Demon; demonisk; dæmonologi

dem'-mon, de-mo'-ni-ak, de-mon-ol'-o-ji (daimonion, tidligere form daimon = pneuma akatharton, poneron, "demon", "uren eller ondsindet ånd", fejlagtigt oversat "djævel" i KJV):

I. Definition.

Ordet daimon eller daimonion synes oprindeligt at have haft to nært beslægtede betydninger: en guddom og en ånd, overmenneskelig men ikke overnaturlig. I den første betydning forekommer ordet i Septuaginta-oversættelsen af 5 Mos 32,17; Sl 106,37; Apg 17,18. Den anden af disse betydninger, som indebærer en almindelig henvisning til vagt forestillede personlige væsener beslægtet med mennesker og dog tilhørende det usynlige rige, fører til anvendelsen af ordet på den særegne og afgrænsede klasse af væsener, der betegnes "dæmoner" i Det nye Testamente.

II. Oprindelsen til den bibelske dæmonologi.

Et interessant udviklingsskema er blevet foreslået (af Baudissin og andre), hvori biblisk dæmonisme forbindes gennem polyteisme med primitiv animisme.

1. Den evolutionistiske teori:

En simpel kritik af denne teori, som nu er den dominerende, vil være velegnet til at introducere det, som specielt bør siges om biblisk dæmonologi.

(1) Animisme, som er en gren af det almene primitive verdenssyn, der betegnes som spiritisme, er teorien om at hele naturen er levende (se Ladd, Phil. Rel., I, 89 f) og at alle naturlige processer skyldes levende viljes virkninger.

(2) Polyteisme formodes at være resultatet af animisme. De vagt forestillede ånder fra den tidligere opfattelse hæves til stillingen som gudomme med navne, faste karaktertræk og specifikke funktioner, organiseret i et panteon.

(3) Biblisk dæmonologi antages at skyldes monotheismens opløsende virkning på samtidig polyteisme. Hebræerne kom i kontakt med omkringliggende folkeslag, især i den persiske, babylonske og græske periode, og monotheismen gjorde plads til hedenskab ved at reducere dets gudomme til dæmoners størrelse. De nægtes ikke al objektiv realitet, men nægtes værdigheden og prærogativerne som gudomme.

2. Indvendinger mod teorien:

Indvendingerne mod denne sindsrige teori er så mange og så alvorlige, at de ikke kan overvindes.

(1) Den genetiske forbindelse mellem animisme og polyteisme er ikke klar. Animismens specifikke religiøse karakter er faktisk helt problematisk. Det hører til kategorien af primitiv filosofi snarere end religion. Det er vanskeligt at spore den proces, hvorved ubenævnte ånder med de vagueste karaktertræk bliver til gudomme – især er det vanskeligt at forstå, hvordan kun bestemte ånder hæves til gudommenes stilling. Endnu alvorligere er det, at polyteisme og animisme har eksisteret samtidigt uden tæt kombinering eller virkelig assimilation (se Sayce, Babylonia and Assyria, 232; Rogers, Religion of Babylonia and Assyria, 75 f) i en lang historisk periode. Det ser ud til, at animisme og polyteisme havde forskellig raison d'être, oprindelse og udvikling. Det er i det mindste ufarligt at konstruere en teori på grundlag af så usikker en forbindelse.

(2) Fortolkningen af hedenske gudomme som dæmoner indikerer på ingen måde, at polyteisme er kilden til biblisk dæmonologi. Efter almindelige principper virker det langt mere sandsynligt, at kategorien dæmoner allerede var kendt, og at forbindelsen med polyteisme bragte en udvidelse af dens anvendelse. Et blik på Det gamle Testamente vil vise, hvor forholdsvis lille og ubetydelig hedensk polyteismes betydning for biblisk tanke har været. Dæmonologien i Det gamle Testamente er begrænset til følgende steder: 3 Mos 16,21; 3 Mos 16,22; 3 Mos 17,7; Esa 13,21; Esa 34,13; 5 Mos 32,17; Sl 106,37 (kommenteret andetsteds; se forbindelse med dæmoner). Gesenius siger klogt om 3 Mos 16,21, at det er "forvirret af fortolkeres mange formodninger." Accepteres den herskende moderne opfattelse, finder vi heri et egentligt møde mellem folkelig overtro og Jahves religion (se Azazel). Ifølge Driver (HDB, I, 207) var dette element i den levitiske ritual "bestemt som en symbolsk erklæring om, at landet og folket nu er renset fra skyld, idet deres synder overdrages til den ondskabsfulde ånd, som de anses for at tilhøre, og hvis hjem er i den øde ørken fjernt fra menneskelige beboelser (vers 22, til et ødelagt land)." Et mere slaaende eksempel kunne næppe søges på den måde, hvorpå Jahves religion holdt den folkelige spiritisme på sikker afstand. 3 Mos 17,7 (se forbindelse med dæmoner) refererer til deltagelse i ritualerne for hedensk tilbedelse. De to steder – Esa 13,20; Esa 13,21; Esa 34,13; Esa 34,14 – er poetiske og antyder egentlig ikke noget om forfatterens egen tro. Væsener både set og usete, formodes at befolke mennesketomme steder, bruges, som enhver digter kunne bruge dem, til at skabe detaljerne for et levende billede af ubeboet ensomhed. Der er ingen direkte beviser for, at beretningen om Faldets 1 Mos 3,1-19 har nogen forbindelse med dæmonologi (se HDB, I, 590 note), og Whitehouses forslag om, at omtalen af satyrerne og naturmagternes natmonstre sammen med sådanne væsener som skallesultaner osv. antyder "at dæmoner antedes mere eller mindre at bo i alle disse dyriske befolkere af den ødelagte ensomhed" er klart fantastisk. Det er næsten slaaende at finde, at alt hvad der muligt kan hævdes om dæmonologi i Det gamle Testamente, er begrænset til en lille gruppe af steder, som enten er juridiske eller poetiske, og som alle leverer eksempler på høje religiøse opfattelsers hæmmende kraft på et naturligt overtroisk og fantasifuldt folks sind. Selv om vi tilføjer alle de steder, hvor virkelig eksistens synes at blive indrømmet hedenske gudomme (f.eks. 4 Mos 21,29; Esa 19,1 osv.) og fortolker dem i den ekstremeste betydning, bliver vi stadig tvunget til at hævde, at bevis mangler for polyteismens indflydelse på dannelsen af den bibelske lære om dæmoner.

(3) Denne teori bryder sammen på et andet, endnu mere afgørende punkt. Bibelens dæmonologi er hverken beslægtet med primitiv animisme eller med folkelig Sere-dæmonisme. I det følgende vil vi beskæftige os med Det Nye Testamentes dæmonologi--Det Gamle Testamentes er en ubetydelig størrelse.

III. Det Nye Testamentes dæmonologi.

Det mest markante og betydningsfulde faktum ved Det Nye Testamentes dæmonologi er, at den ikke giver materiale til en drøftelse af dæmoners natur og kendetegn. Whitehouse siger (HDB, I, 593), at Det Nye Testamentes dæmonologi »i alle sine brede hovedtræk er samtidens jødedoms dæmonologi, renset for dens grovere og overdrevne træk.« Hvor langt denne udtalelse er fra hele sandheden, vil vise sig senere, men som den står, angiver den den særlige retning for undersøgelsen af Det Nye Testamentes behandling af dæmoner; nemlig at forklare dens frihed for de grove og overdrevne træk i den folkelige dæmontro. At der hos Det Nye Testamentes forfattere findes en indflydelse, som tøjler nysgerrigheden og holder fantasien tilbage, er det vigtigste af alt for os at opdage og fremhæve. I fire af sine mest afgørende træk adskiller Det Nye Testamentes holdning til dette emne sig fra alle folkelige forestillinger:

(a) ved fraværet af alle fantasifulde detaljer om dæmoner;

(b) ved den vægt, der lægges på dæmonernes moralske karakter og deres forbindelse med menneskeslægtens etiske forstyrrelser; (c) ved fraværet af tillid til magiske metoder af nogen art i omgangen med dæmoner;

(d) ved de stærke begrænsninger af området for dæmoniske handlinger.

En kort behandling under hvert af disse punkter vil tjene til at give en ordnet fremstilling af de vigtigste kendsgerninger.

(a) I Det Nye Testamente får vi praktisk taget intet at vide om dæmoners oprindelse, natur, kendetegn eller vaner. I et stærkt billedligt afsnit (Matt 12,43) taler vor Herre om dæmoner, der færdes gennem »vandløse steder«, og i beretningen om den dæmonbesatte fra gadarenernes egn (Luk 8,31) nævnes »afgrunden« som stedet for deres endelige forvaring. Måden, hvorpå de har magt over mennesker, fremstilles på to modsatte måder (sammenlign Mark 1,23 ff; Luk 4,33 ff), hvilket viser, at der ikke fandtes nogen fast måde at betragte det på. Med disse tre sparsomme oplysninger ophører vores direkte viden. Vi er tvunget til at slutte ud fra de virkninger, der beskrives i det begrænsede antal konkrete tilfælde, som fortælles. Og det er mere end en forbigående bemærkning værd, at der ikke forekommer nogen teoretisk drøftelse af dæmoner. Interessepunktet i evangelierne er Jesu person, de lidende og helbredelserne. Interesse for dæmonerne som sådanne er fraværende. Visse afsnit synes at angive, at dæmonerne kunne tale (se Mark 1,24; Mark 1,26; Mark 1,34; Luk 4,41 osv.), men når disse udsagn sammenlignes med andre (sammenlign Mark 1,23; Luk 8,28), ses det, at der ikke skelnes mellem de plagedes skrig i deres sygdoms anfald og de skrig, der tilskrives dæmonerne selv. I andre enkeltheder er fremstillingen konsekvent. Dæmonerne hører til den usynlige verden; de er ude af stand til at vise sig undtagen i de forstyrrelser, de forårsager--der er ingen materialiseringer, ingen groteske fortællinger om tilsynekomster og forsvindinger, ingen sygelig beskæftigelse med frastødende detaljer, ingen frihed til spekulation i beretningerne. I kontrast til denne tilbageholdenhed står ikke blot primitive folks dæmonologi, men også den i de ikke-kanoniske jødiske bøger. I Enoks Bog siges dæmoner at være faldne engle, mens Josefus hævder, at de er de onde dødes ånder. I de rabbinske skrifter er spekulationen løbet løbsk i drøftelsen af dæmoners oprindelse, natur og vaner. De fremstilles som afkom af Adam og Eva i forbindelse med mandlige og kvindelige ånder, som selv værende kønnede og i stand til at formere sig samt udføre alle andre fysiske funktioner. Der gives detaljer om deres antal, tilholdssteder og vaner, om tider og steder hvor de er særligt farlige, og om måder og metoder til at bryde deres magt (se eksorcisme). Fantasien får også frit løb i beskrivende fortællinger, ofte af den mest sygelige og usunde karakter, om deres gerninger blandt mennesker. Efter at have læst nogle af disse fortællinger kan man være enig med Edersheim, når han siger: »En større kontrast kunne næppe tænkes end den mellem det, vi læser i Det Nye Testamente, og de synspunkter og skikke, der nævnes i rabbinske skrifter« (LTJM, II, 776).

(b) Det skal også tydeligt bemærkes, at mens udtrykket daimonion i sin oprindelige anvendelse er moralsk neutralt, er dæmonen i Det Nye Testamentes sprogbrug ufravigeligt et etisk ondt væsen. Dette adskiller Det Nye Testamentes behandling fra de ekstra-kanoniske jødiske skrifter. I Det Nye Testamente hører dæmoner til Satans rige, hvis magt det er Kristi mission at ødelægge. Det uddyber og skærper sine fremstillinger af menneskelivets alvor og dets moralske spørgsmål ved at udvide den moralske kamps område til den usynlige verden. Det lærer klart, at Kristi magt strækker sig til de onde ånders verden, og at troen på ham er tilstrækkelig beskyttelse mod alle onder, som mennesker kan blive udsat for. (Om betydningen af dette punkt se Plummer, Luke (ICC), 132-33.)

(c) Dæmonologien i Det Nye Testamente adskiller sig fra alle andre ved sin nægtelse af magiens evne til at befri fra sådan en lidelse. Magi, som klart kan adskilles fra religion på dette specifikke punkt (se Gwatkin, Knowledge of God, I, 249), hviler på og afhænger af spiritisme. De gamle babylonske forbandelsestekster, som udgør en overraskende stor andel af de bevarede dokumenter, er rettet direkte mod de formodede aktiviteter og magter hos dæmoner. Disse væsener, som ikke bliver betroet og bedt til på samme måde som guddomme, påkalder tillid og beder om bøn, håndteres gennem magiske ritualer og formler (se Rogers, op. cit., 144). Selv jødiske ikke-kanoniske skrifter indeholder talrige ordformularer og ceremonier til fordrivelse af dæmoner. I Det Nye Testamente findes der ingen magi. Befrielsen fra en dæmon er en åndelig og etisk proces (se eksorcisme).

(d) I Det Nye Testamente er rækken af aktiviteter, som tillægges dæmoner, stærkt indskrænket. Ifølge babylonske forestillinger: "Disse dæmoner var overalt; de lå på lur i ethvert hjørne og ventede på deres bytte. Byens gader kendte deres ondskabsfulde tilstedeværelse, floderne, havene, bjergenes toppe; de viste sig sommetider som slanger, der glider lydløst på deres ofre, som fugle af frygtelig udseende, der uimodstæligt flyver for at ødelægge eller plage, som væsener i menneskelig form, fantastiske, misdannede, imponerende gennem deres afskyelighed. Til disse dæmoner blev alt muligt uheld tilskrevet - tandpine, hovedpine, et brækket ben, brændende feber, udbrud af vrede, jalousie, uforklarlig sygdom" (Rogers, op. cit., 145). I de ekstra-kanoniske jødiske kilder optræder samme fantastiske overflod i tilskrivelsen af alle slags sygdomme i sind og legeme til utallige, summende skarer af dæmoner, som ligger på lur efter mennesker og belejrer dem med angreb og lidelser af enhver beskaffenhed. Af denne rigdom af sygeligt fantastiske forestillinger findes der ikke det mindste spor i Det Nye Testamente. En omhyggelig analyse af tilfældene vil vise vigtigheden af denne kendsgerning. Der findes omkring 80 henvisninger på dæmoner i Det Nye Testamente, hvis man tæller gentagelser og alt. I 11 tilfælde gøres der klart skelnen mellem dæmonbeskaffenhed og sygdomme, der normalt har anden årsag ({{Matt.4,24}}; {{Matt.8,16}}; {{Matt.10,8}}; {{Mark.1,32}}; {{Mark.1,34}}; {{Mark.6,13}}; {{Mark.16,17}}; {{Mark.16,18}}; {{Luke.4,40}}; {{Luke.4,41}}; {{Luke.9,1}}; {{Luke.13,32}}; {{Acts.19,12}}). Resultaterne af dæmonbeskaffenhed er ikke udelukkende mentale eller nervøse ({{Matt.9,32}}; {{Matt.9,33}}; {{Matt.12,22}}). De er særlig og karakteristisk mentale i kun to tilfælde (Gadareneren, {{Matt.8,28}} og paralleltekster, og {{Acts.19,13}} f). Epilepsi nævnes specifikt i kun ét tilfælde ({{Matt.17,15}}). Der gøres skelnen mellem dæmonbesatte og epileptikere, og mellem dæmonbesatte og vanvittige ({{Matt.4,24}}). Der gøres skelnen mellem sygdomme forårsaget af dæmoner og samme sygdom uden sådan årsag (sammenlign {{Matt.12,22}}; {{Matt.15,30}}). I de fleste tilfælde nævnes ingen specifikke symptomer. I en lige så stor andel af tilfældene er der dog lejlighedsvise anfald af mental ophidselse, ofte forårsaget af Kristi tilstedeværelse og undervisning.

Konklusioner:

En opsummering af hele materialet fører til den slutning, at vi i Det Nye Testamentes tilfælde af dæmonbeskaffenhed har at gøre med en bestemt type forstyrrelse, fysisk eller mental, som ikke så meget kan skelnes gennem sine symptomer, som ofte var af meget almindelig karakter, som gennem sine ledsagelsestegn. Aurraen, så at sige, der omgav patienten, tjente til at skelne hans symptomer og påpege den særlige årsag, som hans lidelse blev tilskrevet. En anden unik egenskab ved dæmonologien i Det Nye Testamente bør fremhæves. Mens denne gruppe af forstyrrelser tilskrives dæmoner, behandles ofrene som syge mennesker og bliver helbredt. Hele atmosfæren omkring beretningen om disse hændelser er rolig, ophøjet og gennemtrængt af Kristi ånd. Når man erindrer de mangfoldige gruelmåder, som blev inspireret af den ufornuftige frygt for dæmoner, og som gør historien om primitiv medicin til et mareridt af utænkelige rædsler, kan vi ikke andet end føle den verdensomfattende forskel mellem de bibelske beretninger og alle andre, både fra oldtid og moderne tid, som vi kender til. Hver egenskab ved Det Nye Testamentes beretninger peger mod konklusionen, at vi her har pålidelige beretninger om virkelige helbredelser. Dette er vigtigere for troen i Det Nye Testamente end nogen anden slutning kunne muligvis være.

Det er også klart, at Jesus behandlede disse tilfælde af invaderet personlighed, af trældom fra depression, af håbløs frygt, som forårsaget af en reel overjordisk kraft, som Han mødte og overvandt. De vigtigste og mest karakteristiske ord, vi har om dette uklare og vanskelige emne, som vi ved alt for lidt om til at kunne tale med nogen sikkerhed eller autoritet, er disse: "Denne slags kan ikke komme ud ved noget uden ved bøn" ({{Mark.9,29}}).

LITERATUR.

(1) Den mest tilgængelige fremstilling af Baudissins teori findes i Whitehouse's artikel "Demons" osv., i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind).

(2) For ekstra-kanoniske jødiske forestillinger se Lange, Apocrypha, 118, 134; Edersheim, LTJM, Appendices XIII, XVI.

(3) For spiritisme i almindelighed se Ladd, Phil. Rel., indeks under ordet, og standardværker om antropologi og religionsfilosofi under Spiritism.

(4) For babylonsk dæmonologi se sammenfatning i Rogers, Religion of Babylonia and Assyria, 144 ff.

Louis Matthews Sweet