflod beredte vejen for nådens overstrømmende overflod. At lovens tilstedeværelse øger syndens ondskab, vises yderligere ved udsagnet: "Men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse" (Rom 4,15); overtrædelse--parabasis--at krydse grænsen, er i streng forstand kun mulig under lov. Men der kan være synd uden en åbenbaret lov, sådan som han allerede har bevist i 2. kapitel.

(7) Loven i lyset af parallellen mellem Adam og Kristus.

I Romerbrevet 5, hvor han behandler parallellen mellem Adam og Kristus, siger han: "For indtil loven var synden i verden; men synd tilregnes ikke, når der ingen lov er" (5,13). Han kan ikke mene, at mennesker ikke blev holdt ansvarlige for deres synd, eller at synd på ingen måde blev regnet dem til last, for i det 2. kapitel har han bevist det modsatte; men synd blev ikke tilregnet dem på en sådan måde, at den bragte dem dødens straf, som de ikke desto mindre led, og det fører han tilbage til Adams synd. Disse, siger han, havde ikke syndet i lighed med Adams overtrædelse (5,14); de havde ikke overtrådt et positivt bud, som han gjorde, skønt de uden tvivl havde krænket samvittighedens lov og vidste, at de var syndere. Ved at udfolde parallellen mellem Adam og Kristus angiver han tydeligt, at ligesom Adams overtrædelse af loven bragte fordømmelse over slægten, således bringer Kristi lydighed mod loven retfærdiggørelse.

(8) Loven og retfærdighed.

Så langt kan man sige, at han har talt om loven i forhold til synderen; og det er hovedsagelig loven i dens juridiske aspekt, loven i forhold til retfærdighed. Loven åbenbarer retfærdighed, loven kræver retfærdighed, loven fordømmer for uretfærdighed. Genløsningen er en virkeliggørelse af retfærdighed. Loven vidner om Kristi fuldkomne retfærdighed. Den retfærdighed, som Kristus har sikret, opfylder alle lovens krav, samtidig med at den herligt overgår den. Lovens retfærdige straf er blevet båret af Kristus; lovens retfærdige krav er blevet opfyldt af Kristus. Den fuldkomne retfærdighed, som er sikret uden om loven, men som tilfredsstiller loven, kommer til mennesker ikke gennem deres forhold til loven, men gennem tro. Nu går han videre til at betragte loven i forhold til den hellige.

(9) Den hellige og loven.

Den troende, som er retfærdiggjort gennem Kristus, er død med Kristus. Det "gamle menneske"--den syndige natur--er blevet korsfæstet med Kristus; lovens fordømmende magt er ophørt i Kristi død, og gennem den troendes død med Kristus har han frihed fra lovens fordømmelse. "Den, der er død, er retfærdiggjort fra synd" (Rom 6,7). Men selv om den troende i én henseende er død, er han i en anden levende. Han dør med Kristus, men han opstår åndeligt med ham, og således åndeligt levende skal han "overgive", "fremstille" sine "lemmer som retfærdighedens redskaber for Gud" (Rom 6,13), og til sin trøst forsikres han om, at i denne nye livssfære skal synden ikke have magt til at bringe ham ind under lovens fordømmelse--"Synden skal ikke have herredømme over jer; for I er ikke under lov, men under nåde" (Rom 6,14). Hans forhold til loven er blevet ændret gennem hans forening med Kristus, og dette fortsætter apostlen med at illustrere. Han fremsætter princippet, at "loven har herredømme over et menneske, så længe det lever" (Rom 7,1). Døden opløser alle juridiske indsigelser. Den troende, åndeligt død, er ikke under lovens herredømme.

(10) Belyst ved loven om ægtemanden.

Der gives derpå det særlige tilfælde med en gift kvinde, som ved lov er bundet til sin mand, men frigøres fra den lov gennem hans død, og i anvendelsen siger han: "Derfor, mine brødre, blev også I gjort døde for loven gennem Kristi legeme" (Rom 7,4). Hvis loven i denne billedlige beskrivelse er ægtemanden, mens sjælen er hustruen, sådan som det oftest er blevet forstået af kommentatorer, så bygger anvendelsen på den generelle tanke, at døden opløser den juridiske forpligtelse; ægtemandens død indebærer kvindens død som hustru, og derfor kan han tale om den troendes død snarere end om lovens død. En anden forklaring af billedet er, at den gamle syndige tilstand er ægtemanden, som jeget, personligheden, var bundet til ved loven, men at når den syndige tilstand bringes til døden gennem Kristus, er personligheden fri til at indgå i forening med Kristus. Hvilket syn man end anlægger, er apostlens hovedtanke klar: at den troende gennem Kristi død er fri fra loven: "Men nu er vi blevet frigjort fra loven, idet vi er døde fra det, hvori vi blev holdt fast" (Rom 7,6).

(11) Lovens renhed og fuldkommenhed inden for dens egen sfære.

Spørgsmålet rejses derpå: "Er loven synd?" (Rom 7,7). Tanken afvises som utænkelig, men han fortsætter med at vise, hvordan loven stod i forhold til synden, idet han ud fra sin egen erfaring giver et eksempel på det, han havde sagt i 3. kapitel: at ved loven kommer erkendelsen af synd. Loven åbenbarede hans synd; loven vakte modstanden i hans natur, og gennem syndens virke under lovens forbud fandt han, at tendensen var død. Ikke desto mindre er der ingen tvivl i hans sind om, at loven ikke er ansvarlig for synden; loven kan på ingen måde lastes: "Loven er hellig, og buddet helligt og retfærdigt og godt" (Rom 7,12). Synden viser sig i lyset af den hellige lov at være overmåde syndig, og loven selv erkendes at være åndelig.

Vi behøver ikke behandle det vanskelige afsnit, der følger, om den indre konflikt. Der har altid været megen diskussion om, hvorvidt dette er en konflikt i det uigenfødte menneskes sjæl eller i det genfødte menneskes--vi mener, at den er i det genfødte, idet den fremstiller den troendes erfaring--men hvilket syn man end anlægger, er det klart, at loven ikke kan bringe befrielse; den højere del af menneskets natur, eller den genfødte natur, alt efter hvilken fortolkning man antager, kan "samtykke i loven, at den er god" (Rom 7,16), ja endog "glæde sig over Guds lov" (Rom 7,22); men der er en anden lov virksom, syndens lov i lemmerne, og denne lovs virke betyder fangenskab og elendighed, som befrielse kun kan komme fra gennem Jesus Kristus (Rom 7,23-25). Ordet "lov" i disse vers bruges i betydningen princip: "mit sinds lov", "syndens lov", "loven i mine lemmer"; men over for alt dette står Guds lov.

(12) Frihed fra lovens strafferetlige krav.

Beskrivelsen af loven som hellig, retfærdig og god, som åndelig, som genstand for glæde for et sandt hjerte, er nok til at vise, at den befrielse, som den kristne nyder, er frihed fra lovens straffekrav og fordømmende magt. Dette bekræftes af den jublende konklusion: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus" (Rom 8,1). Lovens krav, som er opfyldt af Kristus, tynger ikke længere dem, der er i ham. Når apostlen tilføjer: "For livets Ånds lov i Kristus Jesus har gjort mig fri fra syndens og dødens lov" (Rom 8,2), bruger han "lov" i den almindelige betydning som et princip eller en kraft, der frembringer ordnet handling, og "livets Ånds lov" kan forstås som Åndens måde at virke på, og kan faktisk meget vel være en måde at beskrive selve evangeliet på — den nye lov, gennem hvilken Ånden virker. Det andet udtryk, "syndens og dødens lov", skal ikke forstås som Moseloven, men som loven, princippet om synd, der frembringer død, som nævnes i det foregående kapitel, medmindre vi tænker på den som den hellige lov, der giver kundskab om synd og bringer dødens fordømmelse. Lovens manglende evne til at frembringe et tilfredsstillende resultat tilskrives bestemt kødets svaghed, hvilket i virkeligheden afspejler udsagnet i det foregående kapitel, men alt, hvad loven ikke kunne udrette, udrettes gennem Kristi gerning. I Kristus fordømmes synden, og i dem, der bringes i forening med ham, opfyldes lovens retfærdighed.

(13) Loven forbliver en leveregel for den troende.

Således er loven ikke ophævet. Den forbliver retfærdighedens målestok, "levereglen" for troende. Den højeste hellighed, som de kan nå under Helligåndens indflydelse, er stadig den "retfærdighed", som loven kræver. At apostlens lære er langt fra antinomisme, vises ikke blot af alt, hvad han siger i disse kapitler om den troendes nye liv i absolut åndelig tjeneste, men også af den særlige udtalelse i Rom 13,8-10, som på én gang foreskriver buddene som leveregler (i Ef 6,2 citerer og indskærper han det 5. bud) og viser, hvordan sand lydighed er mulig. "Skyld ingen noget, undtagen det at elske hinanden; for den, som elsker sin næste, har opfyldt loven." Derefter, efter at have nævnt flere af buddene, erklærer han, at disse og alle andre bud er "sammenfattet i dette ord, nemlig: Du skal elske din næste som dig selv." Mennesket i Kristus har fundet det sande princip for lydighed. Han er trådt ind i den hellige lovs sande ånd. Det hele sammenfattes i kærligheden, og da han har modtaget Kristi kærlighed og lever i hans kærlighed, ser han ikke loven som en streng tugtemester, der fordømmer, men som et strålende syn, der drager. Han ser virkelig loven legemliggjort i Kristus, og efterlignelsen af Kristus indebærer lydighed mod loven, men han opfylder loven ikke blot som en ydre målestok, men som et levende princip indeni. Når han handler efter de tilskyndelser, som kærligheden, født ved korset, giver, formes hans liv efter Kristi billede, og i samme grad formes det efter loven — "Derfor er kærligheden lovens opfyldelse." I Rom 13,1-7, skønt ordet "lov" ikke forekommer, angiver Paulus den kristnes forhold til romersk lov, til Roms herredømme i almindelighed, idet han viser, at "de myndigheder, der findes, er indsat af Gud", og at de i idealet er afspejlinger af guddommelig myndighed og som sådanne skal adlydes.

2. I Galaterbrevet:

I Galaterbrevet har Paulus også meget at sige om loven, men da vi har behandlet den opfattelse, der gives i Romerbrevet, så udførligt, kan vi kun kort bemærke Galaterbrevets lære.

(1) Loven i forhold til nåde og åndelig frihed.

I almindelighed kan vi sige, at ligesom loven i forhold til retfærdighed var det fremtrædende træk i Romerbrevet, er det i Galaterbrevet loven i forhold til nåde og åndelig frihed; og mens det næsten udelukkende var moralloven, Paulus havde for øje i Romerbrevet, er det i Galaterbrevet snarere Moseloven i sin helhed, med særlig vægt på det ceremonielle. Han indleder emnet ved at henvise til episoden i Antiokia, da han måtte irettesætte Peter for hans "forstillelse" (2,13). Han viser inkonsekvensen hos dem, der vidste, at de var blevet "retfærdiggjort ved tro på Kristus og ikke ved lovgerninger" (2,16), men tvang de hedningekristne til at leve efter loven, og sammenfatter det med den slående udtalelse: "For jeg er ved loven død for loven, for at jeg skal leve for Gud" (2,19). Ved at åbenbare hans synd og udtale fordømmelse drev loven ham til Kristus for retfærdiggørelse. Korsfæstet med Kristus er han trådt ind i en så livsnær forening med Kristus, at hele hans egetliv er behersket af Kristus-livet: "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig" (2,20). Her har vi den samme tankegang som i Romerbrevet; derpå fortsætter Paulus med at vise, at alle de nådens velsignelser, som disse kristne nyder, er kommet til dem ikke ad lovens vej, men "ved troens hørelse" (3,2-5). Igen, idet han anfører Abraham som et eksempel på retfærdiggørelse ved tro, viser han, hvor fuldstændig modsat loven er den nåde, der bringer frelse: "For alle, som er af lovgerninger, er under en forbandelse" (3,10), men i nådig kontrast: "Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse" (3,13), idet han selv bar forbandelsen, og således kan Abrahams velsignelse komme over hedningerne ved tro (3,18).

(2) Lovens funktion er ikke at give liv, men at vejlede livet

Som i Romerbrevet viser han, at løftet om arven var uafhængigt af loven, blev givet 430 år før loven blev kundgjort, og han besvarer spørgsmålet om lovens formål ved at sige: "Den blev føjet til på grund af overtrædelser" (Gal 3,19), den tanke, som allerede er bemærket i Romerbrevet. Alligevel var loven ikke af natur i modsætning til løftet. Hvis nogen lov kunne have givet liv, "kunne gøre levende", da var Moseloven så fuldkommen, at den ville have tjent formålet; "sandelig, retfærdighed ville da være kommet af loven" (Gal 3,21). Loven var aldrig bestemt til at give liv til dem, der ikke havde det. "Den, der gør dem, skal leve ved dem" (Gal 3,12), men det at gøre forudsætter besiddelsen af liv, og loven garanterer kun livets fortsættelse, så længe den bliver fuldkomment adlydt. Lov styrer liv, men kan ikke skænke liv. Den regulerer liv, men kan ikke genoprette liv. Den kan drive til retfærdighed, men den kan ikke meddele retfærdighed.

(3) Loven som vores skolelærer.

Loven, viser han, var vores skolelærer, vores tugtemester, "for at føre os til Kristus" (Gal 3,24). Den græske unge var i sin umyndighed under opsyn af en tugtemester; en del af tugtemesterens pligt var at føre drengen, undertiden mod hans vilje, til skole. I den betydning, der allerede er vist i Romerbrevet, fører moralloven os til Kristus ved at vise os vores syndighed; men her kan vi tage loven som helhed, inklusive alle de ceremonielle og typologiske forskrifter, som var bestemt til at føre folket til Kristus.

(4) Trældommen under loven.

Men skønt der uden tvivl var meget privilegium for folket under den mosaiske ordning, var der også noget af trældom. Og således siger Paulus: "Vi blev holdt i forvaring under loven" (Gal 3,23), og i det næste kapitel taler han om barnet, skønt arving til en stor ejendom, som værende "under formyndere og forvaltere indtil den dag, faderen havde fastsat" (Gal 4,2), hvilket synes at være den samme tanke som under tugtemesteren, og dette kalder han en tilstand af "trældom" (Gal 4,3). Loven vogtede og underviste og holdt tilbage; de store typologiske forskrifter, skønt de forudskyggede evangeliets nåde, var dog i deres detaljer trættende og byrdefulde, og mængden af regler for enhver del af jødens opførsel viste sig, sagt på nutidig vis, at være et system af bureaukrati. Der var kun lidt tilbage til åndens frie, spontane handling; hele jødens vej fra vugge til grav var omhyggeligt afmærket.

(5) Sønnekår og dets frihed fra lovens begrænsninger.

Men i tidens fylde "udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle modtage sønnekår" (Gal 4,4). Evangeliet om Guds nåde, legemliggjort i Kristus, viser sin nådige karakter ved, at det ikke blot svarer på morallovens krav og fjerner dens fordømmelse; opfylder, og ved at opfylde ophæver, den ceremonielle lovs typologiske forskrift, men også afskaffer alle de anvisninger og begrænsninger, der blev givet til jøderne som et særskilt folk, og bringer sine undersåtter ind i en frihedstilstand, hvor den fornyede ånd under Kristi mægtige kærlighed kan handle spontant, mens morallovens store principper forbliver dens vejleder, og de minutiøse regler, som var nødvendige for slægtens barndom, ikke længere passer for "Guds sønner, ved tro, i Kristus Jesus" (Gal 3,26). Og således advarer Paulus disse kristne mod at vende tilbage til de "svage og fattige grundelementer" og iagttage "måneder og tider og år" (Gal 4,9; Gal 4,10).

3. I de øvrige paulinske breve:

I de resterende breve af Paulus siges der kun lidt om loven, og vi behøver blot at angive de sammenhænge, hvori ordet forekommer. I 1 Kor 7,39 er der en henvisning til, at hustruen er "bundet ved loven, så længe hendes mand lever" (King James Version). Ordet "lov" er imidlertid udeladt fra de kritiske tekster og fra Revised Version (British and American). I samme brev (1 Kor 9,8; 1 Kor 9,9; 1 Kor 14,21; 1 Kor 14,34) bruges ordet om Pentateuken eller Skrifterne som helhed. I 1 Kor 9,20 henviser Paulus til sin praksis med at søge at vinde mennesker for Kristus ved at tilpasse sig deres standpunkt, "for dem, der er under loven, som under loven"; og i 15,56 forekommer den betydningsmættede udtalelse, et ekko af Romerbrevet: "Syndens kraft er loven." I 2 Korintherbrev forekommer ordet ikke, skønt det loviske system omtales som dødens tjeneste, i modsætning til evangeliets Åndens tjeneste (2 Korintherbrev 3). Ordet "lov" bruges én gang i Ef 2,15, med henvisning til Kristi gerning, der ikke alene frembringer harmoni mellem Gud og menneske, men mellem jøde og hedning: "i sit kød afskaffede han fjendskabet, nemlig budenes lov indeholdt i forskrifter," også omtalt som "den mellemliggende skillemur", og det sigter især til de ceremonielle forordninger.

I Fil 3,5; Fil 3,6; Fil 3,9 har vi det fine selvbiografiske afsnit, hvor vi ser den selvretfærdige farisæer regne sig for "ulastelig" i lovens øjne, indtil han blev overbevist om sin synd og ført til i Kristus at finde den retfærdighed, "som er ved tro", i stedet for sin egen retfærdighed, "som er af loven" (3,9). Ordet forekommer ikke i Kol, men tanken findes om den åndelige omskærelse i modsætning til den fysiske, om udslettelsen, gennem korsets gerning, af skyldbrevet skrevet i forskrifter og den deraf følgende befrielse af den troende fra trældommen under ceremonielle forskrifter (2,11-17), idet disse siges at være "en skygge af de kommende ting", mens Kristus er den herlige virkelighed. I 1 Tim 1,8; 1 Tim 1,9 har vi de to betydningsmættede udsagn, at "loven er god, hvis man bruger den lovmæssigt," og at "lov ikke er givet for en retfærdig, men for de lovløse."

4. I Hebræerbrevet:

Ordet "lov" forekommer 14 gange i dette brev, og emnet får megen opmærksomhed, men det er som regel loven i dens ceremonielle og typologiske aspekt, der er på tale. Det er ikke nødvendigt at se nærmere på sagen i detaljer, men blot at angive undervisningens linje.

(1) Overensstemmelse med den paulinske lære.

Den gamle tvivl om brevets forfatterskab synes i dag at have krystalliseret sig til vished, skønt grundene til en konklusion ikke er stærkere end tidligere; men i ønsket om at bevise det ikke-paulinske forfatterskab lægges der måske for stor vægt på den formodet upaulinske karakter af læren. Der er trods alt en dyb overensstemmelse mellem læren i de paulinske breve og læren i Hebræerbrevet, og overensstemmelsen gælder dette spørgsmål om loven. Mens Paulus, som vi har set, i Romerbrevet fremhæver den moralske lov, behandler han i Galaterbrevet og andre steder den ceremonielle lov på næsten samme måde, om end ikke så udførligt, som forfatteren til Hebræerbrevet. Udsagn som: "Også vort påskelam er blevet ofret, nemlig Kristus" (1 Kor 5,7); "Klippen var Kristus"; "Men disse ting blev vores forbilleder" (typer på os) (1 Kor 10,4-6); "som er en skygge af de ting, der skulle komme; men legemet er Kristi" (Kol 2,17) ligger helt på linje med Hebræerbrevets lære.

(2) Loven overgået af evangeliet.

Forfatteren viser, hvordan loven, som var et ord talt gennem engle, overgås af evangeliet, som er blevet talt af englenes Herre og derfor kræver større ærefrygt (Hebr 2,2-4), og gennem hele brevet er det den overstrålende herlighed i evangeliets husholdning, indført ved Kristus og tilskrevet ham, der lader sig se for os.

(3) Præstedømmets lov.

Forfatteren behandler særligt i Hebræerbrevet 7 og 8 præstedømmets lov og viser, at Kristi præstedømme, "efter Melkisedeks orden", overgår det aronitiske præstedømme under loven i herlighed; det overgår det ikke blot, men afløser det; det ufuldkomne viger for det fuldkomne; det skyggeagtige for det virkelige; det jordiske for det himmelske; det timelige for det evige. Og ligesom Paulus begrunder sin lære om retfærdiggørelse uden lovgerninger ved henvisning til Det Gamle Testamentes lære, finder forfatteren her i Det Gamle Testamentes forudsigelse af den nye pagt grundlaget for hele sin argumentation; og i sin henvisning til beskrivelsen af den nye pagt er han ét med Paulus med hensyn til den moralske lov, idet han ser den som nu skrevet i hjertet og som en indre kraft snarere end et ydre bud.

Se NEW COVENANT.

(4) Helligdommens og ofrenes lov.

Dernæst behandler han helligdommens lov og overvejer i den forbindelse ofrenes lov (Hebræerbrevet 9-10), og på samme måde viser han, at Kristus opfylder alt det, som tabernaklet og dets tjenester var forbilleder på; at hans ene, fuldkomne, evige offer træder i stedet for de mange ufuldkomne, midlertidige ofre, der blev frembåret under loven. I bedste fald havde loven "en skygge af de gode ting, der skulle komme" (Hebr 10,1). Skyggen var nyttig for sin tid; folket var meget privilegeret ved at have den; den rettede dem mod den store skikkelse, som kastede skyggen. Hele det ceremonielle system var i virkeligheden et nådesystem i sit inderste; trods dets ydre forskrifter, som let kunne misbruges, sørgede det for midlertidigt at råde bod på overtrædelserne af loven; ofrene selv kunne ikke tage synd bort, men periodisk tilgivelse blev formidlet gennem dem i kraft af deres forhold til den kommende. Nu da det store offer er blevet bragt, er evig forløsning sikret, fuldkommen tilgivelse opnået, fri adgang til det himmelske Allerhelligste garanteret, og den evige arv tilvejebragt. Substansen i alle skyggerne er trådt frem; skyggerne forsvinder, og den store sandhed, som Kristus selv antydede, er nu fuldt åbenbaret gennem hans Åndsoplærte tjenere. Kristus, som "er lovens ende (den moralske lov) til retfærdighed for enhver, som tror" (Rom 10,4), er også den ceremonielle lovs ende, den fulde virkeliggørelse af alle dens typer og skygger.

5. I Jakobs brev:

Jakob nævner "loven" 10 gange i sit brev, og i hvert tilfælde er det den moralske lov. Indflydelsen fra Bjergprædikenen ses gennem hele brevet, og nogle tydelige ekkoer af den høres, som f.eks. formaningen: "Sværg ikke (overhovedet)" (5,12). Jakob har kun godt at sige om loven, og dette faktum er i lyset af Bjergprædikenens indflydelse nok til at vise, at Kristus i denne vidunderlige tale ikke ringeagtede loven, langt mindre ophævede den, men snarere ophøjede og styrkede den. Jakob, oplært af Kristus, ophøjer loven, herliggør den og synes faktisk næsten at identificere den med evangeliet; for i Jakob 1, når han taler om Ordet og vigtigheden af at høre og gøre det, taler han i samme åndedrag om at skue ind i "den fuldkomne lov, frihedens lov" (1,25). Og det er faktisk netop muligt, som nogle mener, at han med betegnelsen mener evangeliet, selv om det synes bedre at forstå det som loven omsat i evangeliet, loven betragtet i dens åndelighed, som vejleder for det kristne menneske, der er trådt ind i dens ånd.

Allerede i Det Gamle Testamente, som Salme 19 og 119 særlig viser, var det muligt for åndeligt sindede mennesker at se lovens skønhed og finde glæde i dens forskrifter. I Jakob 2,8 taler han om den »kongelige lov«, og at han her virkelig mener Moseloven, er hævet over tvivl, eftersom han citerer det særlige krav: »Du skal elske din næste som dig selv.« Heri stemmer han overens med sin Mester og med Paulus, idet han i kærligheden til næsten finder lovens sum og dens sande opfyldelse. Personsanseelse, fastslår han, er et brud på denne »kongelige lov« og fører til, at de, der giver efter for den, bliver »dømt skyldige« af loven som overtrædere (2,9). Derefter fastslår han lovens sammenhængende helhed, sådan at et brud på den i ét punkt er et brud på det hele og gør et menneske »skyldigt i det hele« (2,10), et vidtrækkende princip, som Paulus også havde antydet, da han i Gal citerede ordene: »Forbandet er enhver, som ikke bliver ved alt det, der er skrevet i lovbogen, for at gøre det« (Gal 3,10), og da han i Rom 7 viste, at overbevisningen om, at han havde brudt det 10. bud, fik ham til at indse, at han havde brudt hele loven. Jakob formaner derefter sine læsere til at tale og handle som dem, der skal dømmes efter »en frihedens lov« (2,12), sådan at han ikke sætter nogen grænse for denne lovs rækkevidde. Endelig advarer han dem i 4,11 indirekte mod at tale imod loven eller dømme loven, det vil sige at indtage dommerens plads i stedet for at være »lovens gørere«. Jakob kunne ikke have brugt et sådant sprog, hvis han ikke havde haft en dyb overbevisning om lovens fuldkommenhed. Og det er lovens fuldkommenhed som leveregel for åndelige mennesker, der er løst fra dens fordømmelse, Jakob betragter den som; derfor kan vi kalde den den fuldkomne lov, frihedens lov, den kongelige lov.

6. I Peters og Johannes' breve:

I Peters og Johannes' breve forekommer ordet »lov« ikke, men Peter viser, at Guds hellighed fortsat, som i Pentateuken, er livets målestok, og Kristi eksempel viser vejen (1 Pet 2,21), mens man i kirken finder den åndelige virkeliggørelse af helligdommen, præstedømmet og ofrene i den gamle ordning (1 Pet 2,5-9). Peter har én henvisning til den romerske lov, idet han pålægger sine læsere lydighed mod den på det politiske område. Johannes pålægger dem at holde budene; disse synes at være Kristi bud (1 Joh 2,3; Joh 2,4; Joh 5,2), og prøven på, om man holder budene, er kærlighed til brødrene, mens had til en broder, som i Bjergprædikenen, er mord. Al synd er »lovløshed« (1 Joh 3,4), og summen af al lovopfyldelse er kærlighed til Gud og kærlighed til brødrene; således genlyder og stadfæstes sammenfatningen af den gamle lov.

LITTERATUR.

Hovedsagelig værkerne om nytestamentlig teologi (Weiss, Beyschlag, Schmid osv.) og om kristen etik (Martensen, Dorner, Harless osv.), sammen med kommentarer til Paulus' breve (Romerbrevet osv.); Ritschl, Entstehung der altk. Kirche (2. udgave); Zahn, Das Gesetz Gottes nach der Lehre und der Erfahrung des Apostels Paulus; J. Denney, i HDB.

Archibald M'Caig